Interview med Kim Kix fra Powersolo, del 2: Om at spille roller og blive voksne

0
1768
views

Powersolo er aktuelle med deres sjette album, The Real Sound, som endda kommer i en Tue Track-mixet version til august. I den anledning lånte jeg en bil og kørte en solrig majaften ud på landet i det bølgende og smukke landskab syd for Aarhus, til en køkkensnak med Kim Kix om det nye album, mainstream-radio, Powersolos historie og hvad det gør ved musikerlivet at blive ældre. Vi bringer her del 2 af interviewet med Powersolo-frontmand Kim Kix – første del, hvor der blandt andet bliver delt hug ud til P3 og fortalt om The Real Sound, finder du HER.

Interviewet foregår mens Kim laver aftensmad i køkkenet, og mens han hakker og steger, svarer han beredvilligt og fyldigt på mine spørgsmål. Vi kommer ind, hvor Kim er ved at fortælle om tourplanerne i forbindelse med udgivelsen af The Real Sound:

“Vi tager nogle koncerter omkring udgivelsen her i Danmark nu her, og så efter sommeren så bliver The Real Sound udgivet i de andre territorier, som for os er der, hvor vi spiller størstedelen af vores koncerter, og det er op til den internationale udgivelse at det hele det tilspidser lidt.

Vi koncentrerer os meget om Sydeuropa, hvor vores ting bliver godt modtaget, og klimaet er godt og maden er god, så der kan vi godt lide at være. Til gengæld har vi aldrig rigtig gjort så meget ud af England. Man skal heller ikke lade sig stresse af alt det man ikke opnår, for hvad er det lige man skal opnå? Vi er jo bare et band, for fanden. Det vigtigste for os, det er jo at vi har arbejdet os til at få den frihed, vi har. Friheden til at have et liv hvor vi kan rejse rundt, og lave andre ting også, og være der for vores familier. Vi er jo voksne mennesker nu. Det så anderledes ud for 10 år siden og 15 år siden.

Så det har på en eller anden måde været en fordel at blive ældre med musikken?

“Ja, også fordi man selvfølgelig bliver meget mere erfaren, og når man bliver det, bliver man bedre til at vide hvad man vil og tale rent ud af posen. Så der er ræson i det man siger, og det forstår folk godt. Dem, der arbejder sammen med os, de ved godt at vi pukler for det, og de kan altid regne med os, og så regner vi også 100% med dem. Så er der ikke nogen slinger i valsen, og så får man det bedste ud af det man har. Man bliver også bedre til at koncentrere sig om når man er på tur, at det er den tid man spiller, der er det vigtigste, det er der man performer, og det skal man give sin fulde opmærksomhed. På den måde kan man sige, at vi har fundet vores pace, eller vi finder det i hvert fald ret hurtigt.

Har det betydet noget for musikken i sig selv, det med alderen? Nu snakkede vi jo tidligere om, at I er kommet lidt  tilbage til jeres rødder…

“Jo, det har det da. Vi er meget effektive, og vi har fundet ud af at give os selv deadlines, og arbejde med dem, og det er ret godt. At indspille, og fange den energi, når den er højest, og så lukke den. Vi skal ikke dvæle ved noget. Også fordi energien i vores musik betyder så meget. Havde vi spillet elektronisk musik, så var det nok en anden fremgangsmåde og nogle andre virkemidler. Det fungerer godt for Bo (Hjorth Jeppesen, bror, red.) og mig, når vi indspiller, og det er jo os, der har indspillet det hele på albummet. Når vi så skal ud og spille live, så kommer de andre fra bandet med (The Butcher; bas. Runimal; trommer), og de er selvfølgelig valgt ud fra hvad de kan, men også ud fra deres personligheder. De forstår essensen af det vi laver og kan sadle om i løbet af et splitsekund når vi spiller live. Når de griber våbnene, så er de klar i kampens hede. Det skal helst være lidt nervøst, ellers bliver det lidt for mageligt. Det er sådan noget af det vi har fundet ud af med årene.

I har også en skramlet æstetiktidligere indspillede I på en 4-spors båndoptager, nu har I så opgraderet til en 8-spors…

“Ja, vi har opgraderet. Men det er også fordi, vi redigerer ikke en plade færdig, vi spiller den. Og når mulighederne er begrænsede, så giver det noget andet. Og vi kan spille sådan live, vi ved hvem, der skal ligge fremme og tilbage. Det er egentlig mere sjovt, end det nogensinde har været at være ude og spille live, fordi vi har det sjovt, og jeg vil gerne sige, at hvis mit helbred og min forstand bliver til at spille musik til jeg er gammel, så kan jeg sagtens se mig selv som 70-årig stå på scenen. Så længe man har det, og kan performe. Og det tænker jeg egentlig, fordi jeg har set andre, som jeg respekterer dybt, stå og gøre det. Der er selvfølgelig også eksempler på det modsatte. Det må gerne udvikle sig, men det skal ikke udvikle sig bare for at udvikle sig. Så længe man er bevidst i musikken og det er lysten der driver værket – det er kliché, ikke – men det er altoverskyggende. Det er ikke engang pengene, for det kan være det engang er sådan at jeg ikke kan hive hjem til føden eller huslejen, hvem ved, men selv på det tidspunkt vil jeg ikke holde op med at kunne lide at spille musik. Men jeg vil ikke gå på kompromis med musikken. Så hellere gå ud og tage et job som snedker, som jeg er uddannet som, hvis jeg kan huske hvordan man starter en fræser.

Rent hobbymæssigt, så har jeg et cykelhold, GS Velopresse, som blev startet for nogle år tilbage med en god ven, simpelthen bare fordi vi var vilde med at cykle. Og det har vi altid været. Og så har vi det sjovt med det, og så har vi jo fundet ud af at vi også kan gøre noget godt for andre med det. Vi tjener ikke en skid penge på det, og det har heller aldrig været meningen, men vi får cyklet nogle ture og holder os i form. Det er i hvert fald bedre end at sidde og forsumpe i sprut og bajere og alt for mange smøger. Det er en investering at holde sig i god form.

Ikke fordi man ikke kan nyde livet og give den lidt gas engang i mellem når vi er på tour, men vi er jo ikke vilde og drikker os stive. Det har jeg prøvet, i særdeleshed i mine helt unge dage, da jeg spillede i Godless Wicked Creeps, der var det stoffer og sprut, fordi sådan var scenen, men så meldte jeg mig også ud, fordi det blev for meget, og det blev man også for gammel til. De lidt hårdere ting der, det går ikke. Nu har jeg prøvet det, og det går ikke, men derfor hygger vi os alligevel, men vi bruger ikke energien på at have tømmermænd og råbe og skrige, ud over det, der foregår på scenen. Vi gider ikke spise junk mere, vi skal have noget ordentligt at spise, og vi ved hvor de gode restauranter er, hvis vi er ude og spille et sted vi har været før.

Men hvis jeg ved at der er nogen, der snakker ude i byen, så kan jeg godt finde på at plante en lille røverhistorie, det behøver ikke være noget helt vildt, men så bare vente på hvornår den rammer én igen. Der er stadig nogen, der spørger når de kommer til Anders (live-bassist, red.) og spørger: “Hvad er Kim Kix på? Hvad for nogen stoffer tager han?”. Han tager ingenting, det er musikken. Sådan er jeg jo bare når musikken spiller, så er jeg en showmand.

Kim og Bo i aktion som forbryder og politimand
Kim og Bo i aktion som forbryder og politimand

Der er også noget, som er gennemgående, både når man ser jeres videoer og hører jeres musik, og det er humoren. Jeg går ud fra at det er noget bevidst?

“Ja, og det hænger sammen med, at hvis man hører Powersolo-plader så hopper vi jo rundt i genrer indenfor rocken, og det har altid været svært for os at holde den begejstring og energi tilbage. Vi kan måske godt lave noget, der følger en eller anden rød tråd, men det bliver på en eller anden måde for søgt. Så det er blevet vores varemærke, at man ved aldrig, hvad der kommer. Så det er gået hen og blevet vores ting, og vi kan bare godt lide at have det sjovt, og laver meget fis og ballade. Jeg kan fortælle dig, at når vi indspiller plader og numre, og skriver tekster, så kan det godt være der er nogle personlige ting i det, men når sangene skal formes, så har jeg fornemmelsen af at det ikke er mig, det er en karakter, jeg spiller. Der er referencer til folk jeg har mødt, eller kunstnere jeg har set, og er inspireret af. Alt det, der kommer ud af min mund, det er taget her og der fra, også moves. For mange år siden prøvede jeg at modarbejde det, fordi man skulle komme med sit eget, men det virkede ikke. Og siden har jeg set en masse bands rundt om i verden, og det er det samme, de låner et move der, og et move der, og sætter det sammen. Så ender det med at blive til et personligt udtryk!

Det kunne være interessant når vi måske engang skal lave en opsamling, og så lave en plade, hvor vi samler på tværs af de forskellige albums, og så udgiver 3 forskellige opsamlinger med hver deres karakter eller persona. Når jeg spiller de her numre, så ser jeg en film for mig, også når jeg står på scenen. For eksempel når vi spiller ‘Jurassic Sex Party’, så ser jeg en scene for mig. Og sådan er det med alle vores numre. Vi er ved at lave videoer til flere af vores numre, og det bliver spændende at se hvad der sker. Og vi har jo fundet ud af at der er karakterer, der går igen. Men jeg ved ikke hvor langt vi kommer med det.

Hvad er I selv mest stolte af eller gladest for at have nået som band?

“Jeg tror det er at have banket noget op som er så solidt, og som fungerer så godt, og samtidig virker så nyt og friskt hele tiden. Den frihed vi har, de oplevelser vi har fået med det, det er fordi vi har lavet de plader, vi har, og spiller på den måde vi gør. Vi laver noget, som kun vi laver. På den måde er der ikke ét nummer, eller ét album, vi er specielt meget glade for eller stolte af. Vi er meget glade for det vi har skabt sammen, for at de beslutninger vi har truffet, de har bragt os til at vi kan gøre det vi gør i dag. Det må også være det, at det er sgu et godt liv. Det er et interessant liv. Selvfølgelig skal man også stresse over at skulle holde styr på ting, og være kaptajn i det her. Man tager også nogle chancer, men de valg, man træffer, de har konsekvenser, og det er de valg, vi tager, der former det vi gør, og det liv vi lever. Det er måske et lidt sløret svar, men det handler egentlig mest om det vi har opnået, den frihed vi har. Men vi vil da gerne tjene flere penge og have en mere stabil indkomst, men vi er meget priviligerede. Og det er vores egne valg, der har bragt os til det. Der kan vi jo da takke os selv for det, det må være konklusionen”

The Real Sound udkom d.19. maj – du kan læse vores anmeldelse HERThe Unreal Zound udkommer efter planen til august.

Af Jonas Strandholdt Bach

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here