InCrest: Rubicon Atlas ** (2/6)

0
984
views

InCrest har helliget sig den grungede rock på deres debutalbum Rubicon Atlas, der viser et band der i glimt rocker igennem på behørig vis. Desværre halter produktion og sangskrivning, på en udgivelse der tilmed er alt for lang.

2 stjerner, ja, det ser måske ikke umiddelbart så godt ud, men det er også en af de mere ærgerlige anmeldelser, det her. For InCrest er langt fra talentløse, de har med Rubicon Atlas bare gabt over alt for meget. For at holde grunge rocken kørende og virke interessant og vedkommende over 11 numre, mangler de først og fremmest en mere nuanceret og dynamisk produktion, alt liv og energi bliver suget ud af pladen, og mig som lytter, efterhånden som den skrider frem – jeg brugte 4 forsøg på, at komme længere end sang nummer 8, for de første 3 gange gik jeg ganske enkelt helt død i lyden. Den er simpelthen for tung, på den forkerte måde.

Dernæst kunne bandet trænge til noget uvildig kvalitetskontrol og mere selvjustits, for der er maksimalt materiale til en hæderlig EP her, og i den nuværende form numrene antager, så er det måske endda at strække den. Jeg TROR der gemmer sig nogle ganske fine numre blandt de 11, hvis de lige fik den rette overhaling og behandling, og man fornemmer et band bagved, som faktisk lader til at spille rigtig fedt – indpakningen mangler bare mere saft og kraft, så man kan høre det.

En forbandet skam, for bandets selvproklamerede vision om at komme væk fra en musikscene “domineret af electropop og software instrumenter. Penge og sex lader til at være i fokus i stedet for selve musikken”, er ellers prisværdig. Og ja, det virker da om ikke andet behjertet og oprigtigt når InCrest kaster sig over den 90’er klingende rock, og uden lyspunkter er albummet ikke.

“Changing Time” får losset albummet ordenligt i gang, efter den lidt flade åbner “In The Wild”. Et nummer der gennemstrømmes af en rigtig fed “vibe”. Vokalens lidt “bævrende” stil i dette nummer vil måske være en smagssag, men i en mindre portion synes jeg det lyder ret cool. Nummeret bygger effektivt op til et ganske fængende omkvæd, i mens den hakkende rytme i verset sætter sig fint i kroppen. Især i nummerets anden halvdel får InCrest med fin variation og temposkift gjort nummeret interessant, noget det ellers kniber lidt med i andre numre, som lider under at være for lange.

Et eksempel herpå er den ellers rigtig flotte og smagfuldt udførte ballade “Pistology”, der samtidig er en duet med en her unavngiven kvinde. Det fungerer RIGTIG godt. Udtrykket er helt nedbarberet, vokalerne matcher hinanden godt og nummeret er i det hele taget både smukt og meget følt leveret. Men det er simpelthen for langt med sine 5 ½ minut, efter 4 minutter tænker man “er den ikke slut endnu? Ok…”. Her kunne man med fordel have skåret noget fedt fra og stået med et skarpere og stærkere nummer, noget der i det samlede perspektiv også ville have klædt albummet.

Det korteste nummer på Rubicon Atlas, “Singular Sequence” sniger sig stadig op på 3 minutter og 38 sekunder, hvilket i denne sammenhæng dog virker dejlig kortfattet og klæder bandet. Nogen gang ER less more, især når det føles som om en del af numrene ender med at gå lidt i tomgang og ikke bliver rundet af i tide. “Singular Sequence”har godt med fremdrift, der er godt med kraft i melodien og vigtigst af alt, så virker det ikke som om nogen af delene stopper, eller slipper op, inden InCrest får spillet den i mål. Modsat forholder det sig med med den slæbende “Strangest World”, der egentlig kommer fra land med masser af tyngde og grunge-brummer godt i sit midttempo leje, men halvvejs begynder man at kede sig lidt. Det er som om vi ikke rigtig kommer nogen vegne, selv om bandet forsøger at sparke noget liv og gnist ind i sagerne. “Jenna Lynn” lider lidt af det omvendte syndrom, da bliver det først rigtig musikalsk interessant og medrivende hen imod slutningen af det næsten 5 minutter lange nummer, og da er man sgu, indrømmet, parkeret i vejsiden og har mentalt koblet ud et par minutter tidligere.

Albummets måske bedste nummer, “The Golden”, synes bandet åbenbart også så godt om, at vi skal have den i 2 forskellige udgaver. Først i en elektrisk version lidt over halvvejs igennem Rubicon Atlas, en version der rent faktisk lyder elektrisk og næsten holder strøm igennem de 5 minutter den varer. Den har en dejlig Seattle-klang over sig, hvor den får lov til at simre og boble i midttempo-leje i verset inden der skrues op for blusset i et mere storladent og anthem-agtigt omkvæd. Afslutningsvis på pladen får vi den så også lige i en afdæmpet akustisk udgave, der underbygger teorien om, at har man et godt nummer, så kan det klare unplugged testen.

Havde jeg været InCrest, så havde jeg holdt mig til en EP, der eksempelvis kunne indeholde disse to numre, samt “Changing Time”, “Singular Sequence” og “Pistology” i en let redigeret udgave. Det er i mine ører, og det er mine, husk det, som om de andre numre stadig mangler en del for at være helt flyvefærdige. Meget af det har med spilletid og deres halv-flade klang at gøre, som berøver dem både gnist og dynamik, men nogle lider også under lidt manglende orienteringssans i sangskrivningen. En forbandet skam, for man fornemmer et både teknisk og ambitionsmæssigt modnet orkester bag det hele.

Når man lidt har hørt det hele før, som det er tilfældet med InCrest’s grunge-rock, så skal præsentationen være noget bedre for at det virker overbevisende. Især over 11 mestendels lange skæringer, og det piner mig lidt, for man fornemmer både vilje, tro og hjerte hos InCrest. Men som samlet pakke ender Rubicon Atlas som en oplevelse under middel, tynget af sin egen vægt.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Miriam Lynn McGovern

Besøg InCrest på Facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here