In Transit: Somewhere In The Darkness ★☆☆☆☆☆

0
898
views

Navnet In Transit signalerer for mig noget med, at være “i bevægelse”, ærgerligt nok er en af Somewhere in the Darkness’ helt store problemer, at den i lange perioder i løbet af de 10 numre står ulideligt stille. Krydret med mildt sagt lunken sangskrivning og en vokal der ryger ud over en klippekant i rekordfart, sidder man tilbage med et rockalbum der er umanerligt svært at holde af.

Og det er en forbandet skam, for In Transit fremstår bestemt ikke som et usympatisk band på nogen måde. Af pressematerialet fremgår det, at bandet bare håber at denne plade åbner op for muligheden for at lave en til. I det hele taget virker det lidt som et hyggeprojekt, og ikke mindst en drengedrøm, som det pludseligt blev muligt at realisere (for der er tale om en major label udgivelse her, ikke en demo eller lignende). Sympatisk, bestemt, men desværre er det bare en virkelig dårlig plade de har begået.

Stilen er hovedsageligt 90’er klingende radiorock, i varierende tempo, krydret med enkelte afstikkere til, og elementer fra, 70’erne og 80’erne. Så vidt så godt, da kan folk på min alder, der som undertegnede har 90’erne som stor musikalsk referenceramme, nok være med. I teorien.

For udførelsen lader virkelig så meget tilbage at ønske, at man kunne argumentere for, at det her aldrig skulle have været udsendt. Sangene er for lange til de sparsomme kreative idéer. Der er også for mange af dem, når man med meget god vilje kun kan kalde 3 af dem hæderlige- men ikke decideret gode. Lyden er lidt flad i det (produceret af forsanger, guitarist og keyboard-spiller Robert Fagone), og mikset underligt ubalanceret – ikke mindst vokalen der flagrer lidt rundt i lydbilledet og synes forsøgt sminket med diverse effekter. Det er ellers en temmelig prominent herre der har stået for den side af sagen; Stefan Boman, der tidligere har produceret og mikset for svenske Kent. Måske skyldes det et selverkendende forsøg på at sløre, begrave eller gøre vokalen bare nogenlunde spiselig.

Der lægges næsten tåleligt fra land med “Morning Light” og til dels “Boys Of Berlin”. Bandet viser, at de i korte glimt kan leverer fine melodistumper, ikke mindst klassiske 90’er omkvæds hooks, og også ramme en eller anden semi-storladen rock vibe der fungerer. Det er bare i alt, alt for korte glimt i løbet at pladens 10 numre. “Morning Light” har lidt svært ved at komme ud af starthullerne, men når vi rammer tilløbet til, og leveringen af, omkvædet, så kører det nogenlunde. Vokalen er ikke nået frem til kanten af kløften endnu, men den ligger alligevel og skurrer lidt i ørerne, så man bliver lidt usikker på den. “Boys Of Berlin” er nok det nummer på albummet, der kommer bedst ud over stepperne og med en spilletid på 3.35 virker det heller ikke for langt. Det er ganske catchy, men hæmmes af vokalen, der nu for alvor begynder at vise svagheder og udfald. Et tegn på hvad der venter.

For herefter er det med ekspresfart mod kanten og ud over, så man undrer sig over hvad pokker der er gået galt? Kan de ikke selv høre den er gal? De følgende 3 numre er mere eller mindre katastrofer på hver deres måde, der alle har det til fælles at de torpederes fuldstændig af det løstgående stemme-missil. På “We Change It All”, hvor tempoet sættes lidt ned, lyder det som om Fagone prøver at ramme noget Roger Waters klingende. Det lykkes ikke. Langt værre bliver det på den efterfølgende balladeagtige kærlighedshymne “Out Of Your Minds”, jeg kan næsten ikke beskrive hvor gyseligt jeg synes det lyder. Det lyder halv-falsk, men klangen og tonelejet er næsten det værste, det nærmer sig brægen. Et fladt kor “yeah” bidrager til løjerne, mens melodien kæmper med at holde flyvehøjde.

“What Have You Been Looking For” får ikke mere luft under In Transit’s vinger, men vokalen er da i det mindste så sløret, at den ikke vælter hele læsset. Det er ikke det samme som, at det lyder godt eller fedt på nogen måde – der er bare filter på. Man fornemmer stadig at den er helt gal bagved. “I Want You Now” er et lille upbeat lys i mørket, hvor der momentvis kommer lidt sus i 90’er gardinerne igen. Fin melodi, nogenlunde fængende omkvæd, skidt vokal. Men straks har bandet kurs mod grøften igen på “My Life My Loneliness”….In Transit forsøger sig med at lade musikken cirkle og snurre lidt, inden tempoet sættes ned til en stille slæbe/tøffer, der hænger gevaldigt med næbet – tanken har nok været, at forsøge at matche den klichéfyldte teksts længsel og sørgmodighed. Ethvert håb om, at ramme en stemning der griber en, sættes dog over styr af Fagone, der her lidt lyder som en gammel LP der kører i for få omdrejninger.

Hey, Culture Beat? Tænkte jeg et splitsekund da “Nightmare” går i gang, inden den slår over i en mere 80’er rocket klang. Lidt som 80’er Alice Cooper spillet i en blikspand, for lyden er underligt hul og dåseagtig her? Er det meningen? Videre. “Deep Ground”, albummets næstsidste nummer, lyder indledningsvis som Bruce Springsteens “Streets Of Philadelphia” med tunge rocktrommer. Vokalen ligger som et form for fjernere atmosfærisk ekko, mens nummeret døsigt svæver ud. Det er faktisk ikke HELT tosset, det In Transit får sendt af sted her! Altså indtil vi rammer et mere markant og kraftfuldt omkvæd, så går det lidt galt igen.

Titelnummeret “Somewhere In The Darkness” lukker og slukker efter hvad der føles som en dagsvandring, så min tålmodighed hænger i laser. Fint omkvæd. Kedelig opbygning og sang generelt.

Musikalsk er det ikke sådan, at bandet virker decideret talentløse på Somewhere In The Darkness, men de har alvorlige udfordringer med at skrive sange der hænger godt sammen, er interessante at lytte til og bare vil mig et eller andet. Både guitar, trommer og bassen har meget korte passager, hvor der er tegn på at bandet godt kan spille, men aldrig nok til, at man når at få sine forhåbninger op. Heldigvis egentlig, for det er der heller ikke nogen grund til.

Jeg hader ikke, og har heller ikke prøvet på at hade, hverken In Transit eller Somewhere In The Darkness. Det er som sagt et eller andet sted et ganske sympatisk projekt, som jeg ikke føler vil mig noget ondt eller med vilje prøver på at ødelægge min dag. Men som musik og album er det altså kort og godt en voldsom forbier. Det er, som helhed, ikke tæt på at ramme noget der fungerer. Overhovedet.

Af Ken Damgaard Thomsen

Somewhere In The Darkness udkommer d. 27/4 via Target, besøg bandet på Facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here