In Between: Masquerade Vol. 1 EP ** (2/6)

0
796
views

Ambitionerne er velmenende og prisværdige, men vejlensiske In Between er desværre et stykke vej fra at indfri dem på deres første af to EP’er, Masquerade Vol. 1.

“In Between er en alternativ rock kvartet fra Vejle, der musikalsk bevæger sig i et energisk lydunivers med hovednikkende kompositioner, inspireret af blues musikken og den Californiske ’Palm Desert Rock’ Bevægelse”. Således introducerer bandet sig selv, og ud over at være meget generelle vendinger, så lyder det jo bestemt lovende. Med inspirationskilder som Queens of the Stone Age, The Raconteurs, Rock Hard Power Spray og Them Crooked Vultures kan det jo næppe gå helt galt.

Helt galt går det skam heller ikke, men det er ikke en EP jeg på nogen måder er blevet forelsket i. Energien, og momentvist evnerne til at skrue en sang sammen, det kan man ikke tage fra dem at de besidder, men det her rykker bare ikke rigtigt for mig.

Mit største problem er nok, og her er vi naturligvis ude i smag og behag, at forsangerens vokal ikke er min kop øl. Faktisk er vi for mig ude i lidt tynd og harsk humle, der giver sure opstød. Den er ikke dårlig, og vil sikkert tiltale andre, men mig går den fra første sekund moderat på nerverne – måske lidt mere. Det smitter af på teksterne, som jeg også hurtigt begynder at finde irriterende at lægge ører til. Det smitter jo desværre lidt af på hinanden, og relativt hurtigt bliver det lidt en kamp for mig at lytte EP’en igennem.

Så tænker du måske, jamen så er der vel ingen grund til at læse videre eller give bandet en chance? Jo jo, ikke stoppe her, for In Between rummer skam også en række kvaliteter, der er værd at give et lyt, så man kan danne sig sin egen mening – og vokalen kunne jo falde i netop din smag!

“Now” brummer derudaf som første nummer, det er potent rockende med en lettere blueset bund, simpelt men effektivt bygget op, men af en eller anden grund rocker jeg ikke rigtig med. Det kunne være produktionen, der er holdt temmelig upoleret, hvilket er fint for genren, men det kommer beklageligvis til at lyde lidt hult og billigt produceret, frem for støvet og “ind til benet”, som sikkert var hensigten. Vokalen har vi været omkring, men jeg har meget svært ved at rumme den allerede da vi når første omkvæd om “I see the truth now/reeking lost youth now…”. I feel like punching someone in the face, nej nej, det synges der ikke, det er mig der taler, selvom jeg ved det er primitivt og ulovligt. Der er ikke noget at gøre, det her går direkte under huden på mig – på den forkerte måde.

Vokalen er egentlig tålelig for mig i de fleste vers, men lige så snart vi når omkvæd, eller andre pasager hvor der skrues op for intensiteten og følelserne, så står jeg af. “Angie”, der sætter tempoet en lille smule ned, og rocker i mere tilbagelænet stil, grænser til det umulige for mig at komme igennem. Både dens “uh uh uh” og tekststumper som “forgive my sins/ I can’t let it be” giver mig lyst til at rejse mig og smide MP3 afspilleren ud af vinduet, men er en landing fra tredje sal nok til at stoppe den? Nummeret indeholder dog et ganske vellykket og svedigt temposkift/break som afslutning, hvor In Between og vokalen pludselig svinger solidt sammen – så afspilleren overlevede.

“I broke so many promises when I left my girl..”, “Who I am” får afgjort at lyrikken slet ikke er mig. Hvor mange gange har man hørt den før? Bandet har dog flækket en habilt dunkende og ganske medrivende melodi sammen, især et fornuftigt rockende midterstykke løfter nummeret op over de to første skæringer. “Left so many girls/ But never found my true love..”, “I slept so many places/ That I shouldn’t have slept”, “Who I Am” er åbenbart en synders bekendelser, hvilket de slipper fint fra, og sammen med den spændende sangstruktur, får vi EP’ens stærkeste nummer. Her har In Between fat i noget der fungerer.

Den støvede ørken-blues er tilbage på “Coal”, der trækker tempoet godt ud af EP’en. Fint for musikken, der slæber sig klædeligt dovent afsted, men forsangerens indfølte vrængende stil gør igen, at jeg får nydelsesproblemer. Det gynger og lusker ellers labert afsted på melodifronten, så man sidder og gynger lidt med i stolen. Op af stolen får det indledende intense åndedræt, på den afsluttende “Devine Surprise”, mig dog – ikke pust mig i ørerne på den måde, tak! Nummeret i sig selv lyder lidt 90’er rockende, semi-grunget, men den lyder også som om den kunne trænge til lidt finpudsning. Der er nogle gode passager, men den fremstår lidt ujævn for mig, for mange elementer der ikke rigtig spiller sammen. Her lyder det i mine ører lidt som en ufærdig sang fra øveren, der kunne bruge en opstrammer og oprydning i de ellers fine ideer.

In Between har helt klart et udemærket greb om de overordnede musikalske virkemidler, men afstanden mellem momentvis kompetent udførte melodier og den for mig svært tålelige vokal, bliver så stor at lytteoplevelsen falder fra hinanden. Der er af og til anløb til noget der for alvor losser klunker, men bandet mangler noget generel opstramning af materialet før det virkelig sparker igennem for mig. Vokalen, ja det er som nævnt nok en smagssag, ærgerligt den bliver så forstyrrende for min samlede oplevelse, men her trækker det altså ned. In Between er et ægte DIY projekt, hvilket naturligvis på alle måder er prisværdigt, for det tyder på at det her er noget gruppen lægger krop og sjæl i. Det kan også mærkes, og jeg er sikker på de ånder og lever rockmusik i Vejle, men for mig bliver den musikalske luft for tynd her og jeg snapper efter vejret.

Masquerade Vol. 1 skulle efter sigende snart få en opfølger, og for at give In Between en fair chance, så får del 2 selvfølgelig lov til at blive anmeldt af et sæt friske ører.

Anmeldt af Kodi

Besøg In Between på Facebook

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal, and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here