Il Tempo Gigante: Watch It Watch ***** (5/6)

0
1093
views

Rolf Hansen aka ll Tempo Gigante er tilbage med album nummer 2, der er opstået i slipstrømmen af en længere sygdomsperiode med inflammation i hånden. Hansen spiller selv alle instrumenter, også dem han ikke behersker til ug, hvilket resulterer i en skæv, uforudsigelig og udfordrende plade, der nok ikke vil falde i alles smag.

Heller ikke undertegnede i første, og en del følgende, omgange. Det har uden sammenligning været den vanskeligste plade at anmelde, siden vi begyndte på det her for små 3 år siden – jeg har været omkring alt fra 2 til 6 stjerner, for en plade der egentlig eksisterer udenfor vores bedømmelsskala. Så de 5 stjerner er i den grad blot et pejlemærke. Det er en plade der gør op med og leger med ens indgroede forventninger til, hvordan numre og albums bygges op. Der er ikke rigtig nogen skabelon og eller fast form, men 7, mestendels lange, kompositioner, der svæver og flyder ud og ind af hinanden, så det kan være svært at finde noget drivtømmer i strømmen at klamre sig til.

Det lykkedes mig efterhånden, som jeg stædigt blev ved med at prøve, men det kræver koncentration, og jeg er langt fra sikker på, at alle, selv de tålmodige sjæle derude, vil finde at belønningen i sidste ende er anstrengelserne værd. Der er på sin vis ikke rigtig nogen belønning, den må du selv sørge for, eller finde – eller leve med, at ikke alting har et tydeligt eller konkret svar.

Musikalsk er udgangspunket et tyst, næsten hviskende, univers, der lader til at udspringe fra en “almindelig” singer songwriter verden. Tilsat spredt klaver, et touch af americana, når melodistrukturerne en sjælden gang bliver lidt tydelige, og en masse “effekter” med blandt andet reallyde (eksempelvis noget der lyder som en knirkende gyngestol), der skaber en lydcollage-klingende bund. Men her stopper pejlemærkerne også, og de eksisterer kun som fragmenter og antydninger, for helt overordnet er der ikke nogen fast struktur, der binder Watch It Watch sammen.

De første gange jeg lyttede udgivelsen igennem havde jeg særdeles svært ved, at orientere mig i det afdæmpede lydlandskab. Vokalen hjalp mig ikke meget, da jeg ikke rigtig syntes hverken dens klang, eller måden den bruges på i numrene, kom ind under huden på mig – en nødvendighed, når det hele nu er så minimalistisk og afdæmpet. Men det gjorde den nu nok alligevel, ubevidst, for efterhånden som man lærer den at kende, bliver den sammen med den tilsyneladende vilkårlige musik, fascinerende selskab. Når man først har accepteret, hvis man altså når det punkt, at ll Tempo Gigante glider rundt i sø uden faste regler, så er man hooked.

“Keep the dogs outside the fence / keep me in here, as long as you can”, lyder det mut og roligt  i begyndelsen af titelnummeret “Watch It Watch”, pladens første nummer. En sagte og simpel akustisk guitarmelodi driver nummeret langsomt fremad, vokalen lyder alene og nøgen, det hele emmer af let melankoli, længsel og isolation. Det tomme rum Hansen spiller og synger i afslører små “fejl” og skæve lyde i musikken, noget han i pressematerialet kalder “uformåen”. Det bliver mere udtalt andre steder på albummet, hvad der kunne komme til at lyde som sjusk, giver her en underlig følelses af nærvær og intimitet i musikken. Det er næsten som at sidde overfor et rigtig menneske.

Der er ikke rigtigt noget vers og omkvæd, det er gældende for hele albummet, vokalen kommer næsten til at fremstå som en art sang-foredrag tilsat tilsyneladende tilfældige toner og melodistumper. Virkningen er ret speciel, i hvert fald hvis man som jeg efterhånden har fået indkodet visse regler og forventninger til, hvad et nummer som minimum skal gøre. Det her er meget tæt på at være grænseløst. Lige når man tror, at der bygges op til en form for musikalsk forløsning eller at NU går han op vokalmæssigt, eller lægger ekstra tryk på et enkelt ord, der hvor man “plejer”, og smider en lille luns af genkendelighed for fødderne af en, så udebliver det. Hansen lader ganske enkelt musikken og stemmen flyde ud uden indbyggede “peaks” af nogen art.

Watch It Watch er en udgivelse der ikke er det mindste bange for, at være helt stille, så det nærmest føles som om den går helt i stå og svælger i øjeblikket. Eksempelvis indledningen, det vil sige næsten de første 2 minutter, af “I Really Thought It Was The End”, der kun består en række knirkelyde, noget udefinerbar baggrundsinterferens og noget der lyder som en cello, der ganske diskret er ved at blive stemt. Langsomt og tålmodigt tilføjes der lidt flere klangflader, indtil sangen for alvor går i gang og vokalen dukker op omkring 3 ½ minut inde i det næsten 9 minutter lange nummer. Der er igen antydningen af en velkendt singer songwriter-lignende struktur, men atter får nummeret lov til at udvikle sig helt på egne præmisser. Det er naturligvis stadig en konstruktion, eftersom det er indspillet og kunsteneren har vedtaget, at “sådan lyder dette nummer”, men det føles helt organisk og som om sangen har sin egen vilje – det er DET der er med til at gøre Watch It Watch til en helt speciel oplevelse.

Hvis jeg skulle fremhæve et musikalsk højdepunkt, og det er næsten synd at hive ét nummer eller en passage ud af sammenhængen, så er det “The Day” og “Wasp Nest”. På tracklisten er figurerer numrene som separate enheder, men når jeg afspiller dem, så smelter de sammen til “The Day + Wasp Nest”, en over 12 minutter lang meditativ rejse ind i det ukendte. “The Day” sniger sig stille vuggende fremad, med en lille snert af en døsig slut 60’er/start 70’er Neil Young på grund af guitaren. I det fjerne høres et lettere udvisket ekko af et kor, der tilføjer en spøgelsesagtig og lidt prærie-forblæst stemning til sangen. Musikken fader/flyder ud og over i “Wasp Nest” (formoder jeg?), der indledningsvis bare er summende lyde og spredte antydninger af noget stryger, inden stemningen og klangen drejer i en mangel på bedre ord “futuristisk-country” retning. Det skal høres, ikke forklares…..

Og det burde jeg også holde op med. Man (jeg) kunne blive ved med, at hive eksempler frem på, hvor ll Tempo Gigante, udviser forunderligt afvigende musikalsk adfærd, eller begynde at lægge et eller andet tolkningsniveau ind i musikken. Eller kunne og kunne, det ville være rent gætværk fra min side, for jeg er helt generelt ude hvor jeg ikke rigtig kan bunde, men jeg nyder det og føler mig på besynderlig vis draget mod dette ukendte – hvor jeg reelt risikerer at drukne, fordi evnerne ikke rækker til at holde mig flydende.

Jeg er stadig ikke sikker på, at jeg forstår hvad pokker det hele går ud på, eller hvad de enkelte sange handler om, men jeg har affundet mig med, at det måske heller ikke er meningen. Kommer det, så kommer det, kommer det ikke, så er turen ind i Watch It Watch stadig belønnende – den pirrer din nysgerrighed og leger med dine forventninger. Det er bestemt ikke en udgivelse for alle, men det er noget alle burde prøve – måske åbner pladen sig omgående for dig, måske går du til bunds? Spring ud i det.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg ll Tempo Gigante på Facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here