Ida Marie: I Evig Transit (EP) ★★★☆☆☆

0
555
views

Ida Marie er en klassisk sangerinde/sangskriver, der binder sit poppede univers sammen med både akustiske og lidt elektroniske elementer. Det er nydeligt og behjertet, men også en smule for høfligt og pænt.

Der er bestemt gode takter at finde på denne 4 numre lange EP, men der mangler helt overordnet lidt mere markante og mindeværdige melodier. Og måske noget modning af lyrikken, der kredser om kærligheden og den samtid Ida Marie befinder sig i.

Og selvom det måske ikke er hendes ærinde, at råbe sin generation op og uddele verbale lussinger, så fornemmer man dog en utilfredshed med tingenes tilstand i det fine åbningsnummer “Panoramasyn”. Det bliver bare næsten FOR venligt, så man kan betvivle om budskabet overhovedet når at blive opfattet af nogen?

Ungdommen er forbi, vi kæmper ikke for noget // Verden er for lille, for (….?) // Revolutionen er død, bevidstheden i dvale // Forsøger et brøl, leger ’68

Og så bliver pegefingeren heller ikke meget mere løftet, det behøver den måske heller ikke nødvendigvis, men den bløde, akustiske indpakning og med Ida Marie’s her lidt opgivende stemmeføring kommer det på godt og lidt ondt til, at lyde som et musikalsk skuldertræk.

Førstesinglen “Samme Stof” følger op, her bliver takten lidt mere skæv, men de små spjæt gør ikke den store forskel i forhold til den mere lige ud af landevejen åbner. Det bliver næsten for tilbageholdende og dermed lurer anonymiteten lige om hjørnet. Det lyder igen virkelig nydeligt, ligesom Ida Marie har godt styr på vokalen. Det hele har sådan et lidt 70’er singer-songwriter stil over sig, krydret med noget Tina Dickow?

Ekkoet af Dickow bliver pludselig meget mere tydeligt for mig i den efterfølgende “Tomrum”. “To fremmede, side om side og han blev aldrig hendes mand”, lyder det blandt andet i teksten. Ligesom hos Dickow, så bliver det for mig ikke rigtig andet end ord og ikke helt levende. Selvom jeg er sikker på, at der er lagt oprigtige følelser i det fra afsenderens side, så FØLER jeg det ikke rigtig som lytter. Og så er det der ligesom bare, uden at gøre noget.

Titelnummeret “I Evig Transit” lukker og slukker, et ret fint lille nummer med EP’ens bedste og mest fængende omkvæd, der blot lyder: “I evig transit // Men hvor flytter vi os hen”, sunget så lyst, at man frygter Ida Maries uskyldsrene vokal kunne knække. Vi undgår dog brækkede stemmebånd, men det er lige før man bliver helt nysgerrig efter at høre, hvad det ville gøre ved hendes udtryk, hvis det skete?

Jeg savner faktisk nogle udskridninger, nogle ridser i lakken eller et eller andet der kunne skabe lidt mere dynamik og drama. Lydbilledet bliver samlet set for poleret, så man momentvis glemmer at høre efter- en skam, når Ida Marie nu tydeligvis har noget på hjerte.

Dermed risikerer en udgivelse som denne også, at drukne lidt i mængden, fordi den ikke helt formår at gøre nok væsen af sig. Vi ender på en nydelig middelkarakter.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Ida Marie på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here