Helloween: Straight Out Of Hell *** (3/6)

0
8115
views

De tyske power metal veteraner er tilbage med nyt album, det fjortende i rækken. Et album, der indeholder en række gode sange, men i sidste ende trækkes ned af for mange halvdårlige momenter.

Helloween blev dannet i 1984 i Hamborg, og har over årene haft en del kommercielle og kunstneriske op- og nedture. Bandet har ligeledes været tynget af mange interne stridigheder, hvilket har medført en ganske stor udskiftning af medlemmer – mindst 12, alt efter hvor grundigt man tæller efter. Det nuværende line up har været stabilt siden 2005, og har leveret 3 godt modtagne plader i den periode. Nu er de altså klar med fjerde udgivelse med det seneste line up, den 13 numre lange Straight Out Of Hell.

Generelt kan det siges om pladen, at det er Helloween på godt og ondt. De gode sange er til stede og fylder godt i metal-landskabet, men helhedsindtrykket skæmmes af nogle udfald. Der lægges fra land med potent power metal i form af “Nabataea”, fortællingen om den “glemte” civilisation, der menes at have været det første rige i verdenshistorien med demokratisk styre. Placeret i det gamle Jordan, det nuværende Israel, var det ligeledes et rige der menes aldrig at have ført krig med sine naboer. Historien ledsages af klassiske og episke power metal dyder, alt er som det skal være med store riffs og hele udtrækket – måske pladens bedste nummer fra ende til anden. Vi går fra demokrati og fred til den anden, mere dunkle, side af menneskehedens historie, nemlig krig. “World Of War”, en kvikt galoperende metal-krikke, der spæner af sted som havde Helloween samtlige krigsførende nationer i verden i hælene. Sammen med “Nabataea” udgør “World Of War” en imponerende stærk  indledning på Straight Out Of Hell, men så afspores det tyske eksprestog desværre allerede en lille smule.

De to efterfølgende numre, “Live Now!” og “Far From The Stars”, truer med at dræbe det positive indtryk de første to efterlod. På “Live Now!” udstilles Andi Deris’ begrænsninger som forsanger, det lyder indledningsvis faktisk decideret pinligt. Han har ellers en habil og driftsikker, om end lidt uspektakulær, vokal, men her lyder det bare kikset. Det bliver bedre i løbet af sangen, men den præges af en lidt halv-fesen, man kunne næsten sige “grand prix” agtig klang. “Far From The Stars” føles bare generelt lidt outdated, vokalen bevæger sig igen lidt udenfor det område hvor Deris lyder bedst. Bagstræberisk lyd behøver ikke være en dårlig ting, men her fungerer 80’er stemningen bare ikke for mig.

Heldigvis er Helloween tilbage på sporet med den storslåede “Burning Sun”, hvor alt igen går op i den power metalliske højere, episke enhed. Nummeret er skrevet af lead guitarist Michael Weikath, der sammen med bassist Markus Grosskopf, er eneste mand der har været med hele vejen siden dannelsen i 1984. Man kan nu overhovedet ikke høre, at det ikke er en gruppe der har spillet sammen siden 80’erne. Sammenspillet er flot, varieret og teknisk velfunderet fra ende til anden på Straight Out Of Hell. Højdepunktet “Burning Sun” følges op af endnu et mesterligt nummer, “Waiting For The Sun”, som ifølge Deris opstod under en feriebrandert på Seychellerne – hvilket jo er pænt levemandsmetal-agtigt! Et piano får lov til at markere sig i lydbilledet, hvilket Helloween slipper fra på smagfuld vis, uden at det bliver klistret eller føles som en unødvendig gimmick. Pladens mest stabile periode afsluttes med en ægte ballade, den helt igennem forrygende “Hold Me In Your Arms”, der nok skal få lighterne i vejret til koncerter fremover. Man skal sgu ikke være for butch til at snuppe endnu en tur igennem storladent ballade-land, det hører ligesom med til genren.

Den kun to minutter lange “Wanna Be God”, er et ligegyldigt forsøg fra Helloweens side på at lave deres egen “We Will Rock You” klingende sang. Det burde de lade Queen have for sig selv. Efter dette lille overflødige intermezzo er vi og tyskertoget tilbage på de lidt slidte power metal skinner med titelsangen, “Straight Out Of Hell”. Det opsummerer egentlig fint det største problem Helloween har på dette album, de er stadig i stand til at fyrer en bombastisk melodi af, der straks fænger, som de nævnte højdepunkter, men af og til forfalder de til lidt for forudsigelige og gammelkendte virkemidler, som her. Og så bliver det aldrig bedre end “okay”, men ikke videre mindeværdigt. De følger det så op med den fine “Asshole”, der blot er med til at demonstrere at turen Straight Out Of Hell er en noget ujævn affære, der skiftevis løber varm og kold. Det er Helloween i deres mere hårde hjørne vi får på “Asshole”, hvilket klæder dem i forhold til når der går lidt pop-metal i den som på de nævnte “Live Now!” og “Far From The Stars”.

“Years”, også skrevet af Weikath, handler ifølge ham selv om: “You’re being born and spend a little bit of time here on Earth [..] and then time time passes, and maybe you give something to the world or maybe you just live on and nothing happens… And in the end you die, and this is basically all there is”. Det samme kan siges om denne plade, og det her er et af de numre der ikke rigtig giver verden noget, men blot er til stede. Der er ellers godt med sus og swung i Daniel Löble’s trommesæt i sangen, men den formår aldrig rigtig at ruske op i noget i mig. Det samme gør sig beklageligvis gældende på den efterfølgende “Make Fire Catch The Fly”, Helloween optoget drøner umiddelbart fornuftigt derudaf, men får mig aldrig helt med og det hele ender med en lidt mat fornemmelse. I bund og grund helt okay sange, men de mangler lige den sidste ingrediens, så blandingen bliver brandfarlig.

Heldigvis slutter turen ud af helvede godt, og meget passende med en tur i kirke. “Church Breaks Down” indledes med kirkekor og klokker, og er en fortælling om kirkens forbrydelser igennem historien. En fin og kraftfuld afslutning på pladen.

Straight Out Of Hell er overordnet set en lettere frustrerende tur rundt i Helloween’s klassiske univers. Når det virkelig kører for dem, som på albummets 5 bedste numre, så slår de gamle skinner gnister, men desværre rammer vi på ruten nogle passager, hvor det hele enten bumler lidt uskønt af sted, eller er faretruende tæt på at blive afsporet. Det er en skam, for “Nabataea”, “World of War, “Burning Sun, “Waiting for the Thunder” og “Hold Me In Your Arms”, er alle glimrende sange, der er guf for fans af genren. Men det ujævne materiale der ellers fylder Straight Out Of Hell ud, skæmmer det samlede indtryk – og det samlede indtryk, er det pladen i sidste ende bliver bedømt på. Vi svinger os lige op over middel, med en stor 3’er, men jeg anbefaler at man plukker de nævnte 5 numre ud og glemmer resten – så bliver turen ud af helvede en fornøjelse.

Anmeldt af Kodi

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal, and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here