Heavy Days In Doomtown: Reportage fra Tungern’, del 3 (søndag)

0
2317
views

Heavy Days In Doomtown blev afviklet i Ungdomshuset fredag til søndag (med en tyvstart på loppen torsdag), vi var til stede i Ungdomshuset og kommer her med en reportage fra 3 dages tætpakket musikprogram i de tunge toners tegn. Vi er nået til søndag, del 1 om fredagens strabasser inkl lidt overordnede tanker vedrørende arrangementet kan læses HER. Lørdag kan findes HER

First things first, doom og alle subgenrerne er ikke noget jeg har beskæftiget mig indgående med, så langt størsteparten af navnene til årets festival var stort set ukendte størrelser for mig. Jeg havde lyttet det jeg kunne nå af programmet igennem inden (det kan man læse HER hvis man er nysgerrig), men ellers mødte jeg stort set bare op med en blank notesblok og prøvede at suge til mig. Det kan være lidt svært at rumme og få processeret så meget ny musik på så kort tid, så disse reportager vil mest af alt bare indeholde generelle betragtninger og førstehåndsindtryk fra udvalgte koncter, ønsker man en mere detaljeret gennemgang af hvem der spillede hvilke numre og specifikke anmeldelser af koncerter, så må man google lidt – jeg så en del pressekort derude.

Efter vores på alle måder sørgelige og ynkelige personlige deroute lørdag, hvor vi kun lige nåede i redningsbåden, så gik det straks meget bedre på Doomtown’s sidste dag. Vi ankom lige tids nok til at høre sidste nummer med Whitehorse på Main Stage, lige før kl. 17, og kunne hurtigt konstatere, at det skulle vi nok have set mere af. Bandet leverede, i hvert fald her, en maveruskende tung døds-doom, med en ondsindet lydende frontmand, der vekslede mellem dyb growl og hidsige skrig. Afslutningsvis sad trommeslageren alene tilbage på scenen og høvlede den samme simple repeterende rytme ud over scenekanten, indtil han midt i endnu en omgang, bare smed trommestikken imens han rejste sig op og gik…  En overraskende indbydende cocktail at sippe lidt til en søndag eftermiddag!

Så skulle der lige strækkes ben lidt, dagsformen skulle testes, forplejning indtages og alt muligt der ikke rigtig havde noget med musik at gøre. Inden kursen igen gik til Main Stage, hvor danske Of The Wand & The Moon var ved at stille op. Her oplevede vi også de første rigtige tekniske problemer i løbet af de 3 dage, lydmanden, der piskede frem og tilbage mellem pulten og scenen, virkede lidt overbebyrdet med at få 5 mand og en kvinde gjort klar og få hul igennem til det hele. Noget der desværre kom til at sætte sit præg på koncerten, for selvom tiden skred en smule og vi havde festivalens første forsinkelse, så var der stadig ting der jævnligt skulle justeres og åbenbart bare ikke helt spillede som det skulle. Det garvede band lod dog til at tage det med temmelig ophøjet ro, ingen frustration at spore på scenen, mere sådan lidt en “nå ja, jamen så venter vi da bare” attitude.

Of The Wand & The Moon er på mange måder en særpræget musikalsk størrelse og blanding af genrer, og også et navn der musikalsk stak noget ud i det tunge program. Gruppens berettigelse på plakaten kommer i form af forsanger Kim Larsens dybt rumlende vokal, og de dystre stemninger der fremmanes i musikken. Rent musikalsk er det ikke specielt hårdt, det bandet leverer, de spiller en form for dunkel highway americana, med godt med synth lagt ovenpå, højtragende kvindevokal, der mest bare bruges som et ekstra instrument med “årh årh årh” passager – samlet set et meget filmisk univers bandet opererer i.

Det lettede desværre bare aldrig for alvor, både på grund af de små afbrydelser når teknikken lige skulle justeres, som var med til at dræbe koncertens flow og så fordi det næsten var som om at der simpelthen var for mange genrer i spil. Vi stod ganske enkelt og blev lidt forvirrede over, hvor det i bund og grund er bandet vil hen, og den store samlede totaloplevelse, som ligger og lurer et sted i musikken, udeblev ærgerligt nok. Ikke dårligt, bare uden den antageligvis tilstræbte effekt.

I gården kunne vi lige nå at suge solens sidste stråler til os, imens Goatess begyndte at larme inde i Dødsmaskinen, og glæde os over at den røvkolde vind fra dagen før havde lagt sig en smule. Nu vi er ved bagdele, som WM proklamerede: Jeg har det som om der er blevet tørret røv på min mund! En whisky sjus fik dræbt det værste af den følelse og tilhørende bakterier.

Gårdhaven i Doomtown, et studie i sort. Foto: Heavy Days In Doomtown
Gårdhaven i Doomtown, et studie i sort. Foto: Heavy Days In Doomtown

De før omtalte tekniske vanskeligheder havde åbenbart medført, at den lidt hårdtprøvede lydmand på Main Stage havde fået lidt assistance, i form af en ekstra mand på scenen, da de religiøse flippere i Sabbath Assembly skulle gøre sig klar. Det virkede dog ikke som om, at de grundlæggende problemer dermed var løst, for igen blev koncertstarten forsinket fordi der var bøvl med at få hul igennem til amerikanernes isenkram, der blandt andet talte noget blip-blop synth og en elektrisk gulvbas. Måske ikke så smart at lægge to bands i træk, der udstyrsmæssigt var lidt krævende?

Da Sabbath Assembly endelig indtog Main Stage, samtlige 5 medlemmer klædt i hvide klæder fra top til tå (så man fik The Polyphonic Spree flashback), forløb seancen med det højstemte orkester dog langt fra gnidningsfrit. Koncerten igennem skulle der justeres på scenen, og modsat Of The Wand & The Moon så virkede de 5 amerikanere efterhånden noget stramme i betrækket og som om det begyndte at tirre dem. Koncerten blev da også for mit vedkommende en underlig flad og uvedkommende oplevelse – og bandets mutte fremtoning på scenen gjorde ikke meget for at ændre indtrykket af, at sådan havde bandet det også selv. Det kan ikke afvises, at der lå en større musikalsk oplevelse og ulmede et sted deroppe på scenen, det blev bare ikke lige denne søndag at deres religiøst ladede og højstemte kirkemusik udviklede sig til en gribende gudstjeneste.

Da de efterhånden lidt sparsomme koncert kræfter skulle holde helt indtil Windhand efter midnat, sneg vi os ind i mørket ved Main Stage igen, da Sabbath Assembly havde pakket sammen. Her var Baby Woodrose i gang med lydprøverne, og at placere dem efter 2 mere teknisk og udstyrskrævende bands på den store scene viste sig at være en god idé. Bandet brugte måske 15 minutter på at stille op og teste lyden, det var det, og 30 minutter inden koncertstart var retro-garage rockerne good to go. Sådan indhenter man en forsinkelse.

“Here today, gone tomorrow” vræler Lorenzo Woodrose gentagende gange, badet i lys, druknet i røg, imens det ene fede riff efter det andet fyres ud i den fyldte sal. Det kompetent spillende og råt rockende band har allerede beriget os med slagkraftige og medrivende udgaver af “Information Overload” og “Disconnected” på dette tidspunkt, men her cirka 1/3 inde i sættet begynder Woodrose’s hang til psykedelisk syre for alvor at skinne igennem, så det meste af den resterende koncert minder om ét langt trip. Numrene trækkes ud, det virker jammet, men en stram og kontrolleret jam, hvor de aldrig farer vild eller tager for store udflugter.

Koncerten mister måske en anelse intensitet som den skrider fremad, man savner efterhånden et mere håndgribeligt “hit” i den guitar-tunge tåge. Det kommer først helt til slut i form af afslutteren “Born To Lose”. Guf og co. kan deres kram, ingen tvivl om det. Gu’ fanden er det da bagstræberisk og altmodisch af helvede til, det bandet leverer, men det leveres med så meget smæk på og finesse, at man ikke er i tvivl om at Baby Woodrose sveder den her form for rock. Det er i deres blod, det skinner igennem, også selvom de sikkert efterhånden kan levere en koncert som denne i søvne. Passionen drypper stadig ud af deres fedtede garn.

Nååårh, sådan ser Windhand ud!?
Nååårh, sådan ser Windhand ud!?

Så nærmede det sig efterhånden det musikalske klimaks for os, den længede ventede og imødesete koncert med Windhand, all the way from Richmond, Virginia. Bandet har haft en del “hype” i ryggen, spørgsmålet var så om de kunne leve op til denne, og om ikke mindst publikum var modtagelige overfor et hypet undergrundsband. Der var godt fyldt foran Main Stage i minutterne op til midnat, og det virkede ikke som om Windhand’s stigende popularitet havde skræmt den hårde undergrundskerne væk – dejligt, for bandet viste sig både hypen værdig og som et band man bør holde øje med.

Jeg har skamlyttet bandets udgivelse Soma det seneste halve års tid, men absolut ikke gjort nogen aktiv indsats for at lære noget om bandet bagved. Musikken taler så stærkt for sig selv, at jeg ikke har villet risikere at ødelægge noget af mystikken omkring musikken ved at finde ud af hvem Windhand egentlig er. Derfor var det selvfølgelig lidt at et sats at se dem live, nu ville nogle af maskerne jo i hvert fald falde! Første overraskelse kom i form af forsangerinde Dorthia Cottrell – he’s a she?! Troede sgu vokalen tilhørte en mand med en relativt lys stemme, der kan man bare se, hæhæ. Det var da lig’ godt grow…

Koncerten kunne, naturligvis, ikke matche pladens transcenderende total oplevelse, men som isoleret oplevelse var det ganske storslået, det de 5 musikere på scenen fik leveret denne sene søndag aften. Bandet åbnede fuldstændig forrygende med de 3 numre der også åbner Soma,  “Orchard”, “Woodbine” og “Feral Bones”, en lille afstikker til deres EP blev kilet ind, inden vi var tilbage i Soma land med “Cassock”. Den mægtige 3 trins åbningsraket var næsten ved at tage pusten fra en, for det er ikke i variationen at Windhand vinder, faktisk kunne de 3 numre sagtens smelte sammen og blive til et 30 minutter langt meditativt trip – det er netop der styrken ligger. Bliver man fanget ind af de simple dronende melodier, så ryger man på stenet flyvetur og glemmer tid og sted, som under “Cassock”. Indledningsvis skulle jeg lige vænne mig til at bandets musik nu havde en regulær vokal og frontfigur. På albummet ligger vokalen nærmest bare og flyder som et ekko eller et ekstra instrument i den tunge musikalske suppe, men til koncerten var den mere markant og i centrum. Ikke at det gjorde noget, det blev bare en noget anderledes oplevelse end på plade.

På en måde gjorde koncerten Windhand mere menneskelige og som samlet oplevelse musikken mere jordnær. Dorthia Cottrells flotte vokal blev et pejlemærke i den episke musik som jeg ikke havde haft, derfor forsvandt jeg heller aldrig helt ind i Windhand’s univers, som tilfældet har været når jeg lytter til Soma. Men Windhand, nu som mennesker, var stadig et medrivende sus.

Alt i alt var de 3 dage i Doomtown en virkelig positiv oplevelse, fra et program der bugnede af musikalsk kvalitet til selve arrangementet som helhed. Stor ros til alle de frivillige kræfter der havde stablet det her på benene, og de nævnte problemer under et par koncerter var bestemt undtagelser – også derfor de skilte sig ud. Som helhed forløb afviklingen imponerende glat og gnidningsfrit, og det virkede ganske enkelt som om der var styr på sagerne.

Som musikalsk oplevelse var festivalen måske lidt for stor en mundfuld for undertegnede, det var simpelthen så mange nye indtryk at skulle rumme og lagre, når man kun havde nået at snuse overfladisk til det meste af programmet på forhånd – det ved jeg så til en anden god gang.

Til sidst en tak til min trofaste wingman, der i et lidt presset øjeblik på grund af alle de tunge toner kom i det lommefilosofiske hjørne: “Nogen gange skal man jo finde skønheden i det der er anderledes”.

Heavy Days In Doomtown var både skønt og anderledes.

Over and out.

Af Ken Damgaard Thomsen

Like GFRock på facebook og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here