Hearteater: Mare (EP) ★★★★☆☆

0
377
views

Det danske metalcore band Hearteater er aktuelle med en ny EP, hvor de justerer lydbilledet en smule. Der skrues lidt ned for core-delen og mere op for metallisk tyngde, men bandet forstår både at skære ind til benet og vise alsidighed.

Udtrykket er måske blevet en anelse mere strømlinet og tøjlet, hvilket sådan set er ganske fornuftigt hvis man kigger fremad og skal op i albumformat, men det sker også lidt på bekostning af den friskhed som jeg synes bandet bidrog med til genren, da jeg anmeldte en EP fra dem i oktober 2015. Men OK, man kan jo ikke blive ved med at være et frisk pust, når man begynder at blive mere etableret.

Noget forvirrer mig dog en kende, Mare præsenteres i pressematerialet som bandets debut-EP. Javel, hvad var den EP jeg anmeldte sidste gang så? En demo? Så skal man ikke kalde det en EP, medmindre man vil irritere mig lidt. Måske menes der debut-EP med pr i ryggen, men i samme pressemateriale står der “self-released”. Jeg er måske ikke så stærk i den del af branchens mekanikker og kasser, og det kan også virke som en uvæsentlig detalje, og her sidder jeg så alligevel og hænger mig lidt i den, i stedet for at koncentrere mig om musikken!

Musikken er god! Så kom vi videre, 6 numre inklusive den 2 minutter lange intro “Burrow”, der fint sætter både stemning og giver appetit på det, der venter. “Morgan le Fey” sparker for alvor gang  i EP’en, ikke udgivelsens stærkeste nummer, men der er saftsusme godt med SMÆK på. Blandt andet synes jeg dog, at vokalen kommer lidt halv-skidt fra start her. Det er skrige/brøler stilen af den arrige og tempofyldte slags der lægges fra land med, men det kommer sgu til at lyde en anelse forceret, eller som om den lige får lidt for meget kul her.

Det er ikke et udpræget problem og andre steder på EP’en leveres der en overbevisende indsats på vokalfronten, men lige i “Morgan le Fey” synes jeg det skrider lidt i svinget. Ikke mindst omkring 2 minutter inde i nummeret, hvor det bliver underligt “amerikaner-vrængende” så et “forever” bliver “for ææ vøø” og giver mig lidt sure opstød. I det hele taget er nummeret lige på kanten af, helt overordnet, at være lidt for overstyret – som om bandet virkelig, virkelig gerne vil imponere fra start og vise hvad de kan. Men det er lige før det kammer over, selvom det melodiske omkvæd er ret fedt.

Der kommer lidt mere ro på hjerterytmen fos Hearteater herefter, og EP’ens epicenter, “Mare” og “Mare pt. II”, peger i en retning som virker meget, meget lovende. Tempoet sættes ned, der kommer mere tyngde, selvom det stadig er et melodisk, men iørefaldende omkvæd. “Mare” er den mere progressive og core’ede af de to numre, men det stikker på ingen måde af, mens “Mare pt. II” har præg af, at være en slags forlænget outro, med anthem klingende mandekor og en repeterende, slæbende melodi, som man sagtens kunne klare længere end de knap tre minutter man får.

“MDMA” følger op med at køre videre i det mere kraftfulde, men tilbageholdende tempo. Samtidig er det nok her man finder EP’ens stærkeste vokalpræstation i mine ører, alsidigt, fra det rene, over kradse brøl og et vredt mellemleje. Inden de lidt over tre minutter rinder ud når det at blive helt metallisk, inden mandekoret vender tilbage og tager stikket hjem. Endnu et stærkt nummer i rækken.

Mare lukkes ned med “God Within”, hvor stilen nærmer sig noget groovet og bølgende nu-metallisk, ikke nødvendigvis en dårlig ting, slet ikke i tilpas afmålte mængder som de 3 ½ minut her. Det er dog ikke et nummer der peger lige så meget fremad som de tre forgående, i hvert fald ikke en retning som jeg synes ubetinget klæder bandet bedst. Men som variation fungerer nummeret fint.

Alright, når regnskabet skal gøres op, så står vi tilbage med 3 rigtige stærke numre, et enkelt solidt, et jeg ikke lige har så meget fidus til og en vellykket intro. Mere end nok til, at trække helhedsindtrykket op på 4 stjerner, men jeg sidder stadig med følelsen af, at det er et band der er på vej og leder efter det helt rigtige udtryk for dem.

Det er også det en EP kan bruges til. Alligevel sidder jeg også med en følelse af, at Hearteater med lidt mere modning ville være klar til, at tage springet til albumformatet, der er idéer nok, måske næsten for mange til EP’ens begrænsede format, ligesom sangskrivningen generelt fremstår både skarp og stærk nok til at tage springet.

Så jeg siger vel egentlig, at Mare smager af mere.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Hearteater på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here