Halcyon Hope: Northern Lights **** (4/6)

0
1731
views

“Alternativ rock/punk” præsenterer Halcyon Hope sig selv som på Facebook. Om det er fordi man ikke kan vælge “emo” på listen ved jeg ikke, for det er hvad det er (basta!). “Emotional hardcore”? Her gik man og troede den hest var tævet til døde forlængst, og søreme om der så ikke galoperer et dansk band ud af starthullerne i 2014, og leverer et frisk bud på genren.

Eller frisk og frisk, vi er nok nærmere lidt tilbage ved udgangspunktet for genren, inden det hele eksploderede og tog dele af verden med storm i midt 00’erne. For så lige så hurtigt at forsvinde igen på grund af overeksponering, udvanding og almindelig kommerciel skamridning af “genren”. Lidt ligesom grungen i sin tid, hvad der startede som en alternativ undergrundsbevægelse, eller mange faktisk, blev  filet lidt til i kanterne, eksploderede lige pludselig i størrelse og brændte så ud da de gængse markedskræfter tog over. Havde jeg været teenager i 00’erne, havde jeg sikkert også være fascineret af emo-genren, den rummer trods alt nogle af de samme elementer som f.eks. grungen (der var “min” teen ting) – weltschmerz, vrede, vildskab og teenage angst. Forskellen er bare, at jeg hadede emo som pesten, da den bredte sig med samme hast som den sorte død i Europa i Middelalderen.

Heldigvis sejrede det glatpolerede helvede sig selv totalt ihjel hurtigere end du kan sige Panic! At The Disco (inkl !). Så fik vi ligesom etableret, at mit udgangspunkt er korslagte arme og vinklede øjenbryn. Meeeeen, måske man fik erklæret patienten død, eller bare rådden, lidt for tidligt, for danske Halcyon Hope overrasker med 7 velkomponerede og energiske numre (8 inkl. en akustisk genindspilning af et af numrene) . Det lyder godt, men produktionen er ikke FOR fin, det er stadig lidt råt og kantet, ja ligefrem lidt “punket” (pop-punk) visse steder, ikke mindst vokalerne. Forsanger tjansen deles mellem to af de fire medlemmer, imens samtlige medlemmer bidrager til små korpassager hist og her. Der er ikke forsøgt at sløre, at vokalerne måske ikke er de mest polerede i hele verden, og det giver faktisk, sammen med den tilpas kantede musik, Halcyon Hope et udtryk der er klædeligt flosset i hjørnerne. Det lyder stadig pænt, men ikke så pænt at det bliver ufarligt. Så kort og kort et glædeligt skridt tilbage i tiden, i forhold til den lyd der dominerede genren, da den indtog mainstreamen tilbage i sidste årti.

Samtidig er bandet ikke ueffent hvad angår sangskrivning og melodiøre, de 7 numre er alle velskrevne og godt eksekveret. De fleste falder i kategorien “poppet uptempo punkrock”, men der er naturligvis også plads til lidt ballader (og den nedbarberede akustiske udgave af nummeret “Monuments”). Formlen virker mest frisk på første halvdel af albummet, men overordnet er det medrivende hele vejen igennem det relativt korte album. “Bit By Bit” og original udgaven af “Monuments” er en uhyre effektiv åbningssalut, og har man hørt bare lidt emo, så er opbygningen og klangen velkendt, men føles alligevel sprælsk og slet ikke stift, når Halcyon Hope ruller sig ud. Storladne vers, catchy omkvæd, godt med fremdrift i melodierne, der er lidt “fra peak til peak” over det, men man når heldigvis ikke at blive helt udkørt og immun overfor de velkendte virkemidler, inden vi straks er videre til næste nummer. “Monuments” rummer samtidig klart hitpotentiale, hvis der er radiokanaler der ikke er for fordomsfulde og er ligeglade med modeluner, så burde der være i airplay i den fængende sag.

Musikken indeholder ligeledes en snert af college rock, som vi kender den fra utallige amerikanske serier og ungdomsfilm, men når det leveres så uimodståeligt og energisk som på “The Beast Is Yet To Come”, så tager man gerne lige en fest mere med Stifler og alle de andre. Når de semi-episke musikalske bølger går højt, som her, eller på den mere bombastiske “Rite of Passage”, så skurer vokalerne nogle gange en smule i ørerne, men det gør egentlig ikke noget. Faktisk er det bare med til at give Halcyon Hope noget personlighed. Også når tempoet sættes lidt ned, som på titelnummeret “Nothern Lights”, så knirker og knager vokalerne med jævne mellemrum en smule – forfriskende, at man ikke bare har strøget og glattet det hele ud. Halcyon Hope lyder som de lyder og spiller som de gør, de står ved det, take it og leave it. Dejligt at der ikke lefles for en som lytter!

“Dead and Gone” lukker “Northern Lights” med en tur til balladeland, følelser og patos driver ned af væggene, men det bliver aldrig decideret kvalmende eller ulideligt. Små-sentimentalt, jovist, men et fint og følelsesladet punktum for mini-albummet.

Halcyon Hope Kommer muligvis flere år for sent til college-festen med deres “emo-rock” (eller hvilken kasse man nu vil putte dem i), men det lader ikke til at genere dem det mindste. Indenfor en musikalsk retning, som jeg for længst havde dømt fersk, falsk og færdig, så lyder dette nye danske bud langtfra passé. Det bliver en kende forudsigeligt i løbet af Northern Lights, men den generelle følelse de 7 numre efterlader er til 4 sikre stjerner.

Colour me impressed and surprised, tiltalende og frisk tappet emo-rock i 2014? Fra Danmark? Vi er måske lidt for tæt på seneste bølge til at kalde det retro, men så lad os kalde det en overraskende og (i dette tilfælde) glædelig lille revival.

Anmeldt af KDT

Besøg Halcyon Hope på Facebook

Like GFRock på facebook og få nyt om rock, rul, metal, and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here