expand
GFR
GFR
Fribytterdrømme havde æren af at lukke Gutter Island Garage Rock Festival lørdag aften. Der var lagt op til et brag i gode rammer, men regn, der resulterede i tekniske problemer og lidt slingrekurs fra bandet, gjorde at hverken stemning eller musik helt nåede de højder man kunne have håbet på.

Jeg har anmeldt det 7 mand store band live to gange tidligere og begge gange er det blevet til topkarakter, hvilket nogen måske vil opfatte som overkill. Muligvis, men begge koncerter ramte bare plet hos mig på stort set alle fronter, så materialet og bandet, i samspil med stemningen og det der udefinerbare et eller andet som nogen gange hænger i luften, blev løftet endnu højere op end det som udgangspunkt måske kan.

Det er jo ikke fordi Fribytterdrømme har genopfundet den dansksprogede syrerock, selvom de spæder den op med ting der også trækker tråde til trancenderende Madchester rytmer og mere traditionsbundet dansk visesang, blandt meget andet. Men jeg synes alligevel bandet har en interessant personlighed, eller mange, der skinner igennem og giver dem noget særpræg, der løfter dem et godt stykke over gennemsnittet herhjemme. Der er en poesi og følelse af noget levende og organisk, der gennemstrømmer numrene og binder dem sammen, selvom om det samtidig kan stritte i mange retninger.

Det gør, at de gange bandet har fået skovlen under mig og sendt mig på rumvandring, har det netop været følelsen af at overvære en levende organisme på scenen, som har gjort tricket. En uforudsigelighed, en pirrende følelse af “hvor skal vi mon nu hen?” og noget overraskende, selvom man kender materialet på forhånd. Men ved aldrig helt hvad man får og i hvilken form, og flere gange har det virket som om at det har været lige ved løbe af sporet for bandet og numrene faldet fra hinanden – inden de i sidste øjeblik får samling på det og det hele eksploderer i fællesfront.

Men det kræver nogle rammer for at det fungerer optimalt, først og fremmest føler jeg, at det er et band der har brug for tid til at spille sig helt varme, få det til at syde og boble, lade det ånde og stikke lidt af og så ramme det punkt hvor det hele smelter sammen. Her var 45 minutter på Gutter Island bare ikke helt nok, ikke i dag i hvert fald, og rammerne måske heller ikke helt optimale. Regn er een ting, den begyndte allerede så småt inden bandet skramlede koncerten i gang med ørken-døse-rockende “Ørken”, men i dette tilfælde blæste den direkte ind på scenen og tog til i styrke. Åbenbart ikke optimalt for bandets gear og ledningerne på scenen, for radiohittet “Kosmonauten” måtte afbrydes inden den overhovedet var kommet rigtigt i gang, som sættets næstsidste nummer.

Men allerede inden den uønskede afbrydelse, lige som det skulle til for alvor at koge op hos de standhaftige der var blevet tilbage i det sjaskvåde mørke, lå det i luften, at det bare ikke blev i dag jeg skulle have de psykedeliske briller på, suse af sted på flyvende tæpper, se noget som helst i gennem et kalejdoskop eller lignende. Noget af det kan også skyldes, at jeg bare var ved at være godt gammeldags træt og musik-mæt, og at jeg med de to 6-stjernede oplevelser plantet solidt i hjerte og hjerne er pisseforkælet. Det er måske lidt som narko, at der skal mere og mere til for at opnå den samme rus?

Bandet forsøgte ellers at variere min oplevelse ved endnu engang, at shuffle med sætlisten og tilmed få plads til to nye numre som de stadig går og arbejder lidt med. Først “Seer”, der fungerede rigtigt godt og hvis trippede og udsyrede anden halvdel, som der var blevet bygget godt op til, egentlig endte med at blive højdepunktet for mig. “Verden Ender For Dine Fødder” (tror jeg den hed?) fulgte op, et mere hårdtpumpet og af sted ud over de syreholdige stepper nummer af kosmonaut-slagsen. Lovende sager!

Hvis vi spoler lidt tilbage, efter “Ørken” fulgte “Himmellegemer”, og jeg stod og funderede lidt over, hvad den optimale åbning på en Fribytterdrømme koncert mon egentlig er? Mener at have oplevet bandet åbne med både “De Konstruerede” og “Kviksand” fra Labyrintens Farver, begge to numre vi blev snydt for denne aften (buh!), men heller ikke nogen af dem har virket som det helt oplagte valg. “De Konstruerede” er nok den der fungerer bedst for mig, eller burde fungere bedst, jeg var i hvert fald ikke helt solgt på “Ørken” som udlæg, men igen, bandet er for mig også langsomme startere, hvor det hele lige skal have tid til at finde sin plads og bandet skal finde hinanden. Til gengæld sad frontmands Lau Pedersen’s markante vokal lige i skabet fra start, da har jeg ellers også tidligere oplevet et par udskridninger, hvor det var lige før stemmen knækkede.

Jeg stod også og tænkte over, hvor sjov en størrelse det her band egentlig er at kigge på, ikke nok med at bandmedlemmerne rent musikalsk lyder som om de byder ind med hver deres stilart og små krydderier, men rent visuelt og som “typer” ligner de også bare en sammenbragt flok. Det har også været en del af tiltrækningen for mig, så er vi tilbage ved det der med organismen og at få det hele til at gå op i den der højere enhed. Den ramte vi bare ikke helt på Gutter Island, hvad det så end måtte skyldes af omstændigheder, indre som udefrakommende.

Det hele plejer at peake og gå op i “Fem Er Det Magiske Nummer”, der lukkede koncerten og som jeg også ville udpege som den oplagte kandidat for Fribytterdrømme at sætte punktum med. En lang, repeterende, hypnotiserende, dansevenlig og udknaldet sag, der når den rammer føles som en art udrenselse eller rite de passage – du træder over på den anden side, maaaaaaand.

Denne aften kom den, ærgerligt nok bare til at fremstå en lillebitte smule forceret og uden sin sædvanlige… magi? Ikke som i, at den blev spillet som om den bare skulle overstås, men et eller andet gjorde at jeg ikke glemte tid og sted og lod mig forføre af den ellers meget gennemtrængende koklokke?

Det værste er næsten, at jeg ikke helt kan sætte en finger på hvad der “gik galt”, i gåseøjne fordi det jo stadig var en god koncert, den var bare ikke mindblowing og overvældende. Måske fandt de mange levende mikroorganismer, der udgør Fribytterdrømme, deres musik og performance, bare ikke sammen i en lige så stærk forbindelse og helhed som jeg ellers har oplevet. Det er vel faren ved, at musikken lever, ånder og lidt har sit eget liv, man ved aldrig helt hvad man får – heller ikke bandet selv.

Denne aften fik vi en 4-stjernet udgave.

Af Ken Damgaard Thomsen

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Connect with Facebook