RF06: Guns n´ Roses – Torsdag, Orange (Ingen bedømmelse)

0
1198
views

En aften i cirkus Axl:

What? Ingen stjerner til Guns? Var det virkelig så ringe?? Næh nej, det er skam blot et udtryk for fairness fra mine ydmyge keyboard fingre…
Som ganske få andre bands i verden, deler Guns nemlig musik elskere i 2 grupper – enten  kan man ikke udstå Axl Roses person, stemme og musik, eller også synes man det er noget af det fedeste i universet! Og der skal ikke herske den mindste tvivl om, at jeg tilhører den sidste gruppe.
Alligevel vil jeg, som noget helt nyt indenfor anmeldergenren, forsøge at give en ”nuanceret” beskrivelse af koncerten, med masser af subjektive iagttagelser, så det må være op til den enkelte at hæfte en røvfuld stjerner, eller meget få, på Axl og co`s præstation.
Allerede i dagene op til koncerten torsdag aften på festivalens største scene, herskede der den obligatoriske blanding af forvirring, rygter og kontroverser om det forestående brag, rundt omkring på campingområdet.

Cirkuset var ankommet i Europa, og havde gennemført koncerter, modsat 2001 hvor hele møget blev aflyst inkl. deres optræden på Roskilde – alligevel gik man rundt med en frygt, nogen ville sige forventning om, at de nok ikke kom!
Og naturligvis havde Axl ikke glemt hvordan man laver en god skandale ved at opføre sig bindegalt – som en glubsk pitbull havde vores rødmosede ven åbenbart sat gebisset i en ansat på et svensk hotel, og overnattet bag tremmer. Ingen grund til panik, manden er rutineret som få andre på det punkt, og dagen efter var den sultne køter på fri fod igen…

Og jeg skal da love for der var fyldt foran orange – sammen med Roger Waters var Guns vel det største tilløbsstykke på festivalen i år! En broget skare af nysgerrige der ville have et glimt af legenden og rigtig mange ”gamle” fans, som stadig huskede dengang i 1991 da teenageværelset var tapetseret med plakater af den svært alkoholiserede bande.
Efter det første kvarters forsinkelse begyndte pladsen så småt at summe af forundring og startende irritation – men hvorfor egentlig? Bandet er berygtet for at komme for sent, gerne flere timer, og ikke så få gange er det hele endt i optøjer blandt det ventende publikum.
Så galt gik det dog ikke her, Roskildegængere er generelt et fredeligt folkefærd, og mon ikke de fleste et eller andet sted havde regnet med denne situation?!

Der skulle gå yderligere 3 kvarter før intromusikken flød ud af de enorme højtalere, og ventetiden havde åbenbart medført noget af en opsparet energi hos de fremmødte, for sikken et brøl der jog henover dyrskuepladsen da de første spæde toner fra ”Welcome to the Jungle” ramte de hungrende øre!!! Efterfulgt af dejligt fesen fyrværkeri da gamle Axl stormede ind midt på scenen – SÅ VAR TOSSEN ENDELIG I HUSET!
Hvad vi herefter blev vidner til, kan kun beskrives som indbegrebet af hvad Guns N´ Roses handler om, og altid har handlet om, et kaotisk rod af krukkeri, klicher, kikset påklædning, et imponerende arsenal af fremragende rockklassikere og en stemme så rusten og skinger at den med sikkerhed ville sprænge trommehinderne på alle giro 413 lyttere!

Og her skal rusten og skinger udelukkende tolkes som at Axls delvist mumificerede og pensionerede stemmebånd var nøjagtig lige så tydeligt, kraftigt og velsmurt som i start 90erne – hvis han da ikke endda var en del mere velsyngende end på toppen af karrierens høje tinder??
Iført grim åben vest og lyse jeans tromlede krukken rundt på scenen, nu med knap så pæne dreadlocks frem for røde elendige og tynde tjavser. Bevares, han var da ikke helt så smidig i vendingen og toastbrødstynd som tidligere, men der er trods alt også gået en 15 års tid – og fed og afdanket var han bestemt ikke!

Tempoet blev holdt på max de næste par numre, i en sådan grad at man kunne frygte for Hr. Roses 45 år gamle motorrum, som jo bestemt ikke altid har kørt på blyfri eller overholdt de påkrævede serviceeftersyn. ”Appetite for Destruction” mega klassikerne ”It´s so Easy” og ”Mr. Brownstone” blev fremført med en nu lidt mindre elegant ”S”-dans og den smukke svingom med mikrofon stativet – på samme tid skøn nostalgi og et billigt grin!

Efter at have overværet Poul Mccartny fremføre selv samme nummer i Parken, vil jeg vove at påstå at rabalder udgaven af ”Live and Let Die” overgik originalen – selvom den ikke er lavet af Axl selv, så indeholder den alle de elementer der efter min mening definerer Guns N´ Roses. Stille balladepassager, buldrende eksplosion, overdrevet teatralsk og lettere kiksede raketter mod nattehimlen.
Efter dagens første solo fra ”whats his face” fra backing bandet, og kostume skift fra modeikonet Axl, fulgte endnu en stjernestund der fik tilhørerskaren helt op på den gode del af hoppe-benene – ”Sweet Child o´ Mine”, som i den grad fik én til at glemme alt om at ”Slash” ikke var på scene til at fyre sin klassiske solo af….

Og netop hele diskussionen om fraværet af Slash, Duff og alle de andre med smarte navne fra det oprindelige band, synes totalt overflødig! Axl ER Guns N´ Roses, ja han ejer endda copyright og hele pisset, han ER stemmen og omdrejningspunktet. Og om det ”nye” band, og deres mangel på ikoner og legender, ikke når det gamle til sokkeholderne rent musikalsk, interesserer mig faktisk en bunke afklippet 80er garn! Som baggrund og lydtæppe for den røde tornado, fungerede det – end of story folks!!!
Hit forestillingen forsatte med en omgang sing-a-long, da Bob Dylan klassikeren ”Knocking on Heavens Door”, som Guns også har gjort til en af deres egne, og mest elskede, slagsange. Og her må selv den største kyniker vist indrømme at man slentrer en tur ned af memory lane imens fællessangen banker løs på døren.

Fællessangen blev fulgt op af én af koncertens absolutte højdepunkter, en hæsblæsende fed udgave af  ”You Could be Mine” med fuld tryk på alle kedler. Herefter var sprechteilmeister Axl igen blevet træt af sin garderobe, eller skulle blot ud at have en ordentlig puster efter strabasserne, og Dizzy Reed fyrede en længere klaver solo af – måske ikke specielt ”rock svinet”, men makkeren klasker sgu godt i tangenterne!
Aftenens første nye nummer ”The Blues”, som ikke falder igennem i forhold til det gamle materiale, og ”Out ta get me” blev serveret, før Axl parkerede guldjakken bag klaveret og de bittersøde toner fra introen til ”November Rain” satte pladsen i selvsving.
Med guldregn fra Oranges loft, oh oh oh-kor fra publikum og en gedigen mængde gåsehud var det endnu en 10mins tur tilbage til den møblerede garage i start 90erne – simple, men uhyre effektive virkemidler, Guns når de er ALLER bedst!!!
”Better”, endnu en ny sang, og ”My Michelle” satte slutspurten ind, før der i den grad blev fløjtet sammen med Axl i begyndelsen af balladen ”Patience”, en stille stund hvor vokalen igen fremstod rigtig klar og stærk.

En helt forrygende medrivende ”Nighttrain” rundede sættet af, hvor skærebrænder-stemmebåndet blev spændt helt ud og presset ”to the limit”.
Pausen før ekstra numrene var naturligvis endnu en kærkommen chance for påklædningsdukken til at slynge en ny gyselig kreation omkring kroppen. Afbrækket, det efterfølgende nye nummer ”chinese democrasy” og endnu en solo/garderobe/ilt tur fik stemningen til at falde en smule ude på de mørke rækker, men kun en kort stund, før en orkan af en finale blev skudt i gang med den sidste slagsang ”Paradise City” – helt som krævet, med de sidste rester af stadion-fyrværkeriet og den altid velfungerende konfetti-finte….

Og så var hovedattraktionen smuttet backstage til bad og garderoben, før han fik aftalt en bytur på Nasa med den folkekære Lars Ulrich…
Det er klart at fortidens minder og forbindelsen til ens egen fortid præger total-oplevelsen af denne ”koncert”. Har man intet forhold til Guns n´ Roses, eller synes musikken er rædselsfuld, ja så har optrinnet på Orange Scene virket som en sørgelig, kikset og patetisk omgang shit… men for alle os andre, der var lidt for unge til at se dem live i storhedstiden, var det ALT det skulle være! Alle de negative og kritiske ord man kan slynge efter dette cirkus er netop de ting der for mig ER essensen af hvad Guns går ud på – og vi fik satme det hele, og det var alle de lange års ventetid værd.
Ynkelig og pinlig selvparodi eller et fabelagtigt og vanvittigt cirkus med gak og gøgl?? Det må være op til én selv, men jeg fik hvad jeg kom efter, og lidt til.

Kodi

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here