Green Day: ¡Uno! ** (2/6)

0
1333
views

I woke up in a pool of sweat
At first I thought that I pissed the bed
Heart of stars in the midnight hour
A kiss of death from the Effiel Tower

 For pokker Billie Joe, du ER 40!

Jeg har, som del i mine minutiøse forberedelser op til udgivelsen af Green Day´s ¡Uno!, læst en del interviews med bandet…. Ok, jeg faldt over det nye Gaffa og skimmede deres interview, ok. I interviewet postulerer frontpunk Billie Joe Armstrong, at dette album er “epic as FUCK!”. Nu skal man jo altid, tage kunstneres ord op til en udgivelse for hvad de er – promotion. Men her må man formode, at han var brøl stiv, og 14 dage fra en offentlig meltdown and rehab kombi, for det nærmeste ¡Uno! kommer episk er “epicly uninspired”.

And I went down like the speed of sound
You’re out of sight but not out of mind

Jeg hader ikke Green Day, og har aldrig gjort det, selvom det muligvis er “det rigtige” og hvad man forventer, af en med bare nogenlunde god smag, men street cred får jeg alligevel aldrig, så regner med, at denne kontroversielle indrømmelse er nogenlunde gratis (Pssst, don’t tell!). Har dog forståelse for, at nogen ikke har det sådan med de snotnæsede evige californiske teenagere i Green Day, og deres simple powerpop-punk. De har lavet mindst lige så meget bras som godt, burde for længst have overskredet deres holdbarheds dato med et årti, og være kommet videre i livet.
Det er bare ikke tilfældet, og hvis alle kan blive enige om noget, så er det vel, at man skal passe på med at dømme dem ude!

Naturligvis red jeg med på Dookie bølgen, efter al den start 90er Grunge, var deres bubblegum punk et velkommen frisk pust på MTV. Et album, man sgu stadig kan smække i sin cd-afspiller i festligt lag blandt jævnaldrende. Herefter gik det stille og roligt ned af bakke, indtil de med en kombination af held og dygtighed, ramte tidsånden perfekt i en post 9/11 verden, med deres stærkt politisk ladede konceptplade American Idiot (2004). Et overraskende og massivt comeback. De havde aldrig været større, og røg pludseligt op i stadionrock størrelsen, blandt navne som Coldplay og U2. Hvis Green Day var blevet voksne på American Idiot, så fremstod de lidt mætte og magelige på den efterfølgende 21st Century Breakdown – sjældent man fanger lynet i flasken to gange i træk.

I had a dream that I kissed your lips and it felt so true
Then I woke up as a nervous wreck and I fell for you
I’ll spend the night living in denial
Making paper planes just for a while

Green Day har klogeligt indset, at konceptpladerne kun virkede i en kort periode, hurtigt kunne komme til at virke hule og forcerede, og derfor har de på ¡Uno!, søgt tilbage til deres mere ubekymrede 90er lyd og ditto indhold. Men det er tydeligvis et skridt i den forkerte retning. ¡Uno! er lyden af et band der virker ufokuserede, uinspirerede og lidt dovne, plantet i sofaen i deres comfort zone. En skam, for Green Day kan stadig skrive fine poppede og catchy melodier, men på numre som albumåbneren “Nuclear Family” lyder det som om melodien er fundet i familiens recycling bin. Og sådan er det desværre, det meste af vejen igennem dette første album i den (over) ambitiøse udgivelses trilogi, som rammer os de næste måneder.

I før nævnte Gaffa interview (vi låner igen) fortæller Armstrong, at “Nuclear Family, Stay The Night og Carpe Diem (…begyndte..) ved stranden. Det begyndte bare så godt, at jeg blev ret så begejstret. Til at begynde med ville vi have op til 14 sange på albummet, men da vi kom til New York og skrev endnu flere sange, fortsatte vi bare derudad og endte op med 30 sange – det vil sige, jeg skrev 70 sange“. Jeg har forståelse for, at det som kunstner, må være svært, at kunne forholde sig til sit eget kunstneriske output når man står midt i det, og har arbejdet på det i månedes vis. Men hvis det her materiale begejstre ham, så er han sørme nem at begejstre.

I’ll crash into you, crash into you
Did you crash in my imagination too?

Ikke at det hele er en ensformig klump af under-middelmådighed, den lidt monotone, men for Green Day atypiske, “Kill The DJ” er ikke helt ueffen. Den klinger lidt af Franz Ferdinand, dermed har trioen fået opdateret deres referenceramme til forrige årti, men dog dette årtusinde. Men den slags udflugter er i høj grad en enlig svane i den grumsede sø, langt størstedelen af numrene er flade kopier af noget de har lavet bedre før. Nu hedder de blot “Let yourself go”, “Loss Of Control” eller “Angle Blue”, i stedet for titler fra deres 90er albums. Helt skidt bliver det på The Hives kopien “Troublemaker”, helt ærligt Green Day, i KAN faktisk være et bedre band end dét!

Break a leg and you crush my heart
I’m a mess and you’re a work of art
Catching __ going zero to five
Steal a kiss and I took a dive

And I went down like the speed of sound
You’re out of sight but not out of mind

De to naivt klingende “Sweet 16” og “Rusty James” har dog genhørspotentiale, men ikke på den måde, at du bør begynde, at slette sange på MP3 afspilleren for at få plads til dem. Og for hver “ok” sang, så er der to anstrengende, irriterende eller blot komplet ligegyldige sange, som den afsluttende “Oh Love”.  Ikke ligefrem en sang, der gør forventningerne til de to kommende udgivelser, iDos! og iTre!, større.

I had a dream that I kissed your lips and it felt so true
Then I woke up as a nervous wreck and I fell for you
I’ll spend the night living in denial
Making paper planes just for a while

I’ll crash into you, crash into you
Did you crash in my imagination

Teksten der har fulgt os igennem denne anmeldelse, og som har pustet længden kunstigt op, længere end pladen fortjener, er fra nummeret “Fell For You”, og er udvalgt som et fint eksempel på den gennemgående kvalitet. Det er letbenet, tyndt og uden substans, det har muligvis også været hensigten ovenpå de to forrige, alvorstunge, plader, men så virker det kun som en renselsesproces for bandet selv. Hvad skal vi bruge det til? Og hvad skal fans, der allerede ejer deres (bedre) 90er albums, bruge det til?
Når man så har udsigt til endnu to plader fra Green Day, indenfor de næste 4 måneder, så virker projektet hovedrystende opblæst og står som et eksempel på manglende selvindsigt – er de blevet helt verdensfjerne af at spille kloden tynd? Enkelte nogenlunde numre hiver ¡Uno!væk fra én stjerne og op på to, men trilogi projektet virker på samme tid overambitiøst og forbløffende uambitiøst. Hvis niveauet ikke højnes på afslutningen af trilogien, så risikerer Green Day, at mætte deres marked med tomme kalorier, og deres fans vil søge væk for at få stillet sulten.

I had a dream that I kissed your lips and it felt so true
Then I woke up as a nervous wreck and I fell for you
And I fell for you
And I fell for you
Comin soon

40!

to be continued……….

Anmeldt af Kodi

Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!