Green Day: iTré! *** (3/6)

0
677
views

Vi er nået til det afsluttende kapitel i Green Day’s 2012 album- trilogi. Hvor de to første var en skuffende omgang tomgang, så sigter trioen efter at gå ud med et brag i den mere episke og stadionrockede del tre – men lykkes det mon, eller er det blot mere af det samme?

I stedet for at gentage mig selv mere end højest nødvendigt, så kan du læse anmeldelserne af første og anden del her: iUno! og iDos!

iUno! var ifølge Green Day lyden af forberedelsen til en forestående fest, og en slap, uinspireret og tam rodebutik der ikke lovede godt for hele det storstilede udgivelsesprojekt. iDos! var mere garage-præget og lyden af selve festen og et album, der var minimalt bedre end del et, men også kun lige. Nu er vi nået til tømmermændene efter festen er slut, iTré!, hvor målet har været en mere episk og stadionegnet lyd. I det hele taget mere ambitiøs, og i tråd med Green Day’s stort anlagte plader fra 00’erne. Som stort set altid når kunstnere skal beskrive deres eget projekt og intentionerne, så er man som udenforstående måske ikke helt enig i deres udlægning af tingene, eller synes ikke at disse ambitioner indfries. Således heller ikke med iTré! – er materialet mere episk og stadionegnet end de to forgængere? Måske lidt, men den helt store mærkbare forskel er der nu ikke, kun i Green Day gutternes egne ører.

Tredje del skulle også være mere reflekterende og og eftertænksom, det er jo farlige ord at sige højt, og vi er igen nede i småtingsafdelingen, hvis det endelig er tilfældet. Det man KAN sige om iTré! er, at den umiddelbart er knap så hult buldrende som de to forgængere. Det føles som om Green Day lige har taget toppen af den retningsløse og uvirksomme “energi” der dominerede iUno! og iDos!, uden at det bragte dem nogen steder. Måske er det tømmermændene der holder Green day lidt mere jordbundne? I hvert fald klæder det dem, og gør iTré! til en knap så anstrengende lytteoplevelse, som del et og to var. Storslået og fucking epic bliver det dog desværre aldrig helt.

Vi har den efterhånden obligatoriske pose blandede poppunk-bolcher fra de tre evige teenagere, nogle up-tempo flabet-attitude bubblegum punkere, lidt bagstræberisk rock ‘n roll, radiohit-skæringerne og de mere paroleråbende anthems. Alt sammen som vi kender det, ingen nytænkning eller noget der overgår bedrifterne på deres to hovedværker Dookie og American Idiot – bare fortyndet afkog.

Hvis vi skal begynde i afdelingen for afkog af tidligere tiders bedrifter, så finder vi “Dirty Rotten Bastards”, der er Green Day i deres mest American Idiot‘ske hjørne. Ligesom “Jesus Of Suburbia” (American Idiot), er det en sammensmeltning af flere mindre numre til ét langt, tilstræbt episk, track. Jeg siger tilstræbt, fordi det ikke lykkes at matche dét nummers uomtvistelige episke klang. Dele af det lyder faktisk en smule som en julehymne. Om det skyldes at jeg i skrivende stund er ved at sne inde i det høje Århus nord skal jeg ikke kunne sige, eller bare generel julekvabbabelse, men duften af punk-gran er der.

Julen er for mange også tiden hvor man bliver nostalgisk og ser tilbage. Det gør Green Day året rundt og år ud og år ind, og derfor er det også ganske passende at pladen indledes med ægte rock ‘n roll nostalgi. Første nummer “Brutal Love”, er en traditionelt klingende syng-med-lighterne-i-vejret ballade, med store guitarer og lidt strygere smidt ind for god ordens skyld – forudsigeligt, men ikke helt virkningsløst og ganske effektivt udført. Ligeledes i kassen med gammelt og traditionelt julepynt finder vi den nedtonede “Drama Queen”, hvor der flirtes med lidt Beatles-agtige stemninger. Endnu et nogenlunde effektivt nummer, der lever på den fine atmosfære den formår at skabe, men ikke tilføjer noget nyt eller spændende til bandets univers – det er de samme sange, der synges hvert år. Det samme kan siges om “Amanda”, endnu et nummer der stråler om kap med juletræsstjernen om at glinse med bagstræberisk glans. Et lille midttempo rocknummer, klassiske dyder, intet nyt under den nyfaldne sne, men helt uskadeligt og hyggeligt.

Og netop det uskadelige, er noget af det der kan ærgre én mest ved det samlede indtryk, som denne album-trilogi efterlader, og også det meste af iTré!. Små poppunk metervarer som “Missing You” og “Sex, Drugs & Violence” gør ikke meget væsen af sig, men føles bare som albumfyld, en logisk bivirkning når man udsender tre plader indenfor så kort tid. Over 20 år inde i karrieren, så skal du godt nok have umanérligt meget på hjertet for at undgå alt for mange numre, der blot eksisterer for at fylde pladerne ud.

All my life trouble follows me like a mystery girl
And I’ve been chasing round the memory like a mystery girl
I’ve been getting lost searching my soul all around this town
I took a wrong turn in growing up and it’s freaking me out

Back at school it never made much sense
Now I pay but I can pay attention
Teaches me the hardest lessons of my life
These turned to dark, yes, but that’s the way it goes
Sometimes I must regress these

Sex, drugs & violence
English, math & science,
Safety of numbers
Give me, give me danger

Sådan lyder det for eksempel på “Sex, Drugs & Violence”, ikke just visdom jeg ikke kunne have levet foruden. Et andet biprodukt, der i bund og grund er overflødigt fyld, er de mere radiovenlige snebolde Green Day forsøger at ramme plet med. “X-kid” og “8th Avenue Serenade” rammer på ingen måde hårdt, det er relativt porøs melodimæssig sne, som Green Day forsøger at kaste med, og igen, kun logisk når tre albums med 12, eller flere, sange på skal presses op i spillelængde. Der er tale om helt ok sange, men der er simpelthen grænser for hvor meget fyldstof man orker at lægge ører til indenfor så kort tid.

På trods af at Green Day har annonceret iTré! som værende mere stadionrocket, så kniber det også lidt med at blæse den helt store snestorm op på samtlige af disse numre. “A Little Boy Named Train” vugge-hugger fornuftigt derudaf, og man kan sagtens se Billie Joe Armstrong stående på en stor scene med knytnæven i vejret og en god bredstående, men sangen forbliver et lille halv-forkølet vindpust i stedet for den stort anlagte blitz. Så er der straks mere medvind i “99 Revolutions”, der dog lider under at den er et noget for sent shout out til “Occupy Wall Street” bevægelsen.

There’s a rat in the company
A bill on easy street
How the fuck did the working stiff
Become so obsolete?

Velmenende, men nu føles den lidt som om tiden allerede er løbet fra den. Det skal dog ikke ligge selve nummeret til last, det er en simpel, men effektiv og virkningsfuld protestsang – og et nummer der med garanti nok skal få publikums arme i vejret på stadions verden rundt.

Det er næsten symptomatisk, at et af de mest vellykkede numre på pladen, er et, hvor de californiske knøse går på rov hos et af rockens største navne. Den klassisk rockende og velfungerende “Walk Away” lyder som om den er delvist planket fra The Who, og især guitarhuggene fra “Baba O’ Riley”. Men når man låner fra mestrene kan det næsten ikke gå galt, så de slipper heldigvis fra det ved at gøre det med stil. Albummet og trilogien afsluttes med pomp, pragt og piano på “The Forgotten”, der om noget føles som en dyne af nostalgi der omhylder lytteren. Et flot nummer, hvor strygerne benyttes på tilpas svulstig vis og i det hele taget lykkes med at skabe en storladen, men smagfuld, finalestemning.

Forgotten bliver Green Day nok ikke ligefrem, men alt i alt lykkes de desværre heller ikke med, i et større perspektiv, at skabe noget decideret mindeværdigt over disse tre plader. Man må formode at det har været hensigten, for hvorfor ellers give sig i kast med så ambitiøst et udgivelsesprojekt – det skulle da lige være for at få deres fans til lommerne. Den slags motiver har jeg ingen grund til at tillægge dem, de virker faktisk som nogle i bund og grund flinke fyre, der har udviklet sig fra regulære snotnæsede letvægts-punkere til, i hvert fald for en stund, bannerfører indenfor moderne protestsange i stadionstørrelsen. Det mærker man beklageligvis bare kun i alt for korte glimt på trilogien.

Tydeligst skinner dét igennem her på iTré!. Pladen har det højeste bundniveau af de tre og, er det, der føles mindst frustrerende at lytte sig igennem. De to andre udgivelser i rækken fik hver to stjerner, her sniger jeg mig op på en lille treer. Om denne lille forskel skyldes bandets eller min egen dagsform, er svært at sige – en venlig kollega har antydet, at jeg muligvis har fået lømmelpunk cabin fever af, at være isoleret med så meget Green Day. Faktum er, at som trilogi er der alt for meget middelmådig Green Day, spredt ud over et overambitiøst udgivelsesprojekt, hvor selv de bedste numre kun havde været nok til en “helt okay” skive. Men isoleret set i trilogien, er dette afsluttende kapitel den mest vellykkede del.

The End.

Anmeldt af Kodi

Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!