Green Day: ¡Dos! ** (2/6)

0
718
views

Kun cirka halvanden måned efter den seneste plade, skyder Green Day næste salve af sange i deres tre-trins udgivelsesraket af sted. Har nogen brug for så meget Green Day?

Her er det hurtige og nemme svar naturligvis “nej, egentlig ikke”. Men det ville selvfølgelig ikke være helt fair, hvis det var alt hvad jeg havde at sige til den ting. Fortrød umiddelbart lidt, at jeg havde kastet mig over ¡Uno! i første omgang – fordi så skylder man jo nærmest, at gå planken ud og anmelde hele trilogien af plader. ¡Uno! (læs anmeldelsen HER) var dog ikke en specielt ophidsende start på Green Day’s selvfede flip med at udsende tre plader, med to måneders mellemrum mellem hver. Trioens aflysning af en række koncerter i USA har endda medført, at udgivelsesdatoerne er blevet rykket tættere sammen, for “skuffede fans skyld”. I hvert fald ikke for at få nogle penge i kassen i 2012, nu hvor koncerterne er rykket…..

Måske skyldes det lave forventninger, men for mig var ¡Dos! faktisk en lille smule mere fornøjelig at lægge ører til, end den totalt flade ¡Uno!. Det er ikke voldsomt meget bedre, men pladen flyver af sted i et ok tempo, går aldrig helt i stå og Green Day’s bubblegum stadionpunk glider nogenlunde ubesværet ned. Men desværre også lidt ind af det ene øre og ud af det andet, for det største problem er stadig manglen på virkeligt mindeværdige og slidstærke sange.

De mest ligegyldige, er stadig den slags numre, som Green Day kan skrive i tilsyneladende dusinvis, uden at være vågne eller måske endda have en puls. “Stop When The Red Lights Flash”, “Lazy Bones”, “Makeout Party”, “Baby Eyes”, “Ashley” og “Wow! That’s Loud”, der opstår nærmest trafikprop på Ørevoks Avenue for at komme ud igen. De er dog heldigvis harmløse og uden modhager, så de glider nemt igennem lyttekanalen, uden at der opstår skade. Det er naturligvis også lidt et problem. Man forstår sagtens Green Day, for de trængte til at komme “back to the roots” efter de to alvorstunge konceptplader American Idiot og 21th Century Breakdown. Men på disse numre gør de det lidt, som de par stykker, der dukker op til High School reunion i det samme tøj som “dengang”, med de samme jokes og i det hele taget uden at have udviklet sig synderligt. Nu fremstår det bare endnu mere tyndslidt, end det begyndte at fremstå “dengang”.

Men som sagt, det er ikke helt skidt det hele. Den lille akustiske åbningsbagatel, “See You Tonight”, lægger gemytligt op til “Fuck Time”. Belastende titel til trods, så er det en solid lille rock n’ roller, som i rock og rul af den helt gamle skole. Man aner noget slut 50er inspiration i den lille letfordøjelig sag, og den fremstår som en af albummets mere vellykkede indslag. Vi befinder os dog stadig på High School niveau, nogen ville nok kalde det College Punk, men for mig er det mere Beverly Hills 90210 (“The Early Years”) end American Pie.

Den mere statisk støjende rock-skæring “Wild One” minder mig på en måde om britiske Feeder i sin klang, heller ikke helt tosset, og det må man så i vid udstrækning tage sig til takke med når det gælder Green Day anno 2012. Til gengæld er den med sine 4 minutter og 19 sekunder det næst-længste nummer på ¡Dos!, og det var der ærligt talt ikke nogen umiddelbart god grund til, især hvis man er typen der kommer til at lytte til deres tekster.

She gave up on Jesus, for living on Venus
Fucked up with nowhere to go
I’m driking the coolaid, I Jumped on the grenade

?? O-Kay, Billie Joe….

Førstesinglen fra pladen, “Stray Heart”, bobler fint derudaf, med en lidt længselsfuld og sentimentalt poppet tone. Så igen, det er velkendte græsgange, Green Day betræder, men man forstår dog godt at dette er deres valg af førstesingle. Den har nogle ørehængerkvaliteter, men et helt åbenlyst hit udebliver beklageligvis igen. Netop dette kunne redde det noget egotrippende trilogiprojekt – hits. Nu hvor den kunstneriske nødvendighed ikke er at finde, så havde det dog været tåleligt, hvis sangene bare skummede over af hitpotentiale og fest og glade dage, men hitsene udebliver, eller er druknet i kvantitet frem for kvalitet.

Der hvor der er antydningen af nogle fine takter, da bliver det aldrig til meget mere end dét. “Lady Cobra” er udemærket, men i bund og grunde bare White Stripes light, og helt blottet for det snerrende og dirrende vanvid fra Detroit duoen. På “Nightlife” eksperimenteres der endelig lidt, nummeret gæstes af, ja, Lady Cobra fra gruppen Mystic Knights of the Cobra, der tilføjer lidt cool and lazy rap, imens sangen bevæger sig ud i en, for Green Day, mere dyster klang. Desværre bevæger sangen sig bare ikke rigtig ud af stedet, og den ellers velmenende idé forbliver noget uforløst. “Amy”, en hyldestsang til afdøde Amy Winehouse, afslutter iDos! med afdæmpede og nedbarberede toner. Klædeligt og helt okay, men igen ikke noget der for alvor rykker ved helhedsindtrykket.

Det er måske kernen i problemet for Green Day, det rykker bare ikke rigtig, tilføjer intet afgørende nyt til deres sangkatalog og for meget af det virker som overflødigt fyld. En eller anden burde have fortalt bandet, at dette var en overhængende fare ved, at sprøjte i nærheden af 40 sange ud på et kvartal. Det havde måske været bedst, for alle, hvis de blot havde udvalgt den håndfuld sange med mest potentiale, havde arbejdet målrettet med dem og smidt dem på en enkelt skive. ¡Uno! og ¡Dos! fremstår som om de bare har vendt idéskuffen på hovedet, smidt alle skitser mod væggen og satset på at noget blev hængende – det er der alt for lidt, der gør.

¡Dos! er dog, som nævnt tidligere, stadig et mulehår bedre end ¡Uno!. Den glider nemmere ned og de knap 40 minutter stryger af sted i et tilforladeligt tempo. Ikke nok til at hive udgivelsen op på en treer, men det kan jo være det lykkes med iTré!, der ifølge Green Day skal være tømmermændene efter den start på festen, iUno! skulle symbolisere, og hvis højdepunkt vi skulle befinde os i, på denne plade. Beklageligvis er det en High School garagefest med Donna Martin som vært og ikke Dylan McKay.

to be continued……….

Anmeldt af Kodi

Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!