Grapefruit Moon: EP ★★★★☆☆

0
1244
views

Grapefruit Moon har begået en EP man bliver i godt humør af at lytte til. Lidt mere kompositorisk variation kunne dog gavne i længden, men det er alligevel en livlig og behagelig lytteoplevelse man udsættes for.

Jeg er ikke særlig funky, eller rytmisk. Eller jo, jeg spillede engang trommer i et band ved navn Røvsved, men jeg tror ikke jeg blev nomineret til nogle trommepriser dengang. Det kan være svært at tælle til fire, og mine hofter er ikke særlig side-til-side orienterede. Mit humør er også sådan lidt nordisk i det, og jeg har altid godt kunnet lide musik, hvor mørket ligger og lurer. Men alligevel får jeg sådan lidt lyst til at danse lidt rundt i lejligheden som levede jeg et ubekymret liv på en caribisk ø og det eneste arbejde jeg havde var at jamme lidt med gutterne på en skaldyrsrestaurant, når jeg hører Grapefruit Moon’s EP.

Det er nemlig noget så relativt usædvanligt i vores indbakke, som et rockband, der finder meget af sin inspiration i verdensmusikken, og for at præcisere det lidt ud fra mine relativt begrænsede referencer i den retning, så minder rytmerne mest om noget, jeg har hørt i afrikansk og latinamerikansk musik. Det er altså ikke indiske citarer, som ellers er blevet et instrument, der ind i mellem dukker op i psych’en, men mere en rytmisk inspiration (det er nu ikke fordi der går totalt maracas og bongotrommer i den, som var det en musiktime i min folkeskoletid).

Det starter medrivende på ‘Machine Operator’, hvor guitarer og trommer enes om at skabe en fængende bund, mens Jacob Hein’s vokal har en behagelig klang. Det er lige til at blive i godt humør af. Rytmikken er også medrivende på ‘Traffic Moving’, som dog spiller på nogle af de samme tangenter som åbningsnummeret. Det er nu stadig gjort på fængende vis, og de vokale “yeah-yeah-yeahii” stykker fungerer så man hurtigt nynner med, mens fødderne vipper, og nummeret byder endvidere på et mellemstykke, som sikkert nok skal give klap-med-seancer til koncerter – og en levende bas, der er med til at skabe den gode dynamik.

Anders Bergland’s bass træder lidt frem og guitarer og trommer tager en mindre slapper på ‘All Messed Up’, hvor vokalen også breder registeret ud, og der kommer andenvokal på. Den vugger fint afsted og giver fin variation, selv om den ender med at gentage sig selv lidt for meget de sidste minutter. De eksotiske trommer findes kortvarigt frem i starten af ‘Come True’, som dog hurtigt lander i Grapefruit Moon’s comfort zone, med tempofyldt trommespil og guitarfigurer, der slynger sig omkring Jacob Hein’s vokal. Der er dog igen ikke noget at udsætte på kvaliteten, selv om jeg ikke er helt sikker på om jeg synes omkvædet passer helt ind med resten af nummeret.

Vi slutter med ‘Campfire’, der, selv om Anne Dalsgaard Bergland’s trommespil fortsat er energisk, ikke er nær så fængende, eller influeret af de afrikanske og latinamerikanske rytmer som de tidligere numre, og dermed i mine ører kommer til at mangle lidt dynamik. Lidt paradoksalt, når jeg nu om lidt alligevel noterer mig, at jeg synes, at der skulle varieres mere i grundformlen, som ellers fungerer rigtig glimrende. Ind i mellem kunne jeg faktisk godt ønske mig at trommerne blev sluppet mere fri, for så måske at have en mere dæmpet tilstedeværelse i andre numre, mens guitarfigurerne ind i mellem også gerne måtte dæmpes mere – eller måske gå i et mørkere leje, for at vise flere sider af bandet?

Grapefruit Moon er bedst på de tre første numre, selv om de to øvrige numre på EP’en bestemt heller ikke er dårlige. Med en udbygning af virkemidlerne vil måske være med til at løfte lyden yderligere, og jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre mere af det hele. Indtil videre nøjes jeg med at svinge 4 stjerner ud over Grapefruit Moon, og så tror jeg i øvrigt at de kan sætte gang i en fest på et spillested, så tjek dem eventuelt ud d.14. marts på Huset-KBH.

Eller på deres facebook.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here