RF10: Gorillaz – Orange Scene, Torsdag ***

0
922
views

Lidt for rolig abefest

At Orange torsdag aften lagde scene til et af festivalens absolutte hovednavne, vidnede det enorme fremmøde på dyrskuepladsen tydeligt om. Med en festival der for manges vedkommende begyndte allerede lørdag, var det efter mange dage i solen endelig tid til anden halvleg af festen – musikken! Der skulle dog gå foruroligende lang tid af Gorillaz optræden, før denne fest endelig kom rigtigt i gang.

Siden begyndelsen af dette årtusinde har Damon Albans største succes, udover Blur, haft en anseelig mængde hits og medieopmærksomhed. I begyndelsen i høj grad fordi bagmændene insisterede på at operere i det skjulte og lade computer animation være bandets facade udadtil. På mange punkter et banebrydende musikalsk projekt, som dog heldigvis også har haft en del glimrende numre til at holde illusionen i live.
Derfor var denne live optræden også imødeset med spænding og store forventninger, især til den visuelle del af showet. Der havde floreret rygter og spekulationer om, hvad der kunne være i vente af vilde effekter og computer gøgl.

Her fik vi så den første skuffelse. Var det bare mig eller var der overhovedet ikke noget ekstravagant, eller bare ”ekstra”, over det lys, lyd og sceneopsætning vi fik præsenteret? Lyden – ja den var godt nok pænt torsdags lav. Lyset – hmm? Og sceneopsætningen – jo javel, de havde da en meget stor videoskærm som bagtæppe, men ikke ligefrem noget feks Mew ikke har matchet tidligere!?

I stedet fik vi en uhyre ordinær og helt almindelig ”band på scenen” opstilling, godt nok krydret med blandt andet gæsteoptrædener og strygersektion, men bestemt intet der ikke var set før!

Dermed stod og faldt koncerten med selve musikken, naturligvis også som det i sidste instans burde være, og essensen af hvad det burde gå ud på, men man kunne nu ikke undgå at være noget skuffet over den manglende visuelle forkælelse. Denne optræden var trods alt fra festivalens side hypet som værende noget specielt og eksklusivt! Så kunne man jo så til fulde fokusere på musikken.

Desværre sneg forestillingen sig i lange perioder af sted som en abe ramt af en bedøvelsespil. Musikerne var som end særdeles kompetente og velspillende, og Damon Alban leverede en virkelig stærk vokalpræstation. Alban virkede i det hele taget som om han var i hygge humør, med smil og imødekommende attitude. Men i koncertens mange stille numre blev det hele ligesom lidt FOR stille, hyggeligt og helt igennem ufarligt. Tamme aber er da søde nok at kigge på, men som de fleste dyr i fangenskab så mangler der den der vildskab man kun finder udenfor buret.

Om Gorillaz følte sig fanget i et Orange bur skal jeg ikke kunne udtale mig om, men af mangel på bedre ord savnede man noget utæmmelig vildskab.
Nu lyder det hele meget negativt, og som om hele den 19 numre lange koncert faldt til jorden. Det ville være en unfair bedømmelse, for blandt de 19 numre gemte der sig nogle store højdepunkter, hvor tremmerne blev bøjet og festen momentvis sluppet helt løs.

”Stylo”, første singlen fra det nyeste album ”Plastic Beach”, som har fået mistænkeligt meget P3 airplay, var det første af disse. Det var især en udsøgt fornøjelse at se og høre legenden Bobby Womack udnytte den sparsomme lydstyrke fuldt ud. Den efterfølgende ” On Melancholy Hill” er muligvis ikke indbegrebet af et party hit, men for mig personligt det nummer jeg hidtil at nydt mest fra ”Plastic Beach”.

For nogen var sange som ”Empire Ants” og ”White flag” måske lige sagen, men for mig forløb resten af koncerten igen lidt tam. Lidt ligesom at glo på den store Gorilla i Peter Jacksons ”King Kong”, det hele er egentlig rigtig ”okay”, men også underligt sterilt og uden de store ægte følelser.
I hvert tilfælde ikke noget jeg kunne leve mig 100 % ind i.

Men så kom ekstranumrene heldigvis, og ENDELIG lykkes det for Gorillaz at flygte fra Orange zoo´s begrænsende teltdug og slippe festen løs!
Publikum tog også med voldsom begejstring imod ”Feel Good Inc.”, monsterhittet fra ”Demon Days” albummet, uden tvivl et øjeblik mange havde ventet på. Det var dog intet at regne imod modtagelsen af aftenens sidste nummer.

Da tonerne til ”Clint Eastwood” blev affyret med sikker hånd fik vi endelig en fuldtræffer, publikum eksploderede og man kunne nyde et af DE der Roskilde øjeblikke, som ellers havde manglet hele torsdag!

Alt i alt et lidt underligt abegilde – det var bestemt ikke dårligt, men på adskillige punkter skuffende i forhold til (måske for høje) forventninger? På en måde var det som om der sad en streng dyrepasser og kiggede på, som sørgede for at det ikke skulle blive alt FOR sjove abestreger.
Så til en anden gang, bedøv ham i stedet for og slip festen løs!

KODI

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here