GoatHawkBuffalo: Release the Beast (EP) ★★★★★☆

0
1559
views

GoatHawkBuffalo er aktuelle med en tung basse af en debut-EP. Ikke så meget pjat, 4 numre på 15 minutter, nok til at få jorden til at ryste og give smag på mere.

Og så alligevel, for noget af styrken og det der gør denne udgivelse så forbandet potent og effektiv er måske netop, at bandet rammer komprimeret og hårdt, uden fyld. De udnytter kort sagt formatet og spilletiden ganske optimalt og tromler ikke ud over stepperne så længe, at eventuelle svagheder eller begrænsninger udstilles.

Stilen er klassisk, ikke synderlig original, metallisk sydstatstungrock, som man kender det fra grupper som eksempelvis Clutch og Corrosion Of Comformity. Der tilføjes ikke væsentligt nyt til den velafprøvede formel, men bandet er velspillende, det gynger og lyder lige så bastant som den slags skal. Hængt op på 4 numre med et højt bundniveau og de nødvendige højdepunkter der skal til for, at man ikke lader sig genere af at der er tale om lidt genudsendelser.

Dermed ikke sagt, at GoatHawkBuffalo ikke har personlighed, de lyder bestemt ikke som et coverband, faktisk lyder de autentiske når de fyrer deres rifftunge bredsider af. Eller, som de selv beskriver det “… fuld smadder ud af en støvet ørkenvej, ingen pauser, bare lige ud til verden ender”.

Dén støvede vej rulles der ud på i blæret stil med åbneren “Love Song Lullaby”, hvor bæstet slippes løs i relativt højt, men olmt kværnende tempo. Den tunge fod på pedalen og af sted, så støvet hvirvles op og begynder at kradse dejligt alle de rigtige steder. Ja, det her er rock med nosser, der giver itchy pants og føles om sandpapir på ømme steder. Det rumler derudaf på den der måde, hvor det både føles tonstungt og i kontrol, men samtidig er man ikke helt sikker, på at det ikke kan skride i svinget, eller at bandet har kurs mod en ikke synlig afgrund. Og for SATAN hvor er det herligt TUNGT, uden at det mudrer til eller instrumenterne overdøver hinanden.

“Dirty Filthy Names” følger op, her gynger og brager det endnu mere, så man næsten kan forestille sig at trommeslageren sidder på ladet af deres 4-hjulstrækker og tæsker køretøjet fremad. Vokalen får også lidt mere plads at boltre sig på her, en stemme af den slags, der lyder som om den kunne trænge til lidt fugtigt til ganen, men brøler sig igennem halskrilleren i stedet for. Og så tjekker man ellers lige om sikkerhedsselen er spændt.

Det var den heldigvis, så man ikke ryger ud gennem forruden, på “Mirror Queens”. Det er ikke for sjov, at bandet skrev “ingen pauser”, GoatHawkBuffalo forsætter uforsonligt og viljefast ud af den smalle vej, så må man hænge på, eller flytte sig. Det er svært ikke, at blive revet med af denne take no prisoners attitude og eksekvering, men man begynder også at overveje, hvor længe de kan holde den kørende i samme rille.

Den snigende bekymring forbliver heldigvis kun det, for bandet når at vise lidt andre sider på afslutteren “Wanted Man”. Som titlen måske antyder, så er stemningen her lidt mere old school wild west præget, støvet lægger sig lidt under nummerets første, effektivt opbyggende halvdel, hvor vores eftersøgte mand introduceres. Intensiteten og tyngden tager gradvist til og vi ender med et sejt vuggende, tuuuungt og beskidt møgdyr, der lukker EP’en ned på ganske forrygende vis.

GoatHawkBuffalo gør det ikke sværere for dem selv end nødvendigt er, eller også får de det bare til at lyde ret nemt, fordi de gør det så forbandet overbevisende. Hvis de ikke formår, at variere udtrykket yderligere, kan det godt være at en vis monotoni ville sætte ind over en længere udgivelse. Men det her er på fornem vis skåret ind til benet, samtidig med, at der er nok af kød på til at det mætter i tilstrækkelig grad.

Det er sgu fedt det her, vi ender på 5 upcoming stjerner. Release the Beast!

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg GoatHawkBuffalo på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here