Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Glow Kit: Pick Your Fights ★★★★★☆

Glow Kit: Pick Your Fights ★★★★★☆

2757
0

Glow Kit spiller sommeren igang på Pick Your Fights, duoens andet fuldlængde album, den svære toer, der er let at lytte til, men på samme tid også udfordrer lytteren. Mest af alt bydes der på medrivende og easy going rock og Pick Your Fights er et ganske forfriskende rock-pust på den danske musikscene.

Det er ikke helt let at sætte Glow Kit i genre-bås, jo, det er rock, men herfra bliver det lidt svært, for de er så sandelig ikke bange for at udfordre hvordan rock skal lyde anno 2017. Som udgangspunkt er alle sange skabt på et klassisk fundament bestående af trommer, bas og guitar, derefter er der så bygget på med blandt andet horn, orgel, lapsteel, synths og sågar en barytonsaxofon. På trods af dette lidt sære mix af instrumenter, formår bandet af holde galskaben i kort snor, og får skabt deres helt egen unikke lyd, og med forsanger Kaspers vokal, fremstår Glow Kit’s lyd kompetent, stilsikker og særdeles helstøbt.

11 varierede sange er man så heldig at blive forkælet med på Pick Your Fights. 11 sange der alle har et højt niveau i udførsel og produktion, og det der måtte mangle i originalitet i komposition, bliver der kompenseret for i form af små detaljer her og der, og ikke mindst duoens hang til at være legesyge og udfordre det gængse.

The Malpractice, Weezer, Ramones, TigerTunes samt en snas The Rolling Stones er nogle af de bands, der popper op ved gennemlytning af pladen, og de har noget udefinerbart Aarhusiansk over sig. Om det er lyden eller hvad det er aner jeg ikke, men der er bare et eller andet, der sender mig direkte til Jyllands hovedstad.

Titelnummeret “Pick Your Fights” starter sommer garage-pop-rock festen, et simpelt men effektivt nummer, der åbner på fornemmeste vis, som en rigtig god appetizer nu engang skal.

Om det er hovedretten der bliver serveret på efterfølgende “Tongue” er der ikke tvivl om hos undertegnede, da dette nummer fremstår som albummets bedste. Det kan være fordi det lugter lidt af TigerTunes, ja, jeg er stor fan, og “Tongue” har lidt samme feeling som TigerTunes formåede at skabe. Udover den reference skaber duoen et fedt og medrivende univers med simple virkemidler, en klassisk skabelon, god variation i vokalen og godt med smæk på i verset gør at man gerne vil have mere efter 2 minutter og 3 sekunders “Tongue”.

På “Crossing Borders” får Glow Kit stablet et semi-klaustrofobisk univers på benene, i hvert fald indtil et trompet/horn breakdown godt 3 et halvt minut inde i sangen, der gør at sangen skifter karakter og åbner sig op og man bliver sendt fra det indelukkede univers direkte over til et torv i en lille by i Mexico, wierd men godt, det holder sgu.

“Statue” er også fra øverste hylde, og her lugter det lidt af Rolling Stones’ “Sympathy For The Devil”. Især introen i netop “Sympathy For The Devil” er der lånt lidt fra, men det er så også det. Igen et relativt enkelt nummer, og måske pladens ballade. Der bygges flot op og krydres med fine vokaler, horn og et kor der passer helt perfekt. Der er mange elementer i spil her, men der bliver holdt snor i hele baduljen på fornemmeste vis.

Der er som sagt mange rigtige gode sange på “Pick Your Fights”, og “It’s My Itch”, “Dead Facts” og albumlukkeren “Searching For You” står også frem på et stærkt album, et album der ikke skal læses, det skal høres…

Som forsanger Kasper selv udtaler: “jeg tror måske, vi kunne blive til noget for nogen mennesker derude, hvis altså de mennesker fik mulighed for at stifte bekendskab med os”. 

Og det kan jeg ikke være mere enig i, så jeg håber så sandelig at flere mennesker for øjnene op for den Aarhusianske garage-pop-rock-duo, for det har de uden tvivl fortjent.

Pick Your Fights er et af årets bedste danske albums indtil nu, og må være årets sommer-rock-soundtrack, den passer i hvert fald godt til solskin og en kølig pilsner – det er testet.

Pick Your Fights kan fanges på stort set alle streaming tjenester og købes på vinyl via rillbar.dk

Albummet er udgivet af Kanel Records.

Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde

Previous articleFokus: Heartland Festival ’17 – på tur i programmet
Next articleGhost By Nature: Antidote (EP) ★☆☆☆☆☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.