Ghost Iris: Blind World ★★★☆☆☆

0
738
views

Ghost Iris er klar med album nummer to, hvor de danske proggere viser stor teknisk kunnen og højt ambitionsniveau, men det er desværre sovset ind i enormt ekspressive følelser og kæmpe armbevægelser, så det hele kammer over.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi har det lidt svært med prog og emotionel metalcore, og vi egentlig ikke er det rette medie til at bedømme det objektivt. Så, ja, måske skulle vi bare lade være, noget vi også diskutere hyppigt, men den ender altid lidt med at fise ud i, skal/skal ikke, hvad nu hvis man gik glip af noget fedt?, måske KAN vi være objektive og er det fair, at vælge en helt genre fra? Det er nok heller ikke helt fair rent faktisk at anmelde noget på disse præmisser, men…

På mange måder er Ghost Iris indbegrebet af alt hvad jeg hader ved denne genre. Ja, had! Det er jo noget af et begreb at sætte i spil, men når vi nu alligevel prøver, gentagende gange, at anmelde og dække disse udgivelser, så kan jeg jo lige så godt være ærlig. Så ved I også hvad bandet er oppe imod.

Det sagt, og det er jo ikke en forbrydelse i sig selv at spille noget jeg ikke kan lide, så skal man være døv for ikke at kunne høre, at det de gør- det gør de virkelig godt.

De spiller flot, sikkert og teknisk dygtigt, ligesom pladen lyder virkelig, virkelig flot produceret. Det er topprofessionelt hele vejen rundt. At bandet har noget på hjertet om denne Blind World vi lever i, er jeg ikke i tvivl om. Desto mere er det er forbandet skam, at alle de store følelser og det kæmpe drama musikken rummer, efterlader mig totalt upåvirket og død indeni.

Eller, det passer ikke helt, jeg føler momentvis irritation, vrede og arrigskab. Beklageligvis ikke MED musikken, men mod og på grund af den. Et tilbagevendende irritationsmoment er bandets forsanger der optræder i to forskellige roller. Den ene, der holder en brøle-hardcore linje de meste af vejen igennem de 10 numre, er tålelig, uden at være prangende. Den anden, der tager sig af de lysere mere rene toner, ligger alt for tit på grænsen af det hysterisk klingende og udkrængende til min smag.

Det er faktisk først mod slut der falder en 2-3 numre, hvor jeg synes den dynamik og de kontraster der sigtes efter med de to udtryk fungerer nogenlunde. “The Silhuette” rummer tilmed en ret fed indledning, den ellers noget overstyrede “anden vokal” virker mere tøjlet, der er vist også arbejdet med nogle loops, så det lyder som om han synger oven i sig selv. Det fungerer ret godt, ligesom den efterfølgende, og stil- og klangmæssig beslægtede “After The Sun Sets” også er til at holde ud. Her lyder det indledningsvis som om musikken kommer ud af en bilradio, inden der skrues op og hugges til.

Ud over disse, og åbningsnummeret “Gods Of Neglect”, hvor bandet spiller tungt og metallisk, og hardcore vokalen får lov til at styre showet, så er det lidt af en kamp for mig at hænge på. En skam, for netop åbningsnummeret rummer et ret effektivt omkvæd og elementer hvor jeg føler, at jeg sagtens kan være med.

Det går dog allerede galt i de efterfølgende “Save Yourself” og “The Flower Of Life”, hvor clean vokalen i den grad kommer på banen og bandets prog/core tendenser også begynder at overtage showet. Det lyder meget af vejen som en tungere udgave af Mew, og det var ikke nogen kompliment i denne sammenhæng. De her hakkende og flimrende rytmer, så melodien lyder som om den stammer, der er karakteristisk for genren, bliver hurtigt virkelig trættende og monotone for mig.

Da vi er nået halvvejs og “No Way Out” sprutter løs står der blot i mine noter, “er det ikke bare mere af det samme?”. Læg dertil det konstante sansebombardement fra fra de voldsomt følelsesladede vokaler, der ender med at efterlade mig lammet som lytter. Der er ikke plads til mig i den her form for musik, det er så stramt, overlæsset og påtrængende, at der ikke efterlades noget rum for fortolkning og til at trække vejret.

Lige som jeg skriver det får man det, desværre, kun to minutter lange åndehul og titelnummer “Blind World”. Det er egentlig ikke en “rigtig” sang som sådan, men mere en samplet monolog af en eller anden art, med underlægningsmusik til. Ahhhh, jeg kan høre og føle mig selv lidt igen.

Det er bare for kortvarigt til, at det redder helhedsindtrykket, som er at det her bliver for anmassende, omklamrende og EMOtionelt. Det er der grangiveligt nogen der kan håndtere og rumme bedre end undertegnede, og de vil sikkert også få meget mere ud af denne udgivelse.

Den tekniske side af sagen kan man som nævnt ikke sætte mange fingre på, ligesom jeg er sikker på at Ghost Iris er virkelig gode til det de gør. Det ændre bare ikke på, at jeg nærmest føler det som en form for overgreb at lytte til det her.

Verden er muligvis blevet blind, og trænger til at åbne øjnene, men spørgsmålet er om det nytter at skrige folk døve i et forsøg på at få sine budskaber igennem?

Lad os mødes på midten og kalde det 3 stjerner med alle mulige forbehold.

Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Ghost Iris på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here