GFR’s Favoritter: Koncerter 2016

0
586
views

Endnu et musikår er ved at være i bogen, det betyder traditionen tro, at man får lyst til at kigge tilbage. Også os. Og alle elsker jo lister! Først droppede vi dog listeformen lidt da vi kiggede på de internationale udgivelser, men den var tilbage da vi kiggede på EP/mini albums kategorien i forgårs og de danske favorit albums i går. Nu runder vi af med vores favorit koncerter fra 2016 – sat på liste.

Vi har valgt betegnelsen “favorit”,  for ligesom vores 6-stjernede skala er udtryk for et forsøg på at være objektive, samtidig med at vi også erkender, at vi ikke kan undgå en eller anden grad af subjektivitet, så er denne liste selvfølgelig også subjektivt farvet.  Det lægger vi ikke skjul på, og vi har på grund af tidspres ikke haft mulighed for at lytte til særligt meget af det hinanden har anmeldt, eller for den sags skyld lytte til “alt” der er udkommet i det hele taget.

Derfor er følgende top 5 et udtryk for vores favoritter og ikke en definitiv, objektiv “årets bedste” liste.

Ken Damgaard Thomsen

En er ikke som de andre! Favorit koncerter, det er her “favorit” betegnelsen for alvor kommer til sin ret, i hvert fald hos mig. Der findes koncerter, en del faktisk, som jeg har anmeldt til flere stjerner end nogle af dem der optræder på denne liste, men det her er de 5 der af en eller anden grund har brændt sig fast i hukommelsen, som jeg tog noget ekstra med fra i 2016 – 4, 5 eller 6 stjerner eller ej. Og det er sgu’ svært at skære fra og veje op mod hinanden, undtagen de to første, som jeg ikke var det mindste i tvivl om.

1) Neil Young + Promise of the Real, Roskilde Festival, d. 1/7

Hvad er der næsten tilbage at sige? Årets koncert i min optik, respektindgydende, medrivende og bevidsthedsudvidende. Jeg har ikke ikke mere at tilføje, end man kan læse her i min 6-stjernede anmeldelse.
 
2) Primordial, Lille Vega, d. 24/9

Den anden 6-stjernede koncertoplevelse jeg havde i år, det havde nok været tre hvis jeg også havde fået PJ Harvey med på Roskilde, men nu skal det jo ikke handle om mine tvivlsomme disponeringer!

“Der stod man på anden time og skreg med alt hvad rygerlungerne kunne mønstre, mens knyttede næver rejste sig taktfast i Lille Vega’s mørke og bølgede frontmand Alan Averill og band i møde endnu engang. Inden imperiets fald med den mægtige, mægtige ”Empire Falls” og dens befriende fællessang havde Primordial spillet sig igennem et knap 2 timer langt maraton-lignende sæt, hvor det virkede som om de var kommet for at demonstrere, hvorfor det er en kæmpe fejl, at det har taget 25 år at få dem hertil. 13 numre talte jeg togtet til, der på majestætisk og bombastisk vis blev indledt lidt efter klokken 22 med titelnummeret fra seneste album, ”Where Greater Men Have Fallen”.”

Udover at jeg, naturligvis, synes at det var en fremragende og velspillet koncert, så er den med her fordi det var en af de oplevelser der fik mig til at tænke lidt over andre ting. Primordial, deres musik og liveshow, har noget episk, grandiost, over the top og teatralsk over sig. Men også et element man kunne kalde “fascistisk”, af mangel på bedre udtryk.

Der er noget folkeforførende, massepsykotisk og noget der indgyder lysten til at “gå i kamp” og lignende over sådan en seance. Det har altid fascineret mig, disse kræfter, hvordan de kan bruges, i større eller mindre skala og hvor relativt nemt det er at få folk med – inklusiv mig selv. I dette tilfælde, heldigvis, kun på metallens heltemodige slagmarker, men…

3) Marc Facchini, Jazzhouse d. 22/10

Og så til noget helt andet. Jeg har ikke lagt skjul på, at jeg synes visesanger Marc Facchini kan noget der er lidt særligt, både på debutalbummet Vidunderlige Drømme fra sidste år og opfølgeren Mørk Mandala, der udkom tilbage i oktober måned.

Det er personligt, det er universelt, det er nærværende, det er livet set i fugleperspektiv, det er nøgent og afslørende, det er forklædt som små eventyr og fantasifulde fortællinger. Alt sammen noget der fortæller noget om Facchini selv og hvordan han ser verden og os.

Som koncerten på Jazzhouse afslørede, så kan han puste det samme liv i sine sange og tekster live, endda uden at spille en lille håndfuld af mine favoritter. Jeg er normalt ikke fan af koncerter der er opdelt i to sæt, det dræber momentum og bryder illusionen for mig, også lidt denne aften, men det var nok også en smule selvforskyldt. Vi (fotografen og jeg) havde fået placeret os på forreste række (det var sitdown koncert) og var fuldstændig opslugt under koncertens første del, men valgte at opgive vores pladser i pausen og i stedet for opleve anden halvdel længere nede i salen.

Det var et dumt valg, ikke fordi Facchini og band gjorde det dårligere i sæt nummer to, men den omsluttende og overvældende følelse af at sidde helt oppe foran og lade sig opsluge af lyd, lys, det hele, var ikke helt den samme længere nede i lokalet.

Ellers var det en koncert hvor det meste spillede, især Facchini og det fremragende band, hvor jeg momentvis glemt at jeg var “på arbejde” og bare holdt vejret, så der var plads til at tage ind og suge til sig. Anmeldelsen kan læses HER

4) De Forbandede, Gutter Island, d. 20/8

Har jeg været til koncerter der var vildere, større, mere velspillede og målt efter alle mulige parametre “bedre”  i år? Ja, ja det har jeg (også på Gutter, hvor The Ringo jets nok spillede den objektivt “bedste” koncert), men jeg har ikke været til nogen hvor jeg på denne måde havde det sjovere og var mere med. Her taler jeg helt fysisk.

Jeg er sgu’ blevet lidt koncert-morfar med årene, sådan kan det gå, ikke mindst når jeg skal anmelde. Så har jeg tendens til både at placerer mig, så jeg har et nogenlunde godt overblik over slagets gang, plus at analyse apparatet er helt tændt. Da De Forbandede indtog et temmelig tyndt befolket telt (indledningsvis) på Gutter Island Garage Rock Festival tog fanden ved mig og jeg fik forvildet mig helt op til scenekanten… midtfor!

Da folk så begyndte at stage dive og crowd surfe, i mere eller mindre elegant stil, til de sumpende og pumpende syre-rock toner, så var jeg endda med til at bære en del af læsset! Fysisk udfoldelse under en koncert jeg skulle anmelde?!

Ja, hvad skete der lige der, jeg lod mig gribe af stemningen og rive med, og tænk sig – jeg kom i tanke om, hvor sjovt den slags også kan være til en koncert!

Så tak til De Forbandede og alle der var med til, at skabe en lille fest.

5) Black Sabbath, Copenhell, d. 25/6

Jeg slutter med endnu en koncert, hvor jeg rent objektivt også har oplevet koncerter der var “bedre” i årets løb, men denne her kommer med på grund af det “øjeblik” den repræsenterer og fordi den samlede oplevelse på en eller anden måde har brændt sig fast.

At Black Sabbath er legender er vel overflødigt at påpege, deres historiske betydning for metalmusikken næppe kan overvurderes, ligesom Ozzy er blevet et ikon, ja nærmest en form for maskot (nogen ville sige klovn) for udskejende adfærd og hvad en metal-frontmand skal være. Og de ikke kunne være booket til mere passende omgivelser i Danmark i 2016 end Copenhell

Det er jo altsammen meget godt, men Ozzy kan altså ikke synge (nej, det kan han ikke) længere og virkede i store dele af koncerten også som en dårligt lavet animatronic. Jeg tror ikke det var fordi viljen og hjertet manglede, men fysisk og mentalt fremstod han slidt, skrøbelig og uden mange toner tilbage i livet, endsige luft til at få dem ud. Men det var Ozzy, ikke? Elskværdig som bare fanden alligevel, fordi du stadig mærker netop viljen og hjertet derinde et sted.

Og så var der musikken. Nå ja, not-Bill Ward på trommer spillede omkring 3 trommesoloer for meget, tilmed i et hug, ja der var kun en, men det virkede som tre, men gjorde det ellers fint. Men det der hiver denne oplevelse ind i top 5 for mig var Geezer Butler og Tony Iommi.

Når man så deres fingre vandre op og ned af strengene og de legendariske riffs og toner fra numre som “Snowblind”, “Warpigs”, “NIB”, “Iron Man”, “Children Of The Grave” og så videre, så var det som, at stå at lytte til noget der et eller andet sted er udødeligt. Og nogle øjeblikke og “lydklip” som stadig dukker op for mig af og til. Anmeldelsen kan læses HER

Jonas Strandholdt Bach

I år havde jeg to glimrende koncertoplevelser på Roskilde Festival, som ellers bød på et rekordlavt antal must-sees og ret få gode koncerter i min optik (Katinka på Rising, Sturgill Simpson, som blev delvist snakket ihjel af publikum på Avalon og Protomartyr på en mere end halvtom Pavilion fortjener dog også ros).

Årets koncertvenue for mig var Gutter Festival, som bød på uforfalsket og rolig god stemning, med plads til gode branderter og tosserier, omend der dog ikke er nogen af koncerterne derfra,  der kom med i min top 5.

Spillestederne i Aarhus leverede som vanligt et musikalsk overflødighedshorn af gode danske og internationale navne, og det blev også til to besøg i Vega, hvor Jason Isbell og siden Allan Olsen gjorde gode figurer. Min top 5 ser dog ud som følger:

1) PJ Harvey, Arena, Roskilde Festival, d. 30/6

Det havde lidt karakter af performance-kunst, da PJ Harvey indtog Arena med sit store band. Men det var også en rygradsrislende musikalsk oplevelse. Harvey og hendes dygtige musikalske følgesvende fremmanede øjeblikke af stor skønhed i løbet af koncerten og levendegjorde sangene fra The Hope Six Demolition Project, som blev suppleret med velvalgte sange fra Harvey’s tidligere udgivelser. Sårbarhed, eksistentiel angst, kapitalismekritik og herrekor, altsammen fremført organisk og udtryksfuldt.

Anmeldelsen finder du HER.

2) Tindersticks, Voxhall, d. 27/4

Som jeg noterede mig i indlægget om årets bedste udenlandske albums, så udgav Tindersticks deres bedste album siden 90’erne i form af The Waiting Room. De besøgte også Danmark og gav blandt andet koncert på Voxhall, hvor jeg oplevede dem for tredje gang, og hvor det meste gik op i en højere enhed for bandet. Stuart A. Staples i front sang noget nær perfekt, bandet virkede revitaliseret, og udtrykket var balanceret mellem de dæmpede sange og mere rockede øjeblikke.

Anmeldelsen kan læses HER.

3) Neil Young + Promise of the Real, Orange, Roskilde Festival, d. 1/7

Til et par tidligere Neil Young-koncerter på Orange scene, har jeg stået og blundet lidt ind i mellem. Det skal jeg ærligt indrømme. Sikkert en blanding af alkoholindtag, festivaltræthed, og at jeg måske ikke altid synes at 30 minutters jamsessions er det mest velvalgte til en festivalkoncert. Men årets Neil Young-koncert, med det nye, unge backing-orkester Promise of the Real, gik på mange måder op i en højere enhed for mig. Lyden var glimrende, Young virkede fokuseret, ja, måske endda næsten lidt sammenbidt, og så spillede de mest af alt bare virkelig fremragende. Young har bunkevis af stærke sange i bagkataloget, og dem fik vi en del af, også nogle i meget lange versioner. Men lange versioner, der var i konstant fremdrift og udvikling.

Ken’s anmeldelse finder du HER.

4) The Chairman, Radar, d. 19/10

Det er ikke fordi The Chairman overrender spillestederne, men det blev altså til et besøg i Aarhus i oktober. Det var der desværre ikke synderligt mange, der havde fundet ud af, men dem, der dukkede op, fik en god koncertoplevelse. Med fuldt band, inklusiv blæsere og korsangerinde, indtog Lucas Berner Radar, og han og bandet sørgede for at det svingede så et ellers forsigtigt siddende publikum hurtigt rejste sig og bevægede sig tættere på scenen. Herfra kunne vi opleve et levende og velspillende band anført af en velsyngende Berner.

Hele anmeldelsen kan læses HER.

5) De Efterladte, Radar, d. 6/10

Det er ikke noget overdådigt udstyrsstykke når De Efterladte optræder. En helt enkel opstilling med to mand på scenen i første sæt, udvidet med en tredjemand i aftenens andet sæt, var dog rigeligt til at levere De Efterladte’s nedbarberede melankolske og poetiske sange effektivt, fint bundet sammen af sanger Peter H. Olesens syrlige vid. Et godt vidnesbyrd om, at man ikke behøver musikalsk ekvilibrisme for at levere en god koncertoplevelse.

Anmeldelsen kan læses HER.

Thomas Bjerregaard Bonde

Ahhh ja, det det hele drejer sig om, live, det er sgu sådan musik skal høres, ses og ikke mindst føles. Og der er da blevet set en del koncerter i år, dog mest på diverse festivaler, men hey, det tæller jo også, i hvert fald dem man kan huske. Min favorit liste spænder bredt, både i genre og også i venues og placeringen af disse. Roskilde, Vordingborg, Berlin og Kolding har lagt scene og spillested til mine 5 favorit live-oplevelser, og lad os da komme igang…

1) Frank Carter & The Rattlesnakes, Avalon, Roskilde Festival, d. 29/6

Frank Carter og hans rattlesnakes havde fået æren af, stort set, at åbne årets Roskilde Festival. Onsdag kl. 17.30 invaderede den overtatoverede og rødhårede spradebasse, Avalons scene, sammen med hans kumpaner, og overmandede på fornemmeste vis hele teltet.

At man som relativt ukendt artist, kan få et fyldt telt med på løjerne en hel koncert igennem, og ikke mindst, få alle ned at sidde på gulvet under et helt nummer, hvor manden selv vælger at krænge sig hjerte ud, placeret på gulvet midt i teltet, det afføder sgu respekt. At der udover denne helt vanvittige seance, også var sublim publikumskontakt, nogle vil nok mene at det var lige i overkanten, og en røvfuld kompetente sange, gjorde det til den helt perfekte start på fire dages live-koncert-marathon, og samtidig en liveoplevelse der ikke kunne stikkes i 2016.

Læs Ken’s 3 stjernede!!! anmeldelse HER

2) Honningbarna, Pitstop – Kolding, d. 28/10

Har Honningbarna nogensinde spillet en dårlig, eller for den sags skyld, en middelmådig koncert? Jeg tvivler efterhånden på det. Jeg har været vidne til en del koncerter med bandet, og samtlige har været på et uhyre højt niveau, og efterårskoncerten på Pitstop i Kolding, var så absolut ingen undtagelse. Dette på trods af et knap så imponerende publikumsfremmøde, hvilket heldigvis ikke, på nogen facon, tog spillelyst eller lysten til at kreere en fest, fra de norske punk-gutter.

Der blev tæsket igennem fra første sekund, smidt det ene velspillede nummer efter det andet ud i fjæset på publikum, og publikumskontakten blev vanen tro, holdt ved lige, med en del besøg på gulvet. Hvordan dette band kan blive ved med at levere og alt andet end at blive kedelige at se og høre på, er næsten en gåde.
Men Hey, jeg klager ikke, men ser derimod frem til næste koncert med bandet, og tæver en klar live 2. plads, lige i bøtten på Honningbarna.

Anmeldelse kan læses HER

3) The Ringo Jets, Gutter Island Garagerock Festival, d. 19/8

Who the fuck is the Ringo Jets? Ja, det var ikke mange sange jeg før koncerten havde hørt med bandet. Hele et nummer, som tilgengæld var pænt fee, var det blevet til. Dog var den semi-store hype af bandet ikke gået min næse forbi, og hype og mig er ikke super gode venner, så det gjorde kun at jeg slet ikke gad fordybe mig i bandet.

Men, min hype-fobi blev gjort noget så eftertrykkeligt til skamme, da den tyrkiske trio blæste Gutter Island omkuld og efterlod én med en garage-rock kindhest af de helt store. The Ringo Jets leverede uden tvivl årets koncert på Gutter Island og var en af årets helt store musikalske live oplevelser.

Anmeldelse kan læses HER

4) Band Of Skulls, Lido – Berlin, d. 5/11

Ja, jeg er sgu nok en bette fan-boy, når det kommer til den engelske rock-trio – indrømmet. Men, forventningerne er derfor også tårnhøje, når bandet udgiver nyt og skal opleves live, og koncerten på Lido i Berlin var ingen undtagelse. Som placeringen på listen nok afslører, levede Band of Skulls så sandelig op til mine forventninger.

Et sublimt spillested pakket til bristepunktet med forventningsfulde fans og et meget veloplagt band, gjorde den lange tur i Punto til Berlin, det hele værd. Der var ingen slinger i valsen fra bandets side, et varieret sæt, der var krydret med sange fra samtlige af bandets udgivelser, plus et enkelt de aldrig havde luftet live tidligere og en fin balance i publikumskontakt gjorde koncerten til en mindeværdig en af slagsen.

Anmeldelse kan læses HER

5) Neil Young + Promise of the Real, Roskilde Festival, d, 1/7

Oh yes, good ol’ uncle Neil, han er jo fuldstændig umulig ikke, at have på årets liste, over de ypperste live oplevelser. Der findes kun én Neil Young, og det beviste han overbevisende denne aften på Orange – og 2016, du har heldigvis ikke fået hevet ham med i din efterhånden store dødspulje, og lad det gerne blive ved det.

Neil Young + Promise of the Real, gav Roskilde pøblen en lektion i hvordan man skærer en verdensklasse koncert, som kun Neil kan komme afsted med det.

Uendeligt lange guitarsoloer, sange der blev trukket til ukendelighed og ikke mindst, den mest coole ældre herre, der nogensinde har stået på Orange, ja, faktisk sejere end Kris Kristoffersen. Det var velspillet, nærværende og sammenbidt – det var Neil Young at his finest. Tak for oplevelsen.

Anmeldelse kan læses HER

Troels-Henrik Balslev Krag

2016 har for mange været et lorte-musik-år da så mange af de (rigtig) store er skredet i svinget.

Koncertmæssigt har det dog for undertegnede været et afsindigt stærkt år og der kunne lave en liste med runners up, der ville være dobbelt så lang som min top fem, her.

Det er blevet til filmscreenings med musik til, besøg i kældre sikre festival-baskere og ellers stor nydelse af Århus som musikby.

1) Low, Heartland Festival, d. 11/6

Det er egentlig lidt sjovt at man kan gå til festival og få så intim en oplevelse som Low var på Heartland. Tre bandmedlemmer, der sidder ned og bare helt, helt cool leverer sange, der alle til hobe virker vigtige og vægtige. Og så i de rammer.

Stærkt materiale stærkt fremført – og så går man alligevel lidt stille fra det hele, fordi man er blevet rørt på et højere niveau…

2) Baal, Voxhall, d. 5/2

Ja. Der er vidst ikke så meget at sige. Og ja, jeg er fanboy, og ja, jeg har set mange Baal-koncerter.
Men årerne har ikke for alvor taget på dette energiske band (selv om Fjæstad brokkede lidt over, at maven var blevet noget større) og selv om det var en hitparade, så var det en fantastisk én af slagsen.

3) Kentaur, Radar, d. 6/2

360 graders-scene har jeg egentlig altid bøvlet lidt med at forstå meningen med. Men når man som til Kentaurs koncert på Radar formår at gøre det til en intim forestilling og giver publikum illusionen af at få et kig ind i bandets øvelokale en dag, hvor det hele spiller – ja, så kommer det til fulde til sin ret.

Som gammel dEUS fan er det selvfølgelig også til stor fryd at se violinen taget i brug og udnyttet til sit fulde potentiale med et sandt arsenal af effekter.

Og selv om der var optræk til teknik-lir og soulvokaler, så styrede bandet sikkert uden om den kliché og tog stikkene hjem – endda på bagkant af en support, der bestemt ikke fik mundvigene til at pege opad.

4) Editors, Heartland Festival, d 11/6

På en uforskammet kold sommeraften i det fynske fik det tilbageværende publikum noget af en oplevelse med Editors. Tom Smith kartede rundt som en mand med taktile lidelser – og det fungerede!

Flere gange har jeg tænkt tilbage på denne mand, der væltede rundt i udtrykkets affekt. Og når Editors så har så stærkt et bagkatalog, så var der i den grad lagt i ovnen til en god aften.

Kulden tog lidt af glæden fra det hele, men Editors fik på denne aften vist, at de er kongerne af The Midlands.

5) CS Nielsen / Spain, Radar d. 16/11

Ak! Så er vi nået til 5. pladsen og der har virkelig været konkurrence om hvem der skulle med her!

Men Spain med deres/hans weird jazz-inspirerede singer-songwriter var bare en god oplevelse. Og CS Nielsen som support og slutlig interim medlem af Spain var også en oplevelse af de bedre. Og når både support og main act ligger højt, skal de da med på min liste.

Hele aftenen bar præg af kvalitet og overskud, men samtidig var der også løbende en vis humoristisk stemning omkring hele projektet. Og grunden til at det overhovedet fungerede var, at Josh Haden som person bare er lidt kejtet… Men en god aften båret af god musik, humor og lidt whisky til en sygdomsramt hals!

Der er så afsindigt mange runners up! Jeg tør ikke en gang starte på at nævne nogen, men håber, 2017 bliver lige så godt!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here