GFR’s Favoritter: Danske albums 2017

0
8625
views

Endnu et musikår er ved at være i bogen. Det betyder, traditionen tro, at man får lyst til at kigge tilbage. Også os. Og alle elsker jo lister! Vi har været omkring vores favorit koncerter og i går kiggede vi på de danske EP’er og mini albums, som vi godt kunne lide. Nu er turen kommet til album kategorien.

Vi har valgt betegnelsen “favorit”,  for ligesom vores 6-stjernede skala er udtryk for et forsøg på at være objektive, samtidig med at vi også erkender, at vi ikke kan undgå en eller anden grad af subjektivitet, så er denne liste selvfølgelig også subjektivt farvet.  Det lægger vi ikke skjul på, og vi har på grund af tidspres ikke haft mulighed for at lytte til særligt meget af det hinanden har anmeldt, eller for den sags skyld lytte til “alt” der er udkommet i det hele taget. Derfor er følgende top 5 et udtryk for vores favoritter og ikke en definitiv, objektiv “årets bedste” liste.

Ken Damgaard Thomsen

Sidste år anmeldte jeg 108 EP’er og albums, hvilket på flere punkter var for meget, så det lovede jeg ikke at gøre i 2017. Det lykkes også, på en måde. Jeg endte på 109… næste år!

Det gør, desværre men naturligt nok, at en hel del udgivelser flyder sammen, eller bliver “glemt”, fordi harddisken øverst oppe ikke kan rumme så meget musik. Men noget har dog hængt ved, eller er noget jeg bliver ved med at vende tilbage til, når tiden tillader det. Så her er en slags soundtrack til mit 2017, der også kunne have inkluderet plader fra Jacob Faurholt, De Forbandedes debut, TRWLR, Sort Sol, ONBC og Dirt Forge.

1) Slægt: Domus Mysterium

En af årets mest omtalte, roste og hypede metalplader herhjemme og en der gjorde, at Slægt også fik hul igennem og opmærksomhed fra større medier, udenfor den normale metalsfære. Og med rette.

Det er ikke fordi deres NWOBHM klingende heavy metal med black metal tendenser er decideret banebrydende, men på Domus Mysterium leverer Slægt bare varen så indbydende og overbevisende, at det er svært at ignorere. Det ville da også være dumt at prøve!

Musikken er melodisk og fandenivoldsk, beskidt nok til, at metalpuritanerne stadig kan være med, men ikke så hadsk og grim, at et bredere publikum ikke kan være med. Det er en kunst i sig selv, og en svær balance, men Slægt mestre den med stærk sangskrivning, sans for dosering, blændende timing og et udtryk der bare er dejligt ondt, og samtidig voldsomt dragende.

2) ORM: Orm

ORM er på en del punkter Slægt’s mere ondskabsfulde og lede storebror, med en lyd der er mere sort og beskidt, men alligevel er der nogle fællesnævnere. Bandet lyder vitterlig som en slimet orm, der har levet under jorden i århundreder, og nu, endelig, har fundet vej op til overfladen.

Men den er ikke kun bringer af mørke og en okkult stemning, der er lys at spore hist og her i det skumle univers med et effektivt brug af lyse stemmer fra et kvindekor. Der er dog mere tale om sirener der lokker dig i fordærv end et gospelkor, der får dig til at klappe i takt og lovprise herren.

3) The Savage Rose: Homeless

Klasse fornægter sig ikke, fristes man til, at sige. 50 år inde i karrieren leverer The Savage Rose et overraskende vedkommende og vitalt album, der viser, at rosen ikke er tæt på at visne, selvom det kun er Annisette der er tilbage fra det oprindelige lineup.

Hun har omgivet sig med yngre kræfter, der både hylder bandnavnet og dets musikalske arv og samtidig tilfører den velkendte lyd fornyet energi og kraft. Det svæver, danser, river, forfører, rocker og får jorden til at skælve, når det er nødvendigt

“Homeless vinder virkelig meget på, at man lytter til de 9 numre ud i et og som et samlet album. Ikke at der ikke er enkelte højdepunkter og numre der rager op, men det føles virkelig som en musikalsk rejse, hvor hvert stop er værd at tjekke ud. Fra den 8 minutter lange åbner “Homeless” til den helt forrygende knap 6 minutter lange lukker “Romano”, sætter punktum for de tæt på tre kvarter pladen varer. Man kan næsten se noget af tematikken på albummet ud fra bare de 2 sangtitler, man er i hvert fald, stadig, ikke i tvivl om hvor bandet hjerte og sympati ligger. Ikke på en udpenslet eller prædikende vis, men som en tro på kærligheden, medmenneskeligheden og at man kan gøre ting anderledes og bedre”.

4) Mathilde Falch: Som Børn På Ny

Der er mange ting i spil her, Mathilde Falch gør både op med hendes dæmoner, accepterer at ikke alle bare sådan kan fordrives, ser tilbage og frem, hylder kærligheden og får sagt noget mere alment gyldigt. Samtidig med, at hun var gravid under tilblivelsesprocessen og udgivelsen af Som Børn På Ny.

Hun formår, at få mange af numrene til at lyde enormt personlige, uden at det bliver ulideligt navlepilleri, eller ynk, og samtidig også sige noget større – noget andre måske kan bruge til noget. Sproget, ordene og måden de leveres på, er det stærkeste våben her, eller i hvert fald det der er i fokus, da den musikalske indpakning er af mere tilbageholdende karakter. Det gør, at man lytter.

“hvis dæmonerne forsvinder, tager de så englene med?”, synger Falch spørgende et sted på pladen. “Der er ikke nogen nemme løsninger, eller en tydelig happy end, blot et liv der leves på godt og ondt”, som jeg skrev i anmeldelsen.

5) De Forbandede: Den Evige Nat

Det har været et begivenhedsrigt år for fynske De Forbandede, tilbage i februar udsendte de deres debutalbum og allerede her i december var de klar med album nummer to. Alright, debutpladen var egentlig “kun” 2 nye numre og dernæst sangene fra deres 3 EP’er samlet som album. Det kunne sagten have været den der endte på listen, men jeg havde deres EP’er med på min liste sidste år, så syntes det ville være lidt “snyd”.

Desuden er der rigtig meget at synes om på Den Evige Nat, der ikke blot er mere af det samme men rummer en reel udvikling i De Forbandedes psykedeliske rockunivers. Uden, at det der allerede fungerede for dem sættes over styr. Der bygge kort sagt ovenpå den allerede velfungerende lyd og formel, hvor rockdelen nu lyder endnu tungere og får lov til at fylde mere. Der er endda plads til blærede guitarsoloer og regulære synge-med-omkvæd hist og her, men alt sammen leveret med tilpas meget kant og mystik til, at De Forbandede stadig virker som om det har et ekstra lag og niveau man kan dykke ned i… eller springe ud i?

Ud i Den Evige Nat!

Jonas Strandholdt Bach

Jeg har da egentlig været en smule nærig med stjernerne på albumfronten, kan jeg se, når jeg kigger årets anmeldelser igennem. Det er nu ikke fordi, jeg husker 2017 som meget værre (men ej heller bedre) end de øvrige år vi har holdt gang i GFR, så selvfølgelig er der en række stærke udgivelser at vælge mellem.

Jeg fik uddelt 3 x 5 stjerner i årets løb til albums, og de tre albums er selvfølgelig med her, men også to albums, som kun høstede 4 i mine anmeldelser. Måske netop fordi jeg er blevet lidt nærig med stjernerne på mine gamle dage…

1) Get Your Gun: Doubt Is My Rope Back to You

Hvem der lige bør ligge nummer ét, og hvem der er to og tre er meget tæt. Men jeg har valgt det album, som jeg er vendt tilbage til oftest efter at have anmeldt, og her er Get Your Guns andet album, Doubt Is My Rope Back to You, vinderen. Nordjyderne har bygget på udtrykket fra debutalbummet, og selv om der er færre eksplosioner, så er de hele tiden latent eksplosive i udtrykket.

Albummet kunne godt bringe lidt associationer til for eksempel Swans med de langsomme opbygninger og brud med de mere konventionelle sangstrukturer fra debuten. Der er også blevet plads til lidt mere lys og åbenhed i udtrykket, som dog stadig er ganske knugende, ligesom keys indtager en relativt stor rolle i forhold til debuten.

2) Vessel: Nyt Alfabet

Der er også noget knugende over Vessel’s tyste univers, hvor dansksproget lyrik og elegant guitarspil er hovedelementerne i udtrykket. Nyt Alfabet er på mange måder et modigt album, men er man tålmodig, så belønner det sig at dykke ned i Anders Mathiasens sangskrivning.

Nyt Alfabet er et glimrende soundtrack til de mørke efterårsaftener og et album man rigtig kan grave sig ned i.

3) Kollapse: Angst

Kollapse gik i opløsning ikke længe efter Angst udkom, hvilket man kan ærgre sig over, når man lytter doom/post-metal/hardcore-bandets debut igennem. Her var blandt andet spor af Neurosis og den københavnske post-hardcore bølge, men Kollapse formåede også at finde deres helt egen vej, hvor der også var plads til melodierne midt i støjen og mørket. Årets stærkeste metaludgivelse, i hvert fald af dem, jeg nåede at lægge ører til.

4) Dune Messiah: The Iron Oak

Melodier var der også plads til hos Dune Messiah, i et 80’er inspireret lydbillede, hvor det ind i mellem måske nok blev lidt højstemt og new romance-følelsesladet. Men til gengæld var kvaliteten med hele vejen på et album, med mange stærke numre, hvor især nogle af de sange, der bevægede sig i et rastløst højt tempo imponerede.

Dune Messiah virker som et ambitiøst projekt, og det skal blive spændende at følge Magnus Westergaard og co. i fremtiden.

5) Udengrund: Tomme Pladser

Listens sidste plads indtages af Udengrund, der albumdebuterede med Tomme Pladser. Som på sidste års EP, havde Udengrund igen godt fat i den direkte dansksprogede rock, hvor mundrette tekster gav afløb for indignation og refleksion over Danmark anno 2017. Kompetent og melodisk, men stadig med kant og noget på hjerte.

Thomas Bjerregaard Bonde

Det er ikke blevet til så selans mange anmeldelser i 2017 fra min side, til gengæld er der blevet knoklet med at få den fine nye side til at spinde som en bette mis, så alle anmeldelser, artikler and what have you, kan læses af dig uden problemer. Meeen, lidt er det blevet til, og er der ikke blevet anmeldt, så er der jo under alle omstændigheder blevet lyttet til en dælans masse musik.

1) Glow Kit: Pick Your Fights

Årets bedste album kommer straight out of Aarhus og leveres af garage-pop-rock duoen Glow Kit, der med deres andet album, viser hvor rock-skabet anno 2017 står. Pick Your Fights indeholder 11 medrivende og varierede sange, der alle har et højt niveau i fremførsel og produktion, men vigtigst af alt, byder på noget nyt og friskt. Lyden lugter af Aarhus, og bands som The Malpractice og Tiger Tunes lurer et sted, hvor også The Rolling Stones, Weezer og The Ramones ligger på lur. Dette album er fremragende, og fortjener mere opmærksomhed end jeg kan forestille mig det har fået, så gør dig selv en tjeneste, hør det.

2) IAmFire: From Ashes

Så bliver det tungt, energisk og aggressivt. Seneste udspil fra det dansk/svenske hardrock kollektiv, IAmFire, byder på otte skarpe hardrock patroner, der alle rammer plet. Pladen byder på velskrevede og varierede sange, riffs der sidder lige i skabet og melodier der medriver. Lydmæssigt er de helt deres egne, men man kommer da til at tænke på blandt andre Fu Manchu, Truckfighters og Mastodon. Så ja, skal du have smæk for hardrock skillingen, så smid dem efter From Ashes.

3) D/Troit: Soul Sound System

Det er soul. Det er groovy. Det er sexy. Det er meget overraskende, dansk. Og det er pisse fee. Tja, så er den vist solgt, debuten fra danske D/troit. En debut der er spækket med ørehængere og soul på et niveau hvor man overraskes meget over at bandet kun har begået et enkelt album. Skal julen piftes lidt op og vinterdepressionen skydes til hjørne, så smid den på, det kan ikke gå galt.

4) Get Your Gun: Doubt Is My Rope Back To You

Andet udspil fra Get Your Gun kræver tålmodighed, men har man den, bliver man mere end belønnet. Bandet har begået et særdeles vellykket og helstøbt album, der byder på et dystert univers med lange opbyggende passager og overraskende eksplosioner. Det er gennemført og originalt på en særdeles dyster måde, det Get Your Gun præsterer på Doubt Is My Rope Back To You.

5) Black Dog Howl: Psalm

Dystert er det også på Black Dog Howl’s debut album Psalm, der er gennemsyret af mørk americana med et par lysglimt hist og pist, og en snas blues. Lyden sender tankerne mod Cash, Cohen og Cave, og forsanger Mazdak Khosravis mørke vokal bakkes fornemt op af Signe Møller Rosendahl’s fine og lyse vokal, et perfekt match. Psalm er et lækkert album fra start til slut, simpelt, stramt og lækkert produceret, og så er det spækket med sange af høj kvalitet. Fornemt.

Troels-Henrik Balslev Krag

Albummet lever stadig og selv om det meste af det, vi får ind, kommer i EP-form, så er der også gode albums. 2017 blev igen ikke et år, hvor vi så ny-klassikere blev født, men der var nu alligevel nogle gode bud på hvordan mediet har sin ret i 2017.

1) Anders Riis: Alt Væk

Det er så absurd ambitiøst at skrive noget, der kan gå ind i højskolesangbogen, men Anders Riis’ plade har faktisk nogle underfundige, dygtigt lavede sange, der kunne banke på døren til sangbogs-redaktionen.

Kombinationen af leg med sprog, sangbare melodier og associationer til Eels, Steffen Brandt og Henrik Hall giver denne plade en særlig plads og skiller sig ud fra så meget andet dansksproget singer/songwriter – eller måske vise-? – musik, der ser dagens lys i disse år.

Ind imellem får en kant, der ligger ud over teksterne, også lov at kigge frem og pladen er varieret, uhøjtidelig som en Benny Andersen-tekst og et ikon over den danske humor.

Og så er der et decideret rørende nummer i ‘Erindring’. Det er en plade, der fra første gennemlytning fænger og bliver ved med at holde interessen også efter mange gennemspilninger…

2) Rasmus Matthiesen: Alt Godt

Ja, endnu en plade, der starter med ordet ’Alt…’. Men vi er altså endnu tættere på hverdagspoesien hos Matthiesen – uden at det skal være en negativ kritik!

Det er tekster, der med kærlighed og sarkasme beskriver livet for det ’almindelige’ østjyske menneske, men fungerer også som en rejseplade med beskrivelser om at komme hjem.

Samfundet får nogle hug i kritik af at vi nok aldrig rigtigt er til stede og samtidig ikke evner at hæve os op og tage et helikopterperspektiv på vores verden, men oftest kun ser verden fra vores eget synspunkt. Det kan virke lidt tungt, men den vigtige lektie bliver pakket fint ind i næsten naivistisk instrumentering og løft af b-vokaler.

Alt Godt balancerer på den måde rigtig fint mellem hverdagspoesi, opråb om at kigge over egen næsetip eller løbe med på hysteri – og lidt letbenet pop.

Det fungerer imod alle odds – ikke mindst grundet den konstante (selv)ironi.

3) Rum 37: Guldstol Mod Yderste Kaj

Til trods for forbehold om, at bandet måske bliver lige personligt nok i kritikken på ‘LLR’, så er det et virkelig stærkt album, bandet har smedet. Der er et overskud over hele projektet og en overlegen coolness – og det endda til trods for at bandet for tidligt mistede et medlem.

Oprigtig indignation, godt musikalsk håndværk og melodier, der bider sig fast gør pladen værd at vende tilbage til.

Det er muligvis mest, hvad der ville være A-siden, der ville hænge for alvor fast, men der lægges et jævnt højt niveau som gør at momentum aldrig forsvinder. Og når der lukkes ned med Svanernes Sang, er det svært ikke at blive lidt påvirket – især bandmedlemmets for tidlige død taget i betragtning.

4) Kellermensch: Goliath

Ja, da skuffelsen havde lagt sig over, at bandets længe ventede anden langspiller ikke var som den første, viste det sig, at der faktisk er en udmærket plade i Goliath. Indrømmet; den har nok fået nogle flere spins end meget andet. Men der er både gode tekster – og underlige tekstmæssige disponeringer – og især god instrumentering og godt håndværk på pladen.

‘Mediocre Man’ bliver måske lidt for beskrivende for målet, men når man som Kellermensch både kan skabe stemninger og fremfører fedt, så slipper man også af sted med en blues-standard.

Og hey! Der er stadig seriøst legende mennesker bag pladen, hvor variationen er stor.
Kanten er (desværre) til dels forsvundet, men så meget desto større er effekten så på et nummer som ‘Moth’, hvor der kort og larmende smadres igennem.

Der vil altid være forbehold ved denne plade, men den står stadig som én af årets bedste. Og som nævnt ovenfor så VAR 2017 bare ikke året for nyklassikere…

5) Black Dog Howl: Psalm

Mørk mandevokal suppleret af kvindevokal har siden Cohen været en stærk cocktail og selv om der musikalsk måske ikke opfindes det store på Psalm, så er der heller ingen grund til dette; for skabelonen holder og udtrykket sidder i skabet.

Referencer til Nick Cave er måske lidt overdrevne i min anmeldelse, men det er samme hammel, der trækkes på og stemningen er på én gang mørk og med sangbare melodier.
Der fås også det meste ud af en ret sparsommelig instrumentering og det kan virke helt sært, at det ikke er fra et sydligt sted i USA, vi har modtaget denne LP.

Og nåh, ja, så er der i ‘Warlike man’ en lille perle, der hæver sig op på et svine-højt niveau og hvor stemmerne komplimenterer hinanden helt, helt henrivende.

Det er musik, der kan det der med at lægge sig i baggrunden og være noget, man ’bare’ hører. Men her og der dukker der så detaljer, fraser og licks op, som får én til at lytte.

 

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here