GFR’s Favoritter: Danske albums 2016

0
1595
views

Endnu et musikår er ved at være i bogen, det betyder traditionen tro, at man får lyst til at kigge tilbage. Også os. Og alle elsker jo lister! Tidligere har vi kigget på internationale udgivelser og dernæst danske EP’er og mini albums, men nu er turen kommet til danske favorit albums fra 2016 – sat på liste.

Vi har valgt betegnelsen “favorit”,  for ligesom vores 6-stjernede skala er udtryk for et forsøg på at være objektive, samtidig med at vi også erkender, at vi ikke kan undgå en eller anden grad af subjektivitet, så er denne liste selvfølgelig også subjektivt farvet.  Det lægger vi ikke skjul på, og vi har på grund af tidspres ikke haft mulighed for at lytte til særligt meget af det hinanden har anmeldt, eller for den sags skyld lytte til “alt” der er udkommet i det hele taget. Derfor er følgende top 5 et udtryk for vores favoritter og ikke en definitiv, objektiv “årets bedste” liste.

Ken Damgaard Thomsen

Jeg har anmeldt 108 EPer og album udgivelser i år (læg dertil liveanmeldelser), det er mange, nok også FOR mange, da det gør, at det hele har tendens til at flyde noget sammen i en stor, grumset masse. MEN, noget er da blevet hængende (andet kom jeg til at lytte lidt ihjel, som Deerborns fremragende Crash & Burn plade), andre er (desværre) druknet i mængden og noget helt tredje har jeg simpelthen ikke haft tid til at høre nok (det gælder naturligvis udgivelser jeg ikke selv har anmeldt, men gerne lige ville give et lyt).

Men vi lægger ud med en udgivelse som er undtagelsen der bekræfter reglen…

1) Bisse: Højlandet

På førstepladsen finder vi et album som jeg ikke selv har anmeldt. Ja, faktisk er det overhovedet ikke anmeldt her på siden, fordi vi aldrig fik det tilsendt? Vi havde ellers anmeldt alle tidligere Bisse udgivelser (minus hip hop pladen), den såkaldte Blood Trilogi, men den her skulle vi åbenbart ikke have, næh næh!

På en måde er jeg glad for det. For så var jeg tvunget til selv at opsøge den og som et bevidst valg sætte den på, af lyst og nysgerrighed, og ikke frivillige “tvang” fordi jeg skulle anmelde den. Hvor befriende var det da ikke lige?

Jeg har med vilje styret udenom nævnte Blod Trilogi og kun hørt spredte singler fra Bisse. Fordi jeg var meget begejstret for Bissens tidligere projekt, Spillemændene, hvor han også leverede tekster, og lidt frygtede jeg ville blive skuffet. Og så begyndte hypen at stige omkring Bisse, og så gad jeg da bare ikke være med – fordi sådan er jeg! I hvert fald ikke før Højlandet begyndte at trække i mig.

Næsten 80 minutter varer pladen så, selvfølgelig, fra den særdeles produktive herre. Nyd ham mens vi kan, måske brænder han ud eller skifter snart ham igen? Og det har jeg så gjort. Hvorfor? Det kommer ikke jer ved, for pladen skal ikke anmeldes, ha! Den har jeg haft helt for mig selv og ikke behøvet at forholde mig til på samme måde som hvis den skulle anmeldes – det har måske sat den mere fri?

Jeg elsker, at han både kan lyde som et ekko af CV Jørgensen, en der synger igennem en kazoo og en mellemfornøjet Frode Får, mens han maler og leger med sproget. Nu hopper jeg på cyklen og drøner op til Kongeegen, mens jeg tænker lidt på Skylanders og hvor mange hjerter det hele skal have.

2) Narcosatanicos: Body Cults

Narcosatanicos skal egentlig ikke forklares, det skal bare høres. Hvilket jo er et dejligt lille paradoks, når man modtager deres plader til anmeldelse og sætter ord på noget der næsten, NÆSTEN er uforklarligt. Body Cults var en tur ind i mørket, hvor vi skulle længere ind.

3) Halshug: Sort Sind

Mørkt var det også på Halshugs album nummer 2, Sort Sind, der på fornem vis fulgte op på og udbyggede udtrykket fra, debuten Blodets Bånd. 5 stjerner var jeg ude med til denne præcise knytnæve:

“Hvis Blodets Bånd var lyden af et band der uden nåde fór i flæsket på en og prøvede på at åbne skallen på dig, så er de nu kommet indenfor og fucker med din hjerne. Grundessensen er stadig hård, harsk og hadsk-klingende hardcore punk, men nu “blødet” op med en mere punk ‘n rollet, “melodisk” dimension og i glimt noget der lyder helt metallisk. Tænk en grum og endnu grimmere udgave af Motorhead”.

4) Sune “Køter” Kølster: The Rock History

Man kan næsten ikke andet end holde af Sune “Køter” Kølster og hans gæstestjerne besatte vanvidsprojekt The Rock History, hvor han over en dobbelt LP forsøger, ja, at spille sig igennem rockhistorien.

Fra 50ernes dansesale rock og rul over den psykedeliske rock og punken, helt op til metallen og det sorte endeligt. Ambitiøst, modigt, dumdristigt, elskeligt, medrivende, skørt, indlevende og skabt med stort overblik og ikke mindst kærlighed.

Respekt! Ikke mindst fordi det hele bare er så forbandet gennemført, inklusive det flotte cover og artwork. Uden sans for den slags detaljer, ville projektet nok være kollapset under sin egen vægt, eller faldet fra hinanden.

5) Mark Facchini: Mørk Mandala

Respekt, og opmærksomhed, bør man også skænke Marc Facchini og hans evner som sangskriver, tekstforfatter og spillemand. Han debuterede sidste efterår med den glimrende Vidunderlige Drømme og var allerede tilbage med et nyt fuldlængde album kun et år senere.

En sag der strittede i lidt flere musikalske og stemningsmæssige retninger, fra det meget personlige og intime, over store, mere fabulerende tanker om livet, vores eksistens og tilværelsen og en et gode røver historier om Kong Neptun og fusentasten Kasper Fra Jylland, der svindler sig gennem tilværelsen – men med en pointe om, at der er flere måde at lyve overfor sig selv på.

Det er det der gør Facchini værd at holde øje med og lytte til, der er noget på spil her og flere betydnings/tolkningslag, selvom sproget ofte et enkelt og mundret. Sat på nogle stærke melodier. Det er der altså ikke så mange der kan på samme tid.

Jonas Strandholdt Bach

Ligesom med EP’er ryger der også en hel del albums igennem systemet. Bisse har jeg rost andetsteds for Blod-trilogien, hvoraf Happy Meal er udkommet i år, mens jeg ikke rigtig har fået lyttet til Højlandet, så jeg har fundet fem andre anbefalinger frem her.

1) Niels Skousen: Hvem er du som kommer imod mig

Egentlig var jeg lidt knotten, da jeg først lyttede til 72-årige Niels Skousen’s nyeste album. Jeg syntes det var en kende kedsommeligt med den nærmest tilbagelænede spoken word og de ind i mellem nærmest jazzede arrangementer, men jo mere jeg lyttede, jo mere blev jeg fanget ind af Skousen’s stærke tekster og fik øje for de mange fine detaljer i instrumentering og arrangementer. Skousen kan stadig, og hans tekster er bestemt ikke blevet mindre skarpe med tiden.

Anmeldelsen kan læses HER.

2) CS Nielsen: Jericho Road

CS Nielsen er ikke nogen musikalsk bulderbasse. Til gengæld har han en nærmest autoritær vokal, der slægter forbilledet Johnny Cash lidt på, med sin dybde. Samtidig kan han skrive referencespækkede country-sange, som både rummer stærke melodier og tunge skæbner og overvejelser. Især numre som ‘Snake Handler’ og den monumentale lukker ‘Don’t You Weep’ løfter sig på rygradsrislende vis.

Anmeldelsen finder du HER.

3) The Yeah Force: Ambassadors

En velgørende garage-rock eksplosion! Intet mindre. Som en rock-storm blæser The Yeah Force afsted over et helt album, som aldrig føles ensformigt, fordi The Yeah Force også er legesyge melodimagere. Hør den, skru op og råb YEAAAAAH!

Anmeldelsen kan læses HER.

4) Elevatorfører: Søvngænger

Den dansksprogede syrerock har i efterhånden en del år oplevet en revival, som Elevatorfører også har været en del af – dog uden at have udgivet et studiealbum. Det rådede de bod på i år ved at udgive hele to albums. Af dem synes jeg Søvngænger stod stærkest, blandt andet fordi det musikalsk fremstod mere legende og rendyrket bekendte retrokulør. Og så er den ikke mindst spækket med herligt syrede rocksange, som ‘Strategisk rødvin’ og ‘Ukendt etage’.

Men husk lige at tjekke især ‘Centralen’ ud på søsteralbummet Prøv lige at forestille dig det også. Det er et af årets stærkeste danske rocknumre.

Anmeldelsen finder du HER.

5) The Chairman: 2064

Godt nok diskede jeg kun op med 4 stjerner, da jeg anmeldte The Chairman’s debutalbum tilbage i foråret, men det er til gengæld et album, hvor mange af numrene er vokset på mig som året er skredet frem. Lucas Berner og hans musikalske kammerater har formået at blande storladen indie-rock med soul og pop og sat det ind i en tematisk ramme – et ganske ambitiøst projekt, som faktisk i stor grad lykkes på 2064. Og så fungerer det ret så glimrende live med fuldt orkester.

Anmeldelsen kan læses HER.

Thomas Bjerregaard Bonde

Som skrevet ved gårsdagens liste, så er det desværre begrænset hvor meget musik der har været igennem min anmelder-maskine, men der er da blevet lyttet til en del dansk musik, dog kun nok til at jeg, som ved EPer, kan fylde en top tre ud:

1) Roxy Jules: Roxy Jules III

En overraskelse af de helt store, og et dejligt udansk album. Roxy Jules III fanger en international lyd og rammer et meget højt niveau, for en dansk udgivelse. Roxy Jules navigerer uhyre stilsikkert gennem albummets 8 sange, der byder på et dystert, introvert, skrøbeligt, dynamisk, melodisk og støjende univers, og ikke overraskende, sange der emmer af originalitet. Roxy Jules III er ikke blot det perfekte soundtrack til de mørke vinter måneder, næ, den er med afstand det bedste danske album, jeg har lagt ører til i år.

2) The House: Race To The Red Light

Straight out of solskinsøen vælter årets 2. bedste danske udgivelse. Bornholmske The House leverede tilbage i februar, et gennemført elekto-rocket album, der hev tæppet noget så gevaldigt og eftertrykkeligt, væk under mig. Race To The Red Light er bandets 2. album, og er en kompetent, aggressiv, dyster, melodisk og til tider, lettere klaustrofobisk affære, hvor der leveres på et højt niveau fra start til slut. Skulle man være til bands som Spleen United, Depeche Mode, The Cure og Mew, er tiden alt andet end spildt med Race To The Red Light.

Nå ja, der var noget om en gammel hat. Jeg bebudede, at hvis albummet på magisk vis, IKKE ville få en del opmærksomhed og sågar airplay, ja, så ville jeg æde en gammel hat. Det står stadig ved magt, jeg er bare ikke klar over hvor meget opmærksomhed albummet har tiltrukket, og om der skulle være et par af albummets stærkeste sange, der har fået æren af en tur i æteren, her må bandet være behjælpelige. Uanset hvad, stryger The House og Race To The Red Light klart ind som 2. bedste udgivelse i år.

3) The Yeah Force: Ambassadors

BOOOOOOOOOOM!!! De rockede støvlerne af undertegnede, første gang jeg rendte ind i The Yeah Force, for to et halvt år siden på Gutter Island. Og lige så meget energi og “fuck-this-ness” de fik leveret live, er der dælme da godt nok også, på deres debut album.

Ambassadors byder på rå og uforfalsket energisk ass kickin’ garage-rock n roll, hvor produktion og stil går op i en højere enhed, og hvor indholdet er hapset fra højeste hylde. The Yeah Force kan det mange upcoming bands higer efter, nemlig at levere autentisk, original og medrivende rock og rul, uden påtagethed, hvilket bør kunne sparke nogle døre ind de rigtige steder. De er så sandelig værdige danske ambassadører for garage-rocken – Fuck yeah!

Troels-Henrik Balslev Krag

På redaktionen talte vi starten af året om, hvor vidt vi var i skred, eller hvorfor der uddeltes så mange fem-stjerners anmeldelser. En del af forklaringen er, at der var et mildest talt højt niveau som dog blev lidt modereret, som vi kom ind i året.

Sidste år faldt jeg over et album, der var så godt at jeg slet ikke kan forstå, at det ikke har fået mere opmærksomhed end som så. I år har der ikke været den samme klare kandidat til årets album, men der har været virkelig gode bud undervejs!

1) Outer Region: Outer Region 2

Til trods for starten af årets høje kvalitetsniveau skal årets førsteplads findes ret sent på året: Outer Region skabte en uventet resonans hos mig, da jeg kunne genkende den legesyge og idérigdom, præsenteret på Outer Region 2, fra en personlig favorit, nemlig Ghinzu.

Det er rock, som synes at have fået noget ekstraordinært ud af ikke-traditionelle rockinstrumenter. Der skiftes subtilt mellem temaer og modtemaer og små detaljer og drilles på en måde, så det ikke forstyrrer men giver lyttelyst og gør at man ikke sådan bare kan lægge pladen fra sig.

Uden at kalde det en perfekt eller på den måde formfuldendt plade, så er det stadig væk stærkt lavet og et frisk pust fra nord (pun intended), som jeg ikke forestiller mig har en udløbsdato foreløbigt.

Jeg håber i hvert fald at de gode takter gentages med de forbehold, jeg har fremført i min anmeldelse…

2) North Fall: Tie The Ends Tying Me

North Fall ramte med Tie The Ends Tying Me en nerve og med norrøn americana og underfundige tekster har det været en plade, der har været med til både at sætte og underbygge stemning – når det hele skulle lidt ned i gear.

Indspilninger fra lejligheder er der nok af – men North Fall har i den grad ramt et udtryk under de minimale rammer og er til tider endnu bedre end M.Ward, jeg ellers har brugt som reference…

Fortalt, ført vokal som spiller til sine fordele og producerer sig ud af sine svagheder er forbilledligt og med perfekt disponering af instrumentering – og så oven i købet velspillet. Ja, det er en stille, stærk plade. Hvor vidt den er rigtig langtidsholdbar må tiden vise, men til stille stunder, hvor der dog er tid til at løfte øjenbrynet over en spidsfindighed i teksten eller musikken, er det perfekt.

Dermed også være sagt, at det ikke på samme måde som nr 1 er en plade, hvor man straks får lyst at starte den igen, når den er nået til ende. Men det er i lige så høj grad på grund af at North Fall har en lidt anden tyngde og mindre pop-appeal.

3) Bisse: Højlandet

Ja, jeg må melde mig i koret af folk, der er stærkt imponerede over Bisse. Mine med-anmeldere har skrevet mangt og meget om denne plade (ikke os, red.), og jeg må melde mig i koret: det er stadig stærkt materiale, der leveres og både måden det leveres på og produktionerne sender både tråde fremad og bagud i tiden.

Jeg knus-elsker også det faktum, at jeg vitterligt konstant har en tvivl om, hvor seriøs Bisse i virkeligheden er – og det bidrager i den grad til den positive oplevelse!!

Der er i hvert fald ikke tvivl om, at Bisse er kunstner med stort ’K’ og Højlandet har måske endda lidt mere dybde end blod-trilogien savnede. Eller måske ikke savnede, men…

4) Bleach Blondes: You Could Take The Whole World To Bed With You

I en helt anden boldgade finder vi så Bleach Blondes You Could Take The Whole World To Bed With You. Den nihilistiske stil hvor der med stor distance blandes Midlands-inspireret electronica med grunge-agtige islæt. Her er der tale om en plade, der tåler – og kalder – på mange genlyt og som umiskendeligt henter referencer i fortiden, men samtidig har noget tidsløst over sig.

Det er så nemt at hænge sig i musikeres tekniske formåen og mangen en gang har jeg hørt ytringer som ’han spiller mega fedt’ om denne eller hine musiker. Bleach Blondes viser at man også kan producere sig til et stærkt udtryk – og er man dygtig nok til at lave sin lyd, så trænger evnerne mere i baggrunden.

Ikke fordi der spilles dårligt på You Could… men dette blandt meget andet giver det fine udtryk af en dovent løftet langemand fra grungen og en skarp produktion fra de mere elektroniske post-punkere i The Midlands.

5) Another Juggle: Dance Sunshine, Dance

Som en sjov lille joker til slut vælger jeg at fremhæve Another Juggles Dance Sunshine, Dance. Stærk plade som er retro – ikke bedaget – i udtryk og æstetik.

Da vi hverken kan kigge hos Veto eller Spleen United efter det nye, danske potente elektronisk inspirerede album, kan Another Juggle gå an som erstatning. Det er en plade, der rummer poppens dekadence og – i det mindste hints af – 80’ernes tyggegummi-apati og fascination af eltrommer og andet, der måske kan virke til at være lidt over the top – men holder hele vejen hjem på Dance Sunshine, Dance.

Ja, ok, der skal også være rum til en plade, der for alvor understreger at GFR er ’more than rock’.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here