GFR’s Favoritter: Danske albums 2015

0
1837
views

Endnu et musikår er ved at være i bogen, det betyder traditionen tro, at man får lyst til at kigge tilbage. Også os. Og alle elsker jo lister! I år har vi fået en ny fast anmelder af udgivelser og koncerter med i folden, så i år udvides liste-vanviddet også fra 3 til 4 bud. traditionen tro kigger vi på vores favorit udgivelser fra 2015 indenfor internationale albums, danske EP’er og mini-albums, danske albums og favorit koncerter. I dag kigger vi på vores danske favorit albums fra 2015.

Vi har valgt betegnelsen “favorit”,  for ligesom vores 6-stjernede skala er udtryk for et forsøg på at være objektive, samtidig med at vi også erkender, at vi ikke kan undgå en eller anden grad af subjektivitet, så er denne liste selvfølgelig også subjektivt farvet.  Det lægger vi ikke skjul på, og vi har på grund af tidspres ikke haft mulighed for at lytte til særligt meget af det hinanden har anmeldt, eller for den sags skyld lytte til “alt” der er udkommet i det hele taget. Derfor er følgende top 5 et udtryk for vores favoritter og ikke en definitiv, objektiv “årets bedste” liste.

Danske favorit albums 2015:

Ken Damgaard Thomsen

OK, det er nok den sværeste liste jeg har lavet hidtil i vores aktive år. Top 2 har ligget fast længe, og ikke rigtig været truet, men de resterende 3 pladser og boblerne der ligger lige udenfor det super fine selskab, det har været lidt af en udfordring at fastlåse. Jeg har hørt virkelig mange danske albums i år og virkelig mange gode, også flere end jeg får nævnt her. Det er jo bare fedt. Og har endda strakt mig så vidt, at jeg har fået lyttet til nogle plader jeg ikke engang selv skulle anmelde! Outrageous!!

Så, it is what it is, tag det for hvad det er……. lige udenfor top 5, men som lige så vel kunne have sneget sig med, finder vi navne som ITVIVL, Kloster, By The Patient, Evra, Strangers On A Train, Whores & Thieves, SpitAnger og ikke mindst Marc Facchini.

1) Fribytterdrømme: Labyrintens Farver

Der er ikke meget tilbage at sige, som jeg ikke allerede har sagt i først min 6-stjernede anmeldelse, og dernæst i en række andre indlæg. Det her er, for mig, lyden af 2015, når jeg tænker dansk musik. Det er også, i min optik, det bedste album, ikke mindst på grund af den poetiske regnbuefarvede lyriske åre bandet rammer her – og matcher i deres grænse og genre-overskridende psych-rock.

Efter albummet udkom, har Svendborg-gruppen (eller hvor de nu holder til nu) helt fortjent fået godt med vind i sejlene, både på P6 Beat og på landets livescener. Så det er med at hoppe på skibet nu inden det sejler mod nye og større horisonter, den danske psykedeliske bølge har aldrig været stærkere, og blandet kuldet af “nye” bands, er det Fribytterdrømme der giver mig mest feber og stimulans.

“Jeg har et vindue, hvor solopgangen går ned…..”………….

2) Crocell: Prophet’s  Breath

Og så til noget helt andet, nemlig feee døøøø fra Aarhus! Ikke den let-bøvede, joviale fadøls-duftende slags, men den civilisationskritiske, kulsorte og grumme slags! Crocell’s album nummer 4, Prophet’s Breath (som Jonas anmeldte til 5 store stjerner HER), blev på en eller anden måde lidt overset herhjemme, ud over de sædvanlige metalmedier – og virkede som om det var et album der hurtigt “forsvandt” fra overfladen igen.

Det er helt forkert i min verden, for det er en af årets bedste danske metalplader. Gruppen har styret lyden i en lidt mere black-inspireret retning, men ikke mistet dødsmetallens knusende brutalitet. Samtidig er de bevæbnet til tænderne med fremragende numre og en ætsende spillelyst, der får musikken til at brænde sig ind i huden på en. Læg dertil en næsten optimal lyd og produktion, der rammer en blændende balance mellem knivskarp, nuanceret og knogleknusende kompromisløs.

Spil noget med Slayer? Bah, Crocell’s ånde lugter som om de åd Slayer til morgenmad og renser tænder med Kerry Kings kæder.

3) Black Book Lodge: Entering Another Measure

Opfølgeren til Black Book Lodge’s roste debut viste et band der tog endnu et skridt frem, og samtidig ikke var bange for at udfordre både sig selv og deres publikum. Der er kun 6 numre på Entering Another Measure, men spilletiden er alligevel oppe på fuldlængde album med sine plus 40 minutter. Og hvilke minutter!

Entering Another Measure er en rigtig lusket sniger plade, forstået på den måde, at den lige skulle have et par spin inden jeg faldt for den. Dernæst blev jeg suget ind i de langsomt udviklende og tiltider distancerede og kryptiske musikalske rum, som albummet er opdelt i. Hvis Entering Another Measure var et hus, så ville det være af den slags, hvor der altid var en dør mere at gå igennem, eller en hemmelig en i væggen, der fører ind til noget stadig uopdaget.

Jeg har endnu ikke rigtig fundet vejen ud, men jeg bliver ved med at vende tilbage og prøve, eller bare nyde turen, her et halvt år efter jeg sendte 5 stjerner efter albummet i min anmeldelse. Med så mange andre musikalske fristelser, som lokker øregangene, så må det næsten være et kvalitetsstempel i sig selv.

Det er et album der bliver ved med at fascinere og suge mig ind, og havde endnu mere at byde på, end jeg opdagede i første omgang.

4) I’ll Be Damned: I’ll Be Damned

Hvis vi havde et fesent award show, så ville I’ll Be Damned nok have været nomineret i samtlige kategorier, og når vi laver en Hall of Awzum engang, så er de sikkert de første der bliver optaget. Vores kærlighed til Aarhus-bandet er ingen hemmelighed, vi har råbt som små nepotistiske og købte børn af satan om det her band og deres kvaliteter siden debut-EP’en, The First Coming, fra 2012.

2015 blev året hvor albummet ENDELIG udkom, godt hjulpet på vej af en meget succesfuld kickstarter kampagne, hvor det lykkedes bandet at få venner, Escobar stamgæster og andre forbandede fans til at smide over 50.000 kr. i deres lommer. Det siger vel lidt om bandets appel og hvorfor det er lykkes dem, at vokse fra, lad os være helt ærlige, et forrygende bar-orkester der gik godt til hunnar fadøl, til også at kunne fylde større scener ud. Og blive inviteret ind i det lidt finere selskab, med en blandt andet en koncert på årets Spot Festival. Hell, råberiet om bandet og udbredelsen af forbandelsen blev så stærkt, at selv mere etablerede medier blev nødt til at tage det alvorligt og begynde at lægge spalteplads til forkyndelsen af I’ll be Damned’s musikalske mission.

Heldigvis levede det selvbetitlede debutalbum til fulde op til de efterhånden tårnhøje forventninger (læs Jonas’ 5-stjernede anmeldelse HER), det er måske ikke banebrydende musikalske landvindinger der leveres, men det føles ægte og har personlighed. Fra dansable boogie-rock, over hæsblæsende tonser metal ‘n roll til tung hulemans trampe toner, I’ll Be Damned er sure på verdens tilstand og ikke blege for at udtrykke det – samtidig med at man har det sjovt!

Fuck the world be happy, vi ses derude!

5) LLNN: Loss

Den nyeste udgivelse her på min lille favoritliste, og en jeg var lidt usikker på om jeg syntes jeg kunne være “bekendt” at inkluderer – jeg har kun lyttet til albummet i knap 3 uger. Så er det fair at den, frisk i hukommelsen som den er, overhaler indenom og stryger direkte ind på en 5. plads?

Ja…. når jeg nu selv får lov til at stille og besvare spørgsmålet.

“I tider, hvor verden kan virke som et fucked op sted, kan man føle trang til, at forlade atmosfæren og forsøge at råbe kloden op – eller BURN IT DOWN. Det kan man ikke, det forbyder de fysiske love, men hvis der var nogen der havde en chance for at blive hørt i det lufttomme verdensrum, så er det LLNN”.

Således indledte jeg min 5-stjernede anmeldelse, resten kan læses HER, af Loss, hvor LLNN får sat en stor, fed og sort streg under, at de er et af de mest interessante og hårdtslående bands på den danske hardcore scene.

Post-apokalyptisk hardcore kalder de selv genren. Tilsæt en god sjat sci-fi elementer, og du får noget der både lyder som om det stammer fra en anden verden, og som om det kunne rive universet fra hinanden.

Jonas Strandholdt Bach

Året har budt på mange gode og spændende albums, i mange forskellige genrer, og det afspejler min årsliste også. De fem, der har fundet vej til de øverste pladser, har alle vist sig som slidstærke albums, som også i høj grad hænger sammen og kan høres i deres helhed. Måske lidt tilfældigt er det to dansksprogede albums, der ligger øverst, og for begge gælder det, at tekstuniverset også er blandt de aspekter, der løfter dem op.

1) Ulvetimen: Indtag Natten

Hvor det ofte kan gå sådan, at man ikke rigtig får lyttet albums igennem når man først har skrevet anmeldelsen, så har Indtag Natten alligevel gravet sig fast. Når jeg ind i mellem, på en lang togtur eller en aften, hvor nye udgivelser til anmeldelse ikke har stået i kø (det er sjældent) har fundet noget musik frem, jeg gerne ville lytte igennem igen, så er valget ofte faldet på Indtag Natten som helhed, eller udpluk af numre derfra. Det er ikke fordi Ulvetimen er det navn her på listen, der har de største armbevægelser, men til gengæld er den gennemgående tematik om parforholdet og dets sammenbrud gennemført og teksterne blandt de elementer, man kan blive ved med at vende tilbage til.

Tilbage sidder man som lytter med fornemmelsen af at man også selv er kommet ud gennem mørket, for Ulvetimen formår, uden armbevægelserne er voldsomme musikalsk, at ramme stemninger, som faktisk sætter sig ganske dybt, i hvert fald i undertegnede. Den ind i mellem nærmest barske lyrik løfter albummet det sidste stykke op på en hel håndfuld stjerner, for Ulvetimens poteaftryk er af den slags der bliver siddende” – skrev jeg blandt andet i min anmeldelse, resten kan læses HER.

2) Bisse: Umage

Bisse alias Thorbjørn Radisch, sangskriver fra Spillemændene, har for alvor markeret sig som en særdeles produktiv stemme i den danske undergrund i år. Ud over to dele af en albumtrilogi, er det også blevet til et hiphop-album. Jeg har haft både PMS og Umage til anmeldelse, og hvor det første også er et specielt og spændende værk, falder valget til årslisten på Umage, som satte sig på tværs i september.

Her på Umage rammer vi hjertekulen, som der står i pressematerialet. Albummet kredser om et brud, og hvor brud er blevet behandlet musikalsk til ukendelighed og tilbage igen, så er Bisses greb om det heldigvis ganske opfindsomt. Ikke at det ikke kredser om smerte, usikkerhed, angst, bebrejdelser og alle den slags følelser, men det bliver taget under sproglig og musikalsk behandling, som bevæger sig godt ud af boksen” – sådan skrev jeg blandt andet i min anmeldelse, resten kan læses HER.

Bisse er original, genreoverskridende og tilsyneladende en lyrisk og musikalsk vulkan i udbrud lige i øjeblikket, og det skal blive overordentlig spændende at høre hvad der blæses ud over landet med tredje del af Blod-trilogien når Happy Meal udkommer til februar.

3) Crocell: Prophet’s Breath

Metallen lever og ånder også fortsat i Danmark. Det beviste blandt andre Crocell med deres fjerde album, Prophet’s Breath, som blæste ud over landet som en mørk sky fra Helvede i juni. Det mest imponerende ved Prophet’s Breath er den voldsomme, brutale tyngde, Crocell lægger for dagen, uden at miste en eller anden form for metallisk melodiøsitet, som alligevel er tilstede midt i infernoet.

Crocell leverer her et godt bud på en af årets bedste danske metal-udgivelser, som forhåbentlig kan ramme bredere end dødsmetal-publikummet, selv om brutaliteten nok kan holde mange på afstand. Er du til metal, bør du dog ikke snyde dig selv for at give Prophet’s Breath nogle lyt og/eller tjekke bandet ud på et spillested i nærheden” – sådan lød nogle af ordene i min anmeldelse, resten finder du HER.

4) I’ll Be Damned: I’ll Be Damned

Ja, det var da lige godt forbandet. Egentlig var jeg en smule skeptisk overfor om I’ll Be Damned kunne holde kadencen over et helt album, men jeg blev glædeligt overrasket over I’ll Be Damned the album. Hvor bandet mest har koncentreret sig om at tampe løs på landets live-scener i overbevisende stil, så er det før udgivelsen af albummet, blot blevet til en demo tilbage i 2012. Så man kunne frygte at energien kunne være svær at omsætte – det behøver man ikke frygte, for albummet rummer de elementer, som også gør I’ll Be Damned til et glimrende live-band.

For dem, der kender bandet, og har oplevet dem live på det seneste, er der ikke så meget nyt under solen, ud over at der nu har siddet en kompetent producer, Tue Madsen, bag knapperne, og I’ll Be Damned vitterligt lyder som det, de er: Et band, der har formået at bryde op fra undergrunden og udgive et album på et pladeselskab (Prime Collective). Men bare rolig, det er I’ll Be Damned ikke blevet nogle laskede sofakartofler (i hvert fald ikke på plade) af, og ej heller er det blevet for poleret og radiovenligt. Det lyder faktisk lige som det skal, når det er I’ll Be Damned der er tale om. Tro på det, fristes man til at skrive

Sådan skrev jeg indledningsvis i min laaange anmeldelse af albummet, som blev belønnet med 5 fortjente, forbandede stjerner –  resten finder du HER (og laaangt interview fra Spot med bandet HER, samt et kælderinterview med bandets mentor HER).

5) Thorbjørn Risager & The Black Tornado: Songs From the Road

Vi runder listen af med med en imponerende live-udgivelse, som faktisk landede topkarakter i min anmeldelse fordi: “Eftersom jeg har svært ved at sætte fingeren på, hvordan udgivelsen skulle have været markant bedre, så må konklusionen være, at Songs From the Road, som live-album og dokumentation af et blues band i deres rette element, er til 6 stjerner. Det er måske nok ikke specielt nyskabende, men det er hamrende godt håndværk og selv Risager måske nok mangler et par oplagte hits før han indtager den brede sendeflade, så er hans materiale gennemgående stærkt. Og når leveringen så glimter, ja, så vil jeg ikke være nærig med stjernerne. Køb den, hvis du er til blues rock” – resten af anmeldelsen finder du HER. Og ja, er du til blues rock, så vil jeg påstå du ikke finder det meget bedre på vores breddegrader.

Ud over de 5 på listen vil jeg også gerne nævne Lasse Matthiessens fine album Wildfires og By The Patients grumme metalmanifestation på Gehenna, som begge også kunne have fortjent en plads på listen.

Thomas Bjerregaard Bonde

Less talk, more action – her er min top 5…

1) Quiet Spring: Going Up Your Country

Jeg sluttede min anmeldelse af dette album tilbage i januar med at skrive;

“Jeg er ikke et sekund i tvivl, dette er så sandeligt et album der kandiderer til årets bedste, hvilket i dette tilfælde betyder topkarakter og 6 stjerner til Morten Aron & co”.

Og nu, 11 måneder senere, tja, så holder den tanke stik, Going Up My Country er uden tvivl årets bedste danske album. Det er et originalt, autentisk og langtidsholdbart (mester)værk, spækket med stærke sange, som, i min optik, har fortjent meget mere omtale end det igennem 2015 har fået. Så nu prøver jeg igen, er du til upoleret country-folk og artister som Byrds, Neil Young, Townes Van Zandt og Bob Dylan og Neil Young er denne plade et must.

Læs anmeldelsen af pladen HER

2) The Tremolo Beer Gut: Live, Beyond Our Means

Mmmmmm, live beer gut…!? Yes, det lyder forkert, men det er det ikke. The Tremolo Beer Gut var liiiige ved at vippe Quiet Spring af 1. pladsen, med deres seneste udgivelse, live pladen, Live, Beyond Our Means. En plade der er længe ventet og som lever op til de store forventninger jeg havde til et live album fra de gode gamle old school surf ’n’ western drenge. Jeg kvitterede prompte med 6 stjerner, og disse ord;

“Skal det være live, så lad det være live. Jeg napper en runde mere med beergutten og skriver pladen på min ønskeseddel, ja ja, bandet har tænkt på julesalget, og sender 6 funklende julestjerne retur, for en oplevelse hvor man kan fornemme spillestedets tætte luft, bandets energi og deres smittende humør. En udgivelse der favner ALT, jeg forventer et live album, fra dette band bør gøre”.

Læs resten af anmeldelsen HER

3) Lasse Matthiessen: Wildfires

Jeg stiftede først bekendtskab med den danske sanger og guitarist Lasse Matthiessen for en lille måned siden, og det i sig selv er en bedrift, efter man har lagt ører til Hr. Matthiessens seneste udgivelse, Wildfires. En plade som byder på atmosfærisk folk-pop/rock og den ene gode sang efter den anden, samt en musikalitet de færreste ligger for dagen her i Danmark, og at han ikke er mere kendt i bette dannevang er mig en gåde.

Jeg er helt og aldeles enig når min kollega, som anmeldte Wildfires, i hans anmeldelse skriver;

“Kort og godt er det bare brandgodt sangskriverarbejde og oveni flot udført. Vi lander på fem fine stjerner til Lasse Matthiessen for et album, der også fortjener opmærksomhed andre steder end i Tyskland”.

Læs hele anmeldelsen HER

4) Whores & Thieves: Silent Town

Whores & Thieves har steppet op siden debuten i 2012, og ja, der er ikke så meget andet at sige end, damn hvor er det møjhamrende fedt det her!

Det er ikke først gang Whores & Thieves har været en del af min top 5, og med Silent Town er de dælme svære at komme udenom igen. Bandet byder igen på medrivende, beskidt og velskrevet rock ‘n’ roll, der er som skrevet til en gedigen whisky brandert med drengene. Rock ‘n’ roll håndværk fra øverste hylde i skuret!

Læs anmeldelsen af Silent Town HER

5) Demon Head: Ride The Wilderness

Endnu en af de helt store overraskelser der landede på mit bord i 2015, og det var en meget god en af slagsen. Demon Head’s doomrockende debut album Ride The Wilderness, er en stenet, støvet, rocket og ikke mindst autentisk oplevelse, hvor man, fra start til slut bliver sendt på en psykedelisk og hårdtrockende rejse.

Stort set alt går op i en højere doomrockende enhed på Ride The Wilderness, og er du til doomrock bør du ikke snyde dig selv for en rejse i Demon Head’s univers, det kan kun anbefales, og det kan især anbefales at høre hele pladen i ét stræk, her fremstår den allerstærkest.

Læs anmeldelsen af albummet HER

Troels-Henrik Balslev Krag

Albummet lever og de danske lægger et forholdsvis højt niveau – uden at der dog har været noget, jeg ville vurdere til ‘fuld plade’ (pun intended).

Min forkærlighed for en særlig skandinavisk tone skinner lidt igennem – og det er selvfølgelig et spørgsmål om smag. Og der er budt godt ind – og det ser også ud til, at der kommer mere vand på dén mølle i 2016.

1) Orange Monks: Deadstock

De første par værker, jeg fik til anmeldelse var en lille smule uimponerende og da jeg fik tildelt noget med et band kaldet Orange Monks, så var forhåbningerne ikke høje.

Men hold da op – nogle gange kan man blive utrolig positivt overrasket.

Oddsene var lidt imod, men allerede efter første gennemlytning stod det klart, at Deadstock er en fremragende plade. For når skandinaver laver americana-inspireret musik, er der stærke potentialer. Om det er fordi vi ikke kan løbe fra vores fortid som landbrugsland – eller fordi country har brug for den skandinaviske tristesse – er svært at vurdere. Men faktum er, at Deadstock rammer noget helt rigtigt. Lidt som Rasmus Morrison (anmeldt andensteds på siden og figurerer også på min liste over bedste EP’er) så er det ikke opløftende tekster, mens musikken er groovy, melodiøs og velkomponeret. Den måde at levere lidt ‘tunge’ tekster på en ubekymret måde er bare super stærkt.

En passage fra pladen, jeg slet, slet ikke kan slippe er fra titelnummeret, hvor der bygges op (suspense) og derefter slippes løs (release) med ordene ”But it makes no god damn sense”.
Det er depressionens ulidelige klarsyn, der bliver fremlagt på en æstetisk næsten for køn måde – og i hele denne balance mellem de hårde realiteter og så en lethed ligger genialiteten i pladen.

Det er ikke Cody – for det er Orange Monks alligevel for lidt amerikansk i udtrykket til. Men Orange Monks har fat i teksterne og lader så musikken bygge op omkring det. Og det er da meget godt klaret for et band, der ikke har engelsk som førstesprog.

2) Darkness Falls: Dance and cry

En rigtig radio-darling, som på (næsten) ingen måde er rock.
Men igen formår Darkness Falls at benytte sig af en fremragende skandinavisk æstetik – og endda til trods for et konstante mørke (pun intended) og hint af tristesse er der både dansable og mere dybe numre på pladen.

Jeg er en sucker for god produktion, og Darkness Falls formår til perfektion at bruge de værktøjer, der er tilgængelige i den mere elektroniske musik. Og hvor jeg tit mangler kant og nerve i meget elektronisk musik, så kompenseres der på Dance and Cry i rigelige mængder med stærk vokal, sfæriske stemninger og matter-of-factly levering.

Det er en lille masterclass i hvordan man laver gode popsange, man ikke bliver træt af – og titlen Dance and Cry er yderst velvalgt til dette værk, da det netop fungerer på flere niveauer. Og hvor andre, mørke, elektronisk, skandinaviske bands som fx Rangleklods falder i technoens trivialiteter formår damerne i Darkness Falls at holde en fin sti og dermed blive helt deres egne.

3) Go Go Berlin: Electric Lives

Rock. Pop. Gode melodier.

Tre ting, der beskriver Go Go Berlins Electric Lives vældig fint.
Til trods for at jeg kom lidt ‘sent’ ind på pladen, så har den vist sig at være uhyrlig effektiv til at sætte god stemning og styre blandingen af den gode pop-melodi og den lidt vildere rock-æstetik.

Det er ret meget ud over stepperne og har noget af den stramme feeling, vi oplever fra fx Arctic Monkeys – om man så synes, det er en kvalitet er selvfølgelig et spørgsmål om smag, men jeg vil faktisk holde på at Go Go Berlin formår at tilføre lidt den ekstra kant, man måske kan savne på de senere monkey-udgivelser. Og samtidig skriver de gode melodier og arbejder aktivt med hooks på en måde, som måske ikke er innovativ, men som bare går rent hjem.

Hos hardrock-folkene kan man måske høre påstande om at den slags poppet rock ikke er ‘rigtig’ rock. Jeg ved ikke rigtigt – det er for mig en plade, der både inviterer til fest, tåler lytning (for der er eddersparkemig også arbejdet med produktion – og endda tænkt ud over helt fladpandet rock-lyrik), og fungerer fremragende på løbebåndet.

Energisk, velspillet og stærkt.

4) Kloster: Half Dream, Half Epiphany

Om end det i andre af mine anmeldelser har været et parameter hvor mange gange, jeg har hørt pladen (også efter anmeldelse), så må jeg tilstå at Kloster blot har fået nogle enkelte spins.

Det skyldes på ingen måde, at det er en dårlig plade. Den er er virkelig, virkelig god. Men den er også ret beset lidt tung, og det betyder at stemningen til at sætte den på skal være forholdsvis speciel. Og når stemningen er der – og det er altså noget med rolige stunder med regn ned ad ruden – så er det intet mindre end fantastisk.

At pladen så også rummer nogle fundamentalt sympatiske tekster og tilgange gør det bestemt ikke værre. ”Time spent with you / is time well spent” vidner om et lyst syn på tingene og en positiv tilgang.

Pladen er også af en tidsløs kvalitet, der gør, at den vil blive fundet frem igen og igen – men altså mest, når stemningen er til det.

Der er stor kvalitet i denne plades baggrund, udførelse og insisteren. Og det betyder også, at den er svær at komme uden om – hvilket i sig selv er en kvalitet.

5) Coco Moon: Marble Mouth

På mange måde trækker Marble Mouth på noget af det samme som Dance and Cry; det er en form for mørk pop, der i den grad trækker på en skandinavisk tristesse. Og som du nok som læser har luret, så er det noget, jeg holder meget af. Men hvor Darkness Falls har en sfærisk åbenhed, er Coco Moon på Marble Mouth noget mere klaustrofobiske i udtrykket, hvilket uværligt gør det lidt mindre let tilgængeligt – men ikke nødvendigvis mindre interessant.

Derfor er det nok heller ikke tilfældigt at det er Darkness Falls, der får airplay i radioen, mens Coco Moon må finde sig i at ligge lidt længere nede af playlisterne. Egentlig er det lidt synd, for Marble Mouth trækker på både trip-hop og lydbilleder kendt fra fx Spleen United – og som jeg i sin tid nævnte i anmeldelsen; Vampire State Building.

Der rummes måske ikke den samme dybde, som Kloster lægger for dagen. Men samtidig er Marble Mouth konstant blevet ved med at vende tilbage til mig og de spins, den bliver ved med at få, bestyrker mig i, at selv om det måske ikke er årets plade, så fortjener den en værdighed som favorit, da den skaber spor – og dermed lige som ovenstående er lidt svær at komme uden om.

Sidste!

Hvor fanden blev Diefenbach af?

I oktober/november 2014 udgav dette fremragende danske band en come-back single (Into the Sun) med lovning om et nyt album lige om hjørnet. Enten er de alle blevet kørt over af damptromler, gået helt i Oasis-konflikt-mode eller er blevet ramt af alkohol-demens. Lille egoistiske mig er for så vidt ligeglad – kom i gang, lads! Into the Sun lovede SÅ meget – der må følges op!

Af GFR-redaktionen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here