GFRock søger skribenter

Er du en af GFRocks nye skribenter? Er du tosset med musik, især rock og/eller metal, at skrive og at arbejde for fornøjelsens og oplevelsernes skyld, så har rock- og metal-magasinet GFRock et (nogenlunde) godt tilbud til dig (tak, Lars).

Vi har rygende travlt hos GFRock, og søger derfor 2 dedikerede skribenter (køn og alder underordnet) til primært at skrive anmeldelser af tilsendt materiale, men også live koncerter og interviews kan komme på bordet, hvis det har interesse.

Hvad skal der laves?

Dine arbejdsopgaver kommer primært til at være fokuseret på anmeldelse af tilsendt materiale, som spænder fra EP’er og albums fra ukendte danske upcoming-artister til store etablerede og kendte udenlandske navne.

Dog er fokus hos GFRock rettet mod den enorme mængde at talentfulde upcoming rock- og metalartister lille Danmark byder på, og som altid vil komme i første række. Herudover vil der være mulighed for at dække og anmelde live-koncerter og festivaler og lave interviews, enten pr. mail eller face-to-face.

Vi lægger ud med at være nogle værre skrivebords-fascister og uddelegere arbejdet, men målet og håbet er, at du/I hurtigst muligt bliver selvkørende i vid udstrækning, selv kommer med input og forslag – kort sagt, bliver en del af teamet. Derfor er det også vigtigt for os, at finde de “rigtige”.

Det forventes at…
Vi forventer at du kan arbejde fokuseret, struktureret og selvfølgelig selvstændigt, har et vist kendskab til, og især interesse for, den danske rock- og metalscene og, meget vigtigt, kan overholde deadlines. Mængden af skriverier fra dine hænder varierer, naturligvis, alt efter ebbe og flod i indbakken, men som pejlemærke håber vi på du kan bidrage med cirka 1 indlæg om ugen i snit.

Søg IKKE hvis du inderst inde ved, at du ikke har tid til at lægge energi, kræfter og grundigt arbejde i det (det sluger altså noget tid)! Det vigtigste for os (ud over at have det sjovt og høre masser af fed musik, naturligvis) er at man er stabil og overholder aftalerne.

Skriveerfaring fra tidligere er fint, men ikke et must – du ved forhåbentlig selv om du kan sætte ord sammen, men vigtigst af alt, skal du synes det er sjovt at formulere dig på skrift. Din musikalske viden er nogenlunde bredt funderet indenfor vores ret brede dækningsområde, genrenørder er mere end velkommen – men vær beredt på at komme lidt udenfor din komfortzone.

Hvad med løn?

Da GFRock er drevet af frivillige ildsjæle der ikke har i sinde at tjene penge på den danske musikscene, og ydermere er non-profit, kan vi desværre ikke tilbyde nogen form for betaling, udover de musikalske oplevelser der følger med et skribentjob, og selvfølgelig lidt til cv’et.

Hvem er GFRock?

GFROCK er et online rock- og metalmagasin, funderet på ufortyndet kærlighed til rock og metal i alle afskygninger, uden nogen form for personlig profit og lyssky bagtanker. GFRock er et non-profit foretagende, og derfor lurer der ikke en sponsor i baggrunden, og vi har ingen interesser vi ønsker at pleje – udover at dele vores forsmag for rock og metalmusikken med så mange som muligt.

Ansøgningsfrist?

Er lige NU, jo før jo bedre, så send løs.

Har vi vakt din interesse, og det håber vi da, så send fluks en mail med lidt ord om dig selv, til gfrockdk@gmail.com, med SKRIBENT i emnefeltet.
Vi glæder os til at høre fra dig.

GFRock

Thomas, Ken og Jonas