Home Interviews GFR Fokus: Interview – Whores & Thieves

GFR Fokus: Interview – Whores & Thieves

1999
0

Whores & Thieves er noget så enkelt som et godt, gammeldags rockband med god vind i sejlene. Helt nede på jorden, med en ligefrem attitude og klar til at give Danmark et los i rockrøven. Mandag d. 8. oktober udkommer deres debutalbum ‘Anti Echo Chamber’, og vi bringer her et eksklusivt GFRock interview med bandet.

Vestjylland er måske ikke det første sted man tænker på, når man tænker på dansk rock’n’roll. Det er nu nok en fejl, og et lyt til Whores & Thieves vil med garanti ændre på den opfattelse. De fem vestjyder med rockblod i årerne er: Christian Bonde (vokal), Jeppe Nielsen (Guitar), Jens Refsgaard (trommer), Lars Märker (bas) & Thomas Callesen (guitar). Fire af dem stammer fra den lille by Glejbjerg, og Lars fra nabobyen Holsted, lidt udenfor Esbjerg.

De har i løbet af årene spillet sammen på kryds og tværs i mange forskellige bands, men kimen til det, der blev Whores & Thieves blev lagt en tilfældig aften, med lidt leg i Christian Bondes studie, mellem Bonde, Thomas Callesen, og nogle øl.

”Da vi begge er lidt rytmisk udfordrede, manglede vi en trommeslager, ” beretter Thomas Callesen. “Så vi ringede til Jens, for at høre, om han havde lyst til at komme forbi for at lægge nogle trommer på nummeret. Det ville han gerne, og da aftenen var omme, havde vi indspillet vores første nummer (Hordes), som blev starten på bandet.

Efter et års tid, hvor vi udelukkende indspillede numre og smed dem på nettet, begyndte vores venner at spørge, om vi ikke snart skulle til at spille nogle koncerter. Den oprindelige plan var egentlig, at det kun skulle være et studieprojekt, men efterhånden som flere og flere spurgte os, hvornår vi skulle spille live, blev vi selv mere og mere hooked på idéen. Så vi spurgte vores fælles venner Jeppe og Lars, om de ville hjælpe os på henholdsvis bas og guitar, hvis vi skulle ud at spille”.

På samme umiddelbare vis som deres musik er opstået, dukkede det lettere mystiske, men på sin egen måde sært besnærende, bandnavn Whores & Thieves op: ” Som alt andet, der har med dette band at gøre, blev navnet heller ikke så gennemtænkt, før vi tog en beslutning. Christian synger noget med ”whores and thieves” i en linje af nummeret ”Hordes”, og vi blev hurtigt enige om, at det skulle være navnet på bandet. Så vi fik faktisk både etableret bandet, navngivet det- og indspillet vores første sang, samme aften. Efterfølgende har vi så fundet ud af, at en del mennesker har lidt problemer med at udtale navnet, men nu laver vi det altså ikke om!”.

One-takes, inspriation og fuld fart hen over heden

Herefter er det kun gået én vej for Whores & Thieves: Fremad, eller opad, alt efter hvordan man betragter den slags, og dét i et relativt flot tempo for et ”ungt” band. Medlemmerne er dog alle garvede musikere med 10-15 års erfaring under frakken, og selv om 4 ud af 5 (forsanger Christian Bonde har stadig sit studie og job i Holsted) nu har rykket fødderne til Sjælland eller hovedstaden for at studere eller jobbe, så virker omtalte fødder stadig solidt plantet i jorden. Det til trods for meget positiv respons på deres musik, der inkluderer en bunke flotte anmeldelser af EP’en ‘The Ugly Truth’, blandt andet her på siden, og udnævnelse til ”månedens demo” i Gaffa .

Hurtigt er det unægtelig gået. Sådan arbejder bandet også, alt er One-takes, der giver musikken en live følelse. Thomas Callesen beskriver arbejdsmetoden således: ”Det sætter helt klart sine begrænsninger, når man vælger at skrive og indspille sange på denne måde. Men jeg tror lidt, vi ser det som vores sene form for ungdomsoprør. Alle i bandet kommer fra en baggrund med metal og hardrock. Altså genrer, hvor der i ekstrem grad fluekneppes detaljer, når man skriver og indspiller sangene. Vi nåede bare til et punkt, hvor protools var blevet et ekstra bandmedlem, som opvejede vores fejl og mangler i studiet. Der blev næsten brugt lige så lang tid på at klippe og klistre breaks, rette trommer og autotune vokaler, som der rent faktisk blev brugt på at indspille musikken, hvilket jo, når man tænker over det, er fuldstændigt sindssygt. Derfor bestemte vi os for, at vi ville prøve at vaske makeuppen af musikken og gøre den mere ærlig og live-agtig, med alle de småfejl det nu medfører undervejs. Det sætter vores forfængelighed på prøve, hver gang vi er i studiet, men det medvirker samtidig til, at vi rent faktisk gør en indsats for at spille godt- og koncentrere os mens vi indspiller. Der er ikke en beat-detective eller autotune, der retter det for os, hvis vi fucker op undervejs i et take. Og en ekstra bonus ved at gøre tingene på denne måde er, at vi rent faktisk kan spille numrene lige så godt- eller bedre end de lyder på pladen, når vi så står på en scene og spiller dem live. Det synes vi i hvert fald selv.

Man kan selvfølgelig ikke udelukke, at vi engang i fremtiden vil prøve at indspille på en anden måde, men lige nu, fungerer denne måde ret godt for vores stil og lyd, så vi ændrer det nok ikke foreløbig”.

Denne stil og lyd har Whores & Thieves tidligere kaldt ”ørkenrock”, en betegnelse de nu fortryder en lille smule, ikke mindst med henvisning til at den er frembragt i det Vestjyske, hvor den solide jordbund er noget mere hede end ørken. Den støvede genrebetegnelse skyldes nok nogle af bandets inspirationskilder, i det de fortæller, at de har lyttet en del til Queens Of The Stone Age, og primus motor Josh Hommes ”sideprojekt” The Desert Sessions. Andre kilder til inspiration er med egne ord: ” Nick Cave (specielt Grinderman), Johnny Cash, Black Rebel Motorcycle Club, The Black Keys, Kellermensch, The White Buffalo, The Kills, alt med Jack White og naturligvis Limfjordsporter!”.

P3 vs internettet

Inspirationskilder og indspilningsmetoder er interessante nok i sig selv, men vil man mere end at være et studieprojekt, så skal musikken naturligvis ud til folk. Ofte kan man have tendens til at anse internettet, og dets mange muligheder for at rode ny musik igennem, for at være en uoverskuelig jungle af tilbud, hvor det kan være svært for bands, at få ørenlyd og opmærksomhed. Whores & Thieves ser det nu ikke helt på den måde, tværtimod, i deres optik har det aldrig været nemmere og vilkårene for eksponering aldrig været bedre, end nu: ”For 10-15 år siden, var det udelukkende fire-fem store pladeselskaber og P3, som bestemte, hvad folk skulle høre. Dén opgave er nu i meget højere grad blevet overtaget af folk selv. Man kan bare gå på youtube, facebook, soundcloud, bandcamp osv. og så selv udforske de genrer- og den musik, man har lyst til at høre. Tiden hvor et dansk band blev nødt til at være i rotation på P3, for at nogen overhovedet gad lytte til dem, er heldigvis forbi. Diverse blogs, web-zines og internettet generelt har medvirket til, at folk lytter til meget mere forskellig musik, end de har gjort hidtil, hvilket har betydet alt for et band som vores, som nok ikke har den store chance for airplay på for eksempel P3.”.

Én ting er naturligvis eksponering på internettet og de muligheder det giver, noget andet er at få muligheden for at indspille et helt album, som Whores & Thieves nu er på trapperne med. Selvom bandet tilsyneladende arbejder hurtigt i studiet, og ”bare” kunne have nøjedes med at gøre deres musik tilgængelig på nettet, så er det lykkedes dem at få et pladeselskab i ryggen. Og det endda inden de overhovedet havde spillet deres første koncert. ” Vi havde jo gennem cirka et års tid fået indspillet en del sange, som vi undervejs havde smidt på nettet,” fortæller Thomas Callesen. “Morten Nissen, som ejer Trechoma Records i Esbjerg, hørte nogle af disse numre, og han og Christian begyndte så at tale lidt løst om, vi måske skulle prøve at indgå et samarbejde om at udgive en plade på Trechoma. Vi var selvfølgelig meget beærede over, at et pladeselskab viste interesse for os, uden vi faktisk havde gjort noget for det. Vi havde faktisk ikke engang spillet en eneste koncert på daværende tidspunkt. Jeg kan huske, at vi internt i bandet diskuterede meget, hvilke konsekvenser det ville få for vores mildt sagt afslappede tilgang til indspilningsprocessen- og bandet i al almindelighed, hvis vi involverede os med et pladeselskab. Men da vi holdt det første officielle møde med Morten, kunne vi med det samme se, at de bekymringer, vi havde haft, var helt og aldeles ubegrundede. Han sagde bare,” I skal blive ved med at gøre- og lyde, som I gør nu. Det er faktisk grunden til, at jeg kontaktede Jer i første omgang. Hvis I nu tager Jer af det musikalske, så skal jeg nok klare det PR-mæssige”, og så var de roller jo ligesom fordelt.”.

Tilstandsrapport på rocken

Så vidt, så godt, men hvordan har rocken det egentlig i Danmark? Det er som om der på verdensplan er en uendelig cyklus, hvor rocken i perioder erklæres sten død, for så pludseligt at genopstå eller få en revival. Sådan kan det måske se ud, men rocken er selvfølgelig aldrig rigtig væk, nogle gange fortrænges den bare at det nye sorte eller moderne toner, alt imens den lever i bedste velgående i undergrunden. Whores & Thieves gør selv status over rocken i DK anno 2012 således: ”Radiomæssigt er vi måske inde i en lidt død periode lige nu, hvad angår rock, men ude i øvelokalerne, på de små spillesteder, og på internettet lever den i bedste velgående- og i fantastisk mange afskygninger. For vores eget vedkommende, kan vi næsten ikke være bekendt at klage over vilkårene. Det halve år, vi har spillet koncerter, har vi været inviteret til både Spotfestival og Smukfest samt diverse spillesteder rundt omkring i landet sammen med en masse fede bands, så vi er i den grad glade og taknemmelige!”.

Men hvordan har det så været at indspille et album?

I forhold til de tidligere bands, vi hver især har spillet i, har hele processen faktisk været meget lidt tidskrævende. Sammenlagt har vi nok brugt mellem en uge og ti dage på at komponere, indspille, mixe og mastre hele albummet, som indeholder 12 numre. Vi indspillede faktisk 18 numre i alt, men valgte de seks af dem fra. Det, der har krævet tiden og indsatsen, er mere det der med at vælge de numre ud, som skulle med på pladen, at lave cover-layout og hele processen med at få de rigtige koder og tilladelser, som skal til, når man udgiver en plade.

Den tilsyneladende lethed og, udefra set, enkle tilgang til musikken og alt det omkringliggende, hvormed Whores & Thieves indtil videre har opereret og opnået deres fine resultater, præger også deres egne forventninger til debutalbummet og modtagelsen deraf. ”Nu er vi jo en flok vestjyder, så vi passer generelt lidt på med at forvente os for meget,” siger Thomas Callesen. “Men vi håber da selvfølgelig, at pladen kaster nogle positive anmeldelser af sig. Vi vil bare gerne ud at spille så mange koncerter som overhovedet muligt, og det er det, som denne plade forhåbentlig skal hjælpe os med. Der er ikke rigtigt nogen stor forkromet fremtidsvision- eller plan. Vi tager tingene som de kommer, og det har sgu egentlig fungeret meget godt indtil videre.”.

Men ud over at det er sej, vestjysk hede-rock’n’roll, hvad er det så, der gør at Whores & Thieves er anderledes end de mange andre rockbands derude?

 “At vi aldrig rigtigt har været de store fans af Beatles og Bob Dylan… ville nok være det flabede svar på et svært spørgsmål,” svarer Thomas Callesen, og fortsætter:

“Men hvis jeg skal være helt ærlig, synes jeg faktisk ikke, vi er anderledes end så mange andre rockbands. Vi bruger fuzz-pedaler og Gibson-guitarer, vi spiller højt og vi har heldigvis nok mangel på skam og teknisk kunnen til stadig at lade os inspirere af- og stjæle fra andre bands. Og man skal jo ikke undervurdere genkendelsens glæde. Vores måde at skrive og indspille musikken på, er måske en smule atypisk for tiden, men det er jo gjort tusindvis af gange før gennem rockhistorien, så vi opfinder ingen dybe tallerkner. Men det vi gør, gør vi godt og kompromisløst! ” 

Det kan GFRock skrive under på er en ganske passende beskrivelse af Whores & Thieves kvaliteter. Hvad vi mener om albummet, ‘Anti Echo Chamber’, kan I læse fredag.

Judas & Kodi/GFRock

Whores & Thieves på Facebook

Like GFRock på facebook, og få nyheder om rock, rul, metal, and the what have you, hver dag!

Previous articleGFR Fokus: Drowning, drone & doom netlabel, klar med ny gratis download
Next articleGFR Fokus: Få håret blæst af i weekenden! 4 koncerter i hovedstaden