Home Interviews GFR Fokus: Interview – Into Century

GFR Fokus: Interview – Into Century

1955
0

Into Century fandt sammen i 2007, og fik deres første album udgivet på Sony i 2009.  Bandets andet album, Nobody’s Slave udkommer på Target i dag, mandag. I anledning af releasefesten i Aarhus, fik jeg en snak med bandet om albummet, samarbejde over Atlanten og arbejdet mod et gennembrud.

Into Century består af Jon Century (vokal, guitar), Christian Warburg (guitar), Morten Schrøder (bass) og Jeppe Bruno (trommer).  3 år er der gået siden debutalbummet.

Hvad er der sket med bandet siden det første album?

“Vi har arbejdet meget med vores lyd,” fortæller Christian. “Det er vel en slags stiloptimering. Vi har arbejdet med at ensrette lyden og trække i samme retning”.

“Vi har fundet ud af, at Jon’s vokal skal møjes helt frem, med nogle tætte og tunge riffs,” supplerer Morten.

“Vi har fået nogle anmeldelser fra metal-sites, men vi er ikke metal, vi er mere hård rock,” fortsætter Jon,  “selv om vi har nogle metalelementer med på et par numre”.

Da jeg nævner Guns’n’Roses, Metallica omkring The Black Album, Foo Fighters og mere mainstream amerikansk radiorock, som inspirationer,som jeg synes jeg kan høre på albummet, nikkes der rundt om bordet.

”Det er klart det er noget af det, du nævner der vi er inspireret af, og prøver at ramme,” siger Christian. ”Det er nok Jon og mig, der er mest til den amerikanske lyd, mens Morten kommer mere fra Indie”.

Jon, som er bosat i USA, skriver teksterne, og så begynder de 3 øvrige medlemmer at arbejde med musikken i Danmark, og så udveksles der flittigt over Atlanterhavet. Teksterne handler blandt andet om tunge emner som menneskehandel (Nobody’s Slave), den katolske kirke (Man of God), borgerrettigheder (Open Up Your Gates) og at rejse sig fra sofaen, som man har siddet lidt for længe i med en pibe hash (Time to Shine).

”En del af inspirationen til teksterne kommer fra observationer af livet i USA. Forskellen på rig og fattig er jo helt enorm,” fortæller Jon. ”Det at være på røven, det er at være på fucking røven”. Jon fortæller at han selv har levet lidt et sigøjnerliv i USA, uden job og med få penge at klare sig for.

Akustisk MTV-showcase 

Albummet er optaget i Los Angeles og bandet har da også et håb om, at komme til USA og give koncerter. Indtil videre har bandet, som det blot tredje danske navn, spillet en showcase for MTV.

”Vi skulle spille fuldstændig akustisk, ikke engang med mikrofon, så vi var lidt bange for hvordan det ville gå, for vores udtryk er jo ret sådan…elektrisk. Men vi fandt ud af, at sangene godt kan bære, også uden forstærkere og mikrofon”, fortæller Christian. ”Det var en fed oplevelse. De stod i jakkesæt og med notesblokke, men de var rigtig søde ved os”.

Er der så et gennembrud på vej i USA?

”Det kunne selvfølgelig være fedt at slå igennem i USA, men så skal man jo trække et nummer. Men der er selvfølgelig nogen, der skal trækkes ud i det lotteri, og det kunne jo være os,” fortsætter Jon. ”Det kunne være en fed mulighed at spille nogle support-jobs for nogen derovre. Vi har også selv rettighederne til vores musik i USA, så det er noget af det jeg laver derovre, arbejder for bandet, for måske kan vi blive udgivet derovre”.

Men hvem kunne det så være fedest at få lov at spille support for?

Morten og Jon kigger på hinanden, og siger i kor: ”Foo Fighters!” Jeppe, som er lidt syg og derfor ikke har sagt så meget under interviewet, bryder ind med ”Metallica!”.

”Alle de store,” fortsætter Christian, ”Også Nickelback, selv om de er ret upopulære mange steder”.

Vil bare gerne ud og spille så meget som muligt

Hvordan ser I på udgivelsen af Nobody’s Slave i Danmark?

”Vi ved godt, at Danmark måske ikke er vores marked. Vi har snakket med Target om, at vi skal promoveres i Tyskland, fordi den hårdere rock er mere udbredt der. Det er den mange andre steder end i Danmark”, fortæller Christian.

”Men vi spiller alle de steder i Danmark, hvor folk gerne vil høre os,” supplerer Jon. ” Det kunne selvfølgelig være fedt hvis vi blev spillet på P6 Beat, men vi tager det som det kommer. Nu vil vi bare gerne ud og spille så meget som muligt, og så er det her releaseparty jo en god mulighed for at komme til at spille i Aarhus”.

”Det er helt klart det her man brænder for,” fortsætter Christian, som lever af at spille musik i forskellige sammenhænge, blandt andet sammen med Paul Young.  ”Det at komme ud og spille sangene live. Det er selvfølgelig også fedt at være i studiet”.

Så nu står den på hårdt arbejde på scenerne og promovering af albummet i Danmark for Into Century, blandt andet på en lokalradio turné.

Men hvor fører arbejdet hen? Hvor er Into Century om 5 år?

”På turné et eller andet sted,” siger Morten.

“Ude og spille koncerter”

”Madison Square Garden!”

”Med Metallica som opvarmning!”, siger Christian med et grin.

“Nobody’s Slave” er ude i dag (12. november) på Target. Du kan læse vores anmeldelse af albummet her. Tjek også vores reportage fra Into Century’s releaseparty i Aarhus her

Skrevet af Judas

Like GFRock på facebook og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

Previous articleNyt på vej fra The Migrant
Next articleBOB SACAMANO holder gratis releasefest og udgiver debut EP