GFR Live: The Men + Yung, Radar, 19/3 – 2014 **** (4/6)

0
1542
views

Amerikanske The Men udgav for nylig deres 5. studiealbum, Tomorrow’s Hits, hvor bandet har bevæget sig yderligere væk fra deres hardcore-punkede rødder og nærmere classic rock. Det lod kvintetten sig dog ikke mærke med på Radar. Der blev hugget igennem, også på de nye numre. 

Inden The Men gik på scenen, var der opvarmning ved lokale Yung. Trioen gør ikke det store væsen af sig på scenen, de spiller bare deres grunge-punkede numre. 10 af slagsen når de at fyre af på den halve time, de har fået. Vokalen er for det meste vrængende, som hos Nirvana omkring Bleach, trommespillet tungt, drivende og fyldigt, mens bassen fint finder sin plads mellem guitarens riff og trommernes buldren. Især trommearbejdet fungerede rigtig godt, og der var også god energi og noget catchiness i flere af sangene. Der er noget at bygge videre på, selv om der også mangler noget fintuning af kompositionerne før de sidder helt i skabet.

Yung
Yung

The Men ***** (4/6)

En halv times tid efter Yung var The Men klar på scenen. Den amerikanske kvintet, bestående af Nick Chiericozzi (guitar), Kevin Faulkner (bas), Ben Greenberg (guitar), Mark Perro (keys) og Rich Samis (trommer), begyndte lige på og hårdt med et instrumentalnummer, der viste at The Men ikke var kommet for at spille studieversionerne af numrene fra Tomorrow’s Hits. Det var ikke Tom Petty and the Heartbreakers’ arvtagere der stod på scenen, ikke denne aften i hvert fald, men 5 mand, der godt kan lide at spille støjende rock, og gør det i en form for bandsymbiose. Forsangertjansen deles nogenlunde ligeligt mellem de to guitarister og Mark Perro på keys, mens bassist Faulkner også synger med ind i mellem.

Ingen af de fire har just en specielt fremragende vokal, men det fungerer, og efter man som tilskuer har vænnet sig til, ikke at koncentrere sin opmærksomhed omkring en (eller to) frontpersoner på scenen, giver det en god dynamik. Samtidig udstråler de 5 medlemmer også spilleglæde og musikalsk overskud, og lyden på Radar er samtidig skarp nok til at man kan skelne instrumenterne fra hinanden, selv når der er skruet højt op for volumen og guitarerne kører fræsende parløb. Skal man pege på et forbedringspotentiale, så er det lidt en lukket fest på scenen. Jeg er ret sikker på at The Men synes det er fedt at spille – det bliver bare ikke kommunikeret voldsomt meget ud verbalt, og publikum er da også på en anelse forbeholden afstand fra scenen – det tynder også lidt ud inden koncerten er forbi. Men det virker ikke som fjendtlighed eller bevidst modvilje, bare meget nede på jorden – de er her for at spille musik, ikke snakke (ud over nogle spredte thank you’s).

The Men
The Men

Hovedvægten i aftenens sæt ligger naturligt nok på de seneste to albums, sidste års New Moon, og den spritnye Tomorrow’s Hits. Jeg har kun nået halvanden gennemlytning af sidstnævnte inden aftenens koncert, så lige præcis hvilke numre herfra, der blev spillet hvornår, er jeg ikke fuldstændig sikker på. Men der blev i hvert fald spillet en håndfuld numre fra Tomorrow’s Hits, som alle fik barberet nogle af albummets nuancer af (instrumenter som mundharmonika, saxofon og lapsteel, som alle bidrager på seneste album var fraværende) og blev skruet op i tempo og intensitet. Med tanke på bandets tidligere materiale, giver den tilgang god mening, men den er også temmelig komprosmisløs – kom man for at høre classic rock, blev man skuffet.

Blandt de mest tempofyldte tracks er ‘The Brass’ og ‘Electric’ fra New Moon, begge energisk og overbevisende eksekveret med masser af rocknerve, førstnævnte med en seriøs omgang trommetæsk mod afslutningen, mens åbneren fra det seneste album, den keys-rockende ‘Dark Waltz’ får en central plads midt i sættet – lidt mere  rocket, men stadig et rigtig fint nummer. Også ‘Different Days’ får en tur i rock-maskinen og lyder fremragende live. Stærkt i billedet står også den støjbrusende, tunge ‘Powermoon’, der afslutter New Moon albummet. Et nummer, der er repetitivt støjende og i perioder nærmest post-rocket, og som live åbner sig op og bliver en endnu mere intens oplevelse end albumversionen.

Efter en time er det slut, og stilfærdigt forlader de 5 amerikanere scenen, mens publikum et minuts tid forsøger at klappe bandet på scenen til et ekstranummer. Det bliver der ikke noget af, en skarpt skåret, velspillet, støjende rockkoncert er forbi.  En times spilletid er også ganske passende, når The Men rammer den musikalske intensitet, de gør, denne aften. Jeg var godt tilfreds med koncerten, og selv om man måske kunne ønske sig flere nuancer og flere instrumenter i spil, så var det samtidig en manifestation af, at The Men er et rockband, der befinder sig i en form for støjrockende naturtilstand med deres instrumenter i hænderne – det virkede kort fortalt som om det var lige præcis, hvad The Men gerne ville vise os, vi fik. Vokalen var ind i mellem lidt lav i mikset og den ene guitar for høj, men ellers var lyden skarp, så det ikke blot var en mur af støj man blev ramt af. Jeg ser frem til et gensyn på Roskilde til sommer og kvitterer med 4 store stjerner for en energisk, svedig og intens støjrock koncert.

Anmeldelse og fotos af Jonas Strandholdt Bach

Like GFRock på facebook og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here