GFR Live: Riddarna + Then Comes Silence, Loppen, 13/3 – 2014

0
1865
views

Foråret og solen har indtaget landet, men mørket sænkede sig, heldigvis, over Loppen en halv-sen torsdag aften, hvor der blev budt på en interessant “dobbelt-koncert” med to svenske navne.

At der bor mange svenskere i København kunne man måske ikke lige umiddelbart mærke på fremmødet, som var, lad os kalde det “sparsomt”. 30-40 mand da første band Riddarna gik på og vel omkring 10-15 stykker da Then Comes Silence var færdige lidt over midnat. Det er måske ikke så underligt, jeg mener, det er torsdag, og det bliver sgu lidt sent når første band går på kl. 22.10. Men for os, som kunne tillade os at blive hængende, var det nu tid, der var godt givet ud!

Bedømmelsen af de 2 koncerter skal naturligvis også ses lidt i lyset af, at det sparsomme fremmøde, trods venlige klapsalver efter numrene, ikke skabte den store stemning. Et band som Riddarna virker som nogen, der kunne blive en endnu federe oplevelse med et publikum at spille op til, hvorimod de mere introverte Then Comes Silence måske ikke helt har samme behov.

Riddarna **** (4/6)

Riddarna, Loppen - Foto: Thomas Bjerregaard Bonde

Som forsanger/guitarist Edward Forslund annoncerede et godt stykke inde i koncerten med trioen fra Gotland, så var det de svenske ridderes første koncert nogensinde på dansk grund. Han kom ud i en sidehistorie om Valdemar Atterdag og hans togt mod Gotland i fordums tider, og proklamerede at nu slog Riddarna tilbage. Og det gjorde de sgu med manér!

Bandet spiller en egentlig ganske enkel omgang skrallet og slagkraftig retro-rock med psykedeliske elementer hist og her. Simpelt og meget effektivt leveret. Sangene er hverken for korte eller for lange, en sådan helt tilpas dosering, hvor der er plads til lidt larmende lir, men det tager aldrig overhånd og bliver en udsyret maraton.

Riddarna er nok det, man høfligt kunne kalde “totalt ukendte” i Danmark, men har du hang til genren, så er det med at få tjekket dem ud. Vi modtog først deres tredje album, Under Jorden, tidligere på ugen, så mit kendskab til gruppen inden koncerten var også ret begrænset – havde dog nået at smide skiven på repeat, så jeg følte mig ikke på helt bar bund. Heldigvis, for mig, om ikke andet, så valgte bandet at spille en del numre fra netop det album. De lagde sikkert fra land med det, der også er albumåbneren, den catchy “Skuggan” (ja, det er retro-psych rock med svenske tekster). Nummeret er et fint eksempel på noget Riddarna er rigtig gode til, nemlig at skrive små pop-rockede numre med medrivende melodier, pakket ind i den rustikke og ruskende rock-indpakning.

I det for mig ukendte andet nummer skrues der op for rocken og lydtrykket bliver ganske massivt, men det er åbenbart ikke nok for bandet, der først på svensk, dernæst på engelsk får fortalt lydpulten, at “the amplifier.. man…. turn it up!”. Så ved man da, at ridderne er kommet for at efterlade nogle tydelige aftryk i øregangene. Riddarna knytter næverne og slår til med “Slå Meg”, også fra Under Jorden, der med sin gedigne trampe-rock rytme er vanskelig at holde fødderne i ro til. “Slå mig, for jeg er nødt til at vågne op”, synger Forslund, der i øvrigt har en rigtig fed og upoleret live-vokal, med stigende desperation i stemmen.

De psykedeliske tendenser kigger for alvor frem i koncertens midterdel, hvor to mere sumpede numre viser at gruppen kan andet, og mere, end at skrive fængende melodier. Mikrofonstativet kommer ud på gulvet foran scenen, bassisten ryger sammensunket på knæ på scenen, det er her hvor et større og mere medlevende publikum måske kunne have tilført seancen en ekstra dimension – men godt at se, at bandet gør hvad de kan for at levere et show.

Den dansable (ja!) “På Topp” varsler begyndelsen på enden på Riddarna’s første københavner togt, med sin forbandet medrivende optempo rytme, der også hurtigt forplanter sig til et par spredte publikummer i mørket foran scenen. “Musikken hader mig, og jeg hader den!” lyder et gentagende mantra nummeret igennem, hvor der også er plads til lidt 60’er hippie-agtigt “ah ah ah” kor, en ganske uimodståelig lille svensk perle. Endnu en perle, “Hjertet Slår”, ligeledes fra Under Jorden, lukker og slukker for omkring 50 minutter i godt svensk selskab. Både den, og flere af de andre nævnte numre fra den nye plade, er nogle sange som man sagtens burde kunne finde plads til at spille i dansk radio. Ikke at Riddarna har en decideret radio-venlig lyd, men der er nogle fængende elementer i sangene, der gør at de burde appellere til et bredere publikum – også her til lands.

Alt i alt var Riddarna’s første besøg i Danmark en glædelig og positiv overraskelse, koncerten fremstod pga. af de ydre omstændigheder måske lidt som en form for smagsprøve på hvad bandet kan levere på en scene, men en alligevel mættende oplevelse. Kom snart igen!

Then Comes Silence **** (4/6)

Then Comes Silence, Loppen. Foto: Thomas Bjerregaard Bonde

Aftenens andet navn, er et vi (og undertegnede) allerede har skrevet en del om. Vi interviewede bandet på sidste års Roskilde Festival og lavede en lille reportage vedrørende deres koncert på Pavilion Junior. Senere på året anmeldte jeg både deres koncert på Beta og albummet Then Comes Silence II, begge til 5 stjerner. Er der så mere at sige? Ja… for til koncerten på Beta havde jeg faktisk ikke hørt den nye plade endnu, og kendte kun numrene fra et hurtigt lyt på nettet, men nu sidder de fast på rygraden – så i den forstand var det relevant at give bandet endnu en tur i live anmeldelses-møllen, om end i lidt kortere form en Beta anmeldelsen.

Koncerten på Loppen blev aldrig den komplette og næsten hypnotiske oplevelse, som førnævnte koncert på Beta var. Det var måske også for meget forlangt som udgangspunkt, men et par faktorer var medvirkende til at vi skulle et stykke ind i koncerten før jeg blev revet helt med og suget ind i bandets mørke univers. Indledningsvis var der et eller andet knas med lyden, især forsanger/bassist Alex Svensson’s dybe stemme havde det med at drukne i det buldrende lydbillede. Det blev heldigvis meget bedre i løbet af koncerten, men under første nummer, den herligt fræsende og flænsende “Spirits Flow”, der også åbner Then Comes Silence II, var det som om Svensson’s vokal momentvis faldt helt ud.

De indledende lyd-problemer gik desværre også lidt ud over ellers glimrende numre som “Deepest Darkest” og “Death By A Frozen Heart”, begge fra bandets første album. Hvor vokalen faldt ud, så var der til gengæld fuld smæk på instrumenterne, der skaber en massiv mur af dunkel larm og støj. Jeg har skrevet en del om bandets evne til at fremmane disse dystre og hjemsøgte stemninger igennem støj-rock, men når det kører for Then Comes Silence, så er det bare en overvældende oplevelse at blive spulet igennem af deres musikalske højtryksrenser.

Den følelse indfandt sig heldigvis i koncertens anden halvdel, hvor lyden sad lige i skabet, og bandet fik slæbt mig med helt ind i de mystiske og mørke svenske skove. Fra den melodisk catchy “Whispering About You”, over “Can’t Hide” og mægtige “Falling Into The Void” til den nyeste single “She Lies In Wait”, var Then Comes Silence i deres es. Omhyllet af “Falling Into The Void’s” ildevarslende dommedagsstemning svæver man uden modstand længere og længere ind i mørket, ind til “sweet nothingness, sweet nothingness”. Betagende. “She Lies In Wait”, der i studieversionen gæstes på vokal af Anna Eklund, fungerer overraskende godt uden hendes ellers ildevarslende feminine touch.

Koncerten slutter naturligvis, fristes man til at sige, med en rungende omgang feedback og støj efter instrumenterne placeres op af diverse forstærkere og bandmedlemmerne en efter en, uden den store ståhej, sniger sig væk fra scenens lys og røg. Først kom støj, så kom stilhed. Then Comes Silence has left the building.

Det er måske lidt unfair, men kan ikke helt undgås, at koncerten på Loppen bliver holdt op imod den mørke triumf som jeg oplevede på Beta. Helt derop og helt ind i det dejlige altomsluttende, kulsorte mørke nåede vi ikke i går, i hvert fald “kun” i koncertens anden halvdel, men selv uden at blive blæst helt bagover fra start til slut er Then Comes Silence værd at tage en svingom med når solen går ned.

Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Thomas Bjerregaard Bonde/GFRock

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here