GFR Live: Reportage fra Spot Festival, torsdag og fredag

0
1603
views

Allerede fra torsdag eftermiddag kunne man indløse sin billet til et armbånd på Spot, og det benyttede GFRocks udsendte sig af. Udstyret med armbånd og med et Delegate-kort om halsen, blev de første koncerter indtaget på HeadQuarters torsdag aften, inden der var fuldt program fredag.

Der er nu et eller andet ved at have sådan et officielt kort i en snor om halsen. Bortset fra at der er så mange andre, der også har det på Spot. Pokkers… Nå ja, lidt vigtig kan man vel altid føle sig, så jeg benyttede Spot-armbåndet til gratis entré på HeadQuarters, hvor Spot-aktuelle Nelson Can holdt release for deres nye EP2. Deres anden EP, hvis nogen skulle være i tvivl.

Inden pige-trioen gik på var der opvarmning ved Sound of Aarhus DJ’s og koncert med ligeledes Spot-aktuelle Lydmor, inden Nelson Can gik på kl. 23. De tre piger har masser af kant og rockattitude, og deres enkle, kantede rockmusik matcher udtrykket glimrende. Der er god stage presence og sikkerhed i præstationen fra pigerne, der blandt andet spiller ‘Are You High?’ og den flabet inciterende ‘Call Me If You Wanna Get Laid’, der medfører lidt hujen fra det entusiastiske fremmødte publikum.

Selina Gin’s stærke rockvokal står stærkt frem, godt bakket op af Signe SigneSigne’s bas og Maria Juntunens intense og energiske trommespil. Det er relativt enkle virkemidler, men den massive energi og den gode fornemmelse for effektive melodier gør at Nelson Can holder publikum godt fast. De får os endda til at sætte os ned et helt nummer, uden jeg egentlig helt forstod hvorfor. Måske egentlig bare fordi de kunne? Ud over førnævnte numre, fungerede singlen ‘Attack’ også glimrende, og i det hele taget satte koncerten en streg under at Nelson Can er et dygtigt live-band, som bestemt fortjener den opmærksomhed de har fået. Næste udfordring bliver album-formatet.

Selina Gin i front for Nelson Can på HeadQuarters
Selina Gin i front for Nelson Can på HeadQuarters

Fredag d.2. maj

Afsted fra arbejde, hjem og hente ørepropper, blok, kuglepen og spilleplan, ud af døren og ned til Musikhuset. Der var ikke meget tid til at sidde og nulre og forberede inden fredagens første koncert, Broken Twin i Musikhusets Store Sal. Efter at have famlet mig frem til et ledigt sæde i den buldermørke sal, kan jeg læne mig tilbage og lytte til Majke Voss Romme’s fine vokal, bakket op af et 3 mands band. Jeg har på forhånd noteret mig at Broken Twin har modtaget masser af ros, også for det netop udkomne debutalbum, May. Og det lød bestemt også godt i Store Sal, hvor Romme’s vokal kom fint til sin ret i de dæmpede, melankolske sange. Til gengæld var der ikke meget kontakt ud over scenen, så det blev en lille smule kedsommeligt i længden for en uindviet lytter som mig. Nuvel, Store Sal er også et enormt rum at fylde ud, men jeg manglede et eller andet…pep, zing, hvad man nu vil kalde det.

Efter en kort tur omkring SCC scenen, hvor Lovespeed spillede, og ikke fangede min opmærksomhed, gik jeg i stedet til Spot Royal området, hvor The Broken Beats spillede på den lille Gaffa Scene. Det var ikke meget jeg kunne se af løjerne fra min plads lige udenfor teltet, men derfor fik jeg nu alligevel fornemmelsen af en levende og underholdende koncert, hvor blandt andet ‘Essentials’ blev leveret i fin stil af Kim Munk og kompagni. Bandet måtte kæmpe lidt med P6 Beats livesending 20 meter væk og lydprøve fra den større udendørs scene undervejs, men det lod de sig heldigvis ikke mærke af, og leverede en rigtig fin energibombe af en koncert.

Der var trængsel ved den lille udendørs Gaffa scene da The Broken Beats spillede (de er derinde, den er god nok!)
Der var trængsel ved den lille udendørs Gaffa scene da The Broken Beats spillede (de er derinde, den er god nok!)

Efter at have fået fyldt depoterne op med lidt mad og drikke, ledte min rute mig omkring SCC, hvor Shiny Darkly stod klar. Kvartetten har for nylig udsendt debutalbummet Little Earth og er blandt andet booket til festivaler i England, hvor deres blanding af new wave og shoegaze er faldet i god jord. Den mørkrandede rock har bestemt også stærke sider, men koncerten foran den enorme SCC-sal kommer aldrig for alvor helt ud over rampen. Blandt andet lader guitaren til at volde lidt problemer undervejs, og det er som om bandet ikke helt rammer intensiteten.

Shiny Darkly stod overfor SCC-salen
Shiny Darkly stod overfor SCC-salen

Det gør til gengæld Liserstille på Radar da jeg stikker hovedet indenfor på det godt fyldte spillested og hører et par numre på vejen til Atlas. Der er knald på både vokaler og instrumenter, og bandmedlemmerne udstråler begejstring på scenen. Jeg sniger mig alligevel ud igen, og fortsætter til Atlas, hvor norske Electric Eye er gået på. Bandet består af rutinerede kræfter, og deres meditative psych-rock overbeviser da også især gennem medlemmernes evner på instrumenterne. De er kort sagt dygtige musikere, der formår at spille repetitiv psykedelisk rock, som alligevel formår at virke varieret og dragende.

Electric Eye var blandt årets norske indslag
Electric Eye var blandt årets norske indslag

Klokken nærmer sig efterhånden 21, og efter Electric Eye’s koncert går jeg videre til Voxhall, for at sikre mig en plads til Choir of Young Believers, som er sat på til netop kl. 21. Det viser sig at være en god idé, for der er fyldt godt op da bandet går på scenen til lyden af brusende bølger, inden en saxofon sætter en blå stemning. Den langsomt opbyggede, atmosfæriske intro fortsætter, indtil frontmand Jannis Noya Makrigiannis’ vokal sætter ordløst ind, nærmest som et ekstra instrument. Det første nummer fortsætter i over 10 minutter på en sfærisk musikalsk rejse. Choir of Young Believers har netop holdt pause gennem et stykke tid, men for nylig er Makrigiannis begyndt at arbejde på nyt materiale, og bandet har netop spillet 8 opvarmningskoncerter for selveste Depeche Mode. Der er en mere rastløs puls i det nye materiale, der bliver præsenteret denne aften, end i bandets tidligere materiale, ligesom de to keyboards dominerer lyden i perioder. Hvordan det nye materiale kommer til at fungere på album, bliver spændende at høre. Publikum tog i hvert fald godt imod det, selv om bifaldet var størst til ‘Paralyze’ fra Rhine Gold.

Efter endnu en travetur og lidt ventetid foran Filuren i Musikhuset, var det blevet tid til Of the Wand and the Moon. Eller nej, det var det faktisk ikke alligevel, for som konferencieren på scenen kunne fortælle, så var bandet strandet på Sjælland på grund af problemer med bilen. I stedet havde arrangørerne fået fat i Machinery of Joy, som netop havde spillet til et Off Spot arrangement på Backstage. Størstedelen af det ellers forventningsfulde publikum forlod hurtigt salen igen, men jeg blev hængende for at høre hvad gruppen havde at byde på. Kvartetten, der tæller tidligere medlemmer fra blandt andre Yellowish og Decorate.Decorate, spiller en form for electro/støjrock med Laura Noszczyk’s vokal i front og dundrende trommer. Bandet lod sig heldigvis ikke gå synderligt på af, at der næppe var mere end 20 publikummer i salen i perioder og leverede en ganske hæderlig koncert, som dog ikke satte de helt dybe spor hos undertegnede.

Jeg nåede lige omkring tyske Fuck Art, Let’s Dance og deres festrock, som trak godt med folk til Musikhusets Foyer-scene, inden aftenen blev rundet af med en glimrende koncert af psych/post-punk sekstetten The Woken Trees tilbage på Filuren. Bandet blev præsenteret i samarbejde mellem Spot og den tyske M’era Luna Festival, der har fokus på industrial og goth-genrerne, og selv om jeg ikke ville placere The Woken Trees i en af de to kasser, så har deres støjende, dunkle univers alligevel tråde til begge. Bandet lagde hårdt ud med ‘Yells’, ‘Pale Horse’ og ‘Orders’ inden tempoet blev sat en smule ned med en tung version af ‘Holy Water’.

The Woken Trees under afslutningen med 'Succubus'
The Woken Trees under afslutningen med ‘Succubus’

 

Herefter fik vi tre nye numre, som lover godt for en forhåbentlig snarligt kommende opfølger til sidste års debut, NNON. Først den stemningsfulde ‘Comfort’, så ‘Arrow Odd’ (som jeg har hørt live før), inden ‘Elder Gods’, med en dyster post-punket lyd, satte en streg under at det borger godt for fremtiden. Som de har for vane, lukkede og slukkede bandet med en fremragende version af ‘Succubus’, der afsluttes heftigt rockende, mens medlemmerne en efter en forlader scenen. En overbevisende optræden af det unge band, der igen satte en streg under at de 6 mand på scenen supplerer hinanden ualmindeligt godt i lydbilledet.

Godt mørbanket af indtryk kunne jeg trække mig tilbage ved 1-tiden, og samle kræfter til lørdagens tætte program. Reportage fra lørdagen følger inden længe.

Af Jonas Strandholdt Bach

Like GFRock på facebook og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here