GFR Live: Nordic Noise Festival 2013, reportage – fredag d. 24/5

0
2082
views

Nordic Noise Festival fyldte fredag og lørdag Pumpehuset med rockede toner fra en række danske bands, der for manges vedkommende hører til til i den lidt mere etablerede ende, med 1-3 albums i ryggen. Det gav de fleste optrædender et solidt skær af professionalisme, men det afslørede samtidig, at disse grupper simpelthen mangler rigtig gode sange for at kunne komme et skridt videre. Her følger en lille reportage fra fredagen.

Rammerne var i orden, med begge sale i Pumpehuet i brug, hvor man vekslede mellem koncerter i henholdsvis den store og lille sal, med minimale forsinkelser til følge i løbet af de to aftener. Ligeledes var lyden i langt de flestes tilfælde både god og høj, med ganske få udfald – så ros for afviklingen.

Fredag aften var vi både lidt presset på tid, og amputeret mandskabsmæssigt, så dækningen blev ikke helt så omfattende, som lørdag, hvad angår bands og billeder. Men her er hvad jeg nåede at få med, og det fremstår måske en anelse negativt samlet set – det skyldes ikke at de forskellige bands ikke gjorde hvad de kunne for at trykke den af, men mere at der for mig var et gennemgående fællestræk, som blev lidt for tydeligt live – de tre bands mangler de sidste afgørende rigtig fede numre og melodier, der kan løfte det samlede indtryk op over middel.

Surfact:

Efterhånden ret rutinerede Surfact, der var et af de bands med tre albums i ryggen, stillede op med et lidt atypisk set up. Hvor de på deres første album fandt en del inspiration i 90’ernes Grunge-lyd, så gik de her all in på nostalgi fronten, og valgte at afvikle koncerten i klassisk “unplugged” stil – ligesom forbillederne i sin tid gjorde det på MTV.

Det var for så vidt en fin idé, der gav lidt afveksling og gjorde at det føltes lidt “eksklusivt”, desværre kom det bare til at udstille bandets sange en smule. Akustiske nedbarberinger som disse, har det med at afsløre hvad der egentlig gemmer sig inde i kernen af numrene, og om de holder hele vejen igennem. Uden det elektroniske lag hud og hår, fremstod Surfact’s materiale beklageligvis noget tyndt og nøgent. Jeg følte simpelthen ikke at mange af numrene var stærke nok uden en mere larmende indpakning til at kamuflere det.

Kun et enkelt nummer, “Mindslave”, løftede sig for alvor ud af middelmådigheden med grunget nerve og energi, hvor resten af sangene ikke rigtig formåede det samme. Det var alt for pænt og poleret, så man hverken følte vokalen eller musikken. Forsanger Jesper Storgård leverede ellers en stærk præstation, og bandet var velspillende, men hvor grunge navne som Nirvana, Pearl Jam og Alice In Chains i sin tid formåede at vise tænder og sjæl i deres unplugged sessioner, så man kunne mærke det rive og flå i hele kroppen trods den afdæmpede indpakning, så virkede det her mere som en velmenende hyggestund foran et talstærkt publikum. Numre som “Higher Ground” og “Feeding The Beast”, gjorde hverken én sanseberuset høj, eller satte tænderne i én, men fremstod en anelse tamme.

Det behøver ikke at være “mørkt” og “dystert” for at være intenst, så det var ikke fordi at bandet generelt virkede meget elskværdige og rare, at seancen ikke begejstrede mig, det var kort og godt et spørgsmål om, at jeg helt overordnet ikke synes de havde stærke nok sange til at klæde dem af på denne måde. Og så fremstod det netop afklædt.

Bullet Train Blast:

Efter Surfact tyndede det en del ud i folk, og den store sal så noget tom ud da aarhusianske Bullet Train Blast indtog scenen med deres hårde rock. De lagde ud med en ganske potent intro, der sendte tankerne i retning af Guns N’ Roses, habilt rockende og med godt smæk på guitaren, men desværre druknede vokalen en lille smule.

Det fik dog ikke sparket synderligt meget gang i et lidt reserveret publikum, selvom der på scenen var godt spark i det bandet leverede. Igen stod man dog med en følelse af, at sangene måske ikke helt havde den samme kraft som bandet, der fyrede dem af. Jeg savnede lidt mere mindeværdige melodier, for bundsolidt eksekveret var det, men der var ikke rigtig noget der satte sig fast i kroppen eller blev hængende i hovedet bagefter.

Det var dog nok til at få to mand til at hoppe løs foran scenen på et tidspunkt, så nogen ramte de da. Folk var måske også ved at være en smule fredags-matte og musik-trætte ude i salen, hvor det langsomt tyndede endnu mere ud. Eller også manglede folk bare, at Bullet Train Blast gav dem en grund til at blive hængende igennem nogle virkeligt mindeværdige melodier, men udover en energisk “Bang Bang Bang”, var der for langt mellem snapsene.

Deres slut 80’er/start 90’er hardrock cocktail blev aldrig rigtig sprængfarlig. Ingredienserne var der skam, men i stedet for at feje benene væk under én, blev man bare stående og vippede lidt med foden. Der mangler måske bare lidt variation i materialet, for at undgå den snigende ensformighed?

Shotgun Revolution:

Mange af de samme “problemer”, meldte sig under Shotgun Revolution’s sene koncert da klokken havde passeret midnat. Engagementet var der, men jeg stod igen og lyttede lidt forgæves efter melodier der satte sig rigtig fast, og sange som jeg syntes var værd at huske efterfølgende.

Udtryk og attitude var på plads, og det fem mand store orkester lugter af og nærmest sveder Jack Daniels drevet rock n’ roll. Men er det nok til at gøre det mindeværdigt? Ikke rigtig, i mine ører, det er underholdende i mindre doser men bliver lidt for hurtigt monotont. Som Guns N’ Roses fan er det naturligvis glædeligt, at endnu et band tilsyneladende har bællet sig fulde og fået lyst til at spille musik på grund af det band, men uden fornyelse og et stærkere personligt præg, så virker det kun som en vellykket hyldest, og ikke noget der lige bringer det et skridt videre.

Det skal ikke tage fra Shotgun Revolution, at det var godt og tændt afleveret fra scenen, selvom det efterhånden sparsomme publikum virkede noget tunge at danse med. Bandet lod sig dog ikke mærke af det, og lod til at have det fedt med bare at rocke ud, og det kan også bringe én et godt stykke vej – men ikke hele vejen til toppen. Måske befinder de sig meget godt hvor de er, og ser bare frem til det næste whiskey shot før der skal rockes igennem?

Læs med i morgen, hvor lørdags reportagen, ud over flere billeder, kan byde på Le Fox Holes, A Road To Damascus, Siamese Fighting Fish og Dance With Dirt.

Skrevet af Kodi

Foto: Nordic Noise Festival

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here