GFR Live: Mono Goes Metal 2014, Reportage fredag d.31/1

0
2173
views

Mono Goes Metal’s første dag bød på god variation, god stemning og masser af øl.

Mono ligger i et industrikvarter i Aarhus-forstaden Åbyhøj, næsten ved ringvejen. Samtidig er der ikke rigtig nogen busser, der kommer helt tæt på, så det er godt, det dedikerede Mono Goes Metal-publikum ikke lader sig afskrække af lidt sne og besværlig transport. Fremmødet er faktisk ganske pænt, allerede fra først på aftenen, og de fleste finder hurtigt vej til baren, der har ganske rimelige priser på øl og blandt andet white russians.

Et enkelt band har aflyst deres optræden fredag (Chainsaw Fisting), så der er fem bands på programmet, der denne aften bindes sammen af Anders Bøtter fra P6 BEATs Sort Søndag, som undervejs må erkende at det ikke er Sort Søndags 5 års fødselsdag, der kan fejres, men nærmere 4 år.

Selvsamme Bøtter introducerer aftenens første band, som det fedeste navn fra P6 BEAT og Blastbeast’s Undergrundsukrudt. Der er tale om de dansksprogede stoner/sludge rockere i Bersærk, der lægger godt fra land, med godt swingende ‘Vi Tager Lyset Tilbage’. Forsanger Casper Roland Popp er bandets midtpunkt, som sørger for en uhøjtidelig stemning ved mellem numrene at sætte sig foran trommesættet og bælle løs af en dåseøl.

“Vi er kommet hele vejen fra Søren Frichs Vej (ca. 500 meter fra Mono, red.) for at spille for jer!”, proklamerer Popp undervejs, og så er stilen ligesom lagt. Popp har en god, tydelig, røget vokal, der også havde lydt godt på sydstatsamerikansk. Bersærk gør sig ikke meget i soli eller andet instrumentlir, det er bare tunge stoner-riffs, buldrende trommer og bas, og vokalen. Vi bliver også trakteret med fine, tunge instrumentalstykker, især mod slutningen af koncerten. Der mangler måske lidt udvikling af sceneoptræden, og ind i mellem kunne man godt ønske sig lidt modspil til Casper Popp fra resten af bandet, men Bersærk har helt sikkert meget at byde på, og er absolut værd at holde øje med i fremtiden Jeg synes også det er rigtig fedt at de synger på dansk, og i og for sig også gør det ganske godt med de danske tekster.

Bersærk var første navn på scenen
Bersærk var første navn på scenen

 

Aftenens andet band er nordjyske Caro. Selv om vi her er ovre i mere klassiske metal-attituder med langt garn, der bliver svinget synkront på scenen, så er nordjyderne også ude på at skabe god stemning og har taget den nordjyske lune med. Tempo og lydstyrke er skruet i vejret i forhold til Bersærk, og vi bevæger os i et døds/thrash metal landskab med både tyngde og tempo. Forsanger Michael Olsson har en grum og god growl, og bandet har godt styr på både instrumenter og sangskrivning. Bedst er de i de langsomme, knusende passager, men det går sgu også meget godt når tempoet skrues i vejret, for eksempel på ‘Cause of Death’, med voldsomme temposkift. Der er god stemning og gang i den, og det er bestemt også Caro’s fortjeneste.

Caro  med nordjydsk lune
Caro med nordjydsk lune

Tredje band på scenen er kult surf’n’rollerne The Surfing Henchmen med Leifur Nielsen (initiativtager til Mono Goes Metal) på bas. Det meste er rent instrumentalt surf-rock, som krydres med enkelte råb, og ellers en underholdende sceneoptræden, hvor især den ene guitarist er god for stirrekonkurrencer med både publikum og bandkolleger – for eksempel som da han undervejs trænger Leifur op i en krog på scenen med et stift blik. God lir, og god surf rock med humor, det er med til at løfte humøret og stemningen, og virker lidt som en kop kaffe på mig. Opkvikkende koncert, der giver et skud energi.

The Surfing Henchmen
The Surfing Henchmen

Festen bliver ikke mindre og topper omkring The Surfing Henchmen og Bone, som indtager scenen bagefter. Med en blanding af klassisk heavy metal, speed metal og death, fræser de scenen op, og får skabt aftenens første moshpit. Hurtige, præcise riffs, smæk på trommerne og en hæst glammende forsanger og ikke mindst, nogle helt klassiske metalattituder, er nok til at overbevise publikum i salen om at der skal slamdances og moshes. Samtidig er Bone også første band i aften, der fyrer regulære soli af, noget guitaristen gør ganske godt. Selv om jeg ikke er hundrede procent overbevist af musikken, så leverer Bone en god sceneoptræden, der passer perfekt til tidspunktet.

Bone fik skabt fest
Bone fik skabt fest

Norske Unspoken er aftenens sidste navn, og selv om opfordringen fra nordmændenes forsanger lyder på at “banga huvud og nakka som bara fan”, er Monos metalhoveder ved at se lidt metaltrætte ud. Her omkring midnat er det tyndet lidt ud i salen, og nogle er formentlig søgt mod busser. Nordmændene lægger godt ud, og tilbage i salen er trods alt stadig nogle energiske mennesker, der til ‘Death of a Dynasty’ leverer aftenens voldsomste moshpit, hvor flere er nede og ligge (og naturligvis hurtigt bliver hjulpet op igen). Unspoken gør sig i teknisk død med anelser til blandt andre Morbid Angel, og de gør det godt. Fede, dæmpede mellemstykker blandes med knogleknusende tons og teknisk er der ikke noget at komme efter. Temposkift er der også nok af, men uden at det bliver for meget, tungt og præcist, uden at forfalde til hæmningsløs smadder.

Norske Unspoken lukkede førstedagen på Mono Goes Metal
Norske Unspoken lukkede førstedagen på Mono Goes Metal

Ærgerligt at der ikke er så mange publikummer tilbage som tidligere, men nordmændene gør det ganske godt, selv om intensiteten falder en smule undervejs.

Efter Unspoken er der almindeligt opbrud, en del stiller sig udenfor og venter på taxaer, mens andre søger mod baren og øl i stride strømme. Øl og metal er der masser af igen i Mono i aften, så hvis du har akut behov for en metalindsprøjtning er det absolut transporttiden værd at sætte kursen mod Mono Goes Metal dag 2 (som du kan læse mere om lige HER).

Skrevet af JSB

Billeder: Philip Brofelde/PB Photography

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here