GFR Live: Manic Street Preachers, Store Vega, 12/5 – 2014 **** (4/6)

3
8624
views

Halv-magelige Manic’s fik leveret en halv-god fest mandag aften i et godt fyldt Store Vega, hvor det rutinerede orkester endnu engang viste, at trods et fantastisk bagkatalog, så har de svært ved at vælge hvilken musikalsk stol de skal sætte sig på.

Så de ender faktisk med at sætte sig mellem to… vil man være tro mod de rebelske, bistre, sammenbidte og aggressive punk-rødder, eller vil man være et stadion pop/ rock band? Den walisiske trio (i dag udvidet med ekstra guitarist og keyboard basker) virker stadig en smule i vildrede over en hele koncert, hvor man forsøger sig med begge dele, nogle gange med stor succes, som når en skrallet og tempofyldt udgave af “Motown Junk” (inklusiv snerrende “Welcome To The Jungle” intro) drukner alle anløb til fællessang som koncertens næstsidste sang, i mens frontmand/guitarist James Dean Bradfield og det lange hyl fra bassist Nicky Wire hvirvler rundt på scenen. Andre gange bliver det en sær hybrid af de to ting, som på signatursangen “Motorcycle Emptiness”, som de valgte at fyre af som første nummer kl. 21.15, sharp. Idéen med at åbne med et af deres mest kendte numre (og et af mine personlige favoritnumre i øvrigt) var sådan set god nok, for så er festen og publikum ligesom sparket i gang, men det kræver en noget mere koncentreret levering end tilfældet var her. Det lød slapt, uskarpt, uengageret, som om den bare skulle overstås, og helst uden at bruge alt for mange kræfter. En skam – hvorfor så overhovedet spille det pragtfulde nummer, når man som James Dean Bradfield så ud- og lød som om – han røvkedede sig fra start og leverede den ellers bidende tekst uden, netop, bid. Og så i øvrigt se lidt overrasket ud, når publikum ikke helt sang igennem når den blev givet videre til dem – du skal vise du selv er med, James, så gider vi godt.

Så var “You Stole The Sun From My Heart” straks mere vellykket som sættets andet nummer, et af hele 4 numre fra This Is My Truth Tell Me Yours albummet der blev luftet denne aften. Det er muligvis også bandets mest kommercielt succesfulde og kendte plade, men jeg kunne nu godt have undværet 2 af disse numre til fordel for nogle andre fra det bugnende bagkatalog. Ikke at “You Stole The Sun From my Heart” og “Tsunami” hen imod slutningen af koncerten, ikke resulterede i stor fællessang, god stemning og alt der hører til, men hvis man skal have fællessang, så kunne man også lade folk synge med på bedre numre som “La Tristesse Durera”, “The Masses Against The Classes”, “From Dispair To Where”, “Stay Beautiful” eller “Australia”, der alle glimrede ved deres fravær.

Men nu skal koncerten naturligvis ikke anmeldes på hvad de ikke spillede, men hvordan de spillede det, der rent faktisk BLEV spillet. Manics spiller generelt godt, om end de sjusker og japper nogle numre ud over scenekanten af og til. En af mine andre favoritter, “Everything Must Go”, og “Suicide Is Painless” (eller “Theme From MASH” som den vel egentlig hedder) var 2 andre ofre for bandets sløsede behandling af deres egen sangskat. “Everything Must Go” lød bare lidt træt og ugidelig, men det kan være svært at gennemskue med Manics, da hele deres attitude er sådan lidt en kombination af cool, tilbagelænet, ligeglad, sammenbidt og bister. “Suicide Is Painless” lød tilgengæld som om bandt havde taget en overdosis sovepiller og bare ventede på at blive sat fri, hvilket de heldigvis blev i den gnistrende afslutningen på nummeret. Godt det voldsomme temposkift er indbygget i sangen, ellers var jeg da faldet i søvn.

Falde i søvn var det til gengæld svært gøre under 2 af de 3 nye numre bandet luftede fra deres kommende album Futurology (hey Manics, måske skulleIi vælge en albumtitel som forsangeren ikke lyder som om han er ved at kløjes i, når han siger den?). “Walk Me To The Bridge” var tilforladelig, høflig og lidt forglemmelig radiorock, så var der straks mere militante spark i titelsangen “Futurology” og “Europa Geht Durch Mich” (eller Euro-pe geht durk mech, som Bradfield flot udtalte det… det er din egen sangtitel!?). Her ville det nok have været en fordel at have hørt hele pladen inden, for som 2 nedslag i det kommende album, spredt godt ud i sættet, da virkede den stramme, bumlende og rumlende march-rock pænt bizar! Det er nok for tidligt at dømme numrene ude, men skal vi ikke bare sige, at de faldt noget til jorden denne aften. Om ikke andet, så var det da anderledes….

Nu lyder det hele ret negativt, det skal siges at jeg er stor fan af gruppen, og måske derfor også ekstra kritisk. Var egentlig heller ikke “på arbejde” i går, men kunne naturligvis ikke slukke for anmeldeler-apparatet lige meget hvor meget jeg prøvede, så kan man jo lige så godt få bearbejdet oplevelsen lidt ved at skrive om det. Der var nemlig også særdeles positive ting at finde under de omkring 100 minutter bandet stod på scenen.

“(It’s Not War) Just The End Of Love”, fra et af de nyere albums, Postcards From A Young Man, blev fyret af med noget af det bid og en følelse af nødvendighed som tredje nummer – noget jeg som nævnt savnede under de 2 første numre. Herefter fulgte en lidt halvsløj periode med nogle  af de nye numre og en amputeret og døsig version af duetten “Rewind The Film”, hvor Richard Hawley der normalt synger med naturligvis var fraværende i dag. Men SÅ løftede koncerten sig pludselig for mit vedkommende, med en flot og faretruende udgave af “Die In The Summertime”, dedikeret til deres band-broder Richey Edwards fra Nicky Wire, der nu pludselig virkede vågen bag solbrillerne. Da var det som om der for alvor kom noget følelse og nerve ind i musikken igen, som blev ført flot, og noget overraskende over i den Nina Persson frie duet “Your Love Alone Is Not Enough”. Den normalt ellers noget pop-pompøse sag blev Nina-fri fyret af i en let punket og fremfarende udgave, hvor det catchy omkvæd nærmest blev råbt og spyttet ud – det så næsten ud som om, gud forbyde det, at de alvorlige mænd på scenen havde det sjovt?! Overraskende nok fungerede nummeret faktisk glimrende i denne lettere voldtagede version, dejlig overraskelse.

Det helt store højdepunkt, i hvert fald i fællessang øjemed, kom midt i sættet, hvor Manic Street Preachers’ helt store hymne, “A Design For Life”, fik lov til at folde sig ud. Her fungerede det upåklageligt når Bradfield sendte sang-stafetten videre til publikum, der tog den til sig og sang lortet flot i mål. Sunget med blev der også under det efterfølgende akustiske break med kun Bradfield og keyboardspilleren på scenen, først lidt andægtig stemning under den pæne, men lidt kedelige, “This Sullen Welsh Heart”, inden fællessangen fik frit spil under “The Everlasting”. Jeg ved sgu ikke rigtig, fællessang er da fint, men jeg har det lidt svært med de der “nu bliver vi intime og spiller lidt akustiske afbrydelser i koncerter. Hvad var pointen lige nøjagtig med det hele? For forandringens skyld? Tja, synes egentlig bandets materiale er varieret nok i de elektriske udgaver, så…. Men om ikke andet kunne man da under “The Everlasting”, når publikum ikke lige tog over, høre at Bradfield stadig kan synges helt op til skyerne og de skarpe fraseringer er intakte – hvorfor vi så skulle snydes for dem i “Everything Must Go” og “Motorcycle Emptiness” ved jeg ikke.

Inden “If You Tolerate This Your Children Will Be Next” lukkede og slukkede (Manics spiller sjældent ekstranumre, så det VAR sidste nummer) med den forventelige fællessang, og det var fint og opløftende og alt det der, så blev vi heldigvis også forkælet med smadrede udgaver af “Revol” og klassikeren “You Love Us” i sættets sidste halvdel, inden de sidste bløde toner fra “If You Tolerate This…” forstummede og Manics had left the building.

På mange måder blev det, naturligvis fristes man til at sige, en Manic monday lidt på autopilot, d’herrer har trods alt nogle år og koncerter på bagen, så en vis rutinepræget indsats under noget af materialet er helt forståelig. Man stod bare med fornemmelsen af, at en del af disse kunne undgås hvis bandet bare selv sagde lidt fra? Tog nogle andre valg hist og her angående sætlisten, måske? Og endelig fandt en måde både at appellere til de fans der kom til da de fyldte stadions og store arenaer med pop-rockede hymner og de, der har været med siden deres fandenivoldske punkede periode. Lige nu virker det som om, at bandet stadig famler lidt af og til, for at tilfredsstille alle, og sig selv, i samme ombæring, jeg siger ikke, at det ikke kan lade sig gøre, men Manic Street Preachers ender stadig med at sætte sig på røven mellem de 2 stole med jævne mellemrum, hvilket resulterer i en lettete skizofren oplevelse.

Manic Street Preachers lader dog til ufortrødent at forsætte med rejse verden rundt og prædike for de allerede omvendte, inklusiv undertegnede, og mandagsmessen havde da også højdepunkter nok til at trække den samlede oplevelse op på 4 stjerner.

Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

3 COMMENTS

  1. Det er altid sjovt, når anmeldere proklamerer, at de er fan af det band, de anmelder – men har fået sang- og albumtitlerne galt i halsen …

  2. Jamen hvis jeg i farten har lavet fejl, så nævne dem endelig – som fan kan man nemlig godt være en skovl til at huske, uden at det gør en til en mindre fan af den grund;)

    Mvh
    Ken

  3. Opdagede f.eks. lige at jeg havde fucket This Is My Truth Tell Me Yours og “if you tolerate this..” godt op – det album og sangtitlerne har jeg ofte problemer med af en eller anden grund;)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here