GFR Live: Live Live Festival reportage

0
2511
views

Live Live Festival, der blev afholdt fredag og lørdag, er et overstået kapitel. I går kiggede vi lidt på nogle generelle indtryk vedrørende festivalen som arrangement, i dag er turen kommet til en en stak udvalgte navne, som vi nedfældede et par tanker om.

Vi styrede med vilje udenom de lidt mere etablerede navne i det bugnende upcoming program, og navne som vi lige har oplevet live, med en enkelt undtagelse i form af Franklin Zoo. De blev lidt handicappede af halv-svag lyd, da vi fornylig oplevede dem til Off Spot i Aarhus, så de fik lige en tur mere i GFRock karrusellen. Endvidere var vi lidt pressede af andre aftaler, så begge dage kunne vi beklageligvis ikke blive hængende til ulvetimerne.

Defecto

Det københavnske metalband Defecto, er et navn vi også tidligere har oplevet en enkelt gang. De spillede til Boil’s releasekoncert på Radar i Aarhus, hvor jeg ikke var voldsomt imponeret af gruppen – teknisk dygtige, men musikken blev lidt for rodet for mig. Det hjalp måske heller ikke på sagerne, at bandet var klemt inde mellem to Aarhus bands på tydelig hjemmebane. Så Defecto fortjente klart en chance mere.

Desværre var deres showcase ikke nogen stor oplevelse, hvilket ikke mindst skyldtes ret massive lydproblemer. Seancen kom skidt fra start, med en forsinkelse på omkring 15 minutter, fordi der skulle fifles med lyden. De var første band på Experience scenen, et relativt stort og mørkt lokale i det ene hjørne af pladsen. Så man skulle tro, at der var tid nok inden til at få lyden på plads. Den blev aldrig andet en mudret og unuanceret, lidt af et problem når et band spiller ret kompleks progressiv symfonisk metal.

Indledningsvis prøvede bandet tydeligvis at ignorerer problemerne, og bare give den gas, men da guitaristens forstærker tilmed satte ud midtvejs i sættet (den blev dog fikset i løbet af et par minutter), så begyndte de, forståeligt nok, at se en smule opgivende ud. Det hjalp nok heller ikke, at programmets eneste reelle metalnavn, spillede for en pænt sagt “udvalgt skare”. Da der var flest, talte jeg 20 mand, inklusiv Live Live crew, og det var et kortvarigt peak. En skam, ikke mindst for bandet, for momentvis har de fat i nogle ret virkningsfulde melodier. Ligesom i Aarhus var bedste nummer ét, der indledningsvis emmer af ægte metal-ballade, så løber lidt af sporet midtvejs med et progressivt stykke, inden vi når sikkert i mål.

Den skammelige lyd skal de ikke klandres for, og deres ihærdige, men i sidste ende forgæves, kamp mod et alt for tomt lokale må afføde respekt. Musikalsk er der perioder hvor det virkelig rykker for Defecto, men af og til kommer numrene til at virke lidt for konstruerede for mig, hvor der proppes for meget ind, i stedet for at lade dem udvikle sig organisk.

defecto
Defecto prøvede forgæves at overvinde tvivlsomme lydforhold

Apollo Bear

De skulle hurtigt vise sig at være en fordel, at spille på den udendørs Discovery Scene. Scenen var placeret under en stor rund pavi (venligst udlånt af Roskilde Festival fra deres Agora grej), der lå lige mellem de to indendørsscener. Lyden var bedre, og en del af de optrædende kunne nyde godt af strømmen af mennesker fra den ene ende af pladsen til den anden, samt gode muligheder for at slappe af på diverse flader egnet til chillaxing. Man kunne måske overveje at rykke siddeområderne lidt tættere på scenen en anden gang, så ville det om ikke andet se ud af mere for bandet på scenen.

Midt i skoven af udlånt Roskilde grej stod Apollo Bear og leverede et virkeligt solidt sæt, der tager udgangspunkt i den nyere strømning af britiske bands som White Lies og Editors. Især den udtryksfulde og mørke vokal ledte tankerne i den retning. Frontmanden fik endda sneget dagens første “Hva’ sååå Roskiiiilde?” ind mellem de velspillede toner. Der var masser af autoritet og tyngde i bandets melodier, ingen tvivl om at de har styr på sangstrukturer og kan deres kram.

For nogen kunne inspirationen fra de britiske øer måske være lidt for tydelig af og til, men det kan ikke tage fra gruppen at de får fyldte deres sange med masser af atmosfære, og forstår at skrue et virkningsfuldt nummer sammen. Hen imod slutningen blev der endda luftet et mere bastant rockende nummer, som gik lige i dunk og bentøj. Jeg var, som man nok kan læse, ikke videre bekendt med bandets musik inden, men er man til genren bør man bestemt tjekke Apollo Bear ud.

Apollo Bear var et af lidt for mange bands, der spille for alt for få fremmødte
Apollo Bear var et af lidt for mange bands, der spille for alt for få fremmødte

Mellow Yellow

Det unge band, der spiller gammeldags rock med referencer til The Doors blues-rock, de mere stenede 70’ere og lidt grunge, stillede op til tidlig lørdagsshowcase i en noget amputeret og anderledes udgave. I stedet for 5 mand på scenen fik vi 3, grundet et bassist afbud, hvorefter trommeslageren fik en tur på bænken. Så vi fik en nedbarberet version af Mellow Yellows toner, med orgel, guitar og i dagens anledning en bas spillende forsanger, Marcus Delfer.

Jeg havde set frem til at opleve bandet live, både på grundaf et godt live ry og fordi de udsendte en meget vellykket EP sidste år. Og den skrabede udgave til trods, blev jeg sandelig heller ikke skuffet. Hvor der måske ikke var så meget gang i gutterne på scenen, og heller ikke musikken nu den var kraftigt omarrangeret, så viste Mellow Yellow at de allerede har et meget stærkt repertoire. Når sange på den måde barberes ned, og vi når ind til kernen, så er det også meget nemmere at høre om materialet holder – i forhold til at man kan kamuflere det med mere lyd og en energisk live optræden. Og numrene holdt i dén grad. Det er uden diskussion stærke sange, helt ind til den afklædte kerne.

De blev, trods den uvante indpakning, leveret stensikket, at et efter sigende tømmermænds ramt band. Men på den måde matchede de afdæmpede toner, det reducerede bands lidt stenede og meget mellow fremtoning og den noget matte middagsstemning blandt de alt for få fremmødte, hinanden glimrende. Det var hyggelig kvalitetstid, godt selskab og dejligt afslappet.

Flankeret af de to velspillende gutter på henholdsvis orgel og guitar, så fik forsanger Delfer demonstreret at han er indehaver af en særdeles kraft- og udtryksfuld vokal. Den sad sgu, trods det tidlige tidspunkt efter en mulig lang aften dagen før, lige i skabet. Især under den i forvejen afdæmpede og længselsfuldt klingende “Before The Sunset”, der svævede man sgu helt væk.

Hvis det er sådan Mellow Yellow leverer en nødløsning, så glæder jeg mig til at se dem for fuld kraft!

Den amputerede udgave af Mellow Yellow var alt andet end svagelig
Den amputerede udgave af Mellow Yellow var alt andet end svagelig

Bob Sacamano

I en lidt anden grøft finder vi det efterfølgende band, der indtog Discovery. Medlemmerne i Bob Sacamano er faktisk født i den periode i 70’erne, hvor Mellow Yellow henter dele af deres inspiration fra. Så efter den nedtonede ungdommelige indledning på dagen, blev det tid til at lade rutinen indtage banen.

Det fem mand store orkester, klædt i sommerlige mørke nuancer, lagde fra land med “Beautiful”. Et nummer der starter stille ud, langsomt vokser i intensitet indtil det bliver helt stadion storladent i sin afslutning. Jeg har tidligere undret mig over valget af netop dette nummer som det første, da det indledningsvis ikke gør meget væsen af sig. Men denne lørdag gav det pludseligt mening, og jeg fattede pointen – den inviterer indenfor, alle kan ligesom være med og bygger op til det der følger.

En af bandets store forcer er vokalharmonier/dobbelt stemme mellem forsanger Peter Jessen, med en dyb brummende vokal, og den akustiske guitarist Morten Grønnegaard, der klarer der mere lyse register – de sad spot on denne lørdag. Ikke mindst fordi lyden på de to vokaler var klar og stærk. Til gengæld savnede jeg lidt mere knald på guitarist Martin Nørgaard, der ude i højre side af scenen forsøgte at holde varmen i fingrene i den tiltagende blæst, med nogle skærende støjflader , effektivt fordelt i numrene. Desværre svingede det lidt, om man kunne høre ham shredde løs.

Bas og trommer i motorrummet hos Bob sørger for den sidste solide bund i bandets blanding af 90’er rock, The National, R.E.M. omkring Monster pladen og hvad man nu ellers synes de lyder lidt som. For Bob Sacamano’s lyd, eller rettere enkeltdelene, er bestemt hørt før i andre sammenhæng, men gruppen formår at få elementerne sat sammen så der er en genkendelig rød tråd igennem sangene. De lyder som alt muligt, og alligevel lyder de som Bob Sacamano igennem de 6 numre, de når at fyre af inden lydmanden trækker stikket.

Et nummer som “Miss Snow” rummer lidt af det hele i sin prærie stemning (kaldt således af forsangeren), en trommeklaskende intro, stille opbygning, intet jag, hvor der hele tiden bygges ovenpå, inden det hele eksploderer i guitar støj og vokalharmoni og fuld blæs på resten af instrumenterne. Denne procedure gentages også i den endnu mere afdæmpede “If Only”, hvor vokalen også lige får et ekstra skud længselsfuld stemning, inden det glimrende pay off. En rigtig sjæler, hvor bandet ikke er bange for at gå planken ud.

“When The Time Is Right” og “My Heart Is On Fire”, fra bandets første EP, er de sidste to numre de når at få skudt af sted inden tiden løber ud. De viser et utroligt driftsikkert live band, der tydeligvis har fundet den lyd de foretrækker, og har øvet så meget, at endnu et sparsomt fremmøde og tiltagende dårligt vejr ikke bringer dem det mindste ud af fatningen.

Bob Sacamano skiller sig ud på en festival som denne, ved at være noget ældre end gennemsnittet af de optrædende. Det giver en anderledes “hvilen i sig selv” udstråling på en scene, og gør også at man ikke er det mindste i tvivl om at det er et band der har totalt styr på sagerne, og ikke mindst er helt afklarede omkring hvordan bandet skal lyde, se ud og generelt fremstå. Ulempen er, at der måske ikke er så meget mere “man” kan lære dem, og at det måske bliver SÅ sammentømret og sikkert, at bandet kunne glemme at udfordre sig selv – de ved hvad de kan og vil, og lader sig ikke rokke. Tilgengæld rocker de gevaldigt igennem, selv uden ungdommelig vildskab.

Franklin Zoo

De 5 mand i københavnske Franklin Zoo spiller musik lige efter mit hoved, med tydelige referencer til grungen, ikke mindst Soundgarden, og vi har da også tidligere stiftet bekendtskab med dem her på GFRock. Først ved deres EP showcase sidste år på Backstage i Aarhus, og samme sted i år til Off Spot. Deres seneste optræden var desværre skæmmet af en lidt halv-lunken lyd, så jeg så frem til et ordenligt 90’er rockspark på Live Live.

Jeg blev da heller ikke på nogen måde skuffet, bandet havde måske dagens bedste lyd, og måske heller ikke helt tilfældigt, i det de havde medbragt deres egen lydmand. Han kom indledningsvis på overarbejde, da regn og blæst pludselig tog til, og vandet fandt en smutvej fra teltdugen ned til pulten. En hurtig improviseret løsning med lidt jakker og regnslag fik dog afværget drukne døden, og samtidig bevirkede naturens luner at der pludselig var godt med folk foran scenen.

De fik et gedigent los i rock-røven af et tight og velspillende Franklin Zoo, der med store armbevægelser fra frontmand Rasmus Revsbech og tilsvarende stor, tung klang fik Discovery til at lette. Og jeg mener frontmand, for Revsbech er nemlig det i ordets bedste forstand, nærmet konstant i bevægelse, også selvom han ikke pisker rundt, masser af attitude og udstråling. I samme energiske boldgade finder vi bassist Anders Rune Hansen, der virkede som en evig indpisker og levede musikken fuldt ud. Begge gør det med overbevisning og naturlighed, på den der måde hvor man ikke er i tvivl om at det kommer fra hjertet, og de slet ikke kan lade være. Til at holde sammen på sagerne er de flankeret af de to habile guitarister Søren Dabros og Daniel Hecht, der forholder sig lidt mere afdæmpede og passer deres arbejde til punkt og prikke, imens trommeslager Brion Wekin buldrer løs i baggrunden. Det er sgu bare et rockband af den gamle skole.

Skal man sige noget “negativt” om Franklin Zoo, så er det at de på ingen måde tilføjer genren noget nyt. Det er Soundgarden (selv vokalen lyder periodevis som ren Chris Cornell), en skvis Alice In Chains hist og her og 70’er betonrock (som også er de nævnte grungebands forfædre), og ikke så meget andet. Men gør det noget? Der er sgu plads til sådan et orkester i Danmark. Desuden mangler Franklin Zoo måske den sidste afgørende mindeværdige melodi eller to, for at materialet løfter sig op over stiløvelser, men det er satme velkendte øvelser med netop stil de leverer. Og af og til rammer de et simpelt forførende riff som på “Fail Again, Fail Better”, der bare er godt gammeldags forførende.

Senest har grunge revival tøsetrioen Baby In Vain begejstret anmeldere landet rundt, måske er Franklin Zoo slet ikke så altmodisch når det kommer til stykket? Hold øje med fuldlængde debutalbum senere på året, det bliver spændende om bandet har materiale der holder en hel plade – fundamentet er der.

JohnWheresMyWhiskey

Det første jeg tænker, da de første toner runger ud fra scenen, er “de ligner da ikke umiddelbart nogen der spiller den slags musik?”. Og det var ikke ment som en sviner, men en flok tilforladeligt udseende unge knøse, lidt gymnasie hippie agtige, og så ruller sumpet rock ‘n roll med whiskey ånde én i møde.

Men også grungen, igen, spøger i bandets musik! Hvad sker der lige, er den virkelig ved at genopstå ude rundt omkring i øvelokalerne? Her leder tankerne mig i retning af et band som Screaming Trees, og især Mark Lanegan på grund af forsangerens vokal, udkants-grunge, men dog beslægtet med Seattle lyden. Hos JohnWheresMyWhiskey virker deres lyd ikke som en decideret hyldest til nogle 90’er ikoner, det føles mere som “sådan lyder det her band nu bare”, altså ganske naturligt – det var det, der kom ud da de satte instrumenterne til.

Som hos man andre unge bands, så skal der stadig lidt til, inden numrene vokser sig rigtig store og stærke, men de havde en skæring der hed noget i retning af “Brain Suicide”, som virkede meget lovende. Så er vi tilbage ved, at det måske nok er “hørt før”, men det var det sgu også da grunge bølgen ramte, rockmusikken bevæger sig i cirkler, sådan er det – og ingen grund til at pille ved formlen, hvis det er det, der fungerer for én. Især ikke når man som de her drenge (håber det er i orden med dem, at jeg kalder dem det?) leverer et hamrende velspillet sæt, hvor ikke mindst trommeslageren imponerede min sidemand der spontant udbrød “mega sej trommeslager!”.

En omgang whiskey til de herrer, på min regning – det var sgu fedt.

JohnWheresMyWhiskey er de herres mundrette navn
JohnWheresMyWhiskey er de herres mundrette navn

————-

Skrevet af Kodi

 Like GFRock på facebook og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here