GFR Live: High On Fire + support, Atlas, 18/3 – 2013 *** (3/6)

6
4022
views

En aften i stoner-metallens tegn var indledningsvis beriget med en høj og nuanceret lyd, der desværre udviklede sig til tykt mudder, og var ved at drukne aftenens hovednavn, High On Fire.

For ingen tvivl om, at High On Fire var aftenens ubestridte hovednavn blandt de tre tunge bands, som man fik serveret på Atlas, en kold og våd mandag aften i Aarhus. En ganske hårdtslående tre-retters menu til den særdeles rimelige pris på 120 kr., der ud over trioen fra Oakland, bestod af de to franske trioer Lizzard og Jumping Jack. Af og til kan sådanne opvarmingsbands godt opleves som et nødvendigt onde, der sjældent er specielt mindeværdige. Man får lige varmet ørerne op og løsnet op i de stive knogler, men ellers er de bare appetitvækkere inden hovedretten, ofte af meget svingende kvalitet.

Denne aften var der dog faktisk lidt at komme efter under opvarmningen, ikke mindst fordi forholdene for de to franske bands var virkeligt gode. Især på grund af en til tider glimrende lyd, der både var voldsomt høj i styrke, men med masser af bund og nuancer. Lizzard lagde ud kort før kl. 20 og fik på små tre kvarter leveret et rigtig fint sæt, genremæssigt var de måske lidt malplacerede med deres alternative metal tendenser i forhold til de to andre bands mere stenede tonsen, men de gjorde generelt en god figur. Forsangeren havde enkelte vokal udfald, men helt overordnet fik de det allerede pæne fremmøde til at interessere sig for hvad der foregik på scenen, og fik kvalt hvad der måtte være af anløb til snak. Jumping Jack slap endnu bedre fra deres warm-up tjans, med endnu mere fyldig og lækker lyd til deres stoner-toner og en forsanger, der havde lidt af rustent nedløbsrør af en vokal, som blev renset godt igennem. På det tidspunkt var der allerede godt fyldt op foran scenen, og Jumping Jack fik afleveret koncertstafetten fornemt til High On Fire.

Så begyndte problemerne beklageligvis at snige sig ind. Ikke at High On Fire selv tabte stafetten, men lyden stod pludseligt helt af da de indtog scenen ved 22-tiden. Om skylden ligger hos den ældre lydmand, der overtog styringen efter de tre yngre under aftenens sidste koncert, skal være usagt. Men faktum er at al bund i lyden med ét var væk da High On Fire forsøgte at banke “Serums Of Liao”, der også åbner deres nyeste album De Vermis Mysteriis, ud over scenekanten. Samtidig var lydniveauet hørbart lavere end under opvarmningen, hvilket naturligvis aldrig bør være tilfældet, selvom den VAR høj under de to første bands. Lydstyrken blev dog hurtigt fikset, inden første nummer tromlede færdig var den allerede oppe på næsten smertegrænsen igen, men selve kvaliteten af lyden fandt aldrig et stabilt niveau resten af koncerten igennem. Da “Frost Hammer”, fra det prægtige Snakes For The Divine album, blev svunget i skallen på de medlevende publikummer som andet nummer var lyden faktisk blevet ganske hæderlig. Man kunne høre de forskellige instrumenter, der var saft og kraft i den og Matt Pike’s hæse brøl kunne tydes i muren af larm. Det gik dog desværre også over.

Pike har måske ikke den skønneste røst i verden, heller ikke på plade, men den bruges effektivt og passer fint til den olme musik. Han lyder lidt som om han synger med en punkteret lunge, imens den anden trænger til at blive tømt for tjære. Fortidens alkoholmisbrug (der skulle være overstået efter en omgang rockin’ rehab), har endvidere skænket ham en flot blegfed og tattoo-kvabset krop, som han ikke er nærig med at vise frem – han indledte koncerten topløs og sådan forblev det. Så der blev kælet både for ører og øjne. Ellers er High On Fire ikke et orkester der visuelt og performance mæssig gør megen væsen af sig – ind på scenen, spil noget røvtung og stenet smadder, en arm eller to i vejret af og til, råbe en sang titel og tak for i aften. Helt okay med mig, musikken taler i dén grad for sig selv og har ikke brug for ekstravagant indpakning.

Trioen kom godt rundt i bagkataloget, men man kunne måske have ønsket/forventet lidt flere numre fra de seneste to plader, Snakes For The Divine (2010) og De Vermis Mysteriis (2012), der ikke blot står som to af karrierens højdepunkter, men også kan anses som nogle af de stærkeste plader fra deres respektive udgivelsesår. Nuvel, trioen spiller kun 12 numre på deres tour, ser det ud til, og de er åbenbart mejslet i granit, for så vidt jeg kan se er sætlisten identisk aften eller aften. Så det blev “kun” til små bidder fra gruppens forskellige udgivelser. Et af højdepunkterne var “10.000 Years” tidligt i koncerten og en heftig tonser udgave af “Devilution”. Men herefter var det som om den famøse lyd én gang for alle stod af og periodevis truede med at vælte hele trioens heftige metal lydmur.

Numre som klassikerne “Rumours Of War”, “Speedwolf” og “Fury Whip” galopperede uskønt ud af højtalerne, og borte var samtlige antydninger af nuancer, Pike’s vokal druknede fuldstændig og bassen og trommerne blev underligt anonyme eller direkte forfærdelige at høre på. Indimellem lød stortrommen som en gammel dør der blev smækket i gentagende gange. Det ødelagde selvsagt noget af fornøjelsen, eller en stor del af den, i den del af koncerten. Man begyndte at blive trukket ud af stemningen og flere passager var decideret anstrengende at lægge kranie til. Guitaren kunne man dog høre hele vejen igennem, og heldigvis er Pike en glimrende guitarist, der fik høvlet nogle seriøst skarpe og maveknusende riffs ud over kanten af scene. Lige i fjæset på et stadigt engageret publikum, i hvert fald de forreste rækker, for længere nede i lokalet begyndte folk at sive væk og ud.

Al dårlig lyd i verden, kunne dog heldigvis ikke smadre “Madness Of An Architect”, en mægtig slæbende mastodont af et metalnummer fra den nyeste plade. Her er/var High On Fire for mig i deres es – det helt nedsatte, kvasende, masende og ustoppelige knuser tempo. Sådan et nummer, hvor du kan stå og vippe med nakken i slow motion, imens musikken moses ind i dunken på dig i et langsomt slæbende tempo. Efter min smag var der for få af den slags øjeblikke under koncerten, hvor High On Fire vægtede deres mere brutalt tonsende numre i forhold til de virkeligt stenede stunder. Smag og behag, men jeg savnede sange som “Bastard Samurai” og “King Of Days” midt i sættet for lige at variere udtrykket lidt mere.

High On Fire lukkede og slukkede efter cirka fem kvarter med en flintrende udgave af “Snakes For The Divine”, der fik det resterende publikum til at brænde helt igennem – man spottede endda en enkelt crowd surfer på det efterhånden noget menneskefattige hav.

Jeg havde set meget frem til en koncert med High On Fire, og især på baggrund af deres seneste to plader var forventningerne måske skruet lidt for højt i vejret, men ikke mindst på grund af den sørgelige lyd der dominerede alt for store dele af koncerten, så forlod man Atlas en smule skuffet. Pike virkede veloplagt, men også lidt som om det var endnu en dag på landevejskontoret, men måske er han bare sådan? Ved ikke hvad han som sådan skulle have gjort anderledes, men tror på ingen måde han anede at han var i Århus – eller at det interesserede ham. Fred være med det, når man bare forsøger at levere varen, og det gjorde han/de. Sætlister kan man jo altid diskutere, men efter min bedste overbevisning, så har bandet nogle bedre numre, end nogle af dem de har valgt at spille på denne tour. Det dusin sange som de åbenbart, come hell or high water, ikke piller ved. Det ville måske hjælpe lidt på den snigende følelse af at der blev spillet lidt på rutinen, hvis man varierede sætlisten bare en lille smule?

Så har du billet til deres koncert på Loppen i København søndag d. 3/3, så er der mulighed for at opleve en koncert der stort set er identisk med denne – bare forhåbentlig med ordenlig fucking lyd!

Havde lyden været som under opvarmningen, så havde High On Fire uden tvivl stået til minimum 4 sikre stjerner, men den omgang mudder der i for lange perioder skyllede ud fra scenen, hiver karakteren ned på middel niveau.

Anmeldt af Kodi

Billede: Judas

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

6 COMMENTS

  1. Uden sammenligning den dårligste lyd jeg nogensinde har oplevet! Jeg syntes iøvrigt også at lyden var meget dårlig under opvarmningsbandsne, men der var den dog klasser bedre end under hovednavnet. Jeg er oprigtigt imponeret over at anmelderen tilsyndeladende var i stand til at konstatere hvilke numre der blev spillet (måske blev der smugkigget på setlisten?), for den gang mudder jeg oplevede fik jeg absolut intet ud af.

    • Der blev smugkigget lidt ja, nu de spiller de samme numre hver aften;) Men Matt Pike var nu også flink til at sige hvad der blev spillet, hvis man var så heldig at kunne tyde hvad der blev sagt! Synes nu, som nævnt, at lyden var rigtig god under opvarmningen, især Jumping Jack, men det kom sgu nok lidt an på hvor man lige var heldig at stå:) For ja, under High In Fire var det skandaløst ringe….. en forbandet skam.

  2. Sluttede de ikke af med “Blood From Zion” som ekstra nummer?

    Generelt mangler Atlas et fornuftigt lydanlæg, det der er kan ikke gengive trommer i nogen fornuftig sammenhæng. Lyden var som nævne bedst til Jumping Jack.

  3. Hmm, er ret sikker på at “Snakes For The Devine” var sidste nummer, og så blev der fyret op for et eller andet “smut hjem” nummer i højtalerne? Men kan da tage fejl:) Nogen andre derude som var til koncerten og kan be- eller afkræfte?

  4. Lyset blev tændt og “smut” musik kom på, men de kom alligevel tilbage, han sagde noget med at han syntes vi var så søde så de lige ville spille et nummer mere.

  5. Aha! Tak for rettelse og tilføjelse – jeg tog flugten hjem i seng med det samme “forlad venligst området” musikken kom på;)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here