GFR Live: Half Moon Run ***** (5/6), Beta 2300, 13/4 – 2013

0
2998
views
Positive vibrationer og rygter var løbet de 3-4 unge canadiske multi instrumentalister og flittige genre-miksere, i forvejen, da de i lørdags gæstede et udsolgt Beta 2300 på Amager. 

Tilbage på Amager, kun cirka et døgn efter jeg stod og hørte Gasblå og Rum 37 fylde det lille intime spillested med dansksprogede toner. Nu var det så blevet international aften på Beta, efter den elektroniske opvarmning fra danske Lydmor. Da vi forsøger at begrænse os til “rock”-toner her på GFRock, så kommer der heller ikke nogen anmeldelse af den unge Lydmor’s blanding af Björk, The Knife/Fever Rey og en masse laptop (der åbenbart var ved at omkomme, og aflyse seancen, kort før start). Det skal siges, at jeg absolut intet kendskab havde til Half Moon Run ud over hvad jeg kunne læse på nettet, og en enkelt sang – lyttet igennem én gang inden koncerten. Så helt friske ører, og lidt på bar grund. Derfor er anmeldelsen også skrevet ud fra en blanding af den officielle sætliste (som jeg er lidt i tvivl om holder, da den nævner tre ekstranumre, jeg hørte kun to) og noter fra koncerten. Så ret mig lige i kommentarfeltet, hvis jeg har sangtitler eller andet forkert. Umiddelbart kunne det virke som et underligt valg af opvarmningsnavn (Lydmor), når man nu var blevet lovet indie-folk fra Montreal – Canada’s kreative vugge lige pt. Men Lydmor viste sig, at være et ganske passende valg, i det Half Moon Run flittigt inkorporerede elektroniske elementer, i deres særegne blanding af traditionel folk, indie, alternativ rock, lidt verdensmusik og indledningsvis sågar noget der mindede om regulær drum ‘n bass.

Det kan lyde lidt rodet, og tro mig, der var langt flere inspirationer og klange i musikken end jeg skriver her, men det fremstod overraskende sammenhængende . Half Moon Run er nærmest umulige at sætte i musikalsk bås, måske de ligefrem har opfundet deres helt egen canadiske tromme-fikserede elektro-folk ‘n bass?

For bas og trommer var der rigeligt af på første nummer, den semi-pumpede “21 Gun Salute”. En velvalgt titel, det lød vitterlig som tunge skud der blev affyret på scenen, jeg troede næsten det var danske F.U.K.T. der var gået på i stedet for. En ganske heftig indledning, og den første indikation på, at Half Moon Run hverken er kræsne eller fordomsfulde rent musikalsk, der blandes lystigt – blandt alt hvad man må formode, at de selv synes er fedt.Den mere soulede “Nerve” fulgte op, og drejede koncerten i en lidt anden retning. Til at begynde med var det tydeligt, at store dele af den udsolgte sal, lige skulle se bandet an og vænne sig til de pludselige og hyppige retningsskift.

Den gennemgående røde tråd hos det unge band, der kun har er enkelt album i bagagen, var det helt igennem fantastiske vokalarbejde. Lige meget hvilken genre-udflugt der blev taget, så sad forsanger og back-up vokal lige i skabet, med masser af indlevelse og indfølt levering. At de så mellem numrene virkede som en stor undskyldning for dem selv, det er en anden sag. Unge og lidt generte? Eller bare interesserede i, at lade musikken tale for sig selv? Ligegyldigt hvad, så gjorde det ikke noget, at det virkede som om de helst sang, og ikke talte, i en mikrofon. I aftenens tredje nummer, “Judgement”, kom der for alvor gang i genre-eksperimenterne hos Half Moon Run, den lidt Drum n’ Bass pumpede lyd vendte tilbage, men nu splejset sammen med noget der mindede om tidlig Maroon 5, eller måske endda Paul Simon i Graceland perioden? Lige meget hvad det var, så fungerede blandingen. Det virkede helt organisk, trods de mange afstikkere, og koncerten ramte sit første peak. Det forsatte i den efterfølgende “Unofferable”, et nyt nummer, der rummede både ekkoer af Fleet Foxes’ skovhugger-folk og afdæmpet Neil Young igennem et velplaceret stykke blæs på mundharmonika – et fremragende nummer, og et af de øjeblikke hvor det hele lettede på Beta.

HMR

Half Moon Run var nu også ved at få tøet det lidt tilbageholdende publikum op. Det blev aldrig en fest som den, vores anmelder oplevede da de varmede op for Mumford & Sons i Falconer Salen, men det var tydeligt at bandet overvandt de korslagte arme – og endte med en sal der stod musestille og rent faktisk LYTTEDE. Dog var der anløb til mere løssluppen begejstring, som da “Call Me In The Afternoon” blev afleveret med smittende indlevelse fra scenen, den vakte tydeligvis noget genkendelsesglæde blandt publikum. Som nævnt, så var Half Moon Run et helt ubeskrevet blad for mit vedkommende, så det var selvfølgelige ikke alle de for mig ukendte toner, som fangede mig lige meget. De to numre “Drug You” og “Need It”, der fulgtes ad på sætlisten, var bestemt smukke og atmosfæriske, men også, især “Need It”, lidt stenede på den måde hvor man faldt en smule hen i egne tanker, “Hittet” “Full Circle” fik dog vækket mig fra min sene vinter dvale, med endnu en forrygende tur rundt i Fleet Foxes/ Neil Young territorium, ikke at de mestrede denne klang bedre end alle deres andre genre-afstikkere, det var blot det, der tiltalte min smag mest i den sammenkogte ret.

Her er det så at mine noter, og den officielle sætliste vi fik fat i, er lidt uenige om titler og mængden af sange i resten af sættet. Så jeg gør som dem, blander lystigt og koger det hele lidt sammen. Inden ekstranumrene, fik vi en afslutning der bragte os temmelig vidt omkring, med endnu et besøg der kredsede omkring Paul Simon, et andet nummer hvor det virkede som om de havde tømt en trommeforretning for udstyr og hamrede løs på hele møget og endelig en tur ud i noget Radiohead-agtigt som sidste sang (“Give Up”). De skiftevis 3-4 gutter på scenen, vendte selvfølgelig tilbage efter en meget kort tur bag tæppet – med den indsats de lagde for dagen, så skulle det ikke undre, hvis de er typerne der bare gerne ville stå og spille live hele tiden. Nu har de dog kun et ret begrænset antal sange i bagagen, så bare det at vi nåede op på en times samlet spilletid, må siges at være ganske godt gået.

Det der fulgte var koncertens absolutte højdepunkt for mig, og det der sniger den samlede oplevelse op på 5 stjerner. Alt for ofte efterhånden, bliver koncerter skæmmet af publikums uhæmmede kævlen løs, lige meget om musikken spiller eller ej. Det var næsten ikke et problem denne aften, i det de fremmødte virkede oprigtigt betagede og overvældede af Half Moon Run, havde de kedet sig frem for rent faktisk at høre efter, så havde de vel snakket? Nuvel, for lige at sætte en tyk streg under deres naturlige musikalitet og jerngreb i publikum, så fremførte de 4 ungersvende første ekstranummer “Vampire” barberet ned til næsten minimum, vokal, to gange akustiske strenge og lidt mundharmonika, og uden mikrofoner. Der var antydningen af begyndende snak lige da de trådte ind på scenen igen, men det forstummede efter et høfligt, men bestemt, “ssssh” fra forsangeren, og de første himmelråbende smukke toner fra 4 stemmebånd i total harmoni. Gammelt og “billigt” trick? Yeah… så prøv selv! Den her ramte de klokkerent, det lød helt fantastisk og indfølt, tog fuldstændig mælet fra publikum og understregede en gang for alle, at de her knægte sgu var the real deal. At gribe og begejstre en hel sal, ikke med alle mulige gøgler tricks, gimmicks og larm, men stille skønsang? What a concept!

Half Moon Run lukkede og slukkede med en svedig Gary Moore’sk white guy blues, en flok tynde blege canadiske fyre, der ikke lignede nogen der kunne gøre en kat fortræd, der spiller ret beskidt og ikke mindst svingende bluesrock? Endnu engang slap de helskindet fra at kaste sig ud i en ny genre, og få det til at fungere i sammenhæng med alle de andre inspirationskilder. Intet mindre end imponerende.

Der er ingen tvivl om, at der er både krummer og talent i disse unge mænd fra Montreal. De mikser kreativt, og tilsyneladende ubesværet, fra et væld af forskellige kilder, tidsperioder og retninger, uden at miste overblikket. Selvom man aner spor af noget man kender, så lyder HMR helt som deres egne, lidt af en bedrift i en tid, hvor man troede at man havde hørt alt. Jeg ved ikke om jeg nogensinde ville sætte deres musik på derhjemme, er ikke sikker på jeg ville nyde det lige så meget som jeg gjorde live, men jeg vil ikke tøve med at se dem på en scene en anden gang. De 5 stjerner gives for en oplevelse med masser af overraskelser og flotte øjeblikke, hvor deres musik gik op i den dér højere enhed. Det fremstod ganske originalt, sprællevende og ikke mindst leveret af et band, der virkede som om musikken bare flød ud af dem helt ubesværet og af sig selv.

Anmeldt af Kodi

Foto: Bonde

Stream Half Moon Run’s debut album “Dark Eyes” gratis HER

Half Moon Run – Vampire (Live at Beta 13/4-2013)

Half Moon Run – Call Me In The Afternoon (Live at Beta 13/4-2013)

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal, and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here