GFR Live: Baroness, Loppen, d. 5/10 (Support: Royal Thunder + Black Tusk) ** (2/6)

4
2124
views

På papiret var Baroness og Loppen det perfekte match, men desværre leverede Georgia sludge/heavy/prog-rockerne en papirtynd omgang under ellers nær perfekte omstændigheder lørdag aften.

Det startede særdeles lovende da undertegnede og possé ankom til det lille hyggelige Christianshavnske spillested. Selvom der var mindst en halv time til, at det første af 3 bands på den indbydende 3-retters sydstatsrock-menu blev serveret, så var der allerede en god kø og pænt fyldt op på Loppen. Kapaciteten er sat til 400, det kan der under ingen omstændigheder være foran scenen, i det lidt specielt indrettede lokale, men mon ikke man kan skyde på næsten udsolgt i løbet af aftenen. Så folk var kommet ud af hulerne på denne halv-lune oktober aften, og fremmødet var med til, at temperaturen i det lavloftede lokale hurtigt blev lidt mere en halv-lummer og lidt fortættet.

Opvarmningen

Derfor burde der også have været lagt op til et brag af en aften, med 3 bands fra Georgia, hvor de er vant til den lumre varme, men hvad der startede rigtig stærkt, endte i en gevaldig tynd omgang. Det skyldes dog ikke første band på scenen, trioen Royal Thunder, der med rock-furien Mlny Parsonz i front leverede et kort, fængende og overrumplende sæt. På lidt under 30 minutter fik de sat en tyk streg under, at bare fordi man er første band på scenen, så er det ikke ensbetydende med at man er det svageste.

Trioen indledte med et underligt opbygget og skævt semi-progget nummer, som måske ikke lige var min kop te, men som fra start demonstrerede, at Royal Thunder ikke er bange for at gøre tingene lidt anderledes. De efterfølgende numre var lidt mere konventionelt opbygget sludge/prog, men hele tiden med små overraskende breaks og fine detaljer, uden at det virkede forceret eller stresset. Det er også værd at fremhæve en høj og knivskarp guitar lyd, samt Parsonz’ vokal, der befinder sig et sted mellem Janis Joplin, Annisette og Grace Slick fra Jefferson Airplane. En ganske særpræget musikalsk forrest, der trods mange elementer og genre-sammenblandinger hang forbløffende godt sammen. Dem kommer jeg til at høre mere til!

Efter lidt forplejning og ny placering i salen var det blevet tid til, at Black Tusk skulle smides på bordet, men her blev vi indhentet af varmen, alkohol indtag (jeg havde egentlig “fri”, men synes alligevel lige jeg ville skrive lidt i går – drikker jo ellers naturligvis ikke i arbejdstiden!), smøgtrang, alderdom og det faktum, at koncerter på Loppen bare starter forbandet sent. Så efter to-tre numre, hvor den lettere røvballede musik brummede og tromlede lige rigeligt i vores slatne kroppe, måtte vi lige fortrække og snuppe en mundfuld frisk luft. Sorry, Black Tusk. Da vi returnerede var der gang i et eller andet løssluppent band sammenrend på scenen, hvor et antal Baroness medlemmer (fik ikke lige dannet mig overblik på grund af begrænset udsyn, sådan er det jo på Loppen) havde sluttet sig til Black Tusk på scenen til en omgang Misfits punk løjer (tror vi det var). Hvis det vitterlig var Misfits numre de rodede rundt med på scenen, så lød det ikke godt, men dog med flere længder mere energisk og tændt end da de sørgelige rester af netop Misfits spillede til 1-day Hardcore Showdown for nylig.

Baroness **

Alright, tid til hovedretten, Baroness fra Savannah, Georgia, der sidste år slap nogenlunde heldigt fra en busulykke, der ellers nemt kunne være endt fatalt for gruppen. Nu er de så på landevejene igen, dog med to nye bandmedlemmer, men stadig med materialet fra deres seneste dobbeltalbum Yellow & Green i centrum. Da jeg oplevede gruppen live på Roskilde Festival 2012 gav de en fin, men ikke overvældende koncert på Odeon. Denne aften på Loppen udviklede sig dog alt for hurtigt til en retningsløs ørkenvandring. Det begyndte ellers nogenlunde med “Take My Bones Away”, det bedste nummer fra deres seneste album, der indledningsvis fik publikum godt med og skabte stemning i det gamle, mørke lokale på staden. Lyden var i begyndelsen ikke helt så skarp og fyldig som under især Royal Thunder, men det blev pludseligt bedre under 3. nummer, “A Horse Called Golgotha”, men tyngden blev aldrig helt så mavepumpende som man kunne have håbet på. Det kan også skyldes vores lidt yderlige placering i det aflange lokale, så vi lader det ikke have afgørende betydning for den samlede bedømmelse, selvom det naturligvis ikke kan undgå at spille ind.

Nej, langt mere afgørende var, at trods de, skulle man tro, næsten optimale intime rammer for et band som Baroness, et egentlig, i hvert fald indledningsvis medlevende publikum, så føltes det aldrig helt nærværende og smittende, det der skete på scenen. Hen imod slutningen af den cirka en time lange koncert, nævnte frontmand John Dyer Baizley ellers noget i retning af, at de efterhånden sjældent spillede i denne slags intime rammer længere – noget de ellers elskede på grund af kontakten med publikum. Det var bare som om, at denne følelse ikke helt forplantede sig ud i det ellers kompakte og tætpakkede lokale. En af grundene kunne være bandets tendens til lange “jammende” mellemstykker, der aldrig blev interessante eller fængende nok til at man blev opslugt af, eller suget ind i, Baroness’ univers. Tværtimod begyndte man alt for hurtigt at stå og kede sig. Bravt! Havde man så kunne se hvad de egentlig foretog sig på scenen under disse passager, så havde det måske hjulpet en smule, men medmindre man stod på de første to-tre rækker var det nærmest umuligt at se meget andet end et halvt bandmedlem på grund af den lave og brede scene og den dæmpede belysning.

Havde bandet så leveret en musikalsk set pissefed koncert, så var det måske til at leve med at man ikke rigtig kunne se det store, men jeg fandt desværre aldrig helt ud af, hvad det er Baroness i bund og grund vil på en scene. De første to plader bevæger sig i et old school heavy metal-agtigt univers, og så har de noget sludge/prog-rocket materiale og det nyere som bliver helt underligt poppet visse steder. Det resulterede i en koncert, hvor jeg aldrig rigtig fik følelsen af sammenhæng og fremdrift, tværtimod blev enhver antydning af momentum konstant bremset af en længere instrumental del, en underlig stille pause mellem to sange eller bare noget materiale, hvor man var i tvivl om, om det var det samme band der spillede sangene. Bevares, sange som “March To The Sea” og “The Line Between” er fine numre, men de blev ikke hjulpet specielt meget på vej af en forsanger der konsekvent valgte et toneleje, som bedst kan betegnes som højt brølende og piv falsk. Igen, ikke nødvendigvis dræbende for en koncert, du kan godt have en “fed” vokal, selvom du ikke synger direkte “smukt” i klassisk forstand, men her blev det simpelthen for meget og for forstyrrende. Så skru dog lidt ned for hans mikrofon og drukn stemmen i musikken.

For det er jo ikke fordi at Baroness ikke kan spille, faktisk har de nogle ret fede passager hist og her, men de virker bare som et lidt stilforvirret og ufokuseret foretagende når materialet spænder så vidt under en koncert. Og lidt for tit giver det ikke rigtig nogen sammenhængende mening fra nummer til nummer, og man savner en bedre fornemmelse for opbygning i sættet og generelt bare meget mere fokus. Og jeg var ikke den eneste der tænkte sådan. De forreste rækker så ud som om de havde en fin fest, men længere ude så en del ud som om de ligesom os kede sig voldsomt. Skal bandet så have skylden for dele af publikums (og mit eget) manglende engagement? Ja, i den forstand, at de ikke formåede at give mig nogen grund til, at jeg skulle leve mig ind i deres musikalske univers – og konstant spændte ben for sig selv, når man lige engang imellem blev hevet ud af sin døs.

Jeg forlod Loppen med en underlig tom følelse, og en følelse af, at Baroness kunne være et meget federe band, end de egentlig er – især live. Afstanden mellem deres gode øjeblikke og deres dårligste er simpelthen alt for stor. Det var ikke nogen musikalsk katastrofe – det var bare i lange perioder gabende kedeligt, og det er faktisk værre.

Anmeldt af Kodi

Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag.

4 COMMENTS

  1. Sjældent har jeg oplevet så divergerende anmeldelser som din og den her: http://www.rockfreaks.net/gigs/808

    Jeg var selv til stede, og jeg tror virkelig, at du gik glip af noget ved at forlade rummet under Black Tusk. Herudover synes jeg, at din anmeldelse der synes gennemsyret af din dårlige placering, når frem til en forunderlig konklusion. Du starter ud med at nævne, at du muligvis ikke kan bedømme bandet under de givne forhold, men ikke desto mindre ender du med at gøre akkurat dette.

  2. Hey

    Først og fremmest tak for kommentar og input:)

    Grunden til at jeg nævnte placeringen i lokalet, som en mulig grund til noget af det indtryk koncerten efterlod, var netop for ikke at “skjule” at det kunne have indflydelse på min (og de to jeg fulgtes med) oplevelse. Desuden gør jeg opmærksom på, at jeg i første omgang var der “i civil” og egentlig ikke havde anmelder brillerne på (jo, altid en smule, naturligvis) men efterfølgende fik lyst til at skrive lidt om koncerterne – derfor forklaringen om at vi forlod lokalet under Black Tusk, i stedet for slet ikke at nævne dem eller lade som om jeg så dem;)

    Jeg skulle måske have gjort det mere klart, at det er en anmeldelse under disse, ikke-perfekte, omstændigheder. Dog ændre der ikke på, at jeg/vi havde en dårlig oplevelse, der hvor vi stod i lokalet, at andre havde en anden opfattelse er bare skønt, og som nævnt i teksten, så var der også godt gang i den (især på de forreste rækker).

    Der er mange faktorer der spiller ind på konklusionen i sådan en anmeldelse, og det er mega subjektivt meget af det, det vedstår jeg gerne. Skulle anmeldelsen så aldrig have været skrevet? Tja, det kan man vel altid diskuterer, nu valgte jeg at gøre det, og efter bedste evne forsøgte jeg at ridse omstændighederne for bedømmelsen op:)

    Tak fordi du kiggede forbi

    Mvh
    Ken

  3. Var vi til samme koncert?

    Hvis du har stillet dig op ét sted igennem koncerterne, med forventning af at koncerten kommer til dig, så har du da også fuldstændigt misforstået anmelderens rolle.
    Det er jo meningen at en anmelder skal veje den generelle stemning og oplevelsen af koncerten, frem for at fortælle om din subjektive oplevelse af den. Ellers er anmeldelsen jo uendeligt ligegyldig.
    Når nu der er unummererede pladser, så gør dog i det mindste en indsats for at opleve koncerten fra flere vinkler. Hvis du som minimum ikke kan finde ud af at gøre det, så lad være med at skrive en anmeldelse.

  4. Tak for input.

    Jeg/vi flyttede os skam rundt under koncerterne, og nåede vidst at opleve dem fra de fleste “vinkler”, undtagen det forreste rækker – som jeg forresten også skriver så ud til at have en fest. Men, som jeg ikke lægger skjul på, så så vi det meste af Baroness lidt yderligt placeret.

    Anmeldeler rollen, og opgaver der hører til, er noget vi ofte og flittigt diskuterer internt, og vi er helt klart ude i learning by doing, hvis man tager sig tid til at læse “om gfrock” menupunktet, så fremgår det ganske tydeligt at vi først og fremmest er helt “almindelige” musikfans, som synes det kunne være sjovt at skrive lidt om hvad vi går og oplever og hører. Vi har forlængst opgivet at holde det subjektive ude af vores anmeldelser, og nu du ganske objektivt åbenbart havde en helt anden oplevelse af koncerten end mig, så er det jo bare dejligt:)

    Vi prøver i det omfang det er muligt, at være både subjektive og objektive, balancen skrider helt klart nogen gange, hvor den her tipper over i det subjektive – hvilket jeg forsøger at gøre tydeligt opmærksom på i teksten, og at anmeldelsen skal læses ud fra det udgangspunkt.

    Det mener du så er en fejl, og det er du naturligvis i din gode ret til at mene!

    Men tak for feedback

    Mvh
    ken

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here