GFR Live: Architects (med Northlane og Stray From The Path), Pumpehuset, 20/3 – 2014

0
952
views

Det er efterhånden et par gode måneder siden jeg sidst har stået foran en scene, så med nyheden om at de britiske hardcore/metalcore veteraner fra Architects, hvis 6. album Lost Forever/Lost Together i skrivende stund kører i rotation på anlægget, var der da ikke andet at gøre end at tage et smut forbi Pumpehuset, for at høre om Architects stadig lever op til deres sublime liverygte.

Grundet arbejdstider missede jeg desværre første band More than life.

Northlane:
I stedet blev jeg mødt af aftens andet band, Northlane, der dog virkede til at være blevet budt med til et show med et noget højere niveau end hvad sædvane var for de hypede australiere. En ensformig og forudsigelig vokalpræstation fra frontmand Adrian Fitipaldes, hvis vane med at starte en stor del af sine sanglinjer rene, for at lade dem flyde over i et skrig, ret hurtigt gennemskues, kombineret med en noget nervøst udseende performance fra resten af bandet, der sendte tankerne i retning af et småskræmt skoleband. Dette gjorde det til en tynd kop te at starte på.

Havde sangskrivningen så bare været i hus kunne meget måske tilgives, men bandet lader desværre til at være mere optaget af nutidens core og heavy trends som djentchords og breakdowns end at skrive solide sange. Meget af deres materiale ender derfor rodet og uden en rød tråd. Der bevares dog nogle udemærkede momenter, som fine rumklangsdrivende guitarlinjer og et par velplaceret skæve tidssignaturer hist og her,  men heller ikke meget mere end det.

Karakter: 2/6

Stray From The Path:

Min første tanke efter dette var derfor, at tingene  kun kan udvikle sig i en bedre retning, mens Stray From The Path, eller det meste af bandet, indtager scenen; forsangeren Drew York var nødsaget til at rejse hjem til USA grundet en nær familiekrise. Bassist Anthony Altamure forklarer derfor, at Yorks plads vil blive fyldt ud af medlemmer fra de tre andre navne – og sørme så, som første mand på scenen ikke er Sam Carter himself, der skriger sig igennem åbnerne ”Bullet” og ”Mad Girl”, i en grad, så jeg næsten tvivler på at York kunne havde gjort det bedre selv. James Matthews (More Than Life) og Adrian Fitipaldes leverer også begge to respektable udgaver af bandes bagkatalog, men showets højdepunkt må dog siges at komme, da Altamure afleverer sin bas til Architects Alex Dean, for derefter at give en vanvittig og ekstremt overraskende vokalpræstation, som jeg kun kan tage hatten af for.
Alligevel er der bare ikke meget ved Stray From The Paths blanding af hardcore og nu-metal, som trækker sine tydelig spor fra Limp Bizkit og Emmure, der fanger mig. Andet end guitarist Thomas Williams sjove loops og skæve picthede guitarriffs er der ikke rigtig noget af musikken, der siger mig noget. Om det så er på grund af Yorks fravær, eller at jeg bare ikke er stor nu-metalfan, kan måske være svært lige at gennemskue, men jeg må indrømme at jeg, det godt scenetække og den udmærkede energi til trods, mere og mere utålmodigt venter på at sættet skal ende.

Karakter: 3/6

Architects:

Som forventet fik Architects en mindre heltevelkomst fra et efterhånden godt fyldt Pumpehus, der ventede i spænding for at se om de nye sange kunne følge med. Og jo tak, det skal jeg da så lige love for de kan! Efter at være blevet rusket godt igennem af første track på det nye album, ”Gravedigger”, blev publikum bombarderet af det ene tonstunge riff efter det andet. Især ”Broken Cross” og ”The Devil is Near” fungerer utroligt godt live, hvor de virkelig kom til live, og der var ingen tvivl om at enhver Architects fan fik smæk for hver eneste skilling de havde spænderet på aftenens show. Alligevel føler jeg dog at musikken i længden bliver en smule ensformig, og især den gamle fanfavorit ”Follow The Water” virkede som om den var blevet lidt træt med årene, og kunne passende have været skiftet ud med en mere rolig sang som ”Hollow Crown”, for at skabe lidt kontrast i lydbilledet.

Men ellers var der ikke meget at kritisere; Carter var, som tidligere nævnt, et bæst af energi, raseri og vildskab på scenen, og resten af bandet, guitaristerne Tom Searle og Morgan Sinclair, bassisten Alex Dean og trommeslageren Dan Searle, var ligeså vibrerende af energi, mens de haglede monstergrooves, breakdowns og det ene komplicerede riff efter det andet, ned over det skrigende fans, med militær præsision. Og da de sidste toner af ”These Colours Don’t Run” runder aftenen solidt af, er det med et veltilfredst smil og ringende ører, at jeg bevæger mig ud i Københavns natteliv. Grundigt overbevist om,  at Architects bestemt lever op til deres rygte som liveband.

Karakter: 5/6

Vi anmelder Architect’s nye album i næste uge.

Anmeldt af Christian ”Hank” van Alstine

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here