GFR Live: Alice In Chains, Helviti Scenen, Copenhell, 14/6 ***** (5/6)

0
10725
views

Alice In Chains overlevede et komplet strømsvigt på Copenhell’s største scene i går, desværre dræbte det helhedsindtrykket af en ellers glimrende koncert en smule.

Seattle veteranerne er egentlig lidt en naturstridig størrelse i 2013. Den oprindelige frontmand Layne Staley døde efter mange års massivt stofmisbrug i 2002, på det tidspunkt havde de ikke udgivet nyt siden 1995. Så pludselige genopstår bandet af asken i midt 00erne med en ny frontmand i form af William DuVall, og søreme om de ikke får indspillet et solidt comeback album i 2009, Black Gives Way To Blue. Nu er de aktuelle med endnu et solidt album, The Devil Put Dinosaurs Here, og var klar til et ordenligt los nostalgi på Copenhell’s største scene i går aftes.

DSC_0188
Det er ikke rigtig Alice In Chains, men det er nok det tætteste vi kommer på den ægte varer. Og lad det være sagt med det samme, modsat en pinlig Glenn Danzig senere på samme scene, så har AIC stadig masser af muskler at spille med! DuVall er overraskende naturligt gledet ind i forsanger rollen, en mere udadvendt type end den forpinte sjæl Staley, og på mange måder også en “bedre” sanger – i hvert fald spænder vokalen videre end Staley’s. Helt det samme bliver det naturligvis aldrig, men AIC er i 2013 ikke bare et hult rumlende nostalgi-tog uden endestation. Det er et tungt, slæbende og olmt rovdyr, der nok forstår at forfører masserne med “nem” nostalgi, men ikke uden at de hugger og bider fra sig i nådesløse små eksplosioner.

DSC_0183
Cantrell ligner stadig en der tror på sangene når han leverer vokalharmonier og/eller sit karakteristiske stenede guitarspil, der tromler al snak om unødvendig genkomst i jorden. Således fremstod bandet også samlet set, da de eksploderede ud af starthullerne med “Them Bones” og “Dam That River”, et one-two punch der også åbner album klassikeren Dirt (1992). AIC ramte det store fremmøde foran Helviti med enorm saft og kraft bag instrumenterne, hvor man ikke må glemme de to hårdtarbejdende mænd i motorrummet, Sean Kinney på trommer og Mike Inez på bassen. Så var vi sgu igang med overbevisende intensitet og power.

Selvom det var to “hits” AIC indledte med, så virkede de ingenlunde som om de var kommet for bare at please det meget modtagelige publikum. Sammenspillet var sammenbidt, koncentreret og forbandet tungt, så gruppen hurtigt fik vist deres berettigelse blandt mere umiddelbart metalliske navne på plakaten.

Den gode lyd på instrumenterne blev desværre ikke helt matchet på vokalfronten, hvor Duvall og Cantrell’s fremragende arbejde med dobbeltstemmer og harmonier beklageligvis ikke stod helt tydeligt nok i lydbilledet til min smag. Det er et af de bærende elementer i AIC sangskat, som vi kom godt rundt i i går aftes, der altså druknede en smule – der var dog svimlende stjernestunder imellem. Som en fuldstændig fantastisk gribende version af undergangshymnen “Down In A Hole”, den tror jeg ikke jeg nogensinde har hørt smukkere, end da 8-10.000 stemmer smeltede sammen med Duvall/Cantrell og løftede sangen fra graven og helt op i det helvedes himmelske tiltagende mørke over Copenhell. Det var et af DE DER øjeblikke, som kommer til at brænde sig fast i erindringen.

DSC_0226
I det hele taget var vi med bidske udgaver af “Check My Brain” og “Hollow”, to nyere numre der falder helt naturligt ind i sættet blandt de ældre klassikere som “We Die Young”, på vej mod et sandt triumftog, da alt pludseligt døde kort inde i den nye single “Stone”.  Al strøm på scenen røg simpelthen og der blev BUM stille på Helviti. Teknikere stormede besatte rundt, bandet virkede indledningsvis lidt, forståeligt, forvirrede, inden de begyndte at klappe af det tålmodige publikum og smide plektere ud. Var det hele pludselig slut? Der kom heldigvis liv nok i en mikrofon, efter et stykke tid, til at DuVall kunne forsikre, at bandet havde tænkt sig at komme tilbage lige så snart der var strøm, og spille sættet færdig som planlagt.

Som lovet, således skete det. Om vi fik hele det planlagte sæt, er jeg lidt i tvivl om, manglede vi ikke “Nutshell” og “No Excuses”, som det ser ud til de ellers altid spiller? Eller også fik vi det festival tilpassede sæt, der hele tiden havde været planen, who knows? Heller ikke det vigtigste, for selvom det afbrudte samleje trækker lidt ned på helhedsindtrykket, rent objektivt set, så samlede AIC fornemt bolden op og stormede videre mod mål da de genstartede seancen, hvor de slap, med “Stone”.

DSC_0223
Stor ros til det ekstremt tålmodige og respektfulde publikum, hvor jeg kun så ganske få udvandre og ellers stod folk bare og snakkede i rolig forventning. Ingen “buh” og “panik” at føle i den sortklædte masse. En masse, der fik lov til at syde og boble til den små-psykedeliske “Acid Buble”, inden den helt store forløsning indtraf i en intenst gnistrende udgave af den gamle traver “Man In The Box”. Hold da kæft hvor blev der pumpet liv og nerve ind i de gammel-grungede nummer fra Facelift albummet, i en sådan grad at den her overgik den ellers fine version vi fik på Orange Scene i 2010

Netop Orange koncerten, er naturligt mit helt store sammenligningsgrundlag, da det er den eneste gang jeg har set bandet tidligere. Det var for mig, og mange af dem jeg delte gårsdagens oplevelse med, en helt igennem magisk stund på Roskilde, med næsten perfekt lyd på den store scene. Helt deroppe at ringe kom koncerten på Copenhell ikke, samlet set, også et unfair sammenligningsgrundlag, men hvor den samlede magi led lidt under svingende lyd på vokalen og det uheldige strømsvigt, så var der enkeltstående glimt af samme magi fordelt i sættet.

DSC_0196
Efter det opløftende genhør med næsten uopslidelige “Man In The Box”, så afsluttede AIC med to klassikere der ER uopslidelige. Først en mavepumpende tung levering af hittet “Would?”, med alt hvad herlig fællessang og arme i vejret kunne trække, inden “Rooster” lukkede og slukkede, sådan for alvor, som enligt ekstranummer. Man fik sgu næsten gåsehud af at høre “wooooo uuuh uuuuh uuuuuuh” mandekoret fra publikum, imens bandet spillede den sidste rest dagslys væk over Refshaleøen.

Sætlister kan man altid diskuterer, men med Orange Scene koncerten i mente, så savnede jeg måske et nummer eller to derfra, og egentlig også en sang eller to mere fra det nyeste album, hvor især titelnummeret “The Devil Put Dinosaurs Here” sagtens kunne have erstattet Black Gives Way To Blue skæringen “Acid Buble”. Men ok, så er vi ude i fanboy flueknepperi, and who wants that? Tilgengæld fik vi et overraskende og kærkomment gensyn med den foroverbøjede og angrebslystne repitil-rocker “Angry Chair”, et glubsk rovdyr bandet ellers ikke har luftet live på denne tour.

PRIO
Alt i alt afhænger den samlede bedømmelse af om ens holdning til strømafbrydelsen. Det bremsede helt klart bandets og koncertens momentum, men tilgengæld forsatte de tilsyneladende upåvirkede og uden at miste et skridt, efter den ufrivillige pause. Så modsat AIC’s kompromisløse levering, så fedtspiller jeg lidt og siger 4 eller 5 stjerner, afhængigt af ens pause-tolerance.

Personligt, som stor fan, var det endnu en storslået oplevelse at se AIC vise metal-folket hvor det sludge-rockede skab skal stå. Og en som tydeligvis blev delt af rigtig mange af de fremmødte. Det har sgu aldrig været så rart, at være down in a hole.

Anmeldt af Kodi

Foto: Thomas Bjerregaard Bonde

Læs med her på siden mandag, hvor vi anmelder et vellykket viking metal-togt, samt en reportage fra fredag med udvalgte navne som pinlige Danzig, selvparodien Ghost samt lidt By The Patient, Between The Buried and Me og Cancer Bats.

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul,  metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here