Home Interviews GFR Fokus: Q&A – 5 hurtige til Vega Nova

GFR Fokus: Q&A – 5 hurtige til Vega Nova

3271
0

Vega Nova er den 23/1 klar med deres debutalbum, men bag navnet gemmer der sig dog en duo, der langt fra kan kaldes debutanter på den danske musikscene.

Folkene bag Vega Nova, er nemlig de to Raunchy-medlemmer Jeppe Christensen og Jesper Tilsted. Duoen har for en stund forladt metalmusikkens hårde, men trygge, rammer og kastet sig ud i et elektro/synthrock projekt, der nu er klar med pladen Lovesongs For The Dead (som vi anmelder her på siden i morgen, onsdag).

Pladens 11 numre er opstået over de seneste 4 år, et hyggeprojekt med numre der ikke rigtig passede ind i Raunchy-formlen, og som stille og roligt tog form og blev til en hel plade. For at finde ud af lidt mere om stilskiftet og tilblivelsen af pladen, har vi stillet Jeppe og Jesper en række spørgsmål, så lad os finde ud af hvad Vega Nova er for en størrelse.

1) Vega Nova? Kan i fortælle lidt om navnet, tankerne bagved og bandets opståen?

Vi startede med at skrive numre sammen som et rent hyggeprojekt uden egentlig at have nogen ambitioner med det. Vi havde begge nogle ting til at ligge som ikke rigtig hørte til i Raunchy, og så tror jeg egentlig, at vi begge syntes, det var fedt at lave noget musik, som ingen, ud over os selv, havde nogen forventninger til. Senere fik vi så lokket Jacob Hansen til at gå ind i projektet, hvilket har været ret essentielt for at vi faktisk fik lavet en plade.

Navnet ”Vega Nova” ligger der ærlig talt ikke så meget bag, udover at vi syntes det lød godt og havde en eller anden stemning over sig, som vi følte passede godt til musikken. Med Raunchy har der altid været temmelig mange holdninger til navnet, så til dette projekt ville vi gerne finde noget, der var lidt mere åbent for fortolkning.

2) I er begge medlemmer af metalbandet Raunchy. Hvordan adskiller arbejdsprocessen, med den mere elektronisk baserede musik i Vega Nova, sig fra Raunchy? Hvis overhovedet?

Den adskiller sig faktisk ret meget. I Raunchy laver vi altid demoer af alle numre uden vokal og går i studiet med dem. Vokalerne er noget Jeppe og Kasper lægger ovenpå i studiet. I Vega Nova er der i de fleste numre taget udgangspunkt i ideer fra Jeppe med synth og vokal, som vi sammen har bygget numrene op omkring. Det med at lave musikken til numre, uden at tage hensyn til vokalerne, er nok også en meget metal-agtig måde at arbejde på, fordi skrige vokal vel et eller andet sted passer til det meste.

3) En del af numrene, på Lovesongs For The Dead, lyder i mine ører lidt som om de sagtens kunne have været/blevet til metalsange. Er det bevidst, et tilfælde eller noget i overhovedet kan nikke genkendende til?

Vi har jo nok tillagt os nogle vaner og melodiske favoritter gennem årene. Så hvis man er vant til at høre os i Raunchy, er det måske nærliggende at tænke at Vega Novas sange minder lidt om metalsange. Det er jo, for så vidt de samme grundprincipper og melodiskalaer jeg (Jeppe) bruger når jeg laver vokal. Forskellen er bare at der ikke er helt så meget skrald på de andre instrumenter og der ikke er nogen der råber i versene.

Når det så er sagt, synes jeg også vi har gjort nogle ting, der ikke kunne have været på en metalplade. For eksempel er der en trompet et sted i mixet på en sang, som sandsynligvis ikke ville få det ellers åbentsindede og frittænkende metalpublikum, til at juble af begejstring. Vi har også brugt håndklap, samples af barnelatter, muh’ende køer og fugle, samt andre muntre indslag, der nok ikke havde klaret den på en metalplade.

4) “Lovesongs For The Dead” lyder jo umiddelbart som en ret sørgmodig eller storladen titel – hvad handler pladen og sangene om?

Jeg ville mere sige sølle og pjevset. Vi kender vel alle følelsen af at puste os op til noget stort, som så viser sig ikke at være andet end varm luft.

Ellers handler sangene mest om livet i det hele taget, når man er i midten af trediverne, med de op og nedture det nu medfører. Flere af numrene er forholdsvis sortseende kærlighedssange, hvilket er grunden til titlen.

5) Den elektroniske rock, med navne som f.eks. Duné, Turboweekend og When Saints Go Machine, har markeret sig godt i Danmark de seneste år. Hvad er det Vega Nova har med til festen?

Sammenlignet med de navne du nævner, synes jeg vi kommer med noget helt andet. Vores fokus ligger et andet sted.
Vi prøver at lave den bedst mulige sang – i vores ører – og tænker ikke så meget på hvad der mon kunne tiltrække kommerciel interesse. Fra metalverdenen er vi vant til at passe os selv, uden de store nationale mediers interesse og uden det skal lyde for bittert, er det faktisk meget fedt, fordi man vænner sig til, at de eneste, vi skal spørge om lov, er os selv.

Derfor er vores bidrag til festen nok ikke til den store fest inde i stuen, men mest til køkkenfesten, hvor de få står, men hvor man også må ryge og er tæt på kaffemaskinen.

Vega Nova: Lovesongs For The Dead udkom 23/1-2013. Læs vores anmeldelse HER

Skrevet af Kodi

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal, and the what have you – hver dag!

Previous articleGojira – L’Enfant Sauvage – 22/01-2013
Next articleThe Foreign Resort klar med ny video

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.