Home Seneste April 2013 - Nyheder GFR Fokus: Koncerter i København fredag + lørdag (uge 16)

GFR Fokus: Koncerter i København fredag + lørdag (uge 16)

3680
0

Vi har endnu engang kigget i forskellige københavnske spillesteders koncertkalender, og udvalgt nogle stykker der får en lille anbefaling med på vej.

Fredag:

Weekenden indledes med en dobbelt booking hos både Amager Bio og Store Vega, og deres respektive “små” brødre Beta 2300 og Lille Vega.

Store Vega gæstes af Black Veil Brides, der siden 2006 har givet verden deres bud på en solid omgang Goth-rock. Bandet er endvidere inspireret af Kiss, hvilket deres fremtoning heller ikke lægger skjul på. Deres debut album We Stich These Wounds blev en overraskende stor salgssucces, og nu er bandet klar til at give den gas på Vega sammen med deres dedikerede fans “The BVB Army”.

Med sig har de som opvarmning Heaven’s Basement.

Store Vega
Fredag d. 19/4
Start: 20.00
Pris: 250 kr. (forsalg/dør)

Samtidig gæstes Lille Vega af svenske Cult Of Luna, der i januar udsendte deres første album i 6 år. Vertikal har drejet deres progressive sludge/stoner metal i en meget ambitiøs retning, hvis man troede gruppens første seks plader var stenede, så har Cult Of Luna skruet gevaldigt op på deres nyeste album. Pladen virker nærmest som et spaced out soundtrack til en rumrejse film, hvor sangstrukturer og form opløses og sættes sammen på ny. Ikke just en “nem” plade at blive gode venner med, men svimlende ambitiøst og sært dragende når man får åbnet op for det mystiske univers.

Så det bliver spændende at se hvad Cult Of Luna disker op med live i denne omgang, en blanding af gammelt og nyt, eller én lang rejse mod Jupiter a la Kubrick?

Med som support har de stoner-rockerne LO!, som du kan lytte til ganske gratis HER

Lille Vega
Fredag d. 19/4
Start: 21.00
Pris: 175 kr. (forsalg/dør)

Hvis du er mere til fest, farver og hævy mædal, så smut i stedet for i Amager Bio. Her spiller utrættelige Red Warszawa op til gak og løjer med masser af ny-klassikere og syge sange. Utallige udskiftninger i bandet, har ikke ødelagt “Heavy” Henning og co’s evner til at skabe en abefest af karakter. og når man slæber danske Rammstein Jam med som opvarming, så kan det ikke andet end blive en fornøjelig og underholdende aften på Amager

Amager Bio
Fredag d. 19/4
Døre: kl. 20.00
Pris: 150 kr. (forsalg) 175 kr. (døren)

Ved siden af Amager Bio ligger dens charmerende lillebror Beta 2300, hvor der samme aften bydes på spændende toner fra to nyere danske bands. Hovednavnet er Go Go Berlin, der er ved at have oparbejdet en seriøs mængde hype omkring deres energiske garageinspirerede bet-rock. “Danmarks bedste live-band” ifølge nogen, det er jo en påstand man burde tjekke ud!

Med sig har de det støjende rock-stormvejr The Foreign Resort, hvis udgivelse Scattered & Buried undertegnede tildelte 5 stjerner sidste efterår, med ord som blandt andet:

“Alle 5 numre er genarbejdede, skarpt skårne og veludførte, og viser samtidig en tilpas mængde variation uden at det går ud over helhedsindtrykket, og kommer til at virke forceret eller famlende”. Hele anmeldelsen kan læses HER

Beta 2300
Fredag d. 19/4
Døre: 21.00
Pris: 80 kr. (forsalg) 100 kr. (døren)

Der er mere dansk rock at finde fredag aften, når Templet i Lyngby åbner portene og inviterer til koncerter med Black City og deres support navn Stella Black Rose. Black City har varmet op for selveste Ozzy, haft numrene “Summertime” og “The One You Sacrifice” i rotation på P3 og været nomineret til en pris fra samme radiokanal. Det er god, gammeldags catchy hardrock til det guitarhungrende rockfolk.

Templet i Lyngby
Fredag d. 19/4
Døre: kl. 20.00
Pris: 100 kr. (forsalg/dør)

Lørdag:

Skulle man ikke have fået tilfredsstillet rock-trangen med fredagens mange tilbud, så er der også gode muligheder for at få stillet sulten på lørdag.

Vi starter med endnu et besøg på Lille Vega, hvor der kan opleves endnu et skud dansk hardrock fra Saint Rebel. Bandet opererer indenfor det man bredt kunne kalde “amerikansk rock”, og deres debut The Battle of Sinners and Saints fra sidste år opnåede endda en nominering til Gaffa Prisen. Hvis du, ligesom alle fornuftige mennesker, synes Steffen Jungersen’s ord er lov, så har han om bandet udtalt at:

“…her er klassisk gadekøter rock’n’roll af et snit, der kan sende enhver hipster og lo-fi fan skrigende hjem til deres indie-samlinger, før du kan nå at sige ‘Morrissey’”.

Med sig har de den københavnske rocktrio Dead Smiling Pirates.

Lille Vega
Lørdag d. 20/4
Start: kl. 21.00
Pris: 125 kr. (forsalg/dør)

Turen kunne også gå til Amager igen, hvor Beta kan byde på mere Goth til folket i form af danske Empire Drowns. Bandet udsendte deres debut album d. 11/3 efter en meget rost demo-ep fra 2011. Med sig har de Altar Of Oblivion der ifølge dem selv spiller episk-doom ala scenske Candlemass.

To bands med smæk på for kun 65 kr. i forsalg? Det lyder som en fin hardrockin’ deal!

Beta 2300
Lørdag d. 20/4
Døre: kl. 21.00
Pris: 65 kr. (forsalg) 75 kr. (døren)

Skulle du i stedet for svinge forbi Amager Bio, så er der linet op med en af de større navne indenfor nyere metal. Killswitch Engage gæster endnu engang landet, denne gang med deres oprindelige forsanger Jesse Leach tilbage foran mikrofonen. Gruppen udgav fornylig deres 6. album Disarm The Descent, der generelt blev rigtig flot modtaget af både presse og fans.

Så det er formodentlig et toptunet og revitaliseret metalcore band, der er klar til at ryste Amager Bio lørdag aften. Endvidere er der solid opvarmning med Heartist (mere metalcore) og thrasherne fra Sylosis, der for nogen nærmest ville være et hovednavn.

Amager Bio
Lørdag d. 20/4
Døre: Kl. 20.00
Pris: 275 kr. (forsalg) 300 kr. (døren)

Nu skal det jo ikke være frygtelig larm, som min mor hadede den, det hele, så hvis du er mere til blues, så er der muligheder i Lyngby. Templet har også åbent om lørdagen, og kan tilbyde to navne for folk med hang til blues.

Freddy and the Phantoms spiller blues’et country-rock, og er aktuelle med deres andet album Shadows Across the Country, der skal følge op på den P4 rotation som deres første plade gav dem i 2010.

The Mass Balding Experience tager deres blues-rock i en mere stenet retning, når de blander den med stoner-rock. Der skulle være både vilde guitarer og punk-attituder at hente hos de unge knægte, der efter sigende er ved at lægge sidste hånd på en demo

Templet i Lyngby
Lørdag d. 20/4
Døre: kl. 20.00
Pris: 50 kr. (forsalg/dør)

Ukendt Under Andet Navn, er måske ikke et kunstnernavn der endnu vækker den store genklang? Men bag det snedige alias gemmer der sig en erfaren rotte, nemlig Henrik Olesen, lidt mere kendt fra (men stadig ret ukendt) brødre-duoen Olesen-Olesen.

Som ukendt med Ukendt Under Andet Navn har Olesen udsendt to plader, der måske ikke ligefrem gjorde ham mere kendt, men som blev godt modtaget af de medier der opdagede udgivelserne. Nu live-debuterer Olesen med disse sange i med en trio bestående af producer/musiker Troels Bech (ex-The Poets), violinist Nils Gröndahl (bl.a. Under Byen) og sangerinden Solveig Sandnes (bl.a. Er De Sjældne).

Du har chancen for at lære dem bedre at kende i både København (lørdag) og Odense (Fredag d. 17. maj, Teater Momentum).

Nørrebros Bryghus
Lørdag d. 20/4
Start: kl. 21.00
Pris: GRATIS

Sidst, men bestemt ikke mindst, et hurtigt shout out til velgørenhedsarrangementet Blue Beetle Rock For Charity, som løber af stablen i Huset fredag og lørdag. Bagmand Thor Boding har fået en række fede (og gavmilde) rocknavne, som Gonzo Morales, Papir, Fuzz Manta, The Hedgehogs, Paper Tigers m.fl. til at stille op i den gode sags tjeneste, hvor overskuddet fra entréen på 100 kr. går til en lektiecafé for fattige børn i slumområdet Muthupatty i Indien. Du kan læse meget mere om arrangementet HER inkl. et lille interview med Thor, og spilleplanen finder du HER.

Blue Beetle Rock For Charity
Fredag d. 19 + lørdag d. 20/4
Tider: Se hjemmeside
Pris: 100 kr.

Skrevet af Kodi

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

Previous articleGFR Fokus: Roskilde-plakaten – første indtryk
Next articleExtra Store Grønlandske Rejer: SuperEgo *** (3/6)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.