Home Seneste Juni 2014 - Nyheder GFR Fokus: Koncerter i Aarhus, resten af juni

GFR Fokus: Koncerter i Aarhus, resten af juni

2747
0

Vil vi stå tilbage for København i Aarhus? Næææh, ikke i forhold til indlæg om koncerter i resten af juni, i hvert fald! 

Det er da egentlig også let nok at love. Og kalde det “resten af juni”. For faktisk er der tale om tre koncerter i aften (fredag d.20) og så en enkelt onsdag d.25. juni.

Fredag d.20. juni

Vi starter på Backstage, hvor Tidlige Armbånd varmer op til deres koncert på Roskilde Rising. De er flere steder blevet nævnt som et af de mest spændende nye danske bands, og blander lystigt flere forskellige genrer. Med som opvarmning er ligeledes fremadstormende Arm.

Backstage, døre kl. 20, koncertstart kl. 21, entré: 50 kr. 

Sørme om vi ikke finder et andet Roskilde Rising aktuelt band andetsteds i byen samme aften. Det er nemlig Narcosatanicos, som spiller på Radar. De psykedeliske støjrockere, der også blander mange forskellige inspirationer til en tung, kværnende og forvreden rockbastard, har netop udgivet deres debutalbum, som vi bestemt ikke ville have noget mod at anmelde her på GFRock (hint, hint). På plakaten er også Rooster og Molly.

Radar, døre kl. 20, koncertstart kl. 21, entré: 50 kr. 

Vi slutter fredagen med ugens anbefaling, som vi finder på HeadQuarters. Her er der nemlig “Tung røg over Aarhus” med hele tre heavy/psych/stonerbands på programmet. Tyske Bone Man spiller grunge/psych-rock, og er et ubeskrevet blad for mig, til gengæld så er kendskabet større til aftenens to andre bands. Aarhusianske Plöw har jeg anmeldt to gange, først med deres EP Bicentennial Picnic og siden debutalbummet No Highness Below the Crownbegge anbefalelsesværdige udgivelser for folk med hang til tung, beskidt og sejtrækkende stoner-rock/metal. Bandet er også mere end solide live. Sidste navn er ligeledes lokale Bersærk, som jeg selv oplevede til Mono Goes Metal tidligere i år, og som kollega Ken tildelte 5 stjerner i sin anmeldelse af deres EP, Trældom. Hedninge-traktor-stoner, kunne man kalde det, eller tjekke det ud og se om man kan finde på en endnu bedre betegnelse.

HeadQuarters, arrangementsstart kl. 19, entré: 50 kr. 




Onsdag d.25. juni

Så er vi fremme ved onsdag, Roskilde nærmer sig (hvis du skal til den slags), foden begynder at klø, du begynder at vifte vilkårligt med ørerne og får en ubændig trang til fadøl og rockmusik. Men du kan få en lille smagsprøve på øl og rock onsdag, hvor Bullet Train Blast besøger Fatter Eskil. Deres album Nothing Remains var blandt det første vi anmeldte her på siden, tilbage i starten af 2012, og dengang skrev jeg at det var som at rejse 20 år tilbage i rockhistorien at lytte til bandet. Hård rock, der passer perfekt til en aften med øl og bourbon med vennerne, det er da vel ikke helt skævt en onsdag?Support leveres af Ford T.

Fatter Eskil, kl. 21, entré: 45 kr (inkl. gebyr) i forsalg, inklusiv en øl




Henover juli holder koncertguiden ferie, men vi vender efter planen stærkt tilbage i august.

Af Jonas Strandholdt Bach

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

Previous articleInterview med Kristoffer Bech fra Shiny Darkly
Next articleHexis – Tenebris – 23/6 – 2014

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.