GFR Fokus: Koncerter i Aarhus i weekenden, uge 19

0
1607
views

Vi har igen taget et kig på, hvor du kan få stillet din rock-tørst i Aarhus i weekenden. Maj er som sædvanlig en travl måned på koncert-fronten, og selv om Spot er overstået, er der andre festivaler i farvandet. 

Vi starter med Pop Revo, som har 10 års jubilæum i år, og har en profil med navne fra de lidt skævere egne af poppen og rocken. I år er ingen undtagelse. Festivalen startede allerede igår torsdag, men fredag og lørdag er der fuldt program. Her får du et lille udpluk af programmet:

Fredag skal du ikke snyde dig selv for R. Stevie Moore, som trods over 400 udgivelser fordelt over 35 år, først begyndte at spille live-koncerter sidste år, hvor han blandt andet besøgte Roskilde Festival. Den amerikanske særling blander lystigt et væld af genrer, blandt andet jazz, country og rock, til en særegen cocktail.

Også de psykedeliske rockere i Thulebasen bør du tjekke ud, med deres legesyge og udfordrende take på rocken.

Endelig byder fredagen blandt andet også på de københavnske post-punkere i Lower, der har fået gode ord med på vejen fra flere sider og skulle være en eksplosiv oplevelse. Det samme siges ind i mellem om de anmelder-hypede eksperimenal-rockere Synd og Skam, som jeg dog, trods et par behjertede forsøg, ikke er voldsomt begejstret for efter at have lyttet til nogle af deres numre. Det kan dog givetvis være en helt anden oplevelse live, så kig forbi og se om de mange 6 stjerners anmeldelser har ret.

Lørdag byder på Day Party på Sway fra 14-17, inden festivalen igen går i gang for alvor på Voxhall og Atlas, hvor du kan opleve amerikanske Widowspeak, der blandt andet blev beskrevet som “hjemsøgt noir indie” af Soundvenue sidste år.

Der er også et par topskud fra den danske scene, hvor folk-indie-bandet The Rumour Said Fire og otte-mands bandet Waldo & Marsha, der rammer festivalen med sin shoegazende lydmur. Sidstnævnte er på vej med debutalbummet, som skulle udkomme sidst i maj.

Endelig byder lørdagen på det band, der fik folkene bag Pop Revo til at starte festivalen i sin tid, nemlig amerikanske The Clientele. Bandet byder på dragende pop melodier, ren guitarlyd og masser af bittersødme. Et par paralleller kunne være i skotske Belle & Sebastian og amerikanske Beach House. Bandets seneste album udkom i 2010, og bandmedlemmerne har antydet at de fremover vil afsøge forskellige veje, hver for sig, så måske er det en af de sidste chancer for at opleve bandet live.

Pop Revo

 Atlas og Voxhall

 fredag d. 10/5 og lørdag d.11/5

endagsbillet 260 kr, partoutbillet 360 kr. 

Er du ikke til Pop Revos program, så er der et ganske billigt alternativ fredag. Her har man nemlig på Radar  valgt at sætte fokus på den helt unge undergrund, når de i samarbejde med arrangørspirer fra flere af byens gymnasier har samlet en håndfuld meget forskellige navne denne fredag. De rockede indslag tæller Woven Blush, støjpop med inspiration fra post-punken og navne som The Cure og Joy Division, Dyilon, der leverer en blanding af post-grunge og pop, og endelig Bela, der serverer hardcore/metal.

Radar

Fredag d.10/5, døre kl. 20, koncertstart kl. 21

10 kr. 

Lørdag er der to ganske gratis muligheder for at få sig en musikalsk én på opleveren.

I Åbyhøj er der det beskedent betitlede Bonanza Extravaganza, en mini-festival sat op af aarhusianske Morten Bach Band, som vi har anmeldt for nylig. Bandet har selv stablet det hele på benene, og der er bar, rimelige barpriser og selvfølgelig musik fra scenen fra Morten Bach Band selv, hårdrockerne i Scarlet Valve, som vi har haft fornøjelsen af at opleve live og hvis debutalbum vi anmeldte for et lille års tid siden, samt White Wood Joe. Tjek dette glimrende initiativ ud hvis du er til melodisk og energisk rock.

Du kan finde rejseplan og info på fb-begivenheden.

Bonanza Extravaganza

Mono, Åbyhøj

Lørdag d.11/5 kl. 20

Gratis

Endelig er gadefesten Mejlgade for Mangfoldighed, der varer hele dagen lørdag, klar med et ganske varieret og flot musikprogram. Fordelt på 7 mindre scener spiller bands og solister fra mange forskellige genrer. Før omtalte Woven Blush spiller 14.30 på Backstage, kl. 16 er det energisk rockende Taxit‘s tur samme sted, hvor du også kan blive hængede og høre 2 fede metalnavne i Momentum kl. 17.30, hvis EP vores anmelder Kodi faldt i svime over, og skallerhjerne-metallerne I’ll Be Damned kl. 20.45, som også sendte en stærk EP på gaden sidste år.

Andetsteds i gaden finder du blandt andet Schultz and Forever og Bon Homme, og en række andre interessante navne, men det ser ud til at det er på Backstage, det sker, hvis du vil have tråd.

Mejlgade for Mangfoldighed

Lørdag d.11/5, Kl. 12-23

Gratis

Alt i alt er der altså masser af glimrende live-musik at komme efter i Smilets By denne weekend, så kridt rockskoene og ROCK ON!

Skrevet af Judas

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal, and the what have you – hver dag!

 

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here