Home Artikler April 2014 - Fokus GFR Fokus: Heavy Days In Doomtown III – torsdags programmet

GFR Fokus: Heavy Days In Doomtown III – torsdags programmet

2245
0

Den kommende weekend, plus det løse, afholdes Heavy Days In Doomtown i Ungdomshuset, med en lille afstikker på Loppen. Her er et kig på hvad den doom- og psykedelisk rockende festival kan byde på torsdag, fredag kan du finde HER, lørdag+søndag følger i morgen.

Heavy Days In Doomtown løber over hele 4 dage, og der er nok af kunstnere og bands at dykke ned i, nogle velkendte og andre af mere ukendt karakter. Enkelte navne i det spændende program føler jeg mig godt inde i, hvorimod en stor del af navnene er komplet ukendte for mig. med nysgerrige ører har jeg kastet mig ud i ukendte musikalske farvande, men tiden har ikke været til at dykke alt for dybt ned i det mangfoldige hav af doom og psykedeliske toner. Derfor er fremgangsmåden i denne lille oversigt ganske enkel: de bands jeg kender får en kort overordnet præsentation med en personlig vinkel,  beskrivelsen af de (for mig) ukendte navne grunder derimod i første indtryk ud fra et tilfældigt valgt nummer med pågældende band. Så med forbehold for at mine første indtryk er helt skæve, lad os se hvad der sker i Doomtown!

Festivalen tyvstarter allerede torsdag, med en lille afstikker til Loppen, hvor der er 3 bands på plakaten.

Yuri Gagarin, kl. 22.00 (S)

Svenskerne har taget navn efter den først mand man i rummet, og bruger i nummeret “First Orbit”, fra pladen af samme navn, også samples af Hr Gagarin. Da mit russiske sprogøre er hvad man kan kalde “stærkt begrænset”, så er min forståelse af disse samples en by i Rusland for mig. Men de sætter en fin “spacey” stemning, inden den psykedeliske og netop spacey instrumental rock letter og sætter kurs mod det ydre rum. Nummeret varer over 9 minutter, men Yuri Gagarin formår at holde interessen og ens opmærksomhed fanget på det lange svævende og atmosfæriske trip




Switchblade (S), Kl. 23.00

Vi forsætter i det svenske spor, og bevæger os noget dybere ned i det dunkle doom hul. “Movement II” hedder nummeret jeg har været i selskab med i over 10 minutter, og nedstigningen til det ukendte mørke begynder i langsomt og krybende tempo. Stemningen er fortættet og ildevarslende, det er lige før man får lugten af noget indelukket og jordslået i næsen imens man stille og roligt synker dybere og dybere ned. Cirka halvvejs når vi tilsyneladende bunden, musikken stopper op og stilhed af den uhyggelige og faretruende slags vinder indpas i det nu helt skrabede lydbillede. Hvad var det? Hallo! Er her nogen?! Ud af stilheden og mørket vælter en væmmelig vokal og bakket op af en ubehagelig musikalsk skramlen og rumlen, der ikke slipper sit tag i én resten af nummeret. Grumt og godt!

http://youtu.be/tQlMqOvIzqw

Eagle Twin (US), Kl. 00.00

“I Come From A Long Line Of Dead Men” er min behagelige introduktion til duoen fra Salt Lake City, Utah. Med en dyb røst og gravkammerstemning, der sikkert kunne gøre hele statens Mormonbefolkning nervøse over om de nu har valgt den rigtige side, brummer Eagle Twin fremad. Mere (langsomt) savende og kværnende guitarpassager tager over midtvejs igennem de 6 minutter, inden dommedagstrommer signalerer begyndelsen på enden hvor duoen sænker nakken og tromler sangen mod sin afslutningen som en tung, tung kampvogn.




Huha, det bliver sgu mørkt på Loppen torsdag aften!

Heavy Days In Doomtown løber af stablen fra d. 1. til d. 4. maj, og der tilbydes 4 forskellige muligheder for billet køb – læs mere HER

Af Ken Damgaard Thomsen

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

Previous articleGFR Fokus: Interview med The Slaughterhouse 5
Next articleGFR Fokus: Heavy Days In Doomtown III – fredags programmet

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.