GFR Fokus: Et kig på Roskilde Festivals store rocknavne

0
2056
views

Foto: Roskilde Festival/Christian Hjorth

Roskilde Festivals program er klar og spilleplanen offentliggjort. Kaster man et blik på den fyldige plakat, så ser man at festivalen har valgt at skrive en række navne med lidt større bogstaver end andre. Efter lidt sortering er vi klar med det man kunne kalde en hurtig bedømmelse af de “største” rocknavne på plakaten.

Det følgende er udtryk for én GFRock-skribents holdning, og afspejler muligvis ikke den samlede redaktions syn på de enkelte bands. Indlæget er skrevet inden Roskilde Festival offentliggjorde deres spilleplan, så enkelte “bekymringer” er annulleret, imens andre består.

Hovednavn er en svær definition at fastsætte, og det vil naturligvis variere fra person til person, hvad man anser for at være en ægte headliner. Jeg har kigget på placeringen på plakaten som første pejlemærke, og derefter kigget lidt på hvilke bands der allerede har “et navn” der vækker en lidt bredere genklang, spiller en form for musik der kunne appellere lidt “bredere” og endelig nogen der på en måde repræsenterer en genre.

Da de fleste af dem nok ikke er ukendte størrelser for folk der interesserer sig for rock/metal, så er det ikke vores sædvanlige omgang “anbefalinger” – mere en vurdering af selve bookingen.

Metallica

Lad os få dem af vejen med det samme, mægtige Metallica, årets Roskilde “kanin”, hevet op af hatten i den 11. time. Hvem kender ikke Metallica? Det her er, uden diskussion, en fantastisk booking, men også en, der skulle være kommet noget før. Det lugter lidt af stille desperation, at man får en aftale med mastodonterne i hus så sent i processen – var man begyndt at frygte for billetsalget og satte alt ind i en slutspurt? Det er jo rene gisninger, og sådan set heller ikke vigtigt, men det udstiller lidt festivalens resterende program, som de stolt præsenterede med de sædvanlige buzz words i april måned.

Hvis line-uppet, i følge festivalen selv, var så spændende og godt, hvorfor er der så brug for Metallica i sidste sekund? De kalder det “at lytte til publikum”, det skulle man måske gøre fra start så? Men det skal ikke fjerne fokus fra, at det er en fremragende tilføjelse til plakaten. Metallica er vel stadig, som få, et næsten perfekt festival band – driftsikkert (måske endda glimrende på dagen), de vækker genklang bredt og de har sangene til at skabe en fest foran Orange. Nu siger plakaten bare, desværre, “Metallica, og alle de andre”.

Vurdering: Top booking

The National

I den mere afdæmpede og “tænkende” del af spektret finder vi The National, der netop har sendt deres 6. album, Trouble Will Find Me, på gaden, til lidt blandede anmeldelser. Det er måske ikke så underligt, seks albums inde i karrieren rammes mange af lidt kreativ tomgang, men mainstreammæssigt har de måske aldrig været større. Der er sket et eller andet med bandet omkring de seneste to plader, som har fået flere folk til at åbne ørerne og lytte. Sjovt nok de to plader, der har fået den mest lunkne modtagelse af kritikere og gamle fans, men det ser man jo ofte.

The National var måske en mere “interessant” booking for 5-6 år siden, men nu er det en større booking. En der nok også ender med at få dem hevet op på Orange Scene, hvilket for mig er en del af “problemet” med The National i år. De er helt klart blevet for store til Arena-teltet hvad angår bevågenhed og popularitet, men er deres musik “stor” nok til den enorme Orange Scene? Tidligere, i de gode gamle dage (bla bla bla), da var et band som The National, uanset salgstal og så videre, aldrig endt på Orange – da havde man haft endnu større meganavne til at trække læsset. Nu er virkeligheden en anden, og den slags navne (som Metallica) er der blevet længere imellem, og de der er på markedet, malker prisen for koncerter i alvorlig grad. Så The National er blevet et af de her navne, der måske ville have det musikalsk bedst på Arena, men på grund af underskud på headliner kontoen bliver de ophøjet til Orange status.

Holder musikken og deres lavmælte udtryk der? Vi må se.

Vurdering: Solid booking, med lidt “Orange alarm”

Slipknot

Jeg kaldte tidligere Metallica driftsikre, det er Slipknot da også, om nogen. Faktisk vil jeg gå så vidt som at sige, at du ved, at du får næsten nøjagtig det samme show hver gang. Jeg har set deres to tidligere optrædender på Orange, i henholdsvis 2004 og 2009. Hvor de første gang var en sen, og lidt underlig, erstatning for sygdomsramte David Bowie, men alligevel flåede benene væk under mig og bed hovedet af, så var deres seneste koncert noget mere rutinepræget. Stadig et medrivende og festligt metal-cirkus, men man fik lidt fornemmelsen af, at de kørte stort set den samme forestilling aften efter aften – ned til hvad frontmand Corey Taylor sagde/råbte under og mellem numrene.

Nu er der gået 4 år og bandet har faktisk ikke udgivet nyt materiale siden sidste besøg, så man frygter lidt at der virkelig går genudsendelse i den. En art “greatest hits” parade, og det er selvfølgelig heller ikke helt skidt med noget velkendt, og sange som “People=Shit”, “Duallity”, “sic”, “Left Behind”, “Disasterpiece”, “Before I Forget”, “The Heretic Anthem”, “Wait and Bleed”, “Spit It Out” og alle de andre holder sikkert også til et genhør. Og har du aldrig set Slipknot live, så er deres aggressive gøgler-metal show helt sikkert din tid værd, vi andre må nok forberede os på følelsen af, at det er set før.

Virker lidt som en “der var ikke lige andre” booking, men en af de bedre af slagsen.

Vurdering: Ok booking alt taget i betragtning, med en bismag af genudsendelse

Queens of the Stone Age

Josh Homme og lege/lejesvende er også en Orange genudsendelse i år, men de er modsat de andre i det mindste aktuelle med en ny skive. Like Clockwork… har fået en lidt blandet modtagelse, nogen hylder at de har støvsuget en del af ørkensandet ud af musikken og prøver at gå lidt nye veje, mens andre netop savner deres karakteristiske ørkenrock. Den skal nu nok kigge frem til årets koncert på Roskilde, blandt de nye numre, så om ikke andet bliver det da ikke ren genudsendelse på materiale fronten.

Man kan så frygte at genudsendelsen viser sig på performance siden. De gange jeg har set QOTSA på Roskilde, altid på Orange, har scenen ganske enkelt virket for stor til deres musik. Den virker meget mere egnet til et tætpakket og sveddryppende lokale/telt, hvor man nærmest kan lugte bandet svede rock ‘n roll ånden ud. Det går lidt tabt open air, og når Homme så lejlighedsvis har haft lidt tendens til at forveksle “ligegyldighed” med “coolness” når han står og rocker på en scene, så har deres tidligere koncerter, for mig, været en lidt flad oplevelse. De kom, de spillede og de gik igen.

De har de sikre hits, de appellerer temmelig bredt og har bare et navn og en aura der pynter på en festival plakat.

Vurdering: Solid booking, navnemæssigt. Performancedelen kunne gå begge veje på Orange.

Volbeat

Her kan man da tale om at dele vandene. Fra undergrundshelte, mellemlagsdarlings til mainstream gennembrud og hul igennem i Tyskland og ikke mindst det forjættede land, Amerika. For nogen er Michael Poulsens tropper indbegrebet af sell outs og alt hvad der er forkert ved “metal”, ja, nogen ville måske mene at de ikke engang er et metalband længere? Objektivt set kan jeg ikke svine dem for at have forfulgt drømmen om det store gennembrud og muligheden for at slå igennem (forholdsvis) i USA, at de så har gjort det ved at fortynde deres boogie heavy lige lovlig meget til min smag, det falder i den subjektive grøft.

Da Volbeat for alvor begyndte at røre på sig i 2005/06, var de et fantastisk live band, måske landets bedste? De leverede virkelig varen, både hvad angår performance, energi og udstråling, men stadig med masser af saft og kraft i selve musikken – om man så syntes den var simpel eller ej. Simple virkemidler har altid været en af vejene frem indenfor rockmusikken, og Volbeat optrådte med en nærmest primal urkraft. På det punkt synes jeg de har mistet en smule, de er med mindre pæne ord blevet lidt for polerede og leflende. Men man kan ikke tage fra dem, at det i den grad har virket. Deres salgstal og udsolgte arena-koncerter verden rundt taler deres egen tydelige sprog. Er det forkert? Nej. Det koster bare rock-kredit, men vinder en anden slags, mere talstærke, fans i det lange løb. Havde Gasolin forresten været ophøjet til lokale guder i Dannevang, hvis deres ambitiøse (men noget naive) USA drømme var lykkedes? Næppe.

Bookingen er samlet set helt logisk og kan forsvares, men den havde virket noget større og eksklusiv, hvis de ikke også spillede på både Jelling og Skive Festival. Så havde det haft en snert af “de sejrende landsmænd vender hjem, KUN for Roskildes skyld”. Så havde deres sikkert imponerende hyre også virket mere berettiget.

Vurdering: Årets “hjemmebane” booking, fin nok, men ikke så imponerende at den hører hjemme i øverste linje på plakaten.

Sigur Ros

De besynderlige islændinge er tilbage på Roskilde efter en længere pause. Sidst de var på disse kanter var de talk of the town, nu er interessen måske stilnet en smule af. Alligevel står de med størst mulige bogstaver på plakaten, og det kan måske undre lidt. Det demonstrerer naturligvis alsidigheden, selv blandt det festivalen anser for at være de store navne, men det skulle vel også indikere at gruppen anses for at være et trækplaster? Endvidere indikerer det muligvis, at de ligesom The National ophøjes til Orange status, bare uden at have sidstnævntes solide salgstal i ryggen. Det optimale for den smukke, atmosfæriske og hypnotiske art-rock, ville naturligvis være en koncert i absolut mørke, såfremt de ender på hovedscenen. Så kunne det gå hen og blive et af festivalens helt store øjeblikke.

Men kommer der folk? I mørket foran Orange er det ikke altid skræmmende tydeligt hvor få der bliver hængende, og det kunne godt være en fordel her, hvis de får et sent spilletidspunkt. For et højst sandsynligt feststemt midnatspublikum har nok ikke tålmodighed til denne form for musik, og derfor kunne det blive en storslået oplevelse for de få indviede, på et meget stort areal. Det er vel for så vidt også lige meget, hvis man bare skal sidde og drømme sig ind i sig selv til musikken, og det er der vel også plads til foran Orange? Ja, jo, nej og måske – så kommer vi ud i en længere diskussion om hvad Orange Scene kan/skal bruges til.

Virker lidt som en forfængelighedsbooking, hvor Roskilde viser deres sans for musikalsk “kvalitet” og gode smag – også ved at smide dem øverst på plakaten.

Vurdering: Musikalsk stærk booking, men er det et hovednavn i 2013? Og ryger de på Orange mere af nød end lyst?
NB: De røg på Arena, så den Orange frygt har fortaget sig.

Kris Kristofferson

Nu vi er ved navne der måske ikke vækker størst genklang blandt “masserne”, men emmer af kvalitet og historie, så er tilføjelsen af countrylegenden Kris Kristofferson et af årets højdepunkter for mig. I brede kredse (hvis overhovedet), er han nok mest kendt som “Rubber Duck” i mandehørms/trucker-filmen Convoy fra 1978, hvor han som landevejsrebel gør livet surt for Sheriffen spillet af Ernest Borgnine. Men Kristofferson er først og fremmest kendt som country stjerne, og ikke mindst sangskriver, især i hjemlandet. I slut 60’erne og op igennem 70’erne skrev han numre, der blev gjort til hits af genrekoryfæer som Johnny Cash, Ray Stevens, Jerry Lee Lewis, Waylon Jennings med flere. Karrieren gik lidt på hæld i 80’erne, inden han slog sig sammen med netop Cash, Waylon Jennings og Willie Nelson i Outlaw country-ensemblet The Highway Men, der nåede at udsende to populære plader. Især “debutten”, bare kaldet Higwayman (1985), med hittet “Highwayman” (oprindeligt et Jimmy Webb nummer), var en kæmpe succes.

De senere år, hvor stemmens pragt er aftaget dramatisk, men kraften i sangskrivningen synes revitaliseret, har han udsendt en meget rost album trilogi, der kredser om hans egen dødelighed og døden der venter nede af landevejen – nu så tæt på, at man nærmest kan lugte den. Det er altså ikke for skønsang og stemmepragt Kristofferson er en suveræn booking, det er en kombination af det legendariske og kvaliteten af hans materiale der gør udslaget. Det bliver en koncert hvor historiens vingesus hænger i luften, med stærke sange som man måske ikke anede var skrevet af den gamle outlaw og ikke mindst måske (desværre) en af de sidste muligheder for at se ham fremføre dem på en scene. Uden at det skulle lyde morbidt, men det er sikkert med til at give seancen et skær af mytologi.

Personligt er det her helt klart en af de koncerter jeg ser mest frem til, og forhåbentlig har han stadig stemme nok til at fylde den scene ud han nu tildeles, være det sig Orange i solen eller Arena i skyggen.

Vurdering: Top booking, med den ekstra dimension af det mytologiske og legendariske der kan højne oplevelsen.

Alt i alt er årets plakat en lille smule tynd i toppen. Metallica pynter naturligvis og trækker gevaldigt op ad, lidt af en game changer, der har sørget for at der er kommet lidt buzz i offentligheden omkring festivalen. Hvilket er noget der i den grad har manglet hidtil, men det er ikke helt nok til at fjerne indtrykket af, at Roskilde stadig har svært ved at finde virkeligt store rocknavne til programmet. Det, og andet vedrørende Orange Scene, skrev jeg meget mere om i et indlæg sidste år, som du kan læse HER, og tankerne og pointerne har ikke ændret sig væsentligt siden. Roskilde Festival, kan som det musikalske landskab ser ud i disse år, ikke længere “frit” vælge og vrage mellem en stor mængde mega navne med stor og bred gennemslagskraft. Set i det lys, så har de i år, trods alt, fundet en række rockede navne der om ikke andet i hvert fald er solide og driftsikre. At jeg så ikke har lige stor fidus til dem alle som rock-headlinere på den største scene, det skal ikke falde festivalen til last.

Man kunne ønske sig alt muligt, men det forbliver ønsketænkning, som tingene ser ud i branchen lige nu.

Læs med i næste uge, hvor der er en del pondus at finde i programmets mellemlag.

Skrevet af Kodi

Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here