“Der skal være noget på spil” – Interview med Jesper Hother, Tristesse of Enola

0
1801
views

Aarhusianske Tristesse of Enola udgav i september debut-albummet Virtues, som modtog 5 stjerner her på siden. I anledning af udgivelsen, fik vi en snak med forsanger og sangskriver Jesper Hother om arbejdet med albummet og fremtiden for bandet. 

Det er søndag, først på eftermiddagen på en café midt i Aarhus. Jesper Hother undskylder at han er lidt træt, da han aftenen før har været til Kvelertak-koncert sammen med en af de andre fra bandet, er kommet lidt sent i seng, og først lige er stået op.

Kaffen retter en smule op på trætheden og efter en snak om Kvelertak’s fortræffeligheder,  snakker vi lidt om udgivelsen af Virtues, som er indspillet over en periode på 1 1/2 år.

“Albummet er afslutningen på en fase,” fortæller Jesper. “En bevægelse mod at finde et udtryk, finde den rigtige besætning, at komme ud og spille nogle koncerter. Alle intentionerne har været gode, og så kan man måske overveje om vi skulle have udgivet materiale som EP’er undervejs, eller om vi bare skulle have nøjedes med albummet. Men nu blev det sådan”.

Hvad er planen så fremadrettet?

“Vi har allerede nogle nye numre klar, og lige nu arbejder vi på at komme ud og spille nogle efterskole og højskole-jobs i november. Tanken er lidt, at vi der kommer til at spille for nogle unge mennesker, som ikke så længe efter bliver spredt for alle vinde, og forhåbentlig husker vores koncert. Og så håber vi selvfølgelig at der til en eller anden koncert står en eller anden og siger ‘hey, dem vil jeg gerne tage under mine vinger, og give en million for en pladekontrakt’. Eller sådan noget,” siger Jesper med et smil.

“Vi har også et par andre jobs, blandt andet på Headquarters som en del af Plekter, og i en akustisk trio udgave på Viby Bibliotek. Det er lidt sjovt at komme ud og spille de akustiske jobs også, der er et andet udtryk, og en anden intimitet i det. Så kan man også få bekræftet at numrene fungerer i en akustisk setting”.

“Det kunne også være fedt at komme til Tyskland og spille et par koncerter. 4 koncerter i Tyskland og 2 i Sverige, så er jeg sådan set tilfreds. Det der med at være afsted på en tour, hvor man er sammen som band, det er der noget godt i. Man er sammen på en anden måde. Vi er allesammen skolelærere i bandet, og der er ingen penge i at spille musik for os, så vi gør det, fordi vi synes det er sjovt. Jeg trækker stikket den dag, det ikke giver mening mere. Der er altid så mange, der gerne vil spille for en kasse bajere, men vi er 0gså bare et sted, hvor det ikke længere er helt nok”.

Har I planer om at indspille nyt?

“Ja, vi har jo som sagt allerede nogle nye numre klar. Det er nogenlunde samme stil, men det er mere bandorienteret. Det er stadig mig, der sidder derhjemme og skriver det hele, og så tilføjer de andre deres til det. Men det er som at der er mere ejerskab over det fra bandet nu. Hvor det ender henne, det ved jeg sgu ikke. Jeg tror ikke altid vi tænker det samme.

Lige nu skriver jeg på en sang, der forklarer Tristesse of Enola-navnet. Sådan en lidt 60’er agtig protestsang om en dreng, der skal i krig, men om det kommer ud, det ved jeg ikke”.

På den tekstmæssige side lyder det som om der er noget på spil personligt i jeres sange?

“Ja, man skal turde sætte sig selv lidt på spil. Der har været meget på spil med den første plade, det har været mit liv de sidste par år. Jeg tror aldrig jeg har oplevet rigtige problemer før jeg gik ind i et parforhold, og gik ud af det igen. Man har selvfølgelig en masse tanker om hvor hårdt man har det, når man er yngre, men det er noget helt andet når man så står der med sit første barn og tænker: ‘Det er mit ansvar’. Livet har pludselig nogle begrænsninger, som man skal forholde sig til. Så jeg prøver at sætte noget af det på spil i teksterne og musikken. Der er bare nogle ting, der ændrer sig, efterhånden som man bliver ældre.

Men ligesom med alt muligt andet, så er det jo meget subjektivt hvad der er gode tekster, god musik, eller god kunst, for den sags skyld. Men for mig, der er det rigtig vigtigt at der er noget personligt på spil”.

Jesper Hother og resten af Tristesse of Enola kan opleves torsdag d.24/10 på Headquarters kl. 21, hvor de spiller sammen med nordjyske Eyedrop, og lørdag d.26/10 på Viby Bibliotek.

Af Judas

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here