Home Artikler GFR Fokus: Cool Cats, ny kvinderock klub i KBH – Q&A med...

GFR Fokus: Cool Cats, ny kvinderock klub i KBH – Q&A med arrangør Cecilie Maria

5339
0

På fredag omdannes Isola Rock Club i København til et “kvinde-rock power house”, når arrangementet Cool Cats afholdes for første gang. Vi har fået en snak med arrangør Cecilie Maria om konceptet.

Fredag d. 6. september hyldes rockens kvinder i alle afskygninger, fra Motown til heavy rock, når Cool Cats løber af stablen. Selvom arrangementet præsenteres som “Girl Night Rock Club”, med billige cocktails i baren, så er hankøn dog mere end velkomne. Her følger en lille præsentation af Cool Cats, ved initiativtager og arrangør Cecilie Maria.

1) Hvordan opstod idéen til Cool Cats?

Idéen til Cool Cats er opstået næsten ud af det blå – det gør de fleste idéer vel? Sandheden er, at jeg har svært ved at huske de præcise omstændigheder, der satte idéen i hovedet på mig. Men de sidste par år har jeg selv spillet i et pigeband (Taras), så at stå for ‘girl power’ er blevet naturligt for mig. Samtidigt gik det op for mig, hvor lidt musik lavet af kvinder jeg faktisk plejer at spille, når jeg DJ’er. Det er ikke fordi, at jeg vælger det fra, men jeg tænkte, at det kunne være meget sjovt, at vælge det til for en gangs skyld! Og noget siger mig, at idéen holder. For publikum har været superseje til at bidrage med inputs på Facebook-eventen, og jeg har lært supermeget lækker musik at kende. Musik som ikke kun er lækkert, fordi det er piger, der spiller det. Alt i alt synes jeg altid det er godt med et skarpt tema, og ‘girl power’-rock dækker over megen forskellig musik, samtidigt med at det er specifikt – dét kan jeg godt lide. Jeg tror selv, at jeg ville tøffe i byen til arrangementet, hvis en anden havde sat det op.

2) Hvad kan man forvente sig af åbningsaftenen og hvor ofte indtager kvinderne Isola Rock Club?

Møder man op til vores første fest på fredag, kan man helt sikkert forvente sig en fremragende nat i byen! Det bliver rock ‘n roll med masser af girl power, uden at det bliver så tøset, at fyrene ikke kan følge med. Man kan også forvente sig en DJ (mig selv), der er lydhør, når man giver foreslag – selvom ønsker måske ikke kan opfyldes lige på stedet. Derudover er Isola et afslappet og rummeligt sted, hvor der er plads til mange typer mennesker – Det er noget, jeg er sikker på, at man vil kunne se på fredag. Dertil kommer det, at der selvfølgelig er seje rock ‘n roll-kvinder til stede… Og det skader vist aldrig!

Derfra kommer Cool Cats efter planen til at finde sted med 1-2 måneders mellemrum.

3) Har du gjort dig nogle tanker om i hvilken retning klubben skal udvikle sig? Kommer der f.eks. livemusik på programmet på et tidspunkt?

I fremtiden vil Cool Cats komme til at byde på mere varieret underholdning. Vi vil for eksempel få besøg af andre DJs. Det er også planen, at klubben skal komme tæt på live-musikken. Enten med deciderede koncerter, release- og afterparties eller noget helt tredje. Live-musik til klubaftnerne er ikke muligt på Isola, men hvem ved? Jeg vil bestemt ikke udelukke, at Cool Cats kommer til at inkludere live-musik i fremtiden… Tværtimod.

4) Hvordan ser du behovet for en “kvinde-rockklub” i København og er der et marked for det?

Om der er et reelt behov for en klub som Cool Cats i København, har jeg lidt overladt til tiden at vise. Reaktionerne virker positive, og nogle gange skal man også forsøge at give folk noget, de ikke vidste, de ville have. Jeg savner selv noget af Cool Cats-musikken, når jeg går på rockklub og -bar, og jeg er sikker på, at der er andre, der også har det sådan. Tager man den derfra, er jeg sikker på, at der er en plads til en kvinderockaften i ny og næ.

5) Hvem er de sejeste kvinder indenfor dansk og udenlandsk rock?

I takt med at jeg har ‘gravet efter guld’ til på fredag, har jeg opdaget, hvor mange seje, kvindelige musikere der er derude. Nogle af mine personlige favoritter er helt klart Betty Blowtorch og The Donnas, der begge er amerikanske bands. Indenfor dansk rock synes jeg især, at der er en håndfuld unge håb – Ingen nævnt, ingen glemt, som man siger. Og jeg er desuden sikker på, at der på den danske scene også er nogle jeg ikke kender endnu – De må meget gerne melde sig på banen, så vi kan fejre dem også!

Den opfordring er hermed givet videre!

Isola
Linnésgade 16a
Israels Plads
København K.

Af Kodi

Foto: Christian Bloch

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

Previous articleGFR Live: The Walkmen, Voxhall, 3/9 – 2013 ***** (5/6)
Next articleThe Walkmen – The Rat – 5/9 – 2013

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.