GFR Anbefaler: When Copenhell Freezes Over 2016

2
1303
views

When Copenhell Freezes Over er igen klar til at åbne portene til helvede lidt på klem og sprede lidt hygge og varme i en kold tid. I år er arrangementer udvidet med en dag i Aarhus på Atlas, hvor 4 af de 6 navne der pryder plakaten i Vega kigger forbi. Det må anbefales!

Ikke mindst fordi 5 ud af de 6 navne, er nogle vi tidligere har omtalt og anmeldt i forskelligt omfang her på siden – så vi føler os som udgangspunkt allerede lidt på hjemmebane. En del af navnene er ligeledes nogle, som sagtens kunne have været i blandt de 5 som jeg anbefalede og mente burde blive hørt lidt mere i 2016. Men da de allerede lidt har en fod indenfor i kraft af deres booking til When Copenhell Freezes Over, blev de valgt fra til fordel for nogle navne der stadig står en lille smule ud i kulden – hvad denne form for opmærksomhed angår.

De 2 førstnævnte navne her er kun på plakaten i Vega.

For os, der har brølet som besatte, og nogle gange decideret vanvittigt, om I’ll Be Damned’s kvaliteter, ikke mindst som voldsomt underholdende og medrivende liveband, er det med en følelse af stor tilfredshed, at se Aarhus-bandet på plakaten i år. Ja, man kan jo vel nærmest sige, at vi gerne tager hele, eller bare lidt af æren for det – selvom det nok bare er et udslag af selvsmagende selvtilfredshed.

Nuvel, det er fortjent, og måske også lidt overraskende, men ikke desto mindre dejligt, at bookerne har kigget deres vej. I’ll Be Damned har vi omtalt utallige gange siden de tog os med storm en mørk aften på Backstage i Aarhus, helt tilbage i slutningen af….. 2012?! Ja, jeg måtte lige slå det op i vores system, lige som jeg havde glemt hvem det var de egentlig spillede support for denne aften. Det var ambitiøse Into Century, ikke et ondt ord om dem, de gjorde det fint nok, men hvor blev de af? Den aften stjal I’ll Be Damned showet, og nok også lidt vores hjerter, efter det allerede var begyndt at smelte lidt med udgivelsen af deres EP The First Coming, tidligere i 2012.

Bandet hang i begyndelsen sammen med Escobar i Aarhus, hvor de flere gange væltede beværtningen med deres udadvendte performance og samfundsrevsende blanding af klassisk rock, heavy, bølle rock n’ roll og glam-boogie fræs. Så var det Escobar i København, Spot Festival, Stengade und so weiter, og endelig, udgivelsen af deres længe ventede debutalbum sidste efterår – en udgivelse der også, naturligvis, tilranede sig pladser på vores årslister.

Nu skal næste skridt tages!

Men lad os da lige også kigge på det ene navn vi aldrig har omtalt, og som er et ubeskrevet blad for mig, inden vi går i selvsving. Mandrake’s Monster, “alternativ hardrock”, lyder beskrivelsen blandt andet, javel ja…. lad os se. Fra Enschede i Holland? OK, dømt ud fra nummeret “Woman In Black” er de flasket op på både Zeppelin og Sabbath, det er jo ikke den værste diæt, og det her lyder da også kompetent, om end lidt velkendt. Fedt nok!

Slægt nåede jeg lige at anmelde på falderebet af 2015 OG sende 6 stjerner efter for deres mini-album Beautiful and Damned, der også toppede en af mine årslister. Fra den anmeldelse napper vi lige et citat:

“Stilen som Slægt lægger for dagen er særdeles indbydende, og på samme tid en hyldest til noget der var og noget der peger fremad. En art sammensmeltning af elementer fra black, sort død, klassisk heavy metal og noget 70’er rock lignende. Udført og eksekveret uden den mindste rysten på hænderne og antydningen af, at den eksplosive og på papiret måske lidt utilregnelige blanding ender med ikke at ville hænge sammen”.

Aarhusianske Oxx har vi også været omkring et par gange her på siden, eller rettere, Jonas har anmeldt den eksperimenterende instrumental duo både live og på album, hvor han har været godt tilfreds med avantgarde-impro-jazz-metal tonerne.

Live-oplevelsen af Oxx har Jonas kaldt “næsten kropslig”, og beskrev blandt andet oplevelsen af trioen som værende, “…tight, tungt, og samtidig skævt og kringlet. Ind i mellem fik vi intenst tordnende passager, hvor trommer, guitar og bas (via keyboard) byggede tunge grooves op, der blev desto mere effektive af de mange breaks, saxonfonstykker og guitarsoli ind i mellem”.

Tight og tungt er det også når Evra disker op med deres hardcore hybird, som de imponerede med på sidste efterårs debut-skive Lightbearer.

Lightbearer blander Evra med stor succes hardcore og noget mere melodisk tungrocket, og leverer tilmed et album som virker meget gennemtænkt og afbalanceret. I Min 5-stjernede anmeldelse skrev jeg:

“De redskaber Evra benytter på deres 9 numre lange album er egentlig ganske velkendte, i hvert fald hver for sig – men den vellykkede kombination af dem, er det der giver Evra et særpræg og får dem til at virke som et frisk pust. Fundamentet er to-delt, hvor første del består af elementer fra hardcore, især den arrige skrige/råbe vokal, visse dele af sangstrukturen når det går mest kaotisk for sig og den hidsige, indebrændte og alligevel udfarende energi. Anden del er mere tung og melodisk rocket, hvor man fornemmer stoner-rumlen og  perioder hvor musikken rummer et helt metallisk groove”. Læs hele anmeldelsen HER

Sidst men ikke mindst har vi Rising, der jo egentlig er et gammelt bekendtskab på den tungere danske scene, men som har gennemgået lidt af en udvikling og forvandling siden sidst vi hørte fra dem på albummet Abominor. For det første er der kun guitarist og sangskriver Jacob Krogholt tilbage fra det trio-line up fra dengang, for det andet er bandet nu vokset til kvartet størrelse (live var de 5?) og for det tredje lader det til, at gruppen er gledet væk fra den sammenbidt sludge metal og over i retning af mere klassisk, og storladen, heavy metal.

Det var i i hvert fald det indtryk gruppens koncert i Templet tilbage i december efterlod, hvor det nye line up hovedsageligt luftede materiale fra deres kommende album, der skulle lande i løbet af foråret. I centrum for den nye lyd, eller i hvert fald i første omgang mest iørefaldende, er forsanger Morten Grønnegaard, der efterlod et stærkt og ganske alsidigt indtryk i Templet. Hans mere lyse klang matchede det nye, old school heavy-rockede udtryk rigtig godt. Selvom man måske godt kunne mærke, ikke mindst på performance-delen, at det er et band og en lyd der stadig er lidt under udvikling, så viste Rising, at forandring kan være en god og spændende ting – også selvom fans af Rising’s gamle lyd og udtryk nok lige skal vænne sig til forholdene.

Alt i alt er det et virkelig stærkt og varieret line up When Copenhell Freezes Over præsenterer i år. Der er både brøl fra undergrunden, det mere etablerede, det lidt skæve og eksperimenterende og indtil flere navne, som man sagtens kunne forestille sig også fik muligheden på Pandæmonium Scenen på Copenhell til sommer.

Arrangementet i Vega er lørdag d. 30/1 med start kl. 17.00, læs mere HER. I Aarhus går det ned på Atlas, lørdag d. 13/2, start kl. 20.00, læs mere HER

Af Ken Damgaard Thomsen

2 COMMENTS

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here