GFR Anbefaler: 5 metalnavne der burde spændes på en raket i 2016

0
1753
views

GFR Anbefaler er tilbage efter en længere ferie, og lægger ud med at kigge lidt fremad, ved at kigge bagud! På en måde. Hvilke metalnavne (næste gang kigger vi på rock med mere), som har været på vores radar i 2015, burde blive “større” det kommende år, eller i hvert fald fortjene en mulighed for at blive det?

Det er kort sagt udgangspunktet og præmissen for dette indlæg. Det er ikke et kategorisk “de her navne bliver store i 2016” indlæg, den slags gætværk lader vi andre om, men mere et “hvem fortjener en chance for at markere sig, og hvorfor”. Derfor er det også et kig på nogle navne, der i vid udstrækning stadig er undergrund og som ikke allerede har tilkæmpet sig en del opmærksomhed her på siden, i andre medier eller på en eller anden vis har en hype.

Så ingen Velvet Volume, Fribytterdrømme eller The Entrepreneurs i denne omgang, de er allerede oppe i fart, og heller ingen I’ll Be Damned, dem kan vi nærmest ikke hype mere end vi allerede har gjort, hehe!

Samtidig er det jo lidt vage definitioner og åben for fortolkning, hvad man lægger i ord som “markere sig” og “blive større”, men det er tænkt lidt som, at de her navne gerne må få lidt medvind, men måske mangler det sidste skub fra nogen for, at kunne komme i betragtning til eksempelvis en plads i Roskilde Rising programmet, på Pandæmonium Scenen på Copenhell eller som support for et større, etableret navn.

Lad os se hvem jeg synes fortjener at blive spændt fast til en raket, og få et boost.

Vi lægger ud i metallens verden, den er jo mangfoldig, så det afspejler de navne jeg har valgt ud også. Fælles for størstedelen er, at de stadig, og måske også i deres natur, er undergrund, og nok aldrig ville have en chance for at slå BREDT igennem i Danmark. Eller internationalt for den sags skyld, da de ganske enkelt appellerer smalt. Men i mindre målestok, og indenfor deres “genre” eller “miljøet” fortjener de et større publikum og muligheden for at nå længere ud.

møl

møl er faktisk allerede ved at få lidt luft under vingerne, de har netop spillet til Blastbeast’s The New Shit Showcase og spillede på Uhørt sidste sommer, men, med al respekt, så tror jeg de kunne nå endnu længere ud. Deres variant af blackgazer genren, som Deafheaven nok er den mest kendte eksponent for, burde kunne ramme bredere end den allerede gør.

Bandet har udsendt 2 EP’er, der både viser en udvikling og en modning i sangskrivningen og et band der lynhurtigt er vokset fra, at lyde “kraftigt inspireret” af nye stømninger til at være på vej mod en selvstændig lyd og et mere personligt udtryk.

møl mangler måske stadig, at finde LYDEN som definerer hvem de er og hvad de egentlig kan, men jeg syntes deres seneste EP var et stort skridt i den retning. Det kan ske ved yderligere naturlig modning, eller at de rette folk for øjne og ører op for dem – hvilket nok kræver flere koncerter og gerne på større scener, eller de rigtige steder. Både Spot, Rising og Copenhell er oplagt (UPDATE: møl nåede så at blive offentliggjort til netop Spot, inden dette indlæg kom online)

Læs mere om møl HER

LLNN

Det her er nok det navn, som jeg har taget med, der har mindst mulighed for at nå “bredt” ud, dertil er deres post-apokalyptiske hardcore sgu nok bare for krads og undergrund. MEN, det er jo ingen hemmelighed, at der huserer nogle tidligere medlemmer af The Psyke Project i LLNN’s line up, og her gemmer der sig måske nogle muligheder.

Da bandet sagde farvel og tak, rejste der sig en række nye bands fra asken, eller, nogle af dem eksisterede allerede inden, men, pointen var, at The Psyke Project’s opløsning lidt efterlod et tomrum, eller i hvert fald en lidt (endnu mere) fragmenteret undergrundshardcore scenen herhjemme. En masse spændende bands, men ingen med et lille hul igennem til overfladen, som The Psyke Project havde, der kunne kaste mere lys på andre bands i genren.

Det mener jeg LLNN har en, om end lille, mulighed for at blive. Altså det nye “fyrtårn” i det skummende hardcore hav, om man vil – bare ikke kom for tæt på, så støder I på grund. Ikke et nyt The Psyke Project, det skal de jo ikke være, men et navn der både lidt sætter kursen og får råbt højt nok til, at større medier, og koncertarrangører, husker at der er en spændende dansk hardcore undergrund.

Bandet har udsendt en fremragende EP og et mindst lige så fremragende album/mini-album indenfor det seneste 1 ½ års tid, hvor de blander både flænsende hardcore, mere melodisk metal og elementer fra sci-fi med deres brug af synth’s. Selvom det er blændende som det er, og det er altså virkelig BLÆNDENDE, så har jeg en fornemmelse af, at de rent sangskrivnings- og klangmæssigt slet ikke har toppet endnu.

Deres Dead Storm venter måske forude, og så er der med lidt held, mulighed for, at det kaster mere omtale og flere koncerter af sig. Spørgsmålet er så lige, hvor de optimale rammer for LLNN’s både pulverisernede og klaustrofobiske toner er?

Læs mere om LLNN HER

SpitAnger

SpitAnger er nok det band i denne håndfuld, som har en lyd og et udtryk der egner sig bedst til et bredere gennembrud. Deres potente og melodiske groove metal, der i glimt minder en del om Pantera, gjorde deres debut-album til en særdeles medrivende oplevelse. En “charmerende bulderbasse”, kaldte jeg bandet, da jeg anmeldte dem, i slutningen af året fangede jeg dem så live i Templet i Lyngby.

Kort sagt, så leverer de også varen live, selvom det nogle gange kan være lidt vanskeligt, eller uretfærdigt, at bedømme et bands potentiale og fulde evner, ud fra en tids- og pladsbegrænset optræden, en mørk aften i Lyngby, sammen med 4 andre bands. De gjorde det godt, men der er også plads til lidt forbedringer – hvis pladsen tillader det.

De har allerede godt styr på både udstråling og den der lidt udefinerbare scenetilstedeværelse, men, jeg kunne faktisk godt tænke mig endnu større armbevægelser, altså sådan helt konkret og bogstaveligt, så det fysiske indtryk matcher de tunge, fængende toner endnu mere. Dertil skal de, kort og godt, bruge en større scene og et større publikum. Det kunne være Pandæmonium på Copenhell, hvor deres lidt 90er inspirerede sound burde appellerer til Copenhell segmentet, der jo har en lidt højere gennemsnitsalder end eksempelvis Roskilde.

Jeg kunne eksempelvis ikke se dem for mig på Rising, men en tur på Copenhell, flere koncerter og mulighed for at boltre sig, så er de måske klar til nogle udenlandske metalfestivaler.

Læs mere om SpitAnger HER

Velociter

Hvilket bringer mig til Velociter, der allerede har fået lov til at smage lidt på Wacken Open Air igennem deres band battle – det vil samtidig sige, at deres thrash-metal allerede har imponeret og overvundet det publikum, som møder op til den slags arrangementer.

Velociter spiller i bund og grund thrash af den klassiske og gennemprøvede slags, og derfor er det nok også på forhånd begrænset hvor store de kan blive under hjemlige himmelstrøg. Men igen burde Copenhell være en oplagt mulighed, og et muligt springbræt til at nå ud over landegrænserne, selvom Wacken allerede burde have genereret noget international opmærksomhed.

Vi har anmeldt 2 EP’er fra bandet, først den solide Hanger of Doom i 2013 og sidste år den endnu mere solide opfølger Heir of Solitude. Som ordet “solid” nok antyder, så er der plads til at det kan blive endnu bedre, sangskrivningen er måske stadig lidt konventionel, men jeg syntes gruppens anden EP viste en udvikling og noget der pegede fremad.

Et skifte på forsanger-pladsen kan være det der kommer til at gøre en forskel, på flere punkter. Marika Hyldmar er nemlig både en styrkelse på pladsen rent stemme og udtryksmæssigt, og så er hun, og undskyld mig at jeg bringer det på banen, eller gør det til et fokuspunkt, kvinde. Og kompetente, kvindelige forsangere kan vi altså kun få for lidt af, over hele linjen indenfor musikverdenen, men især rock og metal.

Jeg siger ikke, at gruppen skal fokusere eller køre på, at der er tale om et hunkøn bag mikrofonen, ej heller er jeg specielt glad for at fremhæve det, for jeg vil overhovedet ikke rode mig ud i en kønsdebat, men det KUNNE være det faktum der gjorde, at bandet fik mere opmærksomhed. En opmærksomhed de vel at mærke har fortjent på grund af de musikalske meritter, men som måske kan være svær at trænge igennem med, hvis de “rigtige” mennesker “bare” ser dem som “endnu et thrash-band”, og sorterer dem fra på det grundlag på forhånd.

Giv dem et lyt, de er sgu’ ret fede!

Læs mere om Velociter HER

Crocell

Ah ja, Crocell….. de er sgu’ måske allerede blevet for gamle og låst fast i deres outsider position på den danske metalscene til, at det nogensinde, desværre, bliver til andet og mere – ikke at det ikke også er “fint nok”! Og det skal ikke lyde aldersfascistisk, for medlemmerne er nok cirka på min alder, plus/minus, og jeg har accepteret at en model 1979 nok ikke når at blive rockstjerne. Medlemmerne af Crocell har måske bare andre ting i deres liv, og prioriteter, som børn, job, hvad ved jeg, at de er fint tilfredse med “bare” at udgive fremragende albums – og så ellers spille de sporadiske koncerter der lige måtte tilfalde dem.

Og det er sgu’ både helt i orden og forståeligt, men rent musikalsk og talentmæssigt synes jeg Crocell har potentiale til en del mere. At bandet spiller brutal, men stadig melodisk, dødsmetal, nu med en blackened kant, gør selvfølgelig, at markedet i Danmark er lidt begrænset, ligesom resten af verden nok også har de bands indenfor den genre, som markedet kan bære – men er det ikke altid plads til en til?

Evnerne er der uden tvivl i min optik, og gruppen har tilmed nok gode til glimrende sange til, at fylde et sæt godt ud, hvilket de også beviste da jeg oplevede dem på Lygten Station sidste år. Da havde de egentlig både en lyd og en performance, som kunne fylde en større scene ud, hvis chancen bød sig.

Crocell har udsendt 4 studiealbums og nærmer sig et årti på bagen som band, så vi er også ude over det punkt hvor de skal spille upcoming festivaler og scener – selvom de, naturligvis, bare skal gøre det, hvis de får tilbuddet. Copenhell, på Pandæmonium, har været selvskrevet i flere år, men synes egentlig også de fortjener en, lille, plads på eksempelvis Roskilde Festival, og det skal ikke være Rising. Ligesom support jobs for store navne som Behemoth, og andre kapaciteter, virker oplagt.

Men hvordan får man råbt de rigtige folk op?

Læs mere om Crocell HER

Ja, det er vel egentlig det, det hele handler om for samtlige af disse bands. At fange de rigtige menneskers opmærksomhed. Det kræver både dygtighed og held, evnerne synes jeg allerede er på plads, så er resten op til de almægtige metal-guder og de enkelte bands selv – larm alt hvad I kan, for helvede!

Og til de “rigtige mennesker” derude – LYT og stil så de raketter tilrådighed.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Lene Damgaard Thomsen/GFR, Uhørt 2015

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here