GFR Live: Pearl Jam, Forum, tirsdag 10/7/12 ***** (5/6)

0
761
views

Lige et par ting jeg må have ud af verden før vi går i gang:

1) Forum er et frygteligt sted at afholde koncerter. Bygningen er ucharmerende og grim som bare pokker, det kunne man så måske leve med, hvis lyden var pisse fed. Det er den ikke, men den var dog tålelig under Pearl jam, især hvis man kom væk fra siderne af bygningen, hvor lyden rungede og buldrede som et hult ekko. Og så er der priserne – 50kr for en fadøl, det er satme ikke rock n’ roll, det er jo dyrt nok at tage til koncert i Danmark!

2) Hvis du er en “voksen” mand på over 30, og har drukket dig uværdigt lam i de dyre øl og må lade vandet, så er den desperate handling med at pisse i dit tomme krus fandeme kun tilnærmelsesvis okay, hvis du IKKE tyrer krus og indhold i nakken på folk. Stil det dog i det mindste på gulvet. Og hvis det medfører rendyrket primat adfærd at komme ud af dit hjem med gutterne én gang om året, så er det måske bedst bare at blive i buret.

3) Al den forpulede KVÆREN! Betaler du over 600kr, plus øl og transport, for at stå og bræge med sidemanden uafbrudt i 3 timer, i stedet for at forsøge at nyde koncerten?! Så er du sgu da en eller anden form for helt speciel idiot. Og så brokke lidt over at du ikke kender numrene? Jamen, hvad med at prøve at lytte så, kunne jo være du synes den var god?? Den voldsomme eksplosion i snakkekultur under koncerter i Danmark må høre op på en eller anden måde, det forstyrrer de der prøver at give sig hen til musikken og det er dybt respektløst overfor kunstnerne. Bevares, vi har da alle fået en lille en for meget under vesten engang, og talt lidt for højt, men dette her er simpelthen ved at være for meget af det gode – HOLD KÆFT OG SYNG MED!

Disse punkter var dog heldigvis kun irritationsmomenter, og kunne ikke ødelægge oplevelsen af at overvære Pearl Jam tirsdag aften i Forum. Seattle veteranerne, med efterhånden 21 karriereår under skovmandsskjorten, er et af mine favoritbands, så valgte at forlænge mit ophold på Djævleøen efter Roskilde Festivalen for, at nappe koncert nummer 3 med dem for mit vedkommende.
Første gang var den skæbnesvangre Roskilde koncert i år 2000, og anden gang var sidst de gæstede Forum i 2007 lige før det års Roskilde Festival – så på godt og ondt er deres koncerter for mit vedkommende forbundet med Roskilde. Hvor koncerten i 07 var en form for forløsning og renselse efter ulykken 7 år tidligere, så var tirsdag aftens koncert mere en klassisk rock ‘n roll oplevelse.

Roskilde spøgelset kiggede dog frem, men kun som reference, i sættets fjerde nummer “Love Boat Captain”, med den til lejligheden lettere omskrevne linje “lost nine friends we’ll never know, 12 years ago today…”, en linje der stadig kan frembringe et gys i mig. Heldigvis var resten af koncerten mere en fejring af glæde og livet, men skyggen må, skal og vil aldrig forsvinde helt, sådan må det nødvendigvis være.

Pearl Jam valgte at starte showet med den afdæmpede “Elderly Women Behind The Counter In A Small Town”, en lidt uortodoks sang at begynde med, men virkningen var straks mærkbar – genkendelsesglæde blandt publikum og massiv fællessang. Velkommen til, så er vi i gang. De efterfølgende numre var af den mere hårdtslående og kompromisløse slags, så meget som bandet nu bliver i de retninger. Pearl Jam var klart mødt op på denne tours sidste aften for, at rocke sokkerne af folket i den lummer varme betonklods.
Vitalogy punkeren “Last Exit” fulgte op, og hvis der ikke allerede var sveddryppende varmt i Forum inden koncerten, så virkede det som om bandet var opsat på at prøve at smelte bygningen nu. Der blev fulgt op med den aggressive “Do The Evolution” fra Yield pladen, et nummer, og egentlig også en plade, jeg har det lidt svært med, men live har jeg oplevet, at numrene derfra løfter sig og den frådende energi kommer til sin fulde ret. Således også denne aften, hvor “Push Me, Pull Me”, fra selvsamme album, senere i sættet igen beviste at Yield holder, i hvert tilfælde live.

Nu vil nogen sikkert tænke noget i retning af, “hmm, de numre kender jeg da ikke rigtigt”? Sagen er den, at Pearl Jam skifter voldsomt ud i deres sætliste fra aften til aften, både for at stay fresh og udfordre sig selv, men også for at belønne deres trofaste fanskare. Eddie henvendte sig på et tidspunkt til dele af de forreste rækker, fordi han genkendte flere folk, der havde fulgt bandet samtlige 3 uger de har været på tour i Europa i denne omgang. Ved den heftige udskiftning af sange får alle således lidt nyt hver aften, men derfor ved du heller aldrig helt hvad du får når du går til koncert med dem – du får nogle hits, jovist, men langtfra dem alle, og sjældent alle de samme to dage i streg. Så nogen vil sikkert have savnet lige “det og det” nummer i Forum.

Første virkelige højdepunkt for mig var en gnistrende version af “Corduroy”, igen fra mesterværket Vitalogy, man kan kun beundre den åbenlyse tænding og spilleglæde på scenen, og modtagelsen fra den dedikerede del af publikum (som heldigvis var flertallet). Pearl Jam kom dog godt rundt i bagkataloget, hvor “Present Tense”, fra det noget oversete No Code album, fik lov til at kigge frem i første halvdel af sættet. En første halvdel der ikke var præget af de store crowd pleasers før helt tilsidst, men i stedet bød på mindre numre som “Insignifigance” og “Cropduster”, ikke lige personlige favoritter, men leveret indædt og overbevisende, så de gled ubesværet ned.

Så var der mere rusk i benene hos mig da den gamle traver “Evenflow” fik vinger og lettede, jeg elsker fandeme stadig det gamle møg, især live udgaverne når mesterguitaristen Mike McCready rigtig får lov til at lufte talentet. Blændende. Blændende var også den notorisk sky Eddie Vedder’s publikumskontakt, han var nærmest snakkesaglig, i hvert tilfælde efter hans forhold, både med velkomst på gebrokkent, men ganske vellykket, dansk vha. noter og en lille anekdote og indledningstale til udvalgte numre hist og her. Blandt andet før VS sangen “Glorified G”, hvor dansk vindmøllekultur blev hyldet, frem for den amerikanske våbenindustri. Selvom han mumler og pointen ikke altid er helt tydelig, så er han sgu en charmerende og genert lille spøjs fætter ham Eddie. Ja, vi er på fornavn!

“Wishlist”, et ellers skønt nummer, faldt desværre en lille smule fra hinanden pga. et nyt ekstra vers, der virkede som om det ikke helt passede ind, men stadig et nummer der er meget svært at ødelægge helt.

Tretrinsraketten der afsluttede første sæt var intet mindre end mageløs, hvilket også fik stemningen blandt det i forvejen ophedede publikum til at nå kogepunktet. En af Ten favoritterne “Why Go” indledte med et brag, før  den pragtfulde “State Of Love And Trust” fra soundtracket til filmen “Singles”, og en forrygende tempofyldt og utæmmelig “Porch” fik det hele til at eksploderer i eufori. Begge sidstnævnte numre kan jeg ikke mindes, at have hørt SÅ fede på nogen af bandets utallige live optagelser. TAK.

“Footsteps”, som kan findes på Lost Dogs opsamlingen og Jeremy singlen, var næste “sjældenhed” på programmet, og indledningen til ekstranumrene. Fantastisk hvor mange glimrende sange det her band kan grave frem fra gemmerne, man får lidt af det hele til en Pearl Jam koncert, i stedet for et fastlagt greatest hits show der lires af aften efter aften. Den bittersøde og meget stille og indfølte “Just Breath”, fra nyeste album Backspacer, var første sanseberusende højdepunkt blandt ekstranumrene. Pearl Jam forstår at skrue den salgs små perler sammen, og jeg foretrækker dem i høj grad, frem for når der går lidt for meget punk attitude i den. Derfor var et andet Backspacer nummer “The Fixer” heller ikke lige det jeg kommer efter når bandet spiller, det er velspillet, også i aften, men det er bare ikke lige mig.

Så fik jeg meget mere ud af Yield “hittet” “Given To Fly”, og “Untought known” fra nyeste skive, der fik lov til at sprede fællessang og glæde ude i beton svedboksen. Da kunne man ikke andet end, at stå og smile imens man sang det bedste man nu har lært. Næstsidste sang i anden halvleg var endnu en gammel Ten kending, klassikerne “Jeremy”, en sang der stadig formår at skabe begejstring og sang i gaden, også for mit eget vedkommende, men måske også en sang der er ved at være lidt slidt, den kunne godt tåle en midlertidig pension efter denne tour.

Anden halvleg blev afsluttet på behørig vis, med en sønderknusende udgave af “Rearviewmirror”, der voksede i kraft, intensitet og tyngde indtil man tilsidst reelt var bekymret for, at det skulle lykkes Pearl Jam at flå Forum’s fundament op og styrte lortet i grus. Hold da op!

Herefter forlod alle mand scenen, for vanen tro at vende tilbage med næste omgang ekstranumre, når man spiller i alt 29 numre, så må både band og publikum lige tage sig en puster af og til. Disse ekstranumre blev indledt med den relativt sjældent spillede “Smile”, i aftenes anledning dedikeret til den nyligt afdøde Dennis Flemion fra bandet The Frogs. Desværre blev Vedder’s dybfølte hyldest inden sangen skæmmet af ovennævnte sniksnak ude i mørket, den form for ligegyldighed fra voksne mennesker er direkte til at kaste op over.
Som relativt stor fan, så synes jeg jo naturligt nok, at Seattle banden har lavet rigtig mange fremragende sange, det er som nævnt ikke alt der lige falder i min smag, men direkte dårlige sange synes jeg ikke der er mange af. En af dem blev dog desværre spillet i Forum, den hæslige “Habit”, det er godt nok et ringe nummer i min verden, men fred være med det, den er forholdsvis kort.

Og blev lykkeligvis fulgt op af det sikre trumfkort “Betterman”, hvor publikum vanen tro fik lov til at synge indledningen på egen hånd – hvis man læser teksten er det egentlig et lidt besynderligt nummer, som er blevet den rene glædesspreder. Vi fik den endda i den medrivende forlængede udgave, der tilføjes den opløftende “Save It For later” udvidelse. Og lige som man ikke troede det kunne blive meget bedre, så fik vi endnu et peak med Victoria Williams covernummeret “Crazy Mary”, en sjældefuld og rørende ballade, som bandet efterhånden har gjort til deres helt egen. Her fik nyeste medlem, orgel hippien Boom Gaspar, også lov til at brillere på tangenterne – han er forresten en sand gevinst for bandet i det hele taget.
Gode gamle “Alive” fik lov til at runde anden omgang ekstranumre af, var der fællessang? Oh yeah! Er jeg ærligt talt også ved at være lidt træt af denne Ten klassiker? Jeps… den behøver jeg heller ikke høre live næste gang de kigger forbi, men nød da bestemt genhøret.

Herefter blev alt lys i Forum tændt, noget Pearl Jam altid gør før de sidste to sange, det kan virke lidt underligt sådan pludseligt at stå i en helt oplyst sal, men effekten er ganske god – man ved at nu er det ved at være forbi, og på en måde virker det som om at bandet kommer i øjenhøjde med publikum, “vi kan se jer alle”. The Who klassikeren Baba O’Riley blev fyret af så det næsten matchede de britiske forbilleder i deres velmagtsdage, højt og så instrumenter og vokal nærmest stod i flammer.
Koncert og tour blev afsluttet med “næsten altid sidste nummer”, “Yellow Ledbetter”, en hyggelig skrub hjem sang med den typiske Eddie vrøvle tekst – kan han nogensinde huske den? Og ikke mindst McCready’s suveræne guitar outro. Punktum.

Pearl Jam leverede, som altid fristes man til at sige, varen i Forum. De er gået fra at være Grunge frontløbere til at være et klassisk rockband der hylder tidligere tiders dyder og forbillederne, samtidig med at de stadig forsøger at udfordre sig selv. Det lykkes ikke altid til perfektion, men i aften var om end ikke perfekt, så i hvert tilfælde en overbevisende magtdemonstration i store dele af den cirka 2 timer og 40 minutter de satte betonhelvedet på Frederiksberg i kog. Bravo, og Eddie, baby, du synger stadig for vildt!

Anmeldt af kodi

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal, and the what have you – hver dag!